Stof til eftertanke

Universiteterne markedsfører sig i stigende grad. Der skal kunder i butikken (og så skal de ellers helst hurtigt ud igen, hvis det står til “videnskabs”ministeren). Mit gamle alma mater, Aalborg Universitet, har nu i en årrække brugt hjernen som det gennemgående symbol i sin markedsføring. “Man skal smede mens hjernen er varm” lyder et slogan. I år har man også fået produceret en reklamefilm med Peter Lund Madsen, der som bekendt er hjerneforsker. Han anbefaler, at man går på Aalborg Universitet, for så kan man opfinde ting og sager, der kan redde verden. Som sloganet lyder: “Learning seriously affects your brain”.

Er det virkelig gennemtænkt? Sidste år døde dekanen for Det Humanistiske Fakultet – af en hjerneblødning.

Adblock Berlingske

“Vi kan se, at din computer har en adblocker installeret, som gør at vi ikke kan vise dig vores annoncer på websitet.”

Denne besked – og mere til – popper op, hvis jeg går ind på www.berlingske.dk. Og det er da ganske sandt. Jeg har det udmærkede program Adblock Plus installeret samme med browseren Firefox. Det er et smart lille program, der blokerer de reklamer, der måtte være indlejret på et givet website. På denne måde kan jeg browse uden at blive irriteret over mere eller mindre relevante reklamer. Bare ikke på Berlingskes website.

Berlingske forklarer, at de kun kan levere gratis nyheder mm. på nettet, hvis de kan finansiere det med reklamer. Og når nu ikke jeg vil se de reklamer, der betaler for Berlingske på nettet, så mener Berlingske heller ikke, jeg skal have adgang til at se, hvad Berlingske måtte bringe.

Fair nok. Selvfølgelig har Berlingske omkostninger ved at opretholde et website. Alternativet til reklamer ville være, at de skulle opkræve brugerbetaling. Og som de videre forklarer, så kan jeg jo bare slå Adblocker fra, hvis jeg gerne ville læse Berlingske på nettet.

Det har jeg nu ikke tænkt mig. Jeg kan sagtens undvære Berlingske på nettet. Der er masser af andre nyhedskilder, der leverer de samme informationer, uden at jeg behøver at se reklamer eller betale på anden vis. Spørgsmålet er måske snarere om Berlingske kan undvære mig og ikke mindst alle de andre, der også bruger Adblock. Så vidt jeg er informeret, så sættes prisen for reklamer på nettet efter hvor mange hits et givet website har. Jo flere der ser på, jo mere er annoncørerne villige til at betale for reklameplads. Når nu Berlingske blokerer for brugere med Adblock, så må resultatet uundgåeligt blive færre hits – og dermed faldende reklameindtægt til Berlingske.

Det kan se ud som om, Berlingske er i færd med at gøre samme fejl som pladebranchen, da den forsøgte at stoppe distribution af musik over nettet. Frem for at tage udfordringen op fra en ny medievirkelighed, så forsøger man at tvinge udviklingen tilbage til et stadie, hvor man kunne køre forretning på de gamle mediers betingelser. Al hidtidig erfaring med internettet siger, at det ikke kan lade sig gøre. Der vil altid sidde en eller anden smart programmør, der udvikler metoder til at omgå alle de forhindringer, Berlingske og andre forsøger at sætte op.

Så jeg fortsætter med at bruge Adblock, og overlader det til Berlingske selv at udrede deres finansielle forviklinger. Dog kan jeg godt blive en anelse anfægtet af, at Berlingske på denne måde overvåger, hvad der er installeret på min private computer. Er den gamle Tante blevet en gemen netpirat, der forsøger at berige sig ved at tilsnige sig adgang til brugernes privatsfære?

Rohdevalg

Dansk Folkeparti fik et rigtig godt valg til Europaparlamentet. Fordobling af mandattallet så DF nu er repræsenteret med to medlemmer af parlamentet, og masser af personlige stemmer til Morten Messerschmidt. Dermed følger Danmark tendensen i resten af Europa med fremgang for de højrenationalistiske, EU-skeptiske partier.

Dansk Folkeparti kan dog også sende en venlig tanke til deres danske modstandere ved valget. Partier, der normalt og formelt er EU-tilhængere, har denne gang ført kampagner, der er kommet EU-skeptikerne til gode. Ikke mindst har Venstres spidskandidat, Jens Rohde, bidraget aktivt til at sikre Morten Messerschmidt et godt valg. Jens Rohde erklærer sig “superbegejstret for EU”. Ikke desto mindre har han ført valgkamp på at være Danmarks stemme i Europaparlamentet, hvor han har villet sætte hegnspæle op for EU. Det har uden tvivl været for at appellere til de EU-skeptiske vælgere.

Men hvorfor skulle de EU-skeptiske stemme på Jens Rohde? Han er “superbegejstret for EU”, men samtidigt medgiver han, at det er nødvendigt at sætte hegnspæle op for EU, hvilket kun kan bidrage til at bekræfte skeptikerne i, at deres skepsis er berettiget. Og er den det, hvorfor skulle man så stemme på en superbegejstret Jens Rohde, når man nu kan få den rene vare i form af Morten Messerschmidt? Jens Rohde må uden tvivl have været Messerschmidts mest effektive kampagnemedarbejder.

Han har dog ikke været den eneste. De fleste andre erklærede EU-tilhængere har været tilbageholdende med at fremstå alt for begejstrede. Frygten for at skræmme de skeptiske vælgere i armene på Dansk Folkeparti har fået tilhængerne til at slå ind på den forbeholdne linje. Men igen, dermed bekræfter de skeptikerne i, at der er noget uldent ved EU, som man bør værne sig mest muligt mod. Og i så fald er Dansk Folkeparti et mere oplagt valg. Selv Folkebevægelsen mod EU, der i egen selvforståelse står på den modsatte fløj, har retorisk lagt sig i slipstrømmen af Dansk Folkeparti, og har ført kampagne under sloganet: “Skal EU bestemme alt?”. Det er der naturligvis ingen, der vil svare ja til; men sloganet forærer i al sin populisme hele EU-modstanden til Dansk Folkeparti.

Så selvfølgelig har Dansk Folkeparti fået et godt valg. De har evnet at få stort set alle andre til at arbejde for sig. Effektivt, men dybt beskæmmende.

Hærværksmænd og gravskændere

Det hører til dagens politiske orden. Valgplakaterne kommer op, og kreative sjæle/hærværksmænd (og -kvinder) udsmykker valgplakaterne, så det oprindelige budskab forvanskes eller helt forsvinder. Det er især Dansk Folkepartis plakater, der er genstand for udsmykning/hærværk. Aktuelt her ved valget til Europaparlamentet, hvor det er Morten Messerschmidts – ariske? – kontrafej, der præger DFs plakater. Ariske? – fordi det især synes at være en yndet sport at forsyne hr. Messerschmidt med Hitler-moustache og eventuelt påskriften “nazist” eller “racist”. Det er efterhånden ved at være trivielt, men der er også de mere opfindsomme, hvor sloganet “Gi’ os Danmark tilbage” er blevet ændret til “Gi’ os Grønland tilbage”. Her i mit nabolag hænger der to store plakater med Morten Messerschmidt. Den ene klassisk udsmykket med Hitler-moustachen og et “nazist”; den anden blev malet helt over. Interessant nok så har Dansk Folkeparti valgt at hænge en ny plakat op i stedet for den, der blev overmalet; hvorimod den anden har fået lov til at blive hængende. Måske man godt kan leve med Hitler-moustachen og prædikatet “nazist”.

Dansk Folkeparti kalder udsmykningen af deres plakater for hærværk, og har meldt det til politiet. Det skaber mere omtale i medierne, og gavner sikkert DFs kampagne. Det er der sikkert også kalkuleret med. DF kan ikke være ganske uforberedt på, at deres plakater vækker anstød hos visse og derfor bliver udsat for mere eller mindre kreativ bearbejdning. Man kan jo også betragte det som en form for politisk kommunikation. Plakaterne er hængt op i det offentlige rum. Bearbejdning, udsmykning eller hærværk er en måde, hvorpå man i det offentlige rum kan gå i dialog med plakaternes udsagn. En bearbejdet plakat kommunikerer også. Der er sikkert de, der ikke føler de har andre måder at kommunikere deres budskab på. Det er måske primitivt, men det er ikke alle, der har offentlig millionstøtte til udsmykning af det offentlige rum. Dansk Folkeparti har ikke så meget at være utilfreds over. De har sikret sig ekstra opmærksomhed omkring deres kampagne. Og der er måske heller ikke så megen forskel på en Morten Messerschmidt med Hitler-moustache og så en tegning af en vis profet med bombe i turbanen.

Man kan også anskue hærværket fra en anden synsvinkel. Dansk Folkeparti bruger sloganet “Gi’ os Danmark tilbage”. Det er de fleste enige om, at DF har stjålet fra Natasja og hendes sang “Gi’ mig Danmark tilbage”. Hun døde som bekendt for to år siden, og kan derfor ikke tage til genmæle. Men da sangen bl.a. er vendt mod Dansk Folkeparti og deres gøren krav på at repræsentere det “autentiske” Danmark, så er det næppe overfortolkning at tro, hun ville have været imod. Man kan diskutere om det er respektløst, usmageligt eller smart, men Dansk Folkeparti får i hvert fald vendt sagen til egen fordel, når de tager et udsagn, der egentlig er ment som en kritik, drejer indholdet 180 grader, og gør det til deres eget slogan.

Det kan man også kalde en form for hærværk. Der er tale om en krænkelse af droit morale – en kunstners moralske ret til at få sit værk respekteret. Det er Dansk Folkeparti ligeglade med. De kan naturligvis dække sig ind under, at deres slogan siger “os”, hvor Natasja siger “mig”, men det figenblad er så småt, at det ikke dækker noget. Natasja kan ikke sige noget, så Dansk Folkeparti kører ufortrødent videre. Hvis det ikke er hærværk, så kan vi også kalde det gravskænderi.