Smells like…

Tilbage i 1991 var Nirvana og “Smells Like Teen Spirit” noget af en åbenbaring. Som  Sex Pistols gjorde med “Anarchy in the UK”, så både redefinerede og genopfandt Nirvana rockmusikken. “Smells Like Teen Spirit” er blevet en af rockhistoriens milepæle og selvfølgelig er der gjort mange forsøg på at om- og genfortolke sangen. På papiret lyder det som en umulig mission, når Paul Anka og et bigband kaster sig over denne klassiker. Men…

For nogle vil det givet være den rene blasfemi, men “Smells Like Teen Spirit” gør sig faktisk forbløffende godt som swing.

Der findes en række andre fortolkninger. I den mere obskure afdeling finder vi en ukulele-version ved The Ukulele Orchestra of Great Britain. For den dramatiske udgave kan vi gå til Tori Amos. Den heroiske version er naturligvis Patti Smith. Parodien står Weird Al Yankovic for. Og endelig en betagende smuk, melankolsk version for kor: Scala & Kolacny Brothers.

Det siger noget om sangens kvalitet, at uanset hvordan den tolkes, så fremstår “Smells Like Teen Spirit” stadig som en fantastisk sang. Det er bedre end noget andet et vidnesbyrd om, at Nirvana ikke bare var et band fra Seattle, der tilfældigvis blev en del af grunge-bølgen, og at Kurt Cobain ikke bare var en sangskriver, som ramte noget i tiden, der havde behov for et udtryk.

Og så er Nirvanas egen udgave stadig et af de bedste rocknumre overhovedet.

Julecensur

Højtiden nærmer sig med alle traditionerne og ritualerne. Vi går nok og siger, at det er for meget med alt det juleri, men når det kommer til stykket, ja, så juler vi lystigt med. Denne blog skal ikke være nogen undtagelse, så her er en nyklassisk julesang fra The Pogues:

Men før julefreden og julehyggen sænker sig fuldstændigt over land og by, så har BBC dryppet lidt malurt i gløggen og har censureret “The Fairytale of New York”. Det er linjerne “You scumbag, you maggot/You cheap lousy faggot”, der har vakt anstød; nærmere bestemt ordet “faggot” som man mener, lyttere vil kunne finde stødende og krænkende mod homoseksuelle.

Måske BBC også burde tænke på sine ikke-kristne lyttere og bortcensurere ordet “christmas” fra de sange, man diverterer med her op mod jul.

Underspillet

Det er sæson for “Årets bedste…” lister. Der er mange ting, man kunne tage fat på, men her vil jeg koncentrere mig om kategorien: “Årets bedste underspillede mandlige hovedrolle”. Filmroller kan både overspilles og underspilles; begge dele kan gøres fremragende, og det kan blive til pinlige præstationer. En underspillet rolle kan holde for meget tilbage, så man aldrig får noget indtryk af den karakter, der fremstilles. En overspillet rolle kan give en god skuespiller lejlighed til at rendyrke et enkelt aspekt af sit talent (tænk fx på Jack Nicholson i The Shining eller Geoffrey Rush i Pirates of Caribbean).

Den første kandidat i kategorien underspil er Brad Pitt i The Assasination of Jesse James by the Coward Robert Ford. Brad Pitt spiller Jesse James, så vi kun langsomt – sammen med Robert Ford (Casey Affleck) – opdager, at han er manio-depressiv og paranoid. Jesse James er farlig, ikke mindst for sig selv, så han forsøger at holde sine dårlige sider nede. Brad Pitt kan umiddelbart virke som en lidt tam og kedelig Jesse James, men lader os gradvist ane, hvad der ligger latent under den lidt upåfaldende overflade. De psykopatiske træk får lov til at bryde igennem, men aldrig på nogen demonstrativ måde (“Se! Jeg er psykopat!”). Det meste foregår under overfladen, og bliver af den grund desto mere foruroligende.

Den anden kandidat er Viggo Mortensen i Eastern Promises. Her er han håndlangeren Nikolai, der har sine grunde til ikke at skilte med, hvem han i virkeligheden er. Han er derfor en karakter, der helst skal være upåfaldende. Det samme var Mortensen som Tom Stall i A History of Violence, hvor han i starten nærmest virkede kedelig. Det viste sig dog at være i overensstemmelse med karakteren. Viggo Mortensen rendyrker det i endnu højere grad i Eastern Promises, hvor han, som en kritiker har fremhævet, evner at læne sig op ad en lygtepæl, så han synes at være en organisk forlængelse af lygtepælen. Nikolai er en figur, der forbliver gådefuld filmen igennem. Selv når vi tilsyneladende får afsløret hans sande identitet, kan vi ikke vide os sikre på, hvem han er og hvad hans motiver er. Det er underspil, der nærmer sig den rene minimalisme, men igen med nuancer nok til at vi aner en latent, dybt foruroligende karakter lige under overfladen.

Fire Walk with Me

Twin Peaks kan man ikke få for meget af – jeg kan i hvert fald ikke. Nu kan man også komme bag tv-skærmen. Richard Beymer – der spillede Benjamin Horne i Twin Peaks – har oprettet et online galleri med de billeder, han tog under indspilningen. De kan ses her.

Fundet for Leth

Så er Jørgen Leth tilbage i overskrifterne. Denne gang gælder det filmprojektet Det erotiske menneske - en film der ser ud til aldrig at blive realiseret. Filminstituttet havde bevilget 3 millioner kroner i såkaldt betinget støtte; dvs. der skal findes andre medfinansieringskilder, hvis den offentlige filmstøtte skal komme til udbetaling. Men efter kontroversen omkring Leths erindringsbog Det uperfekte menneske er flere sprunget fra. Og nu er filminstituttets støttetilsagn så udløbet.

Det er dog ikke beklagelser over, at filmen nu ikke bliver til noget, der har givet overskrifter. Det drejer sig i stedet om, at Jørgen Leth allerede har brugt 420.000 kroner til research forud for filmen; penge der altså ser ud til at være “spildt”. I Jyllands Posten lyder overskriften “Jørgen Leths spildte erotik-studier” og på TV2s hjemmeside konstaterer man “Leth studerede erotik for 420.000″. Det drejer sig om offentlige bevillinger, hvilket altså vil sige, det er skatteyderne, der har finansieret Jørgen Leths spildte erotikstudier.

Det ligger som en slet skjult undertekst, at dette er noget, vi bør føle os forarget over. Den gamle libertiner/gris har rejst jorden rundt og foretaget erotikstudier på skatteydernes regning. Og nu får vi ikke engang filmen at se. I Jyllands Posten skriver man:

“Som konsul i Haiti tog han kokkens datter, når han ville, og nu tyder noget på, at han har taget 420.000 kr. i støttemidler fra Det Danske Filminstitut (DFI) og anvendt dem til at finansiere egne erotiske og sanselige oplevelser forskellige steder på kloden – uden at der nødvendigvis kommer en film ud af det.”

Bortset fra det stærkt underlødige i selve formuleringen, så fremgår det klart, at Jyllands Posten ikke giver meget for Leths “research”, der i denne sammenhæng er blevet reduceret til “egne erotiske og sanselige oplevelser”. Tilmed er Leths “erotiske og sanselige oplevelser” altså finansieret ved, at han har “taget 420.000 kr.” af filminstituttets kasse.

Man forestiller sig åbenbart, at en film er noget, man bare laver uden forberedelse. Research er blot en undskyldning for at rage støttekroner og sanselige oplevelser til sig. Man forestiller sig åbenbart også, at film og kunst er produkter, der kan fremstilles som enhver anden vare. Når først processen er sat i gang, så kommer der også et færdigt produkt ud af fabrikken. Det er efterhånden en ganske udpræget holdning, både når det angår kunst og forskning, at bevillinger skal give afkast i form af et værk eller produkt – og helst et der giver overskud. Man underkender, at forstudier og research også kan resultere i, at projektet må opgives. Hvis det ikke længere er muligt at fejle, så bliver resultatet en reproduktion af det, man ved giver succes – og dermed er formålet med kunst og forskning for alvor forfejlet.

Det mest forstemmende er dog, at det nok engang bliver Jørgen Leths person, der bliver gjort til selve kontroversen. Årsagen til, at Det erotiske menneske nu ser ud til ikke at blive realiseret, er jo ikke Jørgen Leths research. Det skyldes, at nogle investorer har fået kolde fødder efter mediestormen omkring Leth sidste år. Det ser dog ikke ud til at have givet medierne anledning til selvransagelse. Og hvorfor skulle man også forspilde chancen for endnu engang at lade sig forarge over en gammel gris’ letfærdige omgang med unge piger og offentlige midler.