Det arbejdende folk

På Beskæftigelsesministeriets hjemmeside udtaler beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen:

“Jeg vil ikke acceptere, at der er ledige, der ikke ønsker at arbejde som fx postbud eller avisudbringer. Det er ikke fair over for de mange tusinde mennesker, der hver dag står op og deler post eller aviser ud, og betaler skat til den fælles kasse.”

Udsagnet gælder det paradoks, at der fortsat er 123.000 ledige i Danmark, samtidigt med at der er masser af stillinger – som post- og avisbude – der ikke kan besættes. Beskæftigelsesministeren har gentagne gange fastslået, at står man til rådighed for arbejdsmarkedet, så skal man også påtage sig anvist arbejde. Det gælder også akademikere og kunstnere, to grupper som især har beskæftigelsesministerens bevågenhed. Man kan ikke undskylde sig med, at man er uddannet til noget andet. Bare fordi man er atomfysiker, skal man ikke føle sig for fin til at gå med aviser.

Argumentationen i ovenstående citat er interessant. Beskæftigelsesministeren nøjes ikke med at henvise til, at står man til rådighed – og dermed modtager dagpenge – så må man også være parat til at arbejde. Det er tilsyneladende ikke argument nok. Det er heller ikke “fair” over for de “mange tusinde”, der lever af at arbejde som post- eller avisbude. Man skal ikke nedgøre de, der ernærer sig ved ufaglært, manuelt arbejde. Der er en subtekst, der antyder, at det er den intellektuelles arrogance og hovmod, der får ham eller hende til at afvise at nedlade sig til den type arbejde. Akademikere og kunstnere vil ikke beskæftige sig med den slags andenrangs arbejde. Den form for arrogance finder beskæftigelsesministeren sig ikke i. Han kræver respekt for det arbejdende folk, der måske ikke har noget glamourøst job, men som ikke desto mindre bidrager til den fælles kasse ved at påtage sig et arbejde, der skal gøres.

Det er et besnærende argument. Og et man har hørt før. Der var engang, hvor vi latterliggjorde Sovjetunionen, fordi man lod højtuddannede akademikere arbejde som gadefejere, blot for at man kunne hævde at kommunismen gav fuld beskæftigelse. Og der var engang, hvor vi så det som beviset på kommunismens elendighed, at Mao og Kulturrevolutionen sendte akademikere og kunstnere ud i markerne for at de kunne få respekt for håndens arbejde og indse, at bønderne var de sande kulturarbejdere. Og der var engang, hvor vi så det som udtryk for kommunismens sande og rædselsvækkende natur, da Pol Pot og Khmer Rouge forviste de intellektuelle fra byerne og tvang dem til at arbejde sig til døde i The Killing Fields.

Kommunismen fejlede og Jerntæppet faldt. Demokratiet og de vestlige frihedsidealer bredte sig til Østeuropa. Det ser ud til, at sovjettænkningen og planøkonomien ved samme lejlighed bredte sig til Vesteuropa.

Britney-industrien

Hvorfor er medierne så besatte af Britney Spears? Condé Nast Portfolio Magazine har – i hvert fald en del af – svaret. Britney er en ganske god forretning.

Portfolio har lavet en opgørelse over, hvor meget Britney-industrien indbringer, og når frem til resultatet: 110-120 millioner dollar på årsbasis. Britneys egen formue er opgjort til 125 millioner dollar og øges med 9 millioner om året. Hun har solgt mere end 83 millioner albums (eller for mere end 400 millioner dollar); hendes koncerter har indtjent over 150 millioner dollar; og endelig tjener Britney mellem 250.000 og 400.000 dollar blot for at møde op til et arrangement. Hendes parfumeserie har indtjent over 100 millioner dollar og Pepsi betalte mellem 4 og 10 millioner for at få Britney til at optræde i en reklame.

Det er kun en side af Britney-industrien. Når paparazzierne flokkes om hende, så er det også fordi, der er mange penge at hente her. Billederne af den skaldede Britney Spears indbragte 500.000 dollar. Fotobureauet X-17, der har et helt team udelukkende til at dække Britney, henter over 30% af deres indtægter på billeder af Britney. I det hele taget anslås det, at 20% af paparazzi-omsætningen skyldes Britney Spears.

Så er der medierne. En forside med Britney øger i gennemsnit oplaget på amerikanske ugeblade med 33%. Siden 2000 har Britney været den mest søgte person på Yahoo – bortset fra 2004 hvor Paris Hilton toppede. I alt anslås det, at Britney indbringer 70 millioner dollar til medierne.

Endelig er der så ex-manden Kevin Federline, der ud over de 35.000 dollar han får om måneden efter skilsmissen, stadig kan få op til 30.000 dollar ved at optræde som Britneys ex ved arrangementer.

Så det bør ikke undre, at Britney Spears stadig dukker op i alle mulige sammenhænge. Der er mange penge at tjene.

Jura og kropshygiejne

Mens politikere herhjemme diskuterer, hvor ofte plejehjemsbeboere har ret til at komme i bad, så har en 54-årig nordmand nu domstolens ord for, at hans rettigheder blev krænket, da plejehjemmet tvang ham i bad.

Nordmanden traf midt i 1970′erne en beslutning om, at kropshygiejne ikke var noget for ham. Det førte til, at han blev smidt ud fra det kollegium, hvor han boede, mens han studerede atomfysik ved universitetet i Oslo, da de øvrige beboere f’ølte sig stærkt generet af hans kropslugt. Han flyttede i stedet i en jordhule, hvor han boede i 27 år, mens han fortsatte sine studier. Hans utraditionelle holdning til kropshygiejne førte dog til, at han ikke fik sin eksamen, da eksaminator og censor nægtede at gennemføre eksaminationen pga. de gener, den manglende hygiejne førte med sig.

For nylig blev den nu 54-årige mand så anbragt på et plejehjem, hvor man tvangsvaskede ham under henvisning til, at han udgjorde en smitterisiko for de øvrige beboere på plejehjemmet. Manden lagde sag an og har altså nu vundet. Det er en menneskeret ikke at vaske sig. Plejehjemmet forsøger nu at finde et alternativt opholdssted til manden, så hans kropslugte ikke generer andre.

Som sagt så mange gange før: Jura er ikke kedeligt.

Britney og kulturkampen

En kort overgang så det ud som om, tingene var vendt for Britney Spears. Hendes ny cd Blackout er blevet særdeles positivt modtaget og har solgt rigtig godt. Men i weekenden var medierne så igen oversvømmet med historier om en suicidal Britney, der var blevet tvangsindlagt og endegyldigt havde mistet retten til at se sine børn.

Dermed er Britney tilsyneladende sendt tilbage til der, hvor hun var før Blackout udkom. Og dog? Det er som om billedet af Britney har ændret sig i løbet af efteråret. Hvor hun tidligere har været afskrevet som blot endnu et overfladisk, medieskabt popkulturfænomen, så dukker hun nu op i sammenhænge, hvor man ikke tidligere har set hende. Dels var der de mange positive anmeldelser af Blackout – også fra musikskribenter hvis præferencer ellers ligger helt andre steder. Fx har en estimeret kritiker som Simon Reynolds Blackout med på sin liste over årets cd’er. Dels skriver personer, vi i mangel af anden betegnelse vil rubricere som intellektuelle, nu seriøst om Britney. Det gælder fx bloggeren k-punk, der også regner Blackout for en af året bedste cd’er.

k-punk ser Blackout som Britneys svar på tiltale. Det ligger lige for at tolke titlen som en kommentar til mediebilledet af Britney Spears (også selvom pladeselskabet forklarer titlen som “blocking out negativity and embracing life fully”). Titlen alluderer muligvis også til Amy Winehouses Back to Black, men flere af sangene er direkte kommentarer til Britneys egen karriere. Tydeligst i “Piece of me” der er en form for (selv)ironisk og sarkastisk selvportræt: “I’m Miss American Dream since I was 17″. Det er ikke tale om patetisk klynkeri (a la Michael Jacksons “Stop questioning me!”):

I’m Mrs. ‘Lifestyles of the rich and famous’
(You want a piece of me)
I’m Mrs. ‘Oh my God that Britney’s Shameless’
(You want a piece of me)
I’m Mrs. ‘Extra! Extra! this just in’
(You want a piece of me)
I’m Mrs. ‘She’s too big now she’s too thin’
(You want a piece of me)

I’m Mrs. ‘Most likely to get on the TV for slippin’ on the streets’
When getting the groceries, no, for real..
Are you kidding me?
No wonder there’s panic in the industry

k-punk udlægger det således:

Right in the heart of the mainstream, Britney Spears’ astonishing Blackout saw the troubled mega-star turn out a set of punitively reductive electro-pop. Exasperated humanist critics complained that the vocodered catatonic-robotic Britney sounded like a ‘Brit bot’ or ‘a singing sex doll’. But that is precisely the appeal of Blackout, which sounds like it might have been recorded by a ‘meat puppet’, William Gibson’s name for technically-augmented prostitutes of the near future. In Gibson’s Neuromancer, the meat puppets have a chip installed in their brain which produces a ‘neural cut-out’, allowing them to work on ‘automatic pilot’. On Blackout – an alternative title for which might have been I, Neurobot – it as if Britney, engineered by the late capitalist mega-matrix since childhood, has part-removed the cut-out chip which previously allowed her to function automatically. The addictive ‘Piece of Me’ is a deadpan outpouring of embittered existentialist angst from the very heart of the videodrome, a cry of pain and defiance from the mind of a discarded sex toy staring at simulations of itself. (…) What’s great about Blackout is the way that Britney seems to enjoy and acclerate her dis-integration as an organic individual – the record, like the media coverage, is a ‘piece of her’, a fragment of a distributed, mostly simulated, hyperbody, exhibited in a cyberspatial freakshow.

Hvorfor begynder såkaldt intellektuelle nu at tage Britney alvorligt? Bortset fra at Blackout vitterlig er en god cd, så er der måske også tale om en form for trods. Det er blevet for meget med alle de som oftest usandsynlige historier om Britney, der ikke kun florerer i den mest kulørte ugepresse, men også kolporteres ukritisk af såkaldte seriøse medier. Det er som om al journalistisk dømmekraft er sat ud af kraft, når det drejer sig om at bringe historier om ‘de kendte’. Personligt blev det for meget, da BT havde en forside, hvor man bekendtgjorde, at Britneys ‘venner’ opfordrede til at boykotte hendes cd. Dels kan man spørge, hvilke venner der vil opfordre til den slags; dels hvorfor BT finder det så vigtig en historie, at den skal på forsiden. Måske andre har fundet, at nu er det nok.

Der er opstået en form for kulturkamp om Britney. På den ene side de kannibalistiske medier, der nu er i fuld gang med at fortære den Britney, de selv har skabt. Og på den anden side de, der forsøger at redde The Artist Known As Britney Spears. Det tegnede lovende, da Blackout fik en overvældende positiv modtagelse. Men det er en vanskelig kamp, da der er en hærskare af hærdede fordomme og klichéer, som først skal ryddes af vejen. Britney er ‘talentløs’, hun kan ikke synge, hun er et kunstprodukt og skabt af medierne. Det har da også kendetegnet en del af de positive anmeldelser, at anmelderne så sig nødsaget til at komme med forklaringer på, hvordan det kunne blive en god cd på trods af Britney. Det er blevet en selvfølgelig og uanfægtet sandhed, at Britney ikke har talent. Den serveres gang på gang uden at nogen føler behov for at argumentere for påstanden. Eller for den sags skyld godtgøre at man er kompetent til at udtale sig om Britneys talent eller mangel på samme.

Jeg har i anden sammenhæng argumenteret for, at talent er et forholdsvis uinteressant kriterium at bedømme musik efter i dag. Men lad mig minde om, at såvel Elvis som The Beatles er blevet afskrevet som talentløse – og måske var det målt ud fra de kriterier, der herskede, da de kom frem. Historisk set var det der skete dog, at det blev Elvis og The Beatles, der ændrede kriterierne for, hvad der regnes for talent. Et nyere og mere nærliggende eksempel er Madonna. Hvis man husker, da hun kom frem – men hvem husker det: hun har efterhånden været her i 25 år – så blev Madonna afskrevet ud fra nogenlunde samme kriterier, som man bruger mod Britney i dag. Madonna er ikke nogen stor sangskriver, hun synger ikke specielt fremragende, hun er en dårlig skuespiller osv. Men Madonna har et umiskendeligt talent for at være Madonna. Og man skal heller ikke undervurdere den darwinisme, der hersker i musikbranchen. Man kan godt skabe et one hit wonder, men de holder sjældent længere end døgnfluer. Madonna har klaret sig i 25 år. Britney Spears har faktisk allerede 10 år bag sig – længere end The Beatles’ pladekarriere (uden i øvrigt at ville sammenligne). Det kræver noget at overleve.

Madonna har i mange år været genstand for akademiske og intellektuelle studier. Britney-studies er endnu i sin vorden. Der sker hele tiden skred for, hvad der er seriøse emner for forskning. Engang var pop, rock, tegneserier og Hollywood underlødige emner, der ikke tålte sammenligning med “rigtig” musik, “rigtig” litteratur og “rigtig” skuespil. Det har ændret sig. Britneys tid kommer sikkert også. Først er der dog et fordrejet mediebillede, der skal demonteres. For den der vil trodse klichéerne og fordommene, er der stof at hente på Blackout.

It’s Britney, bitch!