In the Zone

Det bliver sagt på russisk, men betydningen skulle være “I’ve been living in the zone”. Ordene kommer fra “chaufføren” Nikolai (Viggo Mortensen) i David Cronenbergs nye film Eastern Promises. The zone er ikke noget nyt territorium hos Cronenberg. Det er der, Bill Lee (aka William Burroughs) går i såvel ydre som indre exil i Naked Lunch. The zone er et parallelt univers, en mental undtagelsestilstand, der fungerer med egne love, etik og justits. I Eastern Promises er det en russisk underverden i det multikulturelle London, regeret af mafiabroderskabet vory v zakone, men i det hele taget en art kopi af Rusland efter Sovjetunionens sammenbrud. Her er også KGB, tjetjenere, ukrainere mm (og den mulige politiske kommentar: mafiaen er identisk med Putins styre).

Cronenberg koketterede i forbindelse med A History of Violence med, at han var blevet mainstream. Det gælder umiddelbart også Eastern Promises. På overfladen er det en mafiafilm i forlængelse af The Godfather – bare i London og med russere i stedet for italienere. Men ved nærmere eftersyn umiskendeligt Cronenberg. Det er ikke fortællingen som sådan, der er det mest interessante. Som altid hos Cronenberg handler det om identitet og eksistens. Den parallelle eksistens af flere universer, hvor de samme individer har flere identiteter. Helt centralt i denne eksistens står kroppen. Det er kroppen, der er den fysiske forankring i eksistensen. Mafiaens medlemmer har deres livshistorie tatoveret på kroppen. Derfor holder man møde i saunaen, så man kan se, hvem den anden er. Identitet og eksistens er indskrevet på kroppen.

Kroppen bærer eksistensen og identiteten fra fødsel til død. Det understreges meget konkret – og blodigt – i filmens to åbningsscener. Et russisk mafiamedlem får halsen skåret over. Ikke med et hurtigt snit som man ellers ofte ser det på film. I hænderne på en ung, urutineret og lettere imbecil mand er en barberkniv ikke mere bevendt end en sløv sav. Kødet er genstridigt. I den næste scene falder en højgravid, ung pige om i en blodpøl. På hospitalet lykkes det at redde barnet, mens den unge pige dør. I de to scener får Cronenberg sat hele det eksistentielle drama på scenen: fødsel, død, krop og blod.

Det er i højere grad det, der interesserer Cronenberg – og i mindre grad mafiafilmens genrekonventioner. Blodet er centralt for mafiaen, hvor man må afsværge sig sin biologiske familie og erklære sin loyalitet for sin nye familie, sine nye brødre. Det er dette højere blodslægtskab, der er indskrevet på kroppen i form af tatoveringer. Der har på forhånd været en del omtale af den scene, hvor en nøgen Viggo Mortensen kæmper mod to knivbevæbnede tjetjenere i en sauna. Scenen er helt central i filmen. Den nøgne krop er mennesket som ren eksistens. Blottet, udsat, sårbar uden de redskaber og den teknologi, vi ellers anvender for at overleve i et mere eller mindre fjendtligt miljø. Cronenberg filmer scenen, så den bliver meget fysisk. Den nøgne krop har intet værn mod knivenes snit. Der er kun kroppen selv, dens fysiske formåen og kræfter. Volden opleves meget konkret og meget fysisk – visuelt, taktilt og ikke mindst auditivt. Det er ikke mindst lydeffekterne, der gør, at man som tilskuer nærmest føler alle slag og alle knivstik på egen krop.

Eastern Promises adskiller sig på en pudsig måde fra stort set alle andre mafiafilm. Der anvendes ikke skydevåben i filmen. Alle drab foregår med kniv. Det er med til at understrege det fysiske og kropslige. Kniven kræver fysisk nærvær mellem offer og bøddel. Kniven går igen ved fødslen, hvor barnet forløses ved kejsersnit. Livet gives og tages med kniv – og det kræver en hånd, der fører kniven. Dermed er vi tilbage ved det tema, der går igen i stort set alle Cronenbergs film. Den eksistentielle grund er kødet. Uanset hvor dybt vi skærer, så finder vi ingen ånd. Eksistens er i sidste instans et fysisk fænomen. De mere efemere dimensioner ved eksistensen – identitet, historie, familie – er indskrevet på kroppen. Men kødet er genstridigt, det gør modstand mod vore bestræbelser på at herske over liv og død. Det gælder, hvad enten det drejer sig om at skære halsen over på sin modstander, eller – som i en af de scener, hvor Cronenbergs lettere makabre sans for humor viser sig – når man må optø et dybfrosset lig med en hårtørrer.

Cronenberg har lavet mere originale film – hovedværker som Videodrome, Deadringers og Crash – men Eastern Promises er umiskendeligt Cronenberg. Tillige særdeles velspillet med Naomi Watts, Armin Müller-Stahl, Vincent Cassel – og ikke mindst Viggo Mortensen, der er formidabel som Nikolai. Anbefales.

Uidentificerede Fotografiske Objekter

I føljetonen om den forsvundne 4-årige Madeleine er der nu dukket et billede op, som måske forestiller Madeleine.

Eller også er det den afskyelige snemand, Big Foot, Yeti’en – eller overlevende fra et forlist rumskib fra en fjern galakse.

Ministerflugt

Forbrugerminister Carina Christensen måtte forleden flygte, da hun var med Fødevarekontrollen på kontrolbesøg i en kiosk. Kioskejeren blev vred og jagede alle ud af butikken. Han forklarer: “de kom brasende ind, som om de var FBI. Derfor bad jeg dem om at gå. Kunderne kunne jo ikke komme ind.”

Forbrugerministeren lover nu efteruddannelse af kontrollanterne, så de bliver bedre til at håndtere ubehagelige situationer og overvejer, om de fremover skal optræde mere anonymt, så de ikke udsættes for chikane.

Problemet er bare, at det var kioskejeren, der følte sig udsat for chikane.

Satirisk surreel dokumentarisme

Ja, hvilken genre skal man egentlig hæfte på Michael Moores nye film Sicko. Det er ikke en traditionel dokumentarfilm, dertil er den for tendentiøs og manipulerende. Michael Moore er en mand med en mission, som vi allerede ved fra film som Bowling for Columbine og Fahrenheit 911. På den konto er der ikke så meget nyt i Sicko. Det er dog en mere afdæmpet film, og der er mindre Michael Moore. Det betyder dog ikke, at Michael Moore er blevet mildere med årene. Det er stadig bidende satirisk i udstillingen af især republikanere og overbevisningen om, at det er grådighed, der holder Amerika i gang.

Michael Moore er ikke en nuancernes mand. Der arbejdes med skarpe kontraster. Til tider antager det næsten surrealistisk karakter i lautreamontsk forstand: som det tilfældige møde mellem en symaskine og en paraply på et dissektionsbord. Det er kosteligt at se republikanske senatorer forsøge at overgå hinanden i tårevædet lovprisning af deres mor. Eller se regering og embedsmænds forsikringer om, at fangerne på Guantanamo bliver behandlet humant: tilsyn af læger, behandling, medicin – alt sammen ganske gratis. Hvorpå Michael Moore sejler en håndfuld redningsfolk, der er blevet syge af at arbejde på Ground Zero, til Guantanamo med krav om, at de får samme behandling som Al Qaeda. Det får de naturligvis ikke. Til gengæld får de den behandling, de ikke kan få i USA, på et cubansk hospital. Og det selv om Cuba er beboet af onde kommunister! Vantro konstaterer en kvinde, at den medicin, der i USA koster 120 dollars (en femtedel af hendes invalidepension), på Cuba kan erhverves for 5 cents.

Man lades dog aldrig i tvivl om, at der bag satiren ligger en ægte indignation over, at man i et land, der kaldes sig verdens mægtigste, behandler sine syge efter økonomisk kalkule snarere end medicinsk behov. Derfor er det en god og seværdig film. Og skræmmende: for er det ikke den vej, det går også her i landet?

(Jeg har en mere fyldig anmeldelse af Sicko her.)

Slut med FIST-forskning

Forsknings- og Innovationsstyrelsen – FIST – har fået ny adresse. Ikke sådan rent fysisk (der er adressen stadig Bredgade 40, 1260 København K), men på nettet. Adressen har hidtil været www.fist.dk. Det har dog vist sig at være en problematisk adresse. Var man usikker på adressen og kom til at skrive fx fist.com, så kom man i stedet til en ganske anderledes “farverig” hjemmeside – som man udtrykker det i FIST. Engelsksprogede brugere havde i det hele taget svært ved at tro, at et organ med adressen fist.dk havde med seriøs forskning at gøre. Det var også et problem, at mails fra FIST alt for ofte blev stoppet af spam-filtre – igen fordi akronymet FIST indgår i adressen.

Så nu er adressen ændret til http://fi.dk/ – Helge Sander lægger vægt på, at dansk forskning skal kunne begå sig internationalt og så er det jo vigtigt at man kan sprechen the sprach.

Arrr!

Blot for at minde om, at det i dag er International Talk Like a Pirate Day.

Gud sagsøgt

Senator Ernie Chambers, Nebraska har sagsøgt Gud. Anklagen lyder, at Gud har forårsaget tusinder af menneskers død og har fremsat trusler om at dræbe endnu flere. Chambers uddyber “God has made terroristic threats against the senator and his constituents, inspired fear and caused “widespread death, destruction and terrorization of millions upon millions of the Earth’s inhabitants.” – og – “God has caused “fearsome floods … horrendous hurricanes, terrifying tornadoes.”" Søgsmålet er lagt i Douglas County. Da Gud jo er allestedsnærværende, kan han efter Chambers opfattelse også sagsøges hvor som helst. (se mere her. Selve søgsmålet i sagen Chambers vs. God findes her)

Dette er endnu et eksempel på, at jura er underholdende (som også Torben Sangild er blevet opmærksom på). Chambers har dog også et seriøst sigte med sin sagsøgning af Gud, nemlig at gøre opmærksom på det stigende antal latterlige sager, det amerikanske retsystem må tage stilling til. Og så kan der vel også være en pointe i at sagsøge Gud for at være historiens største terrorist.

Tak til Erik Steinskog for henvisningen til denne opsigtsvækkende historie.

Venner og fjender

Dansk Folkeparti har holdt landsmøde og trods utallige udrensninger, så kan det stadig ikke undgås at “landsbytosserne” går på talerstolen og lufter svinehunden. I år var det fx Merethe Egeberg Holm (der på Den Danske Forenings hjemmeside har skrevet, at hun hader og foragter muslimer), der krævede alle muslimer ud af Europa. I Information bliver hun spurgt, om hun ikke er bange for, at ledelsen vil mene hun er gået over grænsen. Merethe Egeberg Holm svarer:

“Næ, jeg er mere bange for, at en eller anden muslim kommer og skærer halsen over på mig. Det er jo det, de gør, når der er noget, der ikke passer dem. Nej, jeg er ikke bange her. Så ville de smide mig ud, og det har jeg aldrig hørt om, at de ville.”

Merethe Egeberg Holm skulle nok overveje endnu engang, hvem det er, hun skal være bange for. I dag meddeles det, at hun er blevet bedt om at forlade Dansk Folkeparti. Går hun ikke frivilligt, bliver hun smidt ud.

Hun når ellers at komme med en interessant historisk oplysning. Ifølge Merethe Egeberg Holm, så opstod staten Israel fordi jøderne i 1948 fik landet af Aksemagterne. Måske skal hun bruge den tid, hun nu ikke længere bruger i Dansk Folkeparti, på at læse historie. Aksemagterne var som bekendt Tyskland, Japan og Italien.

Hauntologi: Derrida og vitsen

Der findes en del mere eller mindre besynderlige forestillinger om, hvad Jacques Derrida og dekonstruktion egentlig er og fører med sig (at Derrida undergraver fornuften og destruerer enhver mulighed for dialog osv.). Sådanne forestillinger kan komme af, at mange kun forholder sig til en karikatur og ikke til, hvad Derrida rent faktisk har skrevet. Men selv blandt de, der har læst Derrida, findes der mærkværdige opfattelser.

Det har slået mig, at disse læsere måske har taget Derrida for alvorligt. Ikke at man ikke skal tage Derrida alvorligt, men man skal være opmærksom på, at Derrida ganske ofte bruger humor, eller måske nærmere bestemt vitser i den betydning, Freud beskriver i sin bog om vitsen. Vitser fungerer, ifølge Freud, på samme måde som drømme gennem forskydninger, fortætninger og ulogiske sammenstillinger. Vitsen kan, som drømmen, omgå de psykiske forsvarsmekanismer, der normalt forhindrer det fortrængte og ubevidste i at nå frem til bevidstheden. Når vitser udløser latter, så skyldes det frisættelsen af den energi, der ellers var bundet til at holde det fortrængte tilbage i det ubevidste. Freud taler om en ordlyst.

Når Derrida bruger vitser, som oftest i form af ordspil, så er det ikke nødvendigvis for gøre det fortrængte bevidst, men for at fremhæve forhold der unddrager sig logisk fremstilling. Det mest kendte eksempel er måske distinktionen mellem difference og differance. De to ord udtales på samme måde – er homofone – men er forskellige på skrift. Derrida bruger difference/differance i sin dekonstruktion af ordets primat i vestlig tænkning. Skriften har, hævder Derrida, været betragtet som sekundær i forhold til det talte ord. Ordet er nærvær, skriften er fravær. Men, siger Derrida, ordet kan kun få primat gennem en “oprindelig” forskelssætten – og denne er nødvendigvis af skrift-karakter. Vi kan kun skelne difference fra differance som skrift. Det betyder ikke, at Derrida dermed giver skriften primat over ordet. Det er selve forestillingen om et første, primat, det oprindelige, der er uholdbar. Enhver oprindelse forudsætter en forudgående forskelssætten.

Et nyere eksempel på denne brug af vitsen – eller ordlyst – er begrebet hauntologi – som Derrida fremsætter i Spectres de Marx (1993). Derrida taler om spøgelser, Marx’s og Hamlets. Dertil bruger han en lære om spøgelser – en hauntologi. Ordet er dannet af det engelske haunt og så ontologi. Hvor ontologi er læren om væren, så er hauntologi tillige læren om ikke-væren – om spøgelser, gengangere og alt andet, der hjemsøger – haunts - os. Begrebet har en række interessante historiefilosofiske konsekvenser (i forlængelse af Marx og Walter Benjamin), som det nok kan være relevant at forfølge. Det er dog ikke det, der er pointen her, men derimod hvordan hauntologi fungerer som vits.

Ordet er dannet af det engelske haunt, men skal udtales på fransk – altså med stumt h. Vitsen er dermed, at hauntologi er homofont med ontologi. Det er kun på skrift, man kan skelne hauntologi fra ontologi. Hauntologi bliver den ikke-væren, der hjemsøger ontologien; et spøgelse, der går igen i ontologien. Men hauntologi er mere raffineret end det tidligere eksempel difference/differance. For man er også nødt til at udtale hauntologi. Man må udtale det på fransk, så det lyder som ontologi; men man må også udtale det på engelsk – hauntology – for at fremmane spøgelset – haunt. Det er et ord, der må udtales to gange – og dermed bliver det et ord, der går igen. Det spøger. Det er et ord, der på en og samme tid er nærvær og væren – og samtidigt fravær og ikke-væren. Det skal udtales med ‘h’ og uden ‘h’. Bogstavet – skrifttegnet ‘h’ – bliver netop det, begrebet betegner: det samtidige nærvær og fravær, væren og ikke-væren. Bogstavet ‘h’ i hauntologi er selv hauntologisk.

Humor er subjektiv og det er sikkert ikke alle, der synes Derridas vitser er lige sjove. Det er heller ikke pointen, man skal grine af Derrida. Men har man ikke sans for, at Derrida betjener sig af denne type ordspil – ordlyst – så går man meget nemt galt af, hvad der er på spil hos Derrida. Det kræver sit af oversætteren at få transformeret disse ordspil fra fransk til andre sprog, og mange misforståelser skyldes givet at man læser Derrida i oversættelse. I det hele taget er det min fornemmelse, at mange undervurderer humorens og vitsens betydning hos en række franske tænkere. Baudrillard og Lacan har mange – mere eller mindre raffinerede – vitser, der alt for ofte bliver taget for alvorligt. Naturligvis skal man tage dem alvorligt, men man må forstå den betydning, humoren har for alvoren.

Som Piet Hein sagde: Den der kun tager spøg for spøg, og alvor kun alvorligt, har forstået begge dele lige slet.

Processer

“Nogen måtte have bagtalt Josef K., thi uden at han havde vidste af at have gjort noget ondt, blev han en morgen arresteret.” Sådan starter Franz Kafkas roman Processen. Som det nok er de fleste bekendt, så finder Josef K. aldrig ud af, hvorfor han er blevet arresteret, eller hvad han er anklaget for. Ikke desto mindre må han tage kampen op mod et absurd retssystem for at rense sig for anklager, han ikke kender. Hvad mere er, heller ikke de, der fremsætter anklagen, synes at vide, hvad Josef K. har gjort sig skyldig i. Skylden er rent abstrakt og til slut accepterer Josef K. sin skyld og sin dom. Siden har man brugt beskrivelsen “kafkask” om situationer, hvor den konkrete anklage og det konkrete skyldsspørgsmål fortaber sig i de bureaukratiske processers vildnis.

“Kafkask” kan man også betegne dagens politiske klima. Da Asmaa Abdol-Hamid blev folketingskandidat for Enhedslisten var det ikke nok, hun tilsluttede sig Enhedslistens partiprogram. Kan vi vide os sikre på, hun ikke i det skjulte er en islamist, der vil bruge demokratiets talerstol til at udbrede fundamentalisme. Uagtet hvad hun sagde, så måtte vi have hende under mistanke for i virkeligheden at ville noget andet. Det var ikke kun Dansk Folkeparti, der anklagede Asmaa Abdol-Hamid. Selv Villy Søvndal mente, at hun ikke hørte hjemme på venstrefløjen, når nu hun insisterer på at bære tørklæde. Da Rushy Rashid søgte opstilling for Socialdemokraterne i Helsingør, måtte hun først igennem en inkvisition, hvor en præst skulle fastslå, hvorvidt hun nærede dulgte fundamentalistiske sympatier (se også Maziar Etemadis gæsteindlæg her).

Nu har Sara Hadra så meldt sig ud af Socialistisk Folkeparti i protest. Sara Hadra er medlem af Rådet for Etniske Minoriteter og Københavs Kommunes Integrationsråd. Hun begrunder sin udmeldelse med den mistro især muslimske kvinder bliver mødt med langt ind i SF. Hun siger til Politiken:

“Når udlændinge stiller op i folketinget, så bliver de spurgt om alt muligt, som danskerne ikke bliver spurgt om. Det er blevet til en afhøringsproces at gå ind i et politisk parti. Når en muslim stiller op til folketinget, minder det mig om mine jobsamtaler, hvor jeg bliver spurgt om alt muligt irrelevant – om jeg drikker, om jeg har noget imod at andre drikker, om jeg bor hjemme hos mine forældre osv. Danskere bliver spurgt til deres karakterer og kvalifikationer.”

Muslimer, og tilsyneladende især muslimske kvinder, er under en generel, abstrakt anklage, de bestandigt skal føre forsvar mod. Tænk hvis Margrete Auken, der er præst, altid skulle forsvare sig mod anklager om, at hun i det skjulte nok i virkeligheden var af samme opfattelse som præsterne Søren Krarup og Jesper Langballe. Absurd?