Det britiske firma Classic Furniture 4 You har opgivet et planlagt showroom i København. Classic Furniture 4 You har specialiseret sig i at sælge billige kopier af klassiske designermøbler over nettet. Således vil man kunne erhverve sig en kopi af Arne Jacobsens klassiske Ægget for 8000 kr., hvor man må betale 70.000 kr. for en original. Tanken med showroomet var, at man skulle kunne se møblerne, før man bestiller over nettet. Man ville ikke kunne købe noget direkte fra udstillingen.
Den mulighed får man ikke. “Kopiproducent skræmt ud af landet”, lyder overskriften i Business.dk. Til en forandring er det ikke islamiske fundamentalister, der står bag truslerne. Det er den danske møbelindustri, der har skræmt den britiske kopiproducent ud af landet. ”Vi har modtaget en masse trusler om søgsmål fra den danske møbelindustri. Vi forventede noget modstand, men vi har været overrasket over, hvor aggressiv industrien har været for at holde den fri konkurrence ude.”, udtaler David Friedland fra Classic Furniture 4 You.
Sådan kan kulturforskelle også manifestere sig. Nogle steder er det karikaturer af profeten, der afføder protester og trusler. Andre steder er det ejendomsretten, der er ukrænkelig. De siger, du må ikke gøre dig billeder af profeten. Vi siger, du må ikke kopiere vores møbler. Det ene sted er det religionen, der står over alt andet og dikterer, hvad man må og ikke må. Det andet sted er det kapitalen, der regerer og sætter reglerne for, hvad der må sælges af hvem.
Men om det er religionen eller kapitalen, så er dens love hellige og ukrænkelige og må ubetinget adlydes.
En 28-årig litauer står til udvisning af Danmark. Baggrunden for udvisningen er et EU-direktiv, der fastslår at EU-borgere kan udvises, hvis de udgør en “reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse”.
I disse tider, hvor to tunesere står til administrativ udvisning for angiveligt at have planlagt at myrde tegneren Kurt Westergaard, bliver vi igen og igen mindet om, at vi i det førhen så fredlige Danmark nu konstant må affinde os med trusler mod vor kultur og levevis.
Den 28-årige litauer havde stjålet en hue, et halstørklæde og to t-shirts. Den lader vi stå et øjeblik.
Den franske forfatter og filminstruktør Alain Robbe-Grillet er død, 85 år gammel.
Robbe-Grillet blev en af de vigtigste franske forfattere – ja, i det hele taget en af de betydeligste forfattere i det 20. århundrede. Han blev – mod sin vilje – frontfiguren og talsmanden for den såkaldte nouveau roman – den ny roman, en form for fænomenologisk litteratur der giver afkald på de træk, man traditionelt forbinder med romanen: plot, motiv, karaktertegning, psykologi og en overordnet fortællerbevidsthed. I stedet er der tale om en tilstræbt objektiv registrering af det, der sker, sådan som det ville blive registreret af en bevidsthed. Det er måske tydeligst i romanen Jalousi (1957), hvor alt er en jaloux ægtemands registrering af alle de ting, der for ham er tegnene på, at hans kone er ham utro. Men da vi aldrig oplever noget uden for hans bevidsthed, kan vi ikke afgøre om hans jalousi er begrundet eller ej. Romanen er optaget af detaljer, der granskes igen og igen, de samme scener gennemspilles gang på gang, men uden at det fører frem til nogen afklaring af, hvad der virkelig sker. Dermed opnår Robbe-Grillet en mere ‘realistisk’ psykologi end den, der motiverer og forklarer. Romanens stil mimer den jaloux mands maniske optagethed af de detaljer, han tror vil give ham det endelige bevis for hustruens bedrag. Og dermed mimer romanen også den måde, vi læser den på. Også vi kredser om detaljerne, vender tilbage til scener for at afæske dem betydning, så vi bliver i stand til at stykke det hele sammen til et meningsgivende hele.
Robbe-Grillets stil er blevet kaldt filmisk. Den registrerende bevidsthed er som et filmkamera. Det var derfor naturligt, at Robbe-Grillet også kastede sig over filmen. Ud over en række eksperimenterende film, han selv instruerede, så er hans mest kendte nok samarbejdet med Alain Resnais om filmen Sidste år i Marienbad (1961). Også her er det umuligt at afgøre, hvad der i virkeligheden sker: skete der noget sidste år i Marienbad, eller er det en sindsforvirret mands tankespind. Her er der tale om flere bevidstheder, der krydser og glider ind og ud mellem hinanden, samtidigt med at erindring og nutid flyder sammen.
I 2004 blev Robbe-Grillet valgt ind i Académie Française. Men selv i en alder af 82 var han kontroversiel og indtog ikke sin plads på sæde 32. I dag har han så meldt permanent afbud.
Find de forældre, der opfordrer eller opmuntrer deres børn til at afbrænde skolen eller naboens bil. Find de forældre, der blot trækker på skuldrene, når deres 12-årige søn bliver snuppet af politiet i færd med at brænde boligblokken ned. Når du har fundet dem, så straf dem, og lad de magtesløse forældre, der ikke evner at kontrollere deres børn, være i fred. Nej, hjælp dem.
Der er en ting, der er sikker, hver gang alvorlig kriminalitet finder vej til medierne: Lene Espersen – der ikke for ingenting har fået tilnavnet Justitsmor – er der straks og kræver hårdere straffe og mere kontrol. Det giver et billede af en handlekraftig justitsminister, der ikke vakler i sin konsekvente linie over for alskens typer af lovovertrædelse. Nultolerance, som det hedder på orwellsk nysprog. Den slags vækker respekt i vide kredse.
Justitsministerens handlekraft er dog kendetegnet ved, at hun handler, når det er gået galt. Det er en reaktiv form for handlekraft. Justitsministerens kriminalpolitik går ud på, at det er deres egen skyld, de kunne bare lade være, eller det er forældrenes skyld. Og kan de ikke forstå det, så må der hårdere straffe til. Det virker ganske vist ikke. Jo flere der kommer i fængsel, jo flere kriminelle får vi. Jo mere man marginaliserer i forvejen udgrænsede grupper, desto mindre incitament giver man dem til at tage ansvar for fællesskabet. Men det er ikke det, det handler om. Det handler om, at justitsministeren fremstår som handlekraftig, som en der gør noget.
Det er idioti at brænde skoler af. Det kan ikke undskyldes med muhammedtegninger og diskrimation. Men det kan heller ikke reduceres til, at de bare kunne lade være, og at det er forældrenes skyld. Som altid er tingene langt mere sammensatte og komplekse. Det er en historie, der gør sig ganske dårligt i overskrifterne, men det må ikke blive en undskyldning for ikke at gøre noget. Men det er ikke regeringens politik at gøre noget for at forhindre situationen overhovedet opstår. Præventiv indsats er alt for vanskelig at forvandle til top-stories og forsider.
Der er dog en rød tråd i regeringens politik: Man sparker på dem, der ligger ned, og lader det gøre det ud for handlekraft.
Danmark har erobret de internationale medier. Først var det de genoptrykte muhammedtegninger og nu de brændende biler. Og ikke mindst: Danmark har nu også fundet vej til den begavede webtegneserie Jesus & Mo.
Det er en tegneserie, hvor to mellemøstlige profeter – Jesus og Mo – diskuterer stort og småt i verden af i dag. Som oftest med udgangspunkt i den rolle, religion spiller i snart sagt alle mulige sammenhænge. Midt i al virakken om karikaturtegninger og ytringsfrihed er det et velgørende eksempel på, at satire godt kan være elegant, balanceret og stadig have brod.
Og billedforbudet? Ikke noget problem. Man skal bare bruge en body-double.
For god ordens skyld: Jesus og Mo er på Danmarks side.
Weekendavisen skriver, at den mordtruede tegner Kurt Westergaard fik lov til at være offer i et døgn, så blev offerrollen overtaget af de to tunesere, der angiveligt havde tænkt sig at myrde ham. Meningen er nok, at man så skal tænke, at det er endnu et udslag af den kulturradikale pladderhumanisme, hvor man synes det er mest synd for forbryderen.
Det er naturligvis rigtigt, at fokus hurtigt har forskudt sig fra offer til de to, der måske ville myrde ham. På grund af sagens karakter, kan vi ikke vide, hvad de to havde tænkt sig. Det er dog lidt problematisk, når Weekendavisen siger, at offerrollen er blevet overtaget af de to tunesere. Det er ikke de to, der aktivt har tilkæmpet sig en offerrolle, da de er afskåret fra overhovedet at sige noget til deres forsvar. De to befinder sig i samme situation som Kafkas Josef K. De er anklaget, men de kan og må ikke forsvare sig mod anklagen, hvis indhold de ikke kan få indsigt i. Men de er unægtelig blevet tildelt en offerrolle. De er blevet gjort til ofre for en lovgivning, der tilsidesætter rettigheder, vi ellers tager for givet i et demokratisk samfund.
Weekendavisen forsøger at flytte fokus tilbage på Kurt Westergaard ved at påpege, at hans rettigheder også er blevet tilsidesat. Han har og må formodentlig fortsat leve under jorden, fordi han uden rettergang og mulighed for at forsvare sig er blevet ‘dømt’ for at have overtrådt den muslimske sharia-lovgivning. Det er selvsagt uacceptabelt.
Spørgsmålet er så bare, om man netop ikke accepterer en sådan vilkårlig domsfældelse, når man nu vil udvise de to tunesere “administrativt”, som det så eufemistisk hedder. Når man tilsidesætter retsprincippet om, at enhver anklaget skal stilles for en dommer, og at enhver er uskyldig indtil det modsatte er bevist, så handler man præcis så vilkårligt som de, der har ‘dømt’ Kurt Westergaard. Hvordan kan man argumentere for, at ‘dommen’ over Kurt Westergaard er et horribelt overgreb, når man er parat til at ‘dømme’ på nøjagtig samme grundlag. Og så er grundlaget for at se Kurt Westergaard som det egentlige offer for alvor begyndt at vakle.
Dermed åbner man op for dobbeltstandarder. Det gælder også mere overordnet. Udgangspunktet for det hele har været ytringsfrihed. Det har været afgørende at få slået fast, at ytringsfriheden er ukrænkelig. Derfor måtte tegninger trykkes, og derfor måtte de genoptrykkes. Når det gælder ytringsfriheden, må vi ikke vakle, ikke give efter for de, der vil rokke ved det værdigrundlag, vor kultur bygger på. Godt nok. Men man svækker det argument ganske alvorligt, når man så beredvilligt er parat til at give afkald på andre af de fundamentale rettigheder, vort samfund og vor kultur bygger på. Hvorfor er ytringsfriheden ukrænkelig, når retssikkerheden ikke er det?
Med sådanne dobbeltstandarder udstiller man hele den såkaldte kulturkamp som tom retorik og forærer hele sagen til de, der mener det i virkeligheden handler om at få ram på en bestemt gruppe af mennesker, hvis tro man ikke bryder sig om.
Det er simpelthen for dumt. Og det er i sidste instans et udtryk for en vaklende tro på det værdigrundlag, man hævder at forsvare.
Ytringfriheden er ukrænkelig. “Der er ikke noget men. Enten har man ytringsfrihed eller også har man ikke” udtaler Folketingets formand Thor Pedersen. Det er naturligvis det seneste udbrud af muhammedkrise, der er anledning.
Ytringsfriheden er blevet hellig, som Center for vild analyse bemærker med reference til Nyhedsavisen. Strengt taget er det naturligvis noget vrøvl. Ytringsfrihed er en menneskeskabt rettighed, som kan ophæves, hvis man vil. Men lad det her blive ved, at ytringsfriheden er en ret, der er alle mulige grunde til at forsvare. Uden ytringsfrihed intet demokrati og ingen kritisk offentlighed. Lad os så bare tage den svulmende retorik med og erklære ytringsfriheden ukrænkelig.
Så kunne man tro, at de andre rettigheder, der følger med demokratiet, var lige så ukrænkelige. Men nej. Demokratiet er truet og i forsvaret for demokratiet må vi acceptere, at visse af de rettigheder, der er selve grundlaget for demokratiet, må vige for sikkerhedsforanstaltninger. Det gælder ikke mindst retsikkerhed. Personer, der er til fare for nationens sikkerhed, kan udvises uden rettergang og uden at det bliver oplyst, hvad de er anklaget for. Ja, de kan endda udvises til lande, der bruger tortur.
Så er det, man begynder at overveje om ikke al den højstemte retorik om ukrænkelighed er tom snak. Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech, der ellers har virket noget stækket på det seneste, har da også ytret betænkelighed ved terrorloven. Men den form for ytringer bør en minister ikke ytre. I hvert fald ikke hvis det står til Dansk Folkeparti. Og det gør det som bekendt. Integrationsministeren må holde igen med at lufte synspunkter, der sår tvivl om regeringens politik, siger Peter Skaarup. Og som en anden bugtalerdukke gentog Bent Bendtsen så, at der ikke er tvivl om regeringens politik og at integrationsministeren må rette ind. Det har hun så gjort.
“Enten så har man ytringsfrihed eller også har man ikke”, udtaler Folketingets formand. Ytringsfriheden er ukrænkelig. Det er retten til at praktisere ytringsfrihed ikke.
I anledning af valentinsdag har Jyllands-Posten kåret Verdens 20 mest romantiske sange. Den slags kåringer kan naturligvis aldrig være definitive, men at sange som Beatles’ “Something” (der er nr. 1), Elvis’ “Love me tender”, Lars H.U.G.s “Elsker dig for evigt” og Barry Whites “You’re the first, the last, my everything” er sange, der kan inkluderes i denne sammenhæng, er vel forståeligt.
Der er et par andre sange, der overrasker i hvert fald mig. Ikke fordi det ikke er sange, der har det evige tema kærlighed som substans, men fordi det er sange, der ikke umiddelbart associerer romantik. Det kan være den aktuelle sammenhæng – at de netop giver koncert i Danmark – der har givet The Cure en placering (som nr. 18) med “Lovesong” (fra Disintegration, 1989). Okay, et tekststykke som “Whenever I’m alone with you/you make me feel like I am young again/whenever I’m alone with you/you make me feel like I am fun again.” kan godt udlægges om romantisk, men selve sangens klang og karakter – og hele konteksten på Disintegration – glider ikke uden videre i et med i hvert fald valentinsdags lyse og lette romantik.
Den anden lidt ukurante sang er Björks “All is full of love”, der er nr. 2 på listen. Det er en tindrende smuk sang, men når man ser Chris Cunninghams video til sangen, så er det i hvert fald et romantikbegreb, der ligger fjernt fra – ja, romantikken, vi har med at gøre. Men det skal da ikke forhindre os i at gøre “All is full of love” til årets valentinsang. Det kan da i hvert fald fjerne noget af det klæge og klæbrige fra hele konceptet:
Den amerikanske skuespiller Roy Scheider er død 75 år gammel. For mig er Scheider uløseligt forbundet med min interesse for film. Første gang jeg for alvor fik øjnene op for, hvad film kan, var da jeg så Spielbergs Jaws første gang i 1975. Den står for mig stadig som Spielbergs bedste. Her demonstrerer Spielberg sit overlegne greb om filmens dramaturgi, sin udsøgte sans for det narrative drive i film. Hvad der i årenes løb er blevet stadigt tydeligere for mig, er den suveræne karaktertegning. Der er nok tale om klichéer eller relativt flade karakterer: den moralsk anfægtede politichef (Scheider), den intellektuelle hajekspert (Richard Dreyfuss) og den hårdkogte hajjæger (Robert Shaw), men klichéerne får liv og karakter i Jaws, ikke mindst i kraft af samspillet mellem de tre vidt forskellige skuespillere. Det bliver ikke mindst tydeligt i den lange ventetid om bord på båden før det endelige opgør med hajen. Filmens mest citerede replik: “You’re gonna need a bigger boat” var ikke i manuskriptet, men blev improviseret af Scheider.
Rollen som Brody i Jaws har nok i nogen grad sat Scheider i bås som en bestemt karaktertype, men hans alsidighed blev understreget med den anden store rolle, jeg i hvert fald forbinder ham med: som den døende Joe Gideon i Bob Fosses All That Jazz (1979). Filmen, der i virkeligheden er et slet maskeret selvportræt, er en radikal form for musical, nærmest som Singin in the Rain på amfetamin.
Roy Scheiders karriere indbefatter film som Pakulas Klute (1971), Friedkins The French Connection (1971) og Cronenbergs Naked Lunch (1991).
Stemmen står centralt i populærmusik. I genrer, hvor alle mulige former for elektriske, elektroniske og syntetiske instrumenter bliver taget i anvendelse, står stemmen fortsat som indbegrebet af det autentiske og humane indslag i musikken. Skønt stemmen kan og bliver manipuleret med moderne studieteknologi, så vurderes sangere fortsat især i forhold til et ideal om den umanipulerede stemme. At synge er et spørgsmål om at kunne synge rent uden teknologisk assistance.
Frank Sinatra havde tilnavnet “The Voice”. Her var en standard for, hvordan en stemme burde være, og en målestok andre sangere kunne vurderes i forhold til. Elvis provokerede ikke alene med sin sceneoptræden. Det var også hans unikke måde at synge på, der vakte opsigt. Det skyldtes ikke mindst, at man hørte mere end en stemme i Elvis. Nok var han hvid, men når han sang, så blandede han typisk hvide genrer som country & western og bluegrass med sorte som blues og gospel. I hans stemme hørte man alle genrerne på samme tid i en form for “racial cross dressing”. Når han så ovenikøbet sang “Hound Dog”, en sang hvis persona – og dermed stemme – er en sort kvinde, så var forvirringen komplet.
Nu var Elvis forlængst på banen, da jeg begyndte at interessere mig for musik, så jeg har ikke den samme oplevelse af radikalitet, som ramte verden i 50′erne. Men der er to andre stemmer, fra de år hvor min personlige musiksmag begyndte at dannes for alvor, jeg har lyst til at fremhæve. Begge stemmer markerede sig for alvor i de for mig skelsættende år 1977-78.
Det var i 1977, jeg første gang hørte Sex Pistols. Ud over i radikal grad at ændre min opfattelse af, hvordan musik kunne og burde lyde, så var det mest slående ved Sex Pistols John Lydons – aka Johnny Rotten – stemme. Han er muligvis ikke nogen stor sanger i henhold til gængse normer, men stemmen er unik. Lydon bruger stemmen som et sjældent udtryksfuldt instrument. Hørt i dag er Sex Pistols musik ikke specielt radikal. God, gedign beskidt rock. Men stemmen er så radikal som nogensinde. Det er næsten umuligt at forestille sig andre synge “Anarchy in the UK” uden at det falder til jorden. Det er en stemme, der er umulig at tage fejl af – og umulig at efterligne. Lydon udviklede sit unikke instrument yderligere på de første plader med Public Image Ltd. Her med “Flowers of Romance” fra 1981.
Den anden stemme lod sig høre få måneder senere i starten af 1978. Det var Kate Bush, der debuterede med singlen “Wuthering Heights”. Det er igen en stemme, det er umuligt at tage fejl af. Kate Bush har vel næppe skullet kæmpe med fordomme om, at hun ikke kan synge, men hendes måde at synge på har været svær at kapere for nogle. Hendes unikt lyse stemme har givet det fejlagtige billede af hende som en, der synger barnligt-uskyldige, romantiske sange. Hendes tekster afslører dog noget andet. Der er sange om selvmord som følge af et incestuøst forhold mellem bror og søster. Der er sange inspireret af James Joyces Ulysses, en hyldest til en vaskemaskine samt en sang, hvor teksten stort set består af tallet pi opremset med omkring 100 decimaler. Alt sammen sunget med en stemme, der ikke forholder sig til andre normer end sin egen. Her er det “The Dreaming” fra 1982.
Umiddelbart forekommer John Lydon og Kate Bush at befinde sig milevidt fra hinanden. Men de slog igennem på omtrent samme tid; de er begge gået deres egne veje – og de er begge let genkendelige på deres stemmer. Og så er der en form for gensidig respekt. John Lydon udtalte i et interview:
“Kate Bush is a true original. It’s not nice that she’s been imitated -Torrid Aimless, sorry Tori Amos. But Kate Bush is a genuine talent. She went through the same shit I did when she started: “Oh, that’s not singing”. Who the fuck wrote the rules about music? Why follow this slavish idiocy?”
I 2001 blev John Lydon og Kate Bush begge tildelt en Q-award i anerkendelse af deres betydning for britisk musik. I sin takketale – der ikke rummede tak til særlig mange – sagde Lydon:
“One person I would like to say hello to is Kate Bush – I love you, your music is fucking brilliant. You know what, Kate we are worthy! That’s enough from me. Now let’s get pissed.”
Seneste kommentarer