De røde lejesvende slår til igen

Det er en kendt sag, at de ansatte i Danmarks Radio er venstreorienterede. Det fastslog Erhard Jakobsen allerede i 70′erne, og det er siden blevet underbygget af bl.a. Brian Mikkelsen og Morten Messerschmidt.

I denne valgkamp kan man se tidligere højtprofilerede DR-medarbejdere bruge deres medieberømmelse som afsæt for en politisk karriere. Jørgen Poulsen, der var korrespondent for DR, før han blev generalsekretær i Røde Kors, stiller op for Ny Alliance, og i dag er det så kommet frem, at tidligere studievært på TV-Avisen, Paula Larrain, stiller op for de Konservative. Dermed følger de i andre, tidligere DR-medarbejderes fodspor: Uffe Ellemann-Jensen, Bjørn Elmquist, Kaj V. Andersen, Connie Hedegaard og Karen Jespersen.

Før nogen nu indvender, at disse politikere jo ikke repræsenterer venstreorienterede partier, så lad mig minde om den maoistisk inspirerede strategi: den lange march gennem institutionerne. I stedet for en voldelig revolution, så skal systemet undergraves indefra ved at man arbejder sig frem til indflydelsesrige poster i det politiske system.

Det virker. Vi ser det igen og igen. Nu må kulturministeren altså på banen.

Never Mind The Bollocks

For 30 år siden, den 28. oktober 1977, udkom Never Mind the Bollocks, Here’s the Sex Pistols. Det var knap et år efter, at Sex Pistols først havde vakt furore med deres første single “Anarchy in the UK”. I mellemtiden var der vendt op og ned på det meste inden for den britiske rock. Sex Pistols var blevet fyret af EMI, der havde udsendt “Anarchy…”, efter det infamøse Bill Grundy-interview, hvor Sex Pistols på direkte tv havde brugt nogle af de ord, man mente var skadelige for seerne. Sex Pistols havde derpå skrevet kontrakt med A&M, der dog fyrede dem før de nåede at udsende nogen plade. Årsag: Sex Pistols havde bekendtgjort, at deres næste single ville blive “God Save the Queen” og at den skulle udsendes i forbindelse med dronningens 25 års kroningsjubilæum. Den blev udsendt, da Richard Bransons Virgin Records trådte til. Det var også blevet til en kaotisk turne, hvor flere koncerter blev aflyst, fordi borgmestre og myndigheder nedlagde forbud mod Sex Pistols. Punken var kommet til England.

Never Mind the Bollocks var en åbenbaring, da den udkom. Der var opstået en kultur inden for rocken, hvor en ny udgivelse nærmest blev målt på, hvor længe den havde været undervejs. Hvis Pink Floyd havde brugt 9 måneder på at indspille deres seneste LP, så måtte den være bedre end den forrige, der kun havde taget 6 måneder at skabe. Man faldt i svime over at Genesis kunne bruge måneder på at få en guitar-solo til at lyde helt perfekt.

Så kom Sex Pistols og punken – og pludselig var det ikke teknisk perfektion, men den rene energi, det hele handlede om. Den etablerede musikbranche havde kun hovedrysten og foragt til overs for den musikalske ubehjælpsomhed, men punken gav en ny generation dens egen musik. Alle kunne danne deres eget band. Man behøvede ikke øve i årevis for at blive “god nok”. Samtidigt var støj og grimhed den perfekte oppositionelle æstetik. Her var noget ingen forstod, noget der kun var for de indviede. Og – troede man, naivt skulle det vise sig – noget der aldrig ville blive opslugt af kommercielle interesser.

Hørt her 30 år senere er Never Mind the Bollocks først og fremmest en fremragende rockplade. Den lyder ikke så grim og ubehjælpsom, som den gjorde i samtidens ører. Der var rygter fremme om, at det slet ikke var Sex Pistols selv, men studiemusikere, der spillede på pladen. Særligt vedholdende har rygtet om, at det var Chris Spedding (der bl.a. spillede med John Cale på det tidspunkt), der spillede alle guitarer. Interessant nok, så er det rygte især holdt i live af Steve Jones, guitarist i Sex Pistols. Punks sætter en ære i ikke at kunne spille. Chris Spedding forsikrer dog, at det er Steve Jones man hører på pladen.

Never Mind the Bollocks holder – også efter 30 år. Det er en af rockens skelsættende plader. Det er en kliché at sige, at intet har været det samme siden; men efter punken har rocken været præget af, at en eksperimenterende undergrund er gået egne veje, når de etablerede stivnede og blev fastlåst i rutiner. Punkens DIY (do it yourself) ideologi trives fortsat – og er måske i disse år på vej til at gøre ende på den pladebranche, der lod sig skræmme af Sex Pistols.

Never Mind the Bollocks har trukket lange spor op gennem rockhistorien. Ikke helt tilfældigt hed en af de næste skelsættende plader Nevermind.

JapaNoise

En af mine største koncertoplevelser har været japanske Melt-Banana på Café 1000Fryd i Aalborg. Det ligger godt 10 år tilbage. Dengang spillede de ekstremt hurtigt og nåede vel at levere omkring 50 numre på 45 minutter. I sammenligning er ovenstående både langsomt og langtrukkent. Der er heldigvis stadig en velsignet masse støj i Melt-Banana.

Demokrati vokser ud af et geværløb

Er der nogen, som husker kommunismen? En politisk ideologi der ville overlade magten til folket. Man gjorde op med den kapitalistiske produktionsmåde og overdrog ejerskabet af fabrikkerne til arbejderne. Gennem selvforvaltning og selvorganisering ville arbejderne yde mere, når de selv blev ejere af det, de producerede. Alle skulle yde efter evne og nyde efter behov.

Kommunismen blev først forsøgt realiseret i Sovjetunionen. I Vesten så man hovedrystende til. Man kan ikke bare overlade al magt til de førhen besiddelsesløse og så tro, de spontant vil organisere et nyt og retfærdigt samfund. Så naive var man dog heller ikke i Sovjetunionen. Først måtte man gennem en periode med proletariatets diktatur, hvor arbejderne blev opdraget til at påtage sig det ansvar, de var udset til at forvalte. En opdragelse der gik gennem arbejdslejre, bureaukrati og et ufattelig spild af menneskeliv og ressourcer. Til slut kollapsede Sovjetunionen og kommunismen.

Karl Marx – der af mange betragtes som en af kommunismens fædre – sagde engang: Historien gentager sig, første gang som tragedie, anden gang som farce.

I 2003 gik USA og en koalition, der bl.a. indbefatter Danmark, som bekendt i krig mod Irak og Saddam Husseins brutale styre. Der har været angivet mange begrundelser for krigen, men en af de der er blevet stående, er at man ved at fjerne Saddam vil bane vejen for demokrati i Irak, som derved vil blive et forbillede for hele den arabiske verden. Demokratiet vil sprede sig i regionen og dermed fjerne grundlaget for den islamistiske fundamentalisme.

Tanken bag er, at er tyrannen først fjernet, vil folket spontant udvikle det demokratiske instinkt, der formodes at ligge latent i den menneskelige natur. Det er demokrati, vi alle længes efter. Nu har det så vist sig, at den militære befrielse af Irak ikke har ført til et spontant, selvgenererende demokrati. Det skyldes dog ikke, har præsident Bush og Anders Fogh Rasmussen forsikret os, at det var en fejl at gå i krig. Det er det irakiske folk, der ikke har villet demokratiet. Krigen var legitim, det er irakerne, der er problemet. Men mere militær skal nok få lært irakerne et og andet om demokrati – med tiden.

Hvad har historien lært os?

Neue Slowenische Kunst

Findes der stadig en avantgarde inden for kunsten? Det er et spørgsmål, der vedvarende diskuteres. Skal der gives et bekræftende svar, så kan man pege på det slovenske kunstnerkollektiv NSK (Neue Slowenische Kunst), hvis mest kendte navn er musik- og performancegruppen Laibach.

NSK blev grundlagt i 1984, mens Slovenien endnu var en del af Jugoslavien. Laibach - der er det tyske navn for Ljublana – var allerede blevet dannet i 1980. De grundlagde NSK sammen med blandt andet billedkunstgruppen Irwin. Siden er NSK blevet suppleret med bl.a. grafikerkollektivet Novi Kolektivizem og den teoretiske gruppering Department of Pure and Applied Philosophy.

NSK er kendetegnet ved at være optaget at totalitarismens og nationalismens æstetik, som de approprierer på særdeles tvetydig vis. De vakte stor opsigt og kontrovers i Jugoslavien, hvor de blev set som eksponenter for den slovenske nationalisme. Efter Jugoslaviens sammenbrud blev billedet til dels vendt, da den nye slovenske stat så NSK som repræsentanter for den totalitære, stalinistiske æstetik, man netop havde gjort op med. Kontroversen blev ikke mindre, da NSK i 1991 udråbte sig selv som selvstændig nation, der har egne ambassader (bl.a. i Moskva og Reykjavik) og udsteder pas til alle, der måtte ønske det. For som NSK erklærer: “Art is fanaticism that demands diplomacy.”

Det er Laibach, der er bannerfører for NSK. De blev kendt uden for Slovenien, da de i 1987 fik kontrakt med det engelske pladeselskab Mute (der også huser Nick Cave, Depeche Mode m.fl.). Deres første udgivelse på Mute var Opus Dei, et album der til fulde demonstrerer den særegne blanding af fascistisk, stalinistisk, nationalistisk, ortodoks og populærkulturel æstetik. Laibach vakte en del forvirring også i Vesten, for hvad var budskabet egentlig? Skulle man tage dem alvorligt, eller var der tale om et raffineret spil med æstetiske referencer og totalitær kitch. Pladen gav også eksempler på en Laibach specialitet: coverversioner af kendte hits. Her bl.a. det østrigske one-hit-wonder Opus’ “Live is Life“, der i Laibachs germanisering bliver til “Leben heisst Leben” (der findes også en engelsk udgave). Det går også ud over Queen og deres “One Vision“. I tysk oversættelse får teksten en ret så odiøs klang “ Ein Fleisch, ein Blut, ein wahrer Glaube./Eine Rasse und ein Traum, ein starker Wille.” Når det så bliver ledsaget af en video, der kunne være instrueret af Leni Riefenstahl, bliver resultatet temmelig foruroligende. Siden er det også blevet til covers af bl.a. Rolling Stones’ “Sympathy for the Devil”, Europes “The Final Countdown” (der er blevet beskrevet som “Wagnerian disco”) og hele Beatles’ Let it Be (minus titelnummer).

Laibach har været omhyggelige med at opretholde tvetydigheden omkring deres eget ståsted. På spørgsmålet om de er fascistiske, har svaret lydt: “We are fascist as much as Hitler was a painter”. Den kan man så tænke over. Der er dog næppe så megen tvivl om, at Laibach – og NSK – bedriver et meget bevidst spil med totalitarismens æstetik og dens fascinationskraft – ikke mindst som den har manifesteret sig i populærkultur. De har oplagte rødder i avantgardismen, ikke mindst den sovjettiske, men nævner selv bl.a. Johann Sebastian Bach og Kraftwerk som forbilleder. Det har bl.a. manifesteret sig i performance-forestillingen LaiBACH KunstDerFuge.

Laibachs seneste udgivelse er en cd med den sigende titel Volk. Det er Laibachs fortolkning af en række nationalhymner. Det er et oplagt projekt, for få steder dyrkes nationalismen så æstetisk utvetydigt som i nationalsangene. Man kunne forvente, at Laibach ville slå på den totalitære kitsch, der ligger implicit i genren. Det gør de også, men langt mindre end man umiddelbart ville have troet. De har lige så meget øje for den særegne skønhed, der også præger mange nationalhymner. Det gælder ikke mindst den russiske, der næsten kan synes skabt for Laibach. Den blev oprindeligt skrevet som partihymne for kommunistpartiet, men blev af Stalin gjort til nationalhymne. Jeltsin afskaffede den med Sovjetunionens sammenbrud i 1991. Den blev imidlertid genindført af Putin i 2000. Den er med andre ord lige så tvetydig som var det Laibach selv, der havde skrevet den. I Laibachs version er den komplet med børnekor.

Naturligvis afsluttes Volk med NSKs egen nationalhymne.

Om æres- og trafikdrab

Nye tal viser, at danskerne dagligt bruger 100.000 timer på at holde i kø. Det svarer til 16.000 fuldtidsstillinger i en tid, hvor der er mangel på arbejdskraft. Hvis man tror svaret er at bygge flere veje, så tager man fejl. I hvert fald viser forskning, at jo flere veje man bygger, jo mere trafik får man. Jo flere og bedre veje, jo længere er vi parat til at køre mellem hjem, arbejde og indkøb. Og det fører til flere biler. Samtidigt viser anden forskning, at partikelforurening fra bilerne kræver 10 gange så mange døde som trafikken i sig selv.

Svaret synes indlysende. I stedet for at anlægge flere motorveje så skal man satse på den kollektive trafik. Det kniber bare med den politiske vilje til at gøre det indlysende. Privatbilisme er en hellig ko, det kræver mere end almindelig politisk mod at gøre noget ved.

Vi tager som noget helt selvfølgeligt afstand fra en religion, der bifalder æresdrab. Men vi accepterer tilsyneladende uden videre, at 4-5000 mennesker dør hvert år, fordi privatbilismen er blevet en sekulær religion, hvis dogmer ikke må anfægtes. Set udefra må det forekomme lige så uforståeligt og forkasteligt, som æresdrab forekommer os.

Blot en tanke.

Presset på Olsen

Morten Olsen forlod et interview med TV2, endnu inden det var begyndt. Det skulle angiveligt være et spørgsmål om hans fremtid som landstræner, der fik Morten Olsen til at gå “i vrede”. Og det skulle så være et udtryk for, hvor “presset” Morten Olsen er efter nederlaget til Spanien. Et nederlag der med 99,9% sikkerhed betyder, at Danmark har misset endnu en kvalifikation.

Men hvor presset er Morten Olsen? Spillerne giver ham deres fulde opbakning. Det samme gør hans arbejdsgiver, DBU. Nogle har foreslået, at Ståle Solbakken som ny landstræner, men han siger, at Morten Olsen er den bedste til jobbet.

Presset kommer fra de sportsjournalister, der ophøjer sig selv til eksperter, når et nederlag skal forklares. Presset kommer fra medierne – eller pressen, som det jo ironisk nok også kaldes. Når Morten Olsen så ikke vil tale med pressen, så bliver det gjort til dokumentation for, at det er sandt, når de siger, at han er presset. Dermed er der skabt et lukket kredsløb, hvor medierne først skaber en historie om, at Morten Olsen er presset, hvorefter medierne rapporterer om en hændelse, der “dokumenterer” at Morten Olsen er presset. Q.E.D. Eller selvsving.

Det kan jo også tænkes, at landsholdet bare ikke er bedre, og at vi simpelthen tabte til et bedre hold. Men det giver selvfølgelig ikke så interessante overskrifter.

Terror-trends

”Det turde være en kendsgerning, at ikke alle muslimer er terrorister, men det er lige så sikkert, og umådelig smertefuldt, at næsten alle terrorister er muslimer.” (Abdel Rahman al-Rashed)

Tilbage i 1970′erne var situationen en anden. Dengang kunne man hævde, at næsten alle terrorister var venstreorienterede: Rote Arme Fraktion i Vesttyskland, Brigate Rosse i Italien, Tupamaros i Uruguay osv. Ja, selv de palæstinensiske PLF og PFLP blev betragtet som venstreorienterede.

Dengang var verdensbilledet naturligvis et andet. Der var USA og NATO på den ene side og så Sovjetunionen og Warzawa-pagten på den anden. Terroristerne var på “de andres” side. Nu findes Sovjetunionen og Warzawa-pagten ikke længere – og den venstreorienterede terror stort set heller ikke. I dag er fjenden i Mellemøsten, Iran, Afghanistan, Pakistan osv. Og terroristerne er blevet muslimer.

Skyldes det så, at terroren til enhver tid søger sine allierede blandt USAs fjender? Eller er det os, der helst ser terrorister der, hvor de bekræfter vores fjendebillede?

Formodentlig begge.

Public Enemy no. 1

Den største trussel mod USA er ikke Osama bin Laden og Al Qaeda. Nej, det er Graeme Frost fra Baltimore. Han er 12 år gammel. Det er han takket være offentlig sygesikring. Efter en trafikulykke blev han svært hjerneskadet og uden offentlig sygesikring ville familien ikke have haft råd til den behandling, der reddede ham. Det fortalte han i et radioprogram.

Det gør ham i visse konservatives øjne til en trussel mod selve ‘the American Way’. Offentlig sygesikring er den direkte vej til socialisme og statsformynderi. En dreng, der fortæller at offentlig sygesikring kan redde liv, er derfor en trussel. En konservativ kommentator har lagt familiens adresse ud på nettet, en anden har erklæret at uden sygesikring ville drengen være død – og det havde været bedre for alle parter. Familien har jo åbenbart for mange børn, siden de ikke har råd til at betale for behandling.

Det lyder som noget, der er taget direkte ud af Michael Moores Sicko. Det er det ikke, men et godt eksempel på at virkeligheden kan overgå satiren – og at Michael Moore faktisk laver dokumentarfilm. Offentlig sygesikring er et varmt emne i amerikansk indenrigspolitik. Præsident Bush har nedlagt veto mod et demokratisk lovforslag om udvidet sygesikring til børn af mindrebemidlede. Denne sygesikring skal finansieres ved øgede afgifter på tobak. Men, som en republikaner forklarede, så vil øget afgift på tobak jo bare få folk til at holde op med at ryge – og så vil der ikke være penge til sygesikring!

Say no mo(o)re.

Jesus-krisen

RTL, der ejes af den tyske mediekoncern Bertelsmann, har stoppet et tv-spot, der fremstiller Jesus som en overvægtig, whisky-drikkende og dameglad festabe. I Belgien havde den stærkt højreorienterede, katolske organisation “Belgien og Kristendom” anlagt sag mod RTL ved den belgiske jury for etik i reklamer, da man anså det for blasfemisk. Protesten har fået opbakning fra den katolske kirke i Belgien. En talsmand for kirken udtaler: “At se en »billig« Jesus opføre sig som en tilbagestående og selvoptaget teenager overskrider grænsen for det rimelige. Man bør have et minimum af respekt for næstens tro”.

Det er ikke første gang, man ser “hensyn” til religiøse idiosynkrasier veje tungere end ytringsfrihed. Tilbage i 1970′erne fik protester fra den katolske kirke Kulturministeriet til at trække filmstøtte, der ellers var bevilget, tilbage. Filmen var som bekendt Jens Jørgen Thorsens Jesus-film. Da Thorsen senere udsmykkede en offentlig mur – en bestillingsopgave – med et portræt af den korsfæstede med erigeret lem, fik Transportministeren billede malet over. Da Carsten Jensen i Politiken skrev, at Jesus var til “øl, fisse og hornmusik”, opsagde ministeren Trafikministeriets abonnement.

Er det ikke på tide statsministeren træder i karakter og fordømmer denne vedvarende religiøse knægtelse af ytringsfriheden? Hvor længe skal vi finde os i, at kristne fundamentalister skal bestemme, hvad vi må sige og mene om deres profet?

Hvor er Flemming Rose, når vi har brug for ham?