It’s gonna rain…

Regnvejrsdag med weekend i sigte. I den anledning er her nogle bud på regnvejrsmusik.

Slayer forbinder man nok ikke ligefrem med let silende regn, men der er regn i titlen, og som tidligere bemærket, så bliver man intelligent af at høre Slayer. Og så kan det også være optakt til næste weekends Roskilde Festival.

En af de bedste koncerter jeg har oplevet på Roskilde, var The Cure i 1990. Det er muligvis dårlig stil at bede om regn i forbindelse med Roskilde, men her er det Cure med “Prayers for rain”.

Og noget ganske andet. Steve Reichs “It’s gonna rain”

I denne sammenhæng kommer vi heller ikke uden om Tom Waits og “Raindogs”

Og så kan det naturligvis kun slutte med Bob Dylan: “Rainy Day Women 12 & 35″

Everybody must get stoned! God weekend.

Fodboldfilosofi

Det igangværende EM har budt på mere seværdig fodbold, end vi længe har været forvænt med. Det kan give anledning til lidt overvejelser over to fundamentale fodboldfilosofier:

Kan man forhindre modstanderen i at score, så behøver man selv kun lave et enkelt mål for at vinde. Det er en tankegang, der ved dette EM – som så mange gange før – inkarneres bedst (eller værst) af Italien. Kvartfinalen mod Spanien var en ørkenvandring i 120 minutter. Der synes dog at være en form for retfærdighed til, så spanierne var mest effektive i straffesparkskonkurrencen. Nu er det så op til Tyskland at repræsentere den tankegang, at man vinder i fodbold gennem effektivitet, ikke ved at spille underholdende.

Det gør til gengæld den bedste repræsentant for den anden fodboldfilosofi: Rusland. Her er tankegangen, at så længe man scorer flere mål end modstanderen, så vinder man. Det drejer sig altså om at angribe. Det gjorde russerne også i den første kamp, men her betød boldtab, at Spanien vandt hele 4-1. Så kunne man have frygtet, at russerne ville blive mere forsigtige og fokusere mere på forsvaret. Svaret synes dog snarere at være: endnu mere angreb. Ved at lægge spillet endnu længere op på modstanderens banehalvdel har russerne undgået at boldtab får så fatale konsekvenser. Kun Holland har formået at score en enkelt gang. Men i det hele taget har russerne været bedre til at holde på bolden. Ikke i kraft af kedeligt boldtrilleri, men med lynhurtigt pasningsspil og meget stor bevægelighed. Det siger meget, at venstre back Zhirkov har været en af russernes mest offensive spillere. Så betyder det faktisk mindre, at de ikke har været særligt effektive foran mål. Både Sverige og Holland blev mere eller mindre bogstaveligt løbet over ende, og ingen havde kunnet sige noget til, at sejrene var blevet på 5-6 overskydende mål. Russerne har tilspillet sig så mange chancer, at de har kunnet tillade sig at brænde et hav af de oplagte muligheder, man normalt siger ikke må brændes.

Og så har russerne naturligvis Andrej Arshavin, EMs suverænt bedste spiller. Han bliver kaldt “Den russiske Maradona”, men som Dagens Nyheter skriver, så minder han måske mere om den unge Michael Laudrup. Han ligner en dreng på 17, men er faktisk 27 år, og man må undres over, at der ikke er nogen vestlige storklubber, der har opdaget ham. Nu er der så mange penge i russisk fodbold, at Zenit Skt. Petersborg nok skal vide at tage sig rigtig godt betalt, hvis de skal slippe ham.

Indtil videre er det bare at glæde sig over, at Arshavin og de andre russere har gjort det til en så udsøgt fornøjelse at se fodbold her i juni.

Ludilo

Efter at have spillet fremragende i gruppespillet endte EM i går for Kroatien. De begik den samme fejl som flere andre: de bragte sig foran mod Tyrkiet. Jeg havde ellers set frem til, at kroaterne kunne gentage sejren over Tyskland i semifinalen.

I stedet kan det så her blive til en video med kroatiske Rawbau. Det er den kroatiske landstræner Slaven Bilić på leadguitar.

Løse fødder

I løbet af det sidste års tid er fire højrefødder og en venstrefod – alle iført sko – drevet i land ved kysten ud for Vancouver i Canada. En sjette fod, der blev fundet for nylig, viste sig at være et falsum. Der er ikke nogen forklaring på det makabre fænomen, men flere teorier: det kan være resterne af ofre for et flystyrt; det kan være ligdele fra tsunamien i 2004; eller det kan være en seriemorders bizarre signatur.

Uanset hvad forklaringen er, så kan det også være en anledning til at mindes 80′erne:

Og et argument for ikke at savne netop det årti.

Michael Strunge, 50

I dag ville Michael Strunge være fyldt 50 år, hvis ikke han i 1986 havde valgt den hurtige exit fra 4. sal. I stedet døde han så i den mytiske alder 27 – som Jimi Hendrix, Janis Joplin, Jim Morrison og Kurt Cobain. Og som Morrsion og Cobain er Strunge blev et ikon for sin generation.

Strunge forbindes ofte med punken, men hovedinspirationen kommer ikke mindst fra David Bowie. Ikke for ingenting hed den første digtsamling Livets hastighed (efter Bowies “Speed of Life” fra Low). Som Bowie havde Ziggy Stardust, havde Strunge Addi Engel. Der er også tydelige linjer tilbage til symbolisterne og ikke mindst Rimbaud og dennes seer-breve, hvilket titler som Vi folder drømmens faner ud og Væbnet med vinger vidner om.

Strunge nåede at udgive 11 digtsamlinger. Da Borgen i 1995 udgav hans samlede digtede – under titlen Samlede Strunge – beviste man samtidigt, at det er muligt at sælge lyrik i store oplag, selv når det er i et bind på over 1000 sider. Det er dog nok mest af alt et vidnesbyrd om Strunges status som ikon og myte. Som Kurt Cobain er Michael Strunge meget mere end blot summen af sine digte.

Toto opløst

Efter 31 år har det amerikanske band Toto besluttet, at nu må det være nok.

Den konklusion er vi andre, der nåede frem til allerede for mange – rigtig mange – år siden.

Ytringsfrihed II

Den danske kunstner Nadia Plesner har vakt opsigt med sin kampagne til fordel for Darfur. Kampagnen bestod i en t-shirt, hvor motivet var en afrikansk dreng, der bar på en Louis Vuitton-taske. Det brød Louis Vuitton sig ikke om, og firmaet krævede 1,5 millioner kroner i erstatning for krænkelse af firmaets ophavret. Nu har Nadia Plesner så opgivet at føre kamp mod Louis Vuittons advokater og har fjernet tasken. Drengen bærer nu en lille hund (a la Paris Hilton).

Det mest opsigtsvækkende i denne sag er måske fraværet af opbakning fra statsministeren, Dansk Folkeparti, Jyllandsposten, Lars Hedegaard og andre, der i forbindelse med muhammedtegningerne gik på barrikaderne for ytringsfrihedens ukrænkelighed. Man kunne få den tanke, at ytringsfriheden kun er ukrænkelig, hvis det er de rigtige, der bliver krænket (se også her og her).

Eller kan det skyldes, at muhammedtegningerne i virkeligheden slet ikke handlede om ytringsfrihed?

Ytringsfrihed

Da Jyllandsposten bragte tegningerne af profeten, lærte vi, at ytringsfriheden er ukrænkelig. Tegningerne måtte bringes, uagtet at visse befolkningsgrupper kunne føle sig krænket. Selvcensur ville være at give efter for terroristerne. Tegningerne måtte trykkes uanset konsekvenserne.

Nu har vi så set konsekvenserne. Al Qaeda har bombet den danske ambassade i Pakistan. Nu hører vi så, at folk som Margrethe Vestager og Niels Due Jensen skal holde op med at så tvivl om den danske udenrigspolitik. Når landet er under angreb, må vi stå sammen, og ikke komme med ytringer der giver indtryk af, at ikke alle er enige. Tænk på konsekvenserne. Hvis Vestager og Due Jensen mener noget andet, så bør de holde det for sig selv. Her skal man ikke fremture med ytringsfrihed. Nu bør man udøve selvcensur af hensyn til landets interesser.

Vil det sige, terroristerne har vundet?

Bo Diddley 1928 – 2008

Bo Diddley er død, 79 år gammel. Der er få, der har haft lige så stor betydning for, hvordan rockmusikken lyder i den klassiske, guitarbaserede aftapning. Bo Diddleys unikke stil har præget en lang række bands; fra The Rolling Stones, over The Stooges til The Jesus and Mary Chain. Sidstnævnte indspillede ikke alene covers af “Who Do You Love” og “April Skies”, men hyldede også Bo Diddley på nummeret “Bo Diddley is Jesus”.

Men ingen siger det bedre end Bo Diddley selv: “I’m a Man”