Løgn, løgnere – og hyklere

I fredags indrømmede Bjarne Riis så det, de fleste har vidst i årevis. Han var dopet, da han vandt Tour de France i 1996. Der var altså ikke noget overraskende i indrømmelsen. Alligevel er en bølge af forargelse skyllet hen over nationen.

Hele affæren har været omfattet af et nærmest religiøst hysteri. Allerede under Tour de France i 1996 kunne man med god ret betvivle, at Bjarne Riis var ‘ren’. Siden da har indicierne hobet sig op i form af afsløringer af bl.a. høje hæmatokritværdier. Men det har ikke været nok. Bjarne Riis har også skullet indrømme, at han var dopet. Som en munk, der har brudt sit kyskhedsløfte, har han skullet bekende sine synder. Det har han så gjort nu, men ikke alle er tilfredse med det. En synder skal også angre oprigtig, hvis ikke han skal fordømmes til evig pinsel i helvede. Og Riis angrer ikke.

Kulturminister Brian Mikkelsen var ifølge Ekstra Bladet “skuffet, bedrøvet og nærmest i chok”, da han hørte Riis gå til bekendelse. Brian Mikkelsen vil gerne være foregangsmand i kampen mod doping. Hvis han lige til i fredags har troet på Riis’ uskyld – hvorfor skulle han ellers blive chokeret – så har han diskvalificeret sig selv i enhver debat om doping. Så er han simpelthen for naiv.

Brian Mikkelsen udtaler videre: “Han har snydt og bedraget en hel verden. Det er ekstremt uetisk og meget amoralsk, det han har gjort. Det har været ødelæggende for hele cykel-sporten.” Bjarne Riis’ forbrydelse består altså ikke kun i, at han har været dopet, men også at han har løjet og dermed bedraget en hel verden.

Bjarne Riis er en anløben karakter og han er en løgner, men hans løgne rammer først og fremmest ham selv. Brian Mikkelsen er minister i en regering, der har brugt løgn og bedrag til at føre landet ud i en krig, der har kostet danske soldater og tusindvis af irakiske civile livet og sendt millioner på flugt. Når regeringen bliver konfronteret med sine løgne, er svaret blot: der er ikke noget at komme efter. Ingen anger her.

Brian Mikkelsen vil gerne fremstå som en mand med høje moralske og etiske standarder, der fordømmer de, der bedrager en hel verden gennem uetiske og amoralske handlinger. Derfor burde han som regeringsmedlem drage konsekvensen af sin egen statsministers løgne og bedrag.

Indtil det sker, sidder han sikkert i trøjen som landets for tiden største hykler.

Jack Is Back!

Ikke Bauer, men Sparrow, Jack Sparrow. Pirates of the Caribbean: At World’s End er her og den skuffer ikke. Det er lidt for fristende at bruge maritime metaforer, så lad os bare sige, at alle sejl er sat i denne tredje Pirates-film. Der er bare mere af alt: flere intriger, flere effekter – og flere Jack Sparrow’er.

Pirates III er en velgørende påmindelse om, hvad film også er: Underholdning og intet andet end underholdning. Det er værd at erindre, at i filmens barndom var det noget man så på markedspladser og i omrejsende tivolier. Det var en forlystelse blandt mange andre. Sidenhen blev film også til kunst og der er blevet lavet mange, fremragende film som er stor kunst. Det er som oftest også disse film, der bliver trukket frem, når der skal skrives filmhistorie. Så selv om filmen i sit udgangspunkt startede et helt andet sted, så har der været en tilbøjelighed til, at også filmen har adopteret det hierarki, der siger, at noget er kunst og dermed bedre end andet, der “kun” vil være underholdning.

Det hierarki er blevet anfægtet af en række af de instruktører, der brød igennem i 70′erne. Martin Scorsese taler lige så gerne om b-film som om neo-realistiske klassikere, når han skal redegøre for sine inspirationskilder. George Lucas og Steven Spielberg er gået skridtet videre og har lavet film, der er hyldester til de gamle b-film uden kunstneriske aspirationer. Uden at det skal ophøjes til filmkunst, så har de vist, at det er muligt at lave velfungerende film af høj kvalitet, også selv om ambitionen ikke er til andet end at ville underholde. Underholdning behøver ikke at være en undskyldning for dårligt håndværk.

Pirates of the Caribbean er – som det nok er de fleste bekendt – baseret på en af forlystelserne i Disneyland. Dermed er det også en film, der så at sige går tilbage til filmens rødder. Pirates III lever i højere grad end de to første film op til denne arv: det er en ren rollercoaster-ride. Der lægges plot på plot, alle bedrager alle og det bliver stort set umuligt at holde rede på alle forviklingerne. Filmen tillader sig også at se stort på om alle tråde bliver udredt. Der er ingen grund til at spilde tid – skønt filmen varer næsten tre timer – på den slags, når formålet alene er at underholde og bringe os videre til næste spektakulære indslag. I sin anmeldelse af filmen i Jyllands Posten skrev Johs. H. Christensen: “Vil man absolut se en dybere betydning i filmen, kan den med sin kaotiske, splittede stil og absurde historie nærmest opfattes en allegori over situationen i Mellemøsten.” Ja, måske, men så er det måske også bedre at lade være med at se en dybere betydning i filmen. Den er først og fremmest en overlegen demonstration af, hvad man også kan med film, når man ikke lader sig hæmme af parametre som ‘kunstnerisk kvalitet’, sammenhæng, sandsynlighed, troværdighed osv., men bare lader den trække på hele det apparat, der er til rådighed, når der skal skabes underholdning. Det kan være en farlig strategi, og mange film falder sammen på den konto. Men Pirates III lykkes.

Der er dog en faktor, der for alvor gør, at Pirates of the Caribbean hæver sig over så mange andre film i klassen – og det er Johnny Depp som Jack Sparrow. Det oprindelig oplæg var en mere romantisk film med Elisabeth Swann og Will Turner (Keira Knightley og Orlando Bloom) som hovedpersoner og Jack Sparrow blot en biperson. Men det blev hurtigt klart, at Johnny Depps inkarnation gjorde Jack Sparrow til den centrale figur i filmene. Det er velkendt, at Johnny Depp har baseret sin figur på Keith Richards (der her dukker op som Sparrows far), men Jack Sparrow er med sine løse håndled og femine bevægelser også en særdeles queer pirat. Det kan diskuteres, om det er Elisabeth eller Jack, der er den egentlige pirate queen.

Jack Sparrow er det, man kalder en flad karakter. Der er ingen dybde, ingen psykologi – og absolut ingen moral – i denne figur. Man kan sammenligne med Peter Parker aka Spider-Man – bogstavelig talt en tegneseriefigur – der trods alt er udstyret med en vis dybde i form af fortid, samvittighed, følelser og moral. Det endda i en sådan grad, at det i Spider-Man III er tæt på at gøre filmen for alvorstung. I Jack Sparrow-figuren bliver alt på overfladen. Ikke desto mindre formår Johnny Depp at gøre det til en levende og fascinerende figur. Han blev nomineret til en Oscar for sin præstation i den første Pirates, hvilket er ganske usædvanligt for en karakter af denne type. I Pirates III følges han til dørs af Geoffrey Rush, hvis Captain Barbossa heldigvis også er genopstået fra de døde. Barbossa er en mere renlivet karikatur, men frydefuldt overspillet af Geoffrey Rush.

Det er annonceret, at Pirates III er den sidste i rækken. Men filmen mere end lægger op til, at det kan fortsætte. Hvis ellers niveauet holder, så lad os bare få en tur mere i rutschebanen.

Giv en hånd

Det vakte stor forargelse i brede kredse, da Asmaa Abdol-Hamid, folketingskandidat for Enhedslisten, bekendtgjorde, at hun ikke vil give hånd til mænd. I Danmark er der tradition for at man hilser ved at give hånd, og så kan man ikke bare undskylde sig med, at man er muslimsk kvinde, og at det er imod ens tro at give hånd til en mand. Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen oplyste, at man som offentlig ansat ikke kan nægte at give hånd.

Nu viser det sig så, at mandlige præster i Viborg Stift er fritaget for at give hånd til kvindelige kolleger, hvis det er deres overbevisning, at kvinder ikke kan være præster. O tempora, o mores!

Et af mine yndlingscitater er fra Coppolas Apocalypse Now! Det lyder: “The bullshit piled up so fast in Vietnam, you needed wings to stay above it.” Det samme kan man nu sige om Danmark (men det vidste jo allerede Shakespeare).

Niels Hausgaard har ret. Det er blevet svært at være satiriker. Danmark er efterhånden en stor satire.

Judge Sauer Superstar

Flere eksempler på at jura ikke er kedelig. Den amerikanske dommer Michael Sauer er blevet noget af en folkehelt. Hvorfor? Fordi han har dømt Paris Hilton til 45 dage i fængsel uden mulighed for løsladelse eller for at forvandle dommen til samfundstjeneste. Opinionsmålinger afslører, at der er bred opbakning bag dommen. Der kan selvfølgelig være en hel del skadefryd bag: det er altid godt at se de rige og berømte blive sat på plads. Men det er nok også et udtryk for, at mange efterhånden er trætte af fænomenet Paris Hilton. I hvert fald går det skidt for en kampagne for at få hende benådet. I New York formåede en støttedemonstration kun at samle tre mennesker! Derimod bliver dommer Sauer mødt med stående bifald.

Det kan godt være, at Paris Hilton ikke kan slippe med samfundstjeneste. Men det ser ud som om, dommer Sauer har gjort samfundet en tjeneste.

Kinky jura

Her gik man og troede, at jura var kedeligt og støvet. Men nu er der kommet en historie, der introducerer begrebet snigesex. En 26-årig mand er blevet idømt et halvt års fængsel for at have sneget sig til samleje med en kvinde, der troede, det var hendes kæreste, der ville overraske hende. Det er lidt af en udfordring for fantasien at forestille sig, hvordan en sådan forveksling kan finde sted. Det mest interessante er dog, at vore vise lovgivere ikke mangler fantasi og derfor allerede har forudset, at en sådan misdåd vil kunne finde sted. Straffelovens § 221 lyder: “Med fængsel indtil 6 år straffes den, der tilsniger sig samleje med en person, der vildfarende anser samlejet som ægteskabeligt eller forveksler gerningsmanden med en anden.”

Jura er slet ikke kedeligt. Faktisk en anelse kinky.

Vejrudsigt

All over the world
Strangers
Talk only about the weather.
All over the world
It’s the same
It’s the same
It’s the same.

Sådan synger Tom Waits på “Strange Weather” (en sang egentlig skrevet til Marianne Faithful). Vejret fylder meget – og fylder stadig mere på tv. Vi har endnu ikke fået en Weather Channel herhjemme, men det kommer såmænd nok. I de gode gamle monopoldage var det TV-Avisens studievært, der til slut i udsendelsen fortalte om vejret. Så kom TV2, der begyndte at sende deres vejrudsigt fra Sprogø, mens Storebæltsbroen skød i vejret (!) i baggrunden. Nu er udsendelsen så flyttet til den såkaldte Vejrhave. DR har fulgt trop og sender fra deres Vejrskib i Københavns havn. På DMIs hjemmeside kan man klikke ind på Byvejr og få den helt lokale vejrudsigt. Strengt taget kunne man vel kigge ud af vinduet, men sådan er det med fremskridtet: fra vinduet til Windows.
Vejret fylder stadig mere. I takt med den globale opvarmning bliver det naturligvis også noget, der berører os stadig mere. Engang sagde man, at vejret kunne man alligevel ikke gøre noget ved. Det vil Al Gore og andre nu gerne overbevise os om, at vi kan, og derfor kan der være god grund til at interessere sig for vejret. Men er det bekymringen for skæbnesvangre klimaforandringer, der får os til se vejrudsigten?
Hvis man vil have et alternativ til de danske vejrhaver og vejrskibe, så har David Lynch sin egen vejrudsigt (se den her). Den er ikke altid lige aktuel. Til gengæld er den dejligt fri for avancerede, computerbaserede klimaprognoser.