Money

Finanskrisen har nu tvunget Danmarks næststørste flyselskab Sterling til jorden – bogstaveligt talt. Sterling har indgivet konkursbegæring, og alle fly bliver på jorden. Det har efterladt tusinder af flypassagerer med billet til Sterling rundt om i Europa, hvor de selv må sørge for alternativer, hvis de vil tilbage til Danmark. Det er i sådanne stunder, man må medgive: Money makes to world go round.

Penge er i det hele taget et tema, der ikke kun er aktuelt nu. Her er det Flying Lizards fortolkning af “Money” (lydkvaliteten er desværre ikke god).

Og her er det King Tubby med “Money Dub”

Endelig er der naturligvis også Pink Floyd:

Doctor Bob

Det er efterhånden en del år siden, dronning Elizabeth II gjorde Bob Geldof til Knight Commander of the Order of the British Empire og dermed også gav ham tilnavnet Sir Bob. Ret beset har han ikke lov til at kalde sig Sir, da han som irer ikke er borger i Commonwealth. Nu har han imidlertid fået en ny hædersbevisning. University of East London har gjort Bob Geldof til æresdoktor i anerkendelse af hans humanitære arbejde. Så nu kan Sir Bob med rette kalde sig Doctor Bob.

Hvis der altså ikke allerede var en navnkundig Doctor Bob.

Doctor Bob

I don’t like Mondays

Det er ikke fordi, jeg har en specielt dårlig dag, men det er mandag, og der er nyheder om endnu en skudepisode på et amerikansk universitet. Så her er Tori Amos med “I don’t like Mondays”.

Og her er originalen med Boomtown Rats – blot for at understrege, at Sir Bob Geldof er en større drama queen end Tori Amos.

Black or White

Skønt aparthaid er afskaffet i Sydafrika, så er distinktionen mellem sort og hvid stadig i brug i landets lovgivning. Nu bruges distinktionen til at udjævne nogle af de sociale og kulturelle forskelle, der i realiteten stadig deler landet. Lovgivningen giver sorte nogle privilegier, der skal medvirke til at fremme den sociale integration.

Det giver imidlertid nogle lidt pudsige udslag. Således har Sydafrikas kinesiske minoritet hidtil været betragtet som hvid i juridisk forstand. Nu har Højesteret så fastslået, at kinesere er sorte. Det er ikke alle kinesere tilfredse med. De insisterer på at være gule.

Det ser ud til, Michael Jackson tog fejl: It does matter if you’re black or white.

David Cronenberg, forfatter

David Cronenberg havde oprindelig ambitioner om at blive forfatter, men opgav da han måtte konstatere, at det han skrev faldt ud som dårlige efterligninger af forbillederne Nabokov og Burroughs. I stedet opdagede han, at skrev han manuskripter, så kunne han skrive uden at tænke på litterær kvalitet. Det endte som bekendt med at blive til en række af det 20. århundredes mest originale film. Som filminstruktør behøver Cronenberg ikke at sammenligne sig med andre. Her er han helt sin egen, en original kunstner som andre måske har forsøgt at efterligne, men som oftest uden held.

Nu har Cronenberg så afsløret, at han igen har kastet sig over forfattervirksomheden. Foreløbig har han skrevet omkring 60 sider af en roman, flere forlag efter sigende skulle være interesserede i at udgive. Efter et mindre vellykket forsøg med opera (efter kritikken at dømme), så bliver det interessant at se, om Cronenberg frem over også kan skrive forfatter på sit cv.

Viggo Mortensen, 50

Det er et år med mange 50 års fødselsdage: Madonna, Michael Jackson, Prince, Kate Bush… Dagens fødselar er Viggo Mortensen. Danske medier har gjort en del ud af, at han fejrer dagen “hjemme” i Danmark. Anledningen til besøget i Danmark er dog i lige så høj grad, at der netop nu er en udstilling med Viggo Mortensens fotografier i Roskilde Kunstforening. Viggo Mortensen er faktisk en ganske habil fotograf.

Viggo Mortensen debuterede som amish i Peter Weirs Witness (med Harrison Ford, 1985). Personligt lagde jeg først mærke til ham som Frank i Sean Penns The Indian Runner (1991). Lord of the Rings gav ham stjernestatus, men de bedste roller har han efter min mening haft i David Cronenbergs A History of Violence (2005) og Eastern Promises (2007).

Viggo Mortensen i Eastern Promises

Tilbage til Marx

Det er paradoksernes tid. Nu har vi i 15-20 år – eller længere? – måttet leve med en neo-liberal dagsorden, der i hvert fald på det retoriske plan har udslettet det meste af den opposition, der talte mod det frie marked og den herskende orden. Labour blev til New Labour og Villy Søvndal lærte at tale imamerne imod, så det lyder som om også han og hans parti er et ansvarligt midterparti. Politik viger for retorik, når det gælder om at erobre magten. Det gælder midten, og der hersker den neo-liberale retorik. Hvis man vil være med, så handler det om at have lært de rigtige ord – og frem for alt glemme alt om markeringer på fløjene. Hele det oppositionelle vokabular, der var i højsædet i 70′erne, er gemt godt væk. Nu gælder det midten.

Så kom finanskrisen, og pludselig er det blevet svært at fejre det frie markeds velsignelser. Men nu mangler selv borgerlige polikere en opposition og en retorik, der kan – og tør – benævne det nødvendige. Staten må gribe ind, bankerne nationaliseres, finanssektoren underkastes streng kontrol osv. Borgerlige politikere finder pludselig sig selv i den situation, hvor de godt ved, hvad der skal til; men de vil helst have andre til at sige det. Men nu mangler den venstrefløj og den retorik, der i sin tid var garant for, at det unævnelige blev nævnt. Og så er der ikke nogen vej uden om. De borgerlige må selv tage ordene i munden: Marx havde nok alligevel fat i noget. Måske vi kan lære af den gamle mester i dag.

Karl-Dietz Verlag i Berlin, der udgiver Marx’ værker, meddeler at især Das Kapital sælger godt i disse dage.

Paris Hilton for Fake President

Paris Hilton fortsætter sine bestræbelser på at blive USAs næste præsident på Funny or Die. Denne gang søger hun rådgivning hos den største, forhenværende fake president, Martin Sheen, om bl.a. fo-po (foreign policy).

Det bedste råd kommer dog nok fra Charlie Sheen: “Make sure the fake vote for you” – det var trods alt sådan George Bush blev præsident.

(Tak til Bjarne Balle for linket).

That one

John McCain er bagud i meningsmålingerne. Ikke nok med det. Nu er han også i den paradoksale situation, at han har set sig nødsaget til at forsvare Barack Obama. På vælgermøder har han måttet forklare sine vælgere, at Obama ikke er araber, ikke er muslim, ikke er terrorist – og ikke udgør nogen trussel mod USA. Samtidigt har kampagnestaben travlt med at inddæmme Sarah Palin og forhindre hende i at skade partiet yderligere. Kampagnen er med andre ord i defensiven.

Det skyldes ikke så meget, at Obama og Demokraterne er i offensiven. De kan sådan set bare lade McCain føre valgkamp for dem. Det er først og fremmest McCains egen strategi, der nu rammer ham selv. Sarah Palin blev valgt som vicepræsidentkandidat for at tækkes højrefløjen blandt Republikanerne. McCains “fortalelse”, hvor han refererede til Obama som “that one”, falder måske nok i god jord hos de republikanske kernevælgere; men den implicitte racisme, der ligger i ordvalget, gavner ikke McCain dér, hvor han for alvor har brug for at slå igennem. Skal McCain vinde valget, så skal han have fat i de væglere, der stadig er i tvivl. Det er vælgere, som måske ikke ligefrem elsker Obama, men i højere grad føler sig utrygge ved udsigten til at få en rabiat hockey-mum som præsident, hvis McCain ikke er i stand til at sidde perioden ud. De vælgere får McCain ikke fat på ved at kalde Obama araber, muslim eller terrorist.

Derfor har McCain nu travlt med at lægge afstand til sine mest rabiate kernevælgere. Derfor forsvarer han nu Obama mod de anklager, som Sarah Palin om ikke andet så i hvert fald har givet næring til. Spørgsmålet er bare, om det giver flere stemmer blandt tvivlerne. Hvis selv McCain siger, at Obama er god nok, hvorfor så ikke gå efter den ægte vare og stemme på Barack Obama?

Burn After Reading

Kun et halvt år efter den danske premiere på No Country for Old Men er Coen-brødrene nu tilbage med en ny film: Burn After Reading. Den udgør tredje film i deres såkaldte ‘idiot-trilogi’, der også omfatter O Brother Where Art Thou og Intolerable Cruelty; tre film der alle har George Clooney på rollelisten. Manuskriptet er skrevet sideløbende med manuskriptet til No Country for Old Men, der som bekendt er baseret på Cormac McCarthys roman. Den nye film er en komedie (om end en meget misantropisk komedie), men der er et vist tematisk slægtskab med No Country for Old Men.

Film starter med Jorden betragtet fra verdensrummet. Der zoomes ind og vi havner i CIAs hovedkvarter i Langley, Virginia. Her bliver Ozzie Cox (John Malkovich), der om nogen kunne bruge en gang anger management, degraderet, men han vælger at sige op i protest, og beslutter sig for at skrive sine erindringer, hvor han vil udlevere CIA. Det sætter gang i en kædereaktion af tilfældige, men fatale begivenheder. Ozzie er gift med børnelægen Katie (Tilda Swinton), der har en affære med Harry Pfarrer (George Clooney), som på skrømt taler om skilsmisse, men i virkeligheden har masser af affærer. Blandt dem også med fitness-instruktøren Linda (Frances McDormand), der forsøger at skaffe penge til ikke mindre fire kosmetiske operationer. Katie har rippet Ozzies computer for informationer (mest vedrørende økonomi, men ved et uheld også udkastet til erindringer) med henblik på den forestående skilsmisse, men cd’en med informationer er ved et uheld endt på gulvet i fitness-centret Hardbodies. Fitness-instruktøren Chad (Brad Pitt), der ikke just er tynget af en høj intelligenskvotient, mener der må være tale om højt klassificeret og tophemmeligt “CIA-shit”, og øjner en mulighed for at tjene lidt penge. Linda går med på ideen om afpresning for at få finansiereret sine operationer. Og så ruller et spil, der bliver stadig mere uoverskueligt og stadig mere blodigt. Som CIA-chefen (J.K. Simmons) formulerer det: “Report back to me when it starts to make sense.”

Det er her, der er et tematisk slægtskab med No Country for Old Men. Vi befinder os i det, Max Weber kaldte den affortryllede verden. Det er den af Gud forladte verden, hvor der ikke længere findes nogen transcendent, metafysisk garant for mening med hverken tilværelsen eller galskaben. Under den kolde krig var det CIAs mission at gennemskue fjendens spil og på den måde være garant for, at USAs mission i verden gav mening. Men efter den kolde krig er CIA lige så clueless som de forvirrede mennesker, der har alt for travlt med at udnytte, bedrage og overvåge hinanden til nogensinde at opdage, hvad der i virkeligheden foregår lige for næsen af dem.

Coen-brødrene undlader på noget tidspunkt at nævne 11. september eller Krigen mod Terror som kontekst; men det ligger lige for at se filmen som en allegori over det samfund, der har udviklet sig i tiden efter angrebet på tvillingetårnene. Det er et samfund, hvor alle er grebet af en moralsk korrumperende paranoia. De mindste tegn bliver søgt tolket for betydning. Når der ikke umiddelbart viser sig nogen mening, med det der sker, så bliver det tolket som om, der er nogen, der holder meningen skjult for os. Hellere end at leve med meningsløsheden, vælger vi at tro på, at en eller anden konspiration holder meningen skjult for os. Paranoia er blevet den almene tolkningsstrategi, når vi forsøger at forstå den verden, vi lever i.

Det er denne tilstand Coen-brødrene betragter som en generel idioti, der har grebet samfundet og kulturen. Det kan virke som en pessimistisk, kynisk og misantropisk film. Når den alligevel kan kaldes en komedie, så er det dels fordi den ofte er ganske morsom (ikke mindst Brad Pitt som fitness-geek); dels fordi det er en film om menneskelig dårskab (som også Shakespeares komedier). I modsætning til så mange andre film om tiden efter 11. september, så er det her ikke CIA, der holder noget skjult for os, eller på anden måde gør paranoiaen velbegrundet. CIA er lige så rådvilde som alle andre, og kan ikke udrette meget andet end at slette sporene. Der er dog næppe så megen tvivl om, at Coen-brødrene ser grundlaget for paranoiaen og idiotien i et politisk system, der har sat alle under mistanke og alt under overvågning. Det er denne generelle paranoia, der siver ned gennem alle samfundsstrukturer og til slut forgifter alle mellemmenneskelige relationer. Men det får ikke lov til at blive en nem undskyldning, hvor man blot lægger skylden på de politiske institutioner. Når vi er blevet idioter, så skyldes det også, at vi ikke længere kan få øje på de, der står os nærmest. Filmen er befolket med ensomme, kærlighedshungrende mennesker, der bare ikke kan få øje på hinanden, fordi alle er optaget af den større sammenhæng, de tror gemmer sig bag det umiddelbare. Så moralen er måske: det er fraværet af næstekærlighed, der gør os til idioter.