Hilly Kristal 1931 – 2007

Hvis ikke navnet Hilly Kristal umiddelbart får nogen klokker til at ringe, så gør akronymet CBGB måske. CBGB var, frem til sin lukning sidste år, et af New Yorks absolut vigtigste spillesteder. Det var her, navne som Ramones, Television, Patti Smith, Blondie og Talking Heads optrådte, før – og efter – de brød igennem i den amerikanske punk-bølge i slutningen af 70′erne.

Hilly Kristal åbnede CBGB i 1973. Navnet er en forkortelse af Country, BlueGrass & Blues, som var de genrer, Kristal oprindeligt ønskede på programmet. Med sin placering på The Bowery i East Village lå CBGB i et af New Yorks mere rå kvarterer og blev samlingssted for unge i læderjakker og hullede jeans. En gruppe af disse unge overtalte Kristal til at lade dem optræde om søndagen, hvor CBGB normalt var lukket. Bandet var Television med Tom Verlaine, Richard Hell og Richard Lloyd. Kristal har beskrevet dem således: “I thought the band was terrible; screechy, ear-splitting guitars and a jumble of sounds that I just didn’t get.” Ikke desto mindre lod han Television komme igen, denne gang sammen med et andet band: Ramones. Og pludselig var CBGB stedet i New York. Nu var det ikke længere kun ukendte punk-bands, der stod på scenen, men også navne som Lou Reed og John Cale (hvis fremragende Sabotage/Live er indspillet på CBGB).

CBGB var kendt for at have den bedste lyd og de værste toiletter i New York. Sidste år lukkede klubben, da Hilly Kristal ikke kunne få fornyet sin lejekontrakt. Den sidste koncert den 15. oktober 2006 var med Patti Smith. Den 28. august døde han så af lungekræft, 75 år gammel.

Kristne asylsøgere skal bevise deres tro

Indlæg ved special guest star Maziar Etemadi

“Det er ikke nok at være døbt og gå i kirke. Hvis man vil kaldes ægte kristen, skal man også kunne recitere trosbekendelsen og redegøre for komplekse temaer i den kristne tro. Sådan er holdningen hos Udlændingeservice, hvor kristne konvertitter under asylsamtalen skal overbevise myndighederne om, at troen er ægte, hvis de søger asyl på grund af risiko for forfølgelse i hjemlandet efter konversion, skriver Kristeligt Dagblad. (…) Hvis asylsøgeren virkelig er konverteret til kristendommen, må han også have gjort sig klart, hvad troen indeholder, lyder begrundelsen fra Birgit Petersen, der er kontorchef i Asyl- og Familiesammenføringsafdelingen i Udlændingeservice. “
www. dr.dk 10. aug. 2007 23.20 Indland Opdat.: 10. aug. 2007 23.21

Hvad så hvis asylanten var ateist? Lad mig komme med en indrømmelse: jeg er hele vejen igennem overbevist ateist, har altid været det og vil forhåbentlig blive ved med at være det til mine dages ende. Er jeg så en af dem, der kommer til at brænde på bålet eller måske i helvede? Hvordan skal jeg nu overbevise Udlændingeservice om min ateisme? Skal jeg måske stå på den centrale plads i Teheran (jeg er født og opvokset i Iran) og erklære Gud for død eller non- eksisterende?

Spørgsmålet er meget enkelt: hvordan skal man kunne overbevise myndighederne om sagligheden af sin begrundelse for at være ateist? Bør vedkommende studere filosofi eller idéhistorie for at lære den svære argumentations kunst og retorik? Eller skal vedkommendes påståede ateisme eksamineres af en gejstlig autoritet? Hvad med hvis vedkommende begår formelle fejl i sine argumenter, hvorved den gejstlige kan erklære, at den ulykkelige ateist alligevel var en lykkelig gudfrygtig person, hvorved hele asylsagens fundament på denne baggrund kunne undermineres? Er vedkommende i så fald en løgner?
Mange iranere fra min generation var eller er stadigvæk ateister. De bor hovedsagligt – heldigvis – udenfor Iran. Som bekendt straffes ateismen i Iran med døden (dette er ingen underdrivelse. I kan bare ringe til ambassaden og spørge dem om sagen). De fleste af disse ateister har ingen begreb om ateismens logiske konsistens eller mulige mangel på samme. De vil bare ikke acceptere en religiøs fantasiforestilling som virkelighed. Ingen af dem ville kunne bestå en ateisme-eksamen.

Hvad folks overbevisninger angår, sammenblander Udlændingeservice begreberne tro og religion. Naturligvis kan man – hvis det er relevant for sagens videre forløb – spørge til asylsøgerens religiøse tilhørsforhold. Bevisførelsen kan med fordel ske efter de danske retsprincipper, altså temmelig positivistisk. I stedet for Udlændingeservices sindelagskontrol kan man i det omfang, det er muligt, samle materiale om sagen, dåbsattest, konfirmation, vidneudsagn, etc. Men at bede folk om at recitere trosbekendelsen og redegøre for komplekse temaer i den kristne dogmatik, er at spøge til folks tro, men ikke til deres religion. Som bekendt er religion et samfundsanliggende, men tro en privat sag.
Et par bemærkninger om Udlændingeservices foreslåede sindelagseksaminering af asylanter, der påstår at de i deres hjemland bliver forfulgt på grund af deres tro:

Bemærkning 1: Logikken i Udlændingeservices forslag synes at være: have mistillid til asylantens påstand -> opnå viden om hans/hendes egentlige sindelag -> tro på hans/hendes udsagn -> have tillid til hans/hendes ærlighed. – Men det går ud på det samme som at postulere: ”for at tro, må man vide”. Og dette er netop de skriftkloges, ”farisæeres”, argumentation mod Jesus. Kristendommen har intet med viden, men meget med tro at gøre. Er det ikke Sankt Peter, der har noget interessant at sige om denne relation?
Bemærkning 2: Hvis viden er den nødvendige forudsætning for troen, kan enhver med en vis intellektuel formåen kalde sig selv troende (måske endda kristen, hvis det viser sig at være opportunt). Derimod vil den, der tror, men ikke ved per definition være udelukket fra at benytte sig af denne fremgangsmåde.
Bemærkning 3: Hvordan kan vi vide, at den person, der på tilfredsstillende vis kan gøre rede for kristne dogmer, nu også er kristen? Det kan vi ikke vide. Vi må tro på, hvad hun/han siger, vi må have tillid til, hvad hun/han postulerer. Ergo, uanset resultatet bliver vores situation ikke bedre end ved udgangspunktet. I udgangspunktet må vi altså vælge at tro på mennesker eller have mistro til dem, men uanset hvad vores bevæggrunde end er, kan vi ikke opstille et eneste kriterium for at afgøre, om det, folk nu siger, er sandt eller ej. Selv anvendelsen af ”moderat fysiske pres” eller m.a.o. tortur kan ikke garantere, at det er sandheden, hvad folk under sådanne behandlinger ”tilstår”.
Bemærkning 4: Hvad kan vi så faktisk vide? Forudsat at folk ikke lyver, kan vi afgøre flere ting. 1) Vi kan afgøre, om folk kender til og kan gøre rede for de specifikke kristne dogmer, som vi ud fra vores egne interesser udspørger dem om. Kristendommen opfattes på særdeles forskellige måder i verden. En almindelig kristen armenier eller asura accepterer fx ikke tre-enigheden som en del af kristendommen. Som følge heraf vil de fleste ikke teologisk, idehistorisk, eller filosofisk uddannede kristne fra disse områder afvise en stor del af den protestantisk kristne tro uden at være i stand til at gøre rede for denne afvisning. Hvad med ikonernes betydning i den ortodoks kirke og mangel på noget lignende i en protestantisk kirke? Har Udlændingeservice i sinde at gå i gang med en ny kristeligt-konfessionel trosomvæltning? Den sidste fandt som bekendt sted mellem 1618 -1648. 2) Vi kan positivt afgøre, at de, der ikke har studeret de kristne dogmer, ikke har studeret de kristne dogmer. Men denne pointe behøver vi vist ikke at undersøge. 3) Udlændingeservice definerer gennem denne sindelags-bedømmelse, at det ikke at være en reflekteret kristen er ensbetydende med at være en løgner og som følge heraf ikke at være værdig til at blive i Danmark. Hvis denne konklusionen kommer til at stå ved magt, må ”guderne” hjælpe de fleste danskere, der – ifølge diverse meningsmålinger – ikke engang kan gøre rede for, hvad påsken er for noget, eller om jul oprindeligt er en kristen eller en hedensk højtid. Hvad skal vi sige til den meget sympatiske men mindre reflekterede studievært på TV2-nord, der for flere år tilbage karakteriserede sine gæster på følgende måde: ”Ja, vi har en katolik fra Chile og en kristen fra Danmark i studiet i dag”?

Bemærkning 5: For at undgå forskelsbehandling, må vi formode, at Udlændingeservice skal benytte sig af en kompetent ekspertgruppe af diverse trosretninger og livsanskuelser for at eksaminere asylsøgerne.
Historien er desværre fuld af særdeles grusomme eksempler på sådanne kontrolforsøg. Et hårrejsende eksempel i nyere tids europæisk historie er Nazismen, hvor menneskene afhængigt af deres race, religion, seksualitet, helbred og intellektuel formåen blev inddelt i forskellige kategorier og grader af ”menneskelighed” – fra det germanske overmenneske til det slaviske slavemenneske og til det semitiske undermenneske. En jøde var en jøde uanset om vedkommende var religiøs eller ateist, om han/hun var konverteret til kristendom eller anden religion.

Konklusion: Vi skulle måske omsider begynde at lære noget af historien. Men, som Hegel siger det, må man være bange for, at det eneste, menneskene åbenbart lærer af historien er, at vi ikke lærer noget af historien.

Alle store bedrifter og alt stort i historien er begyndt i de små. Så lad os sætte det agtværdige kontor for Familiesammenføringsafdelingen i Udlændingeservice i den korrekte historiske sammenhænge og kalde det ved det rette navn, nemlig den nyeste blomst under “Congregatio pro Doctrina Fidei”: den katolske kirkes hellige inkvisitions kontor. Må man have lov til at lykkeønske de nye og driftige forsvarer for troens renhed med det nye initiativ, som eksperterne i Congregatio pro Doctrina Fidei plejer benævne med det poetiske udtryk Auto de fe (= retskendelse om folks tro).

Maziar Etemadi
Center for Filosofi og Videnskabsteori
Institut for Uddannelse, Læring og Filosofi
Aalborg Universitet

Man har et standpunkt…

Den 9. august udsendte Venstres pressetjeneste en pressemeddelelse, hvor man i skarpe vendinger tog afstand fra et forslag fra Det Radikale Venstre om at sænke skatten på arbejde og i stedet hæve de grønne afgifter. Under en opdatering i weekenden forsvandt pressemeddelelsen fra Venstres hjemmeside. “Et uheld”, siger chefen for Venstres pressetjeneste.

I dag fremlagde statsministeren så regeringens storstilede plan, der indebærer at man sænker skatten på arbejde og i stedet hæver de grønne afgifter.

Venstre ved du, hvor du har.

Ligeværd, solidaritet og tolerance

Der tales om valg og Dansk Folkeparti er allerede ude med plakater og billboards. Det er de nu også uden for valgsæsonen. Igennem et par år har DF kørt en kampagne med triumviratet Kjærsgaard, Skaarup og Thuesen-Dahl portrætteret i bedste nordkoreanske stil. Det tilbagevendende motto har været “ægte velfærd og stram udlændingepolitik”. Det er Dansk Folkeparti, som vi kender dem.

Nu er der så kommet nye plakater. Billedet er det samme, men nu er slagordene blevet til “ligeværd”, “solidaritet” og “tolerance”. Dansk Folkeparti har længe søgt at etablere sig som et midterparti, der repræsenterer de traditionelle danske værdier, som andre partier – ikke mindste Socialdemokraterne – har svigtet. Nu markerer DF sig så med traditionelle socialdemokratiske slagord.

Mere end noget andet er det et udtryk for, hvordan man indholdstømmer ord for deres historiske og politiske valør. Især ordet “tolerance” er vel for alle andre end DF komplet uforeneligt med den politik, dette parti praktiserer. Det er naturligvis ikke særegent for Dansk Folkeparti, at man bruger ord og begreber i den politiske markedsføring ganske uden hensyn til, hvad ordene grundlæggende repræsenterer. Det særegne er, hvor skamløst DF gør det.

Itsi-Bitsi…

… ta’ med mig til… – Nørresundby?!?

Blyforgiftning

Det er en svær tid for satirikere, der kan synes at være udsat for unfair konkurrence fra den såkaldt virkelige verden. En af ugens nyheder var, at legetøjsgiganten Mattell måtte tilbagekalde store kvanta legetøj fremstillet i Kina, da det viste sig den kinesiske fabrikant havde anvendt blyholdig maling til legetøjet. Det affødte følgende kommentar fra tv-stationen CNBCs Erin Burnett:

“A lot of people like to say, scaremonger about China, right? A lot of politicians and I know you talk about that issue all the time. I think people should be careful what they wish for on China — you know, if China were to revalue its currency, or China is to start making, say, toys that don’t have lead in them, or food that isn’t poisonous, their costs of production are going to go up. And that means prices at Walmart, here in the United States, are going to go up too. So, I would say China is our greatest friend right now.They’re keeping prices low, and they’re keeping prices for mortgages low too.”

I The Daily Show replicerede Jon Stewart: Det siger noget om USAs status i verden, at vores angiveligt bedste ven forsøger at give os blyforgiftning!

The War on Zombies

George Bush har indset, hvad der er gået galt i kampen mod terror. Nu er den virkelige fjende identificeret.

Det kan kun blive bedre.

You don’t know Dick

Noget af det bedste amerikanske tv for tiden er The Daily Show with Jon Stewart. Med et meget skarpt satirisk blik hudflettes ikke mindst det politiske Amerika. Et særligt yndet offer er vicepræsident Dick Cheney. Nu har man så gravet et tv-klip frem fra 1994, hvor Cheney bliver spurgt, om man burde have invaderet Irak og fjernet Saddam Hussein. Svaret er nej:

“Once you got to Iraq, and took it over and took down Saddam Hussein’s government, then what are you gonna put in its place? If you take out the central government of Iraq you can easily end up seeing pieces of Iraq fly off. It’s a quagmire.”

Det afføder følgende kommentar fra Jon Stewart: “Can you now please stop treating us as idiots when we question the war?”

The Daily Show vises på DR2 og kan også ses her.

Relaterede historier

På TV2s hjemmeside kan man læse en historie: “Superjumbo debuterer som rutefly“. Det handler om, at den ny Airbus A380 nu omsider kommer på vingerne. Det er der ikke noget specielt bemærkelsesværdigt ved. Nederst på siden er der imidlertid en rubrik, der hedder Relaterede historier. Det drejer sig bl.a. om:

Skovbrande nærmer sig Athen

Svin havde testikler så store som bolde

Al Qaeda gemmer sig i Tora Bora

Måske er det bare mig, men hvad er sammenhængen? Hvordan er disse historier relaterede?

Elvis Aron Presley 8/1 1935 – 16/8 1977

Det er nok ikke forbigået nogens opmærksomhed, at det i dag er 30 år siden Elvis Presley døde. Som Greil Marcus bemærker i sin bog Dead Elvis: A Chronicle of a Cultural Obsession (1991), så er Elvis mere levende i dag, end han nogensinde var, mens han levede. “Elvis is everywhere, man. Elvis is in the air, man”, som Mojo Nixon synger, mens han fremsætter sin teori om, at evolutionen vil betyde, at vi alle vil udvikle os frem mod “perfect elvisness”. Elvis er blevet et kulturelt ikon uden sidestykke. Og nu vil en dansk Elvis-fan(atiker) bygge en tro kopi af Graceland i Randers (der i forvejen har en regnskov, så hvorfor ikke).

Ved sin død blev Elvis af mange set som en overvægtig, afdanket has-been med et misbrugsproblem og en mere end tvivlsom Hollywood og Las Vegas karriere. Elvis havde lavet et par gode plader i 50′erne, men var så blevet grebet af kommercialismen og havde solgt ud. Da han efter en række halv- og heldårlige film vendte tilbage til koncertscenen, var det – med en enkelt undtagelse – som en parodi på sig selv i groteske Las Vegas shows.

Man glemmer let, at tilbage i 50′erne var Elvis den mest kontroversielle amerikanske rockmusiker – mindst lige så kontroversiel som Marilyn Manson var i slutningen af 90′erne. Hvis ikke mere. Elvis’ karriere begyndte som bekendt i Memphis, Tennessee og i Sam Philips’ legendariske Sun Studios. Dette var det racedelte Syden, og det kontroversielle ved Elvis var, at han ikke alene sang ’sorte’ sange. Han lød også sort. Af samme grund nægtede mange hvide radiostationer at spille Elvis – også efter det var fastslået, at han var hvid. Sidenhen kom den lige så kontroversielle tv-optræden, hvor Elvis som bekendt kun blev vist fra livet og op.

Det mest kontroversielle var nok i virkeligheden ikke, at Elvis lød sort, men måske snarere at han ikke lød sort nok. Elvis har selv forklaret, at han fik sin musikalske opdragelse ved at lytte til radio, hvor han både lyttede til sorte og hvide radiostationer – og dermed til genrer som blues, gospel, spirituals på den ene side og bluegrass, country og western på den anden. Hans egen sangstil blev et unikt konglomerat af alle disse genrer. Det kontroversielle var, at Elvis kunne synge blues med country frasering og bluegrass, så det lød som gospel. Denne “racial cross-dressing” var uhørt i Syden. Havde Elvis lydt enten entydigt hvid eller entydigt sort, så havde man kunnet placere ham. Nu hørte man i stedet en tvetydig stemme, der gav ekko af en række ellers uhørte stemmer: de fattige sorte og ‘the white trash’ – to sydstatskulturer, der ellers var fortrængt fra enhver kulturel offentlighed. Det farlige ved Elvis var, at han nu inficerede den amerikanske ungdom med degenererede kulturers degenererede musik. Det var svært at sige, hvad der var værst: den sorte musik eller ‘white trash’. I sydstaterne var det ‘naturligt’ at sorte var fattige, men hvide, der klarede sig dårligere end de sorte, det kunne kun forklares med degeneration. Derfor gjaldt det for alt i verden om, at denne degenererede kultur ikke bredte sig til resten af det hvide samfund. Og derfor var Elvis kontroversiel og farlig.

Elvis blev tæmmet og endte som selve indbegrebet af den amerikanske drøm: den fattige, hvide dreng fra Syden der voksede op og blev ‘The King of Rock’n’ roll”. Men det skal ikke glemmes, at Elvis var en afgørende faktor i nedbrydningen af en række såvel sociale som kulturelle grænseskel, der stod meget stærkt i 50′erne, men som for alvor blev løbet over ende i 60′erne. Elvis havde ikke noget politisk projekt, men formåede i 50′erne alligevel at udfordre en række af de politiske institutioner, der 10 år senere blev sat under et langt mere direkte politisk pres og i mange henseender blev radikalt forandret.

Elvis er i dag en mytisk figur i den amerikanske kultur, der ellers i mange henseender savner en mytologi. Som Nick Cave synger i sin hyldest til Elvis: “A King is born in Tupelo”!