Om godt en uge er der valg til Europaparlamentet. Som sædvanlig hører vi politisk bekymring over, at Europaparlamentet åbenbart ikke interesserer danskerne, og at der derfor er udsigt til en ringe valgdeltagelse. Det har den bieffekt, at den nye tronfølgerlov så kan ende med at falde til jorden. Det er nemlig en ændring af Grundloven, og så kræver den at mindst 40% af den stemmeberettigede del af befolkningen stemmer for loven. Og da der er udsigt til en valgdeltagelse på omkring 40%, så kræver det altså at alle, der stemmer, stemmer for tronfølgeloven.
Spørgsmålet er, om ikke politikerne selv bærer det største ansvar for, at interessen for valget til Europaparlamentet er så ringe. Det fleste politikere synes at lide af berøringsangst, når det drejer sig om EU. De ved at der er en udpræget EU-skepsis i store dele af befolkningen. Derfor kan det nemt blive en politisk blindgyde at gå alt for helhjertet ind for EU-projektet. Så hellere holde lav profil i EU-spørgsmål, så man ikke sætter noget over styr indenrigspolitisk. Men en sådan berøringsangst bekræfter jo blot EU-skeptikerne i, at der er noget fordækt ved EU, som gør skepsissen berettiget. Politikere, der egentlig er tilhængere af EU, prøver at tækkes de EU-skeptiske vælgere, og holder derfor lav profil i EU-spørgsmål; såvel de skeptiske som de uafklarede vælgere fornemmer at her er en dårlig sag, og derfor forstærkes deres EU-skepsis.
Det letter unægtelig sagen for EU-modstanderne. Spørgsmålet er blot, om de har fået for let spil. Det er måske blot min nærsynethed, men i den nuværende valgkamp er det kun EU-modstandernes kampagner, jeg har lagt mærke til. Og de imponerer ikke.
Junibevægelsens spidskandidat er Hanne Dahl. Hun vil gerne forære mig – og andre vælgere – en bog, hun har skrevet. Det minder mig om Lars Larsen, der fejrede sin fødselsdag med at sende et eksemplar af sine erindringer til samtlige danske husstande. Det kan man gøre, når man er milliardær og gerne vil sælge dyner; men som politisk gimmick?
Folkebevægelsens kandidat er Søren Søndergaard. “Skal EU bestemme alt?” spørger plakaten retorisk. Søndergaard siger selvfølgelig “Nej”. Et forsigtig gæt siger, at alle andre også vil svare nej på det spørgsmål. Søndergaards argument: “Fordi rejsecirkusset mellem Bruxelles og Strasbourg siger alt”. Det må man lade Folkebevægelsen; populisme bliver næppe mere rendyrket. Ingen går ind for, at EU skal bestemme alt, så det er ganske gratis at sige nej. Det er nok noget nær det mindst kontroversielle, man kan føre kampagne på. Det absurde rejsecirkus er der næppe heller mange, der vil erklære sig tilhænger af; men at reducere hele EU-projektet til et rejsecirkus er dels en uhyre forsimpling; dels er det at angle efter letkøbte stemmer. Det er ikke et argument; og at hævde, at det siger alt, siger først og fremmest, at Folkebevægelsen mangler argumenter.
Endelig er der så Dansk Folkeparti, der har Morten Messerschmidt som kandidat til at afløse Mogens Camre i Parlamentet (og det kan da kaldes en udfordring). Dansk Folkeparti har som sædvanlig ikke selv kunnet finde på et slogan, så de har “lånt” et fra afdøde Natasja. “Gi’ os Danmark tilbage” lyder det. Ikke uventet bruger Dansk Folkeparti EU-valget til at føre indenrigspolitik. Man kan så overveje om ikke sloganet kan give bagslag. Dels så er pointen i Natasjas sang jo den, at det er Dansk Folkepart, der så at sige har stjålet Danmark ved at tage patent på at repræsentere den autentiske danskhed. Dels så kan man også udlægge budskabet sådan, at får vi først sendt Morten Messerschmidt ud af landet, så er vi et skridt nærmere på at få Danmark tilbage.
Alt i alt så er de politiske kampagner – for eller imod – op til EU-valget så vage, diffuse, populistiske og/eller tåbelige, at det ikke burde komme bag på nogen, at interessen for valget er så ringe.
Og tronfølgerloven? Ja, så længe det ikke er muligt at stemme for kongehusets afskaffelse, så har det ikke min interesse.
Seneste kommentarer