TV Tomgang

En 21-årig kvindelig ansat blev dræbt ved en arbejdsulykke i Legoland, da hun ville hjælpe en besøgende. Hun var trådt ind bag afskærmningen og blev ramt af en vogn ved Extreme Racers. En tragisk ulykke i en af landets mest kendte turistattraktioner, så nyhedsmedierne fortæller naturligt nok om hændelsen, der fandt sted i går søndag omkring kl. 18. TV2 Nyhederne havde ulykken med i sin morgenudsendelse i dag mandag. Indslaget blev rundet af med en såkaldt spib (speaker i billedet), hvor det blev meddelt, at kl. 9 ville man sende direkte fra Legoland.
Hvorfor? Hvad er formålet med at sende direkte 15 timer efter, at ulykken fandt sted? Ulykken er tragisk, men der er intet, som tyder på, det er en ulykke som vil berøre andre end de, der på den ene eller anden måde har været tæt på den dræbte. Formålet med at sende direkte er – at sende direkte. Det er efterhånden en udpræget tendens i nyhedsudsendelser – og den er blevet mere udbredt efter af TV2 News er begyndt at sende nyheder døgnet rundt. Et typisk forløb er, at man beretter om en hændelser og så følger op med: “Vi stiller nu om til vor udsendte medarbejder på stedet. NN, hvad er sidste nyt?”. I langt de fleste tilfælde er sidste nyt en gentagelse af det, studieværten netop har fortalt. Den udsendte medarbejder har ikke noget at tilføje, men nu får vi det gentaget direkte. Som CNNs gamle slagord lød: “Live – as it happens”. Problemet med altid at skulle være på direkte er, at det meste af tiden sker der ikke noget. Det meste af tiden er det gamle nyheder, man har at fortælle, men ved at sende direkte fra stedet, kan man simulere en liveness, der giver indtryk af at tingene sker her og nu, mens der i virkeligheden ingenting sker. Det blev glimrende illustreret i DR2s De uaktuelle nyheder, hvor Steffen Brandt som udsendt medarbejder rapporterede direkte fra Århus, hvor der skete absolut ingenting. En gravalvorlig Mikael Bertelsen gentog den sensationelle nyhed: “Netop nu, i dette øjeblik, sker der ingenting i Århus!”
Men man behøver såmænd ikke satire for at fremhæve det absurde i jagten på begivenheder her og nu. Da det for nogen tid siden kom frem, at prinsesse – nu grevinde – Alexandra skulle giftes, sendte TV2 News direkte fra Østerbro kl. 7 om morgenen. Den udsendte medarbejder, der befandt sig på gaden foran prinsessens bopæl, kunne – direkte – fortælle, at der netop var blevet tændt lys i villaen. Dagens kioskbasker var i hus.
Det bekræfter vel i virkeligheden, at Andy Warhol også her var på forkant med udviklingen. I 1964 lavede han som bekendt filmen Empire, en 8 timer lang film der i én indstilling viser Empire State Building. Når nyhedsudsendelser insisterer på at sende direkte døgnet rundt, så bliver effekten hurtigt den samme som at se Empire State Building i 8 timer. Det meste af tiden sker der ingenting, men så pludselig bliver lyset tændt.

Senile Delinquents

I The Whos udødelige klassiker “My Generation” synger Roger Daltrey som bekendt: “Hope I die before I get old”. En sætning, der på mange måde er selve apoteosen af rock’n’ roll, men muligvis også en sætning, Pete Townshend – som tekstforfatter – har fortrudt. Fordi den peger på et centralt problem i rockens selvforståelse. Rock er ungdommens musik, men hvad gør rockere, når de bliver gamle? Smadrer værelser på plejehjemmet? Kører rolatoren i svømmepølen? Well, nogen gør åbenbart. Tjek den her – og se med lidt mere fortrøstning frem til alderdommen.

Warhol som ost

Andy Warhol lavede som bekendt også film. Blandt de titler de fleste kender – men de færreste har set – er “Sleep” (1963) – en godt fem timer lang film, der viser en sovende mand – og “Empire” (1964) – en otte timer lang film, der i én indstilling viser Empire State Building. Det er film, der naturligvis gør op med det narrative imperativ, der præger mainstream-filmen; men det er også film, der fungerer lige så meget som maleri. Et maleri hænger på væggen uden at ændre sig. På samme måde skulle Warhols film projiceres på væggen som et billede, der kun langsomt ændrede sig.
Hvis man er i London den 27. maj, kan man se “Sleep” på Tate Modern, hvor den vil køre i loop, så den varer ialt 18 timer. Den vil blive ledsaget af et stykke musik, nemlig Erik Saties “Vexations” (1883). Et passende valg. “Vexations” er et lille stykke musik, hvor motivet ændres minimalt for hver gennemspilning. Det betyder, at der skal 840 gennemspilninger til, før alle variationer er udført. En komplet opførsel af “Vexations” varer derfor over 18 timer.
Hvad har det så med ost at gøre? Jo, et engelsk mejeri har fundet en anderledes måde at reklamere for deres oste på. Det består i en live webstream, der viser en cheddarost, der modner (se det her). I skrivende stund har den nu modnet i 116 dage, 10 timer, 21 minutter og 13 sekunder, hvilket formodentlig gør det til den længste reklame i historien. I de reklamefilm, vi bombarderes med til daglig, drejer det sig som oftest om at få puttet mest mulig information – og flest mulig klip – ind i et tredive sekunders forløb. Men her går man altså den modsatte vej – i Warhols og Saties fodspor – og gør reklamen så langstrakt og langsom som mulig. Og det virker. Websitet har masser af hits og har fået masser af omtale (og får hermed mere). Warhol sagde som bekendt, at i fremtiden ville alle blive berømte i 15 minutter. Men som Warhol selv viste, så kunne man strække sine 15 minutter ud ved at sætte tempoet ned. Langsomt varer længere.

Dumpernes Folkeparti

En undersøgelse viser, at 7 % procent af befolkningen ville dumpe, hvis de skulle tage den danskhedsprøve, man nu skal bestå for at få dansk statsborgerskab. Men blandt Dansk Folkepartis vælgere ville dumpeprocenten være på hele 12 %. Ironisk, da Dansk Folkeparti som bekendt er de ivrigste fortalere for prøven. Det kan man selvfølgelig gøre sig lystig over – og måske ved samme lejlighed få bekræftet nogle af ens fordomme om Dansk Folkepartis vælgere.
Undersøgelsen bekræfter dog først og fremmest, hvor tåbelig prøven og hele ideen bag den er. Søren Krarup forklarer resultatet af undersøgelsen med, at testen i dette tilfælde er blevet gennemført uden forberedelse. Han illustrerer det med, at det er 40 år siden, han var til køreprøve, og at han sikkert ikke uden videre ville kunne bestå den i dag uden forberedelse; men derfor kan han da godt køre bil. Og det er nok hele pointen. Prøven, der skal vise om man bliver en god, dansk statsborger, handler ikke om, hvorvidt man kan klare sig i det danske samfund. Prøven tester overflødig viden, man kan tilegne sig ved at læse lidt på stoffet, og så bagefter glemme alt om igen.
Dansk Folkepartis vælgere er formodentlig – i det mindste i egen selvforståelse – de danskeste af danskere. Når det nu viser sig, at Dansk Folkepartis vælgere er de, der ved mindst om det, man ifølge Dansk Folkeparti bør vide for at være dansker, så siger det mere end noget, at danskhedsprøven er en inderligt stupid og overflødig foranstaltning. Dansk Folkepartis vælgere er beviset på, at man sagtens kan være de danskeste af danskere uden at vide, hvad det vil sige at være dansk. Med mindre, selvfølgelig, at Dansk Folkeparti vil hævde, at deres egne vælgere er dummere end gennemsnitsdanskeren.

Dark Side of the Frog

Vi hører det så tit: succes har en pris, medaljen har en bagside osv. Berømmelse og rigdom kan være svært at håndtere for skrøbelige sjæle. Tænk blot på Kurt Cobain eller Britney Spears. Men det føles ekstra tragisk, når det er et gammelt idol, der er bukket under for en ubønhørlig og kynisk underholdningsindustri. Mange troede sikkert, det aldrig kunne ske, men nu er det afsløret, at også Kermit the Frog fra Muppet Show har været gennem et helvede med stoffer og alkohol (læs mere her). Kermit er tilsyneladende på vej tilbage, men prisen har været høj. Lyt blot til hans fortolkninger af Radioheads “Creep” og Nine Inch Nails’ “Hurt” – og se videoen til sidstnævnte.

Hound Dogs

Bedriver man Elvis-studies, så er “Hound Dog” naturligvis uomgængelig. Det har fået mig til at tænke på, at der findes en del rock- og popnumre, der enten handler om hunde, har hunde i titlen eller på anden måde involverer hunde. Måske ikke så overraskende. Vi taler om menneskets bedste ven og hunde er uløseligt forbundet med grammofonen: His Master’s Voice!
Så her er en ufuldstændig liste over sange, der involverer hunde. Supplér gerne:

Elvis Presley: “Hound Dog”
Beach Boys: “Caroline No”, Pet Sounds
The Stooges: “I wanna be your Dog”, The Stooges
Led Zeppelin: “Black Dog”, Led Zeppelin IV
David Bowie: Diamond Dogs
John Cale: “Every Time the Dogs Bark”, Artificial Intelligence
Jane’s Addiction: “Been Caught Stealing”, Ritual de lo Habitual
Sort Sol: “Dog Star Man”, Glamourpuss
Kate Bush: Hounds of Love
Eels: “Dog Faced Boy”, Souljacker (med de skønne linjer: “Momma won’t shave me/Jesus can’t save me/Dog faced boy”)
Baha Men: “Who let the Dogs out”
Tom Waits: Raindogs

Har tilføjet Tom Waits til listen (hvordan kunne jeg dog glemme den).

Lacans solipsisme

Et af Jacques Lacans berømte udsagn lyder: ”Subjektet er selv afsender af den meddelelse, det modtager fra den Anden”. Nu udtrykte Lacan sig jo gerne lettere gådefuldt, og dette udsagn er ingen undtagelse. For hvad menes der i grunden med, at subjektet modtager meddelelser fra sig selv? Er det udtryk for en solipsistisk subjektopfattelse? Nej, ikke helt; meddelelsen går i det mindste via en anden. Ikke hvilken som helst anden, men den Anden som det hedder hos Lacan.
I første omgang kan udsagnet betragtes i den psykoanalytiske praksis’ kontekst. Her er det analytikeren, der indtager den Andens rolle. Patienten taler, og analytikeren lytter efter spor af det ubevidste i patientens tale. Det kan f.eks. være i form af fortalelser. Patienten er ikke selv klar over, at han siger noget andet, end han egentlig havde til hensigt at sige. Men fortalelser er ikke tilfældige eller uskyldige. Det er det ubevidste, der meddeler noget gennem sproget. Fortalelsen kan f.eks. være knyttet til traumatisk, fortrængt materiale, som patienten ikke kan blive bevidst om. Det ubevidste kan omgå jeg’ets forsvarsmekanismer ved f.eks. fortalelser. Det fortrængte kommer altså til udtryk, uden at subjektet er klar over, hvad der bliver sagt. Men analytikeren hører det, og kan efterfølgende meddele det til patienten. Meddelelsen bliver altså bragt tilbage til subjektet gennem analytikeren – den Anden – men stammer ret beset fra subjektet selv. Det er det ubevidste, der giver subjektet de oplysninger, det har brug for; men det går via den Anden, før subjektet kan blive bevidst om, hvilke traumer det er, der har plaget det.
På mange måder er det det samme, der gør sig gældende i almindelig dialogisk kommunikation. Hvis man siger noget, og modparten svarer noget helt andet, end man havde forventet, så overvejer man, om man nu også fik sagt det, man havde til hensigt at sige. I den andens svar hører man et ekko af sit eget udsagn. Får man et uventet svar, kan man eventuelt replicere: ”Det jeg egentlig ville sige var…”. Taler folk i et absolut lyddødt rum, bliver deres tale efterhånden usammenhængende, fordi de ikke længere kan høre sig selv i form af ekko eller resonans fra rummet. Man hører ikke, hvad man selv siger, før det vender tilbage til én. Eller tænk på den efterhånden udbredte talemåde: ”Det, jeg hører dig sige, er…”. Her kan man igen opleve, at det den anden har hørt én sige, er noget helt andet end det, man havde til hensigt at sige. Det er altså fra den anden, man hører, hvad man har sagt. Det man hører fra den anden, er det, man selv har sagt; men det er først nu, det man har sagt, bliver en bevidst meddelelse. Det er i det, man hører fra den anden, at man bliver i stand til at verificere sit eget udsagn.
Lacans diktum er derfor det modsatte af solipsisme. Den meddelelse, subjektet så at sige sender til sig selv via den Anden, det er meddelelsen om, at det eksisterer. Men vi kan ikke verificere, at vi eksisterer, uden den anden. Ergo sum bliver til et meningsløst udsagn, hvis ikke det vender tilbage til os fra den anden. Vi taler for at hævde vor eksistens, men taler vi ud i intet, kommer intet tilbage.