Timberlake eller “Timberlake”?

Richard Kellys sørgeligt oversete film Southland Tales (2006) handler om 3. verdenskrig. 4. juli 2005 bringer terrorister en atombombe til sprængning i Texas. Præsidenten indfører undtagelsestilstand og opretter et omfattende overvågningsapparat kaldet USiDent. Snart er USA involveret i krige i Irak, Iran, Syrien, Afghanistan og Nordkorea. Olieforsyningerne er ved at slippe op. Undergrundsbevægelser som “The Neo-Marxists” bekæmper den stadigt mere totalitære stat. Den gale videnskabsmand Baron von Westphalen finder en metode til at udvinde uudtømmelige energiressourcer fra havet – og bliver derfor umådelig magtfuld. Og imens er præsidentvalgkampen 2008 i fuld gang.

Filmen kan i sin tone minde om Stanley Kubricks Dr. Strangelove (1963). Det er en – sort – satire over, hvordan al civilisation krakelerer, når først systemet kommer under pres. Det interessante ved Richard Kellys udgave er, den måde medierne er indreflekteret i historien på mange forskellige niveauer: som nyhedsmedier, som overvågningssystemer osv. Men også i måden Kelly bruger sine skuespillere på. En række af de medvirkende spiller op mod den figur, vi normalt ser dem udfylde – altså hvad man kunne kalde deres “normale” medie-persona. Det gælder fx Dwayne Johnson – a.k.a. The Rock – der ganske vist spiller actionstjernen Boxer Santaros – altså en figur lig The Rock – men her som en rådvild og handlingslammet karakter. Og det gælder komikeren Jon Lovitz, der er alt andet end komisk i rollen som den racistiske politimand Bart Bookman.

Mest interessant er dog – i denne sammenhæng – Justin Timberlake, der spiller krigsveteranen Private Pilot Abilene. Han blev såret af “friendly fire” i Irak og er nu tilbage i Los Angeles med alle symptomer på post-traumatisk stress. Han er også filmens fortæller, hvor han hyppigt citerer fra Johannes’ Åbenbaring og fra T.S. Eliots digt “The Hollow Men” (som Brando også citerede i Apocalypse Now). Han er afhængig af “Fluid Karma”, et designer drug som Baron von Westphalen har eksperimenteret med på soldaterne i Irak.

I scenen her har Pilot Abilene netop taget en dosis “Fluid Karma”, hvilket resulterer i dette:

Scenen har nærmest karakter af et musicalindslag. I musicals er sang og danseindslag ofte et udtryk for tilstande, hvor tilværelsen ikke perciperes, sådan som den normalt gør. Tænk blot på en Fred Astaire, der danser på vægge og loft. Her er det selvfølgelig påvirkningen fra “Fluid Karma”, der giver anledning til en alternativ virkelighedsopfattelse. Scenen har naturligvis også lighed med en musikvideo – understreget af at det er Justin Timberlake, vi ser. Pilot Abilene er en figur, der ligger fjernt fra, hvordan vi normalt ser Justin Timberlake. I denne scene er det imidlertid Pilot Abilene, der træder ind i rollen som Justin Timberlake, fordi det er sådan, vi normalt ser Timberlake. Vi ved, at i musikvideoen mimer han til sangen. Men her er der alligevel noget galt. Timberlake mimer ikke til sin egen sang, men til The Killers “All These Things that I Have Done”.

Scenen er interessant, fordi den er et overraskende indslag i filmen; som et musical optrin i en krigsfilm. Men det mest interessante er spillet med Justin Timberlakes persona. Pilot Abilene er en figur, der står i modsætning til Timberlakes persona, men her optræder han som Timberlake. Det sker dog på en måde, så det netop understreges, at den Timberlake vi kender, er en mediepersona, som han (Timberlake/Abilene) kan træde ind i og ud af efter behag. Så når Justin Timberlake spiller Pilot Abilene, spiller han samtidig Justin Timberlake, en mediepersona, han kan tage på sig, men netop som en figur, han spiller. Og hvor blev Justin Timberlake så egentlig af?

(Tak til Steven Shaviro, hvis indlæg om Southland Tales på Nordisk Sommeruniversitets sommersession i Norge inspirerede til ovenstående.)

Manden i den artificielle reproduktions tidsalder

En af ugens store nyheder har været, at det er lykkes britiske forskere at fremstille kunstig sæd ved hjælp af stamceller. Det har naturligvis vakt opsigt og også en vis bekymring. Medlem af Etisk Råd Klavs Birkholm udtaler således: “Vi har indtil nu opfattet kærlighed og artens videreførsel som meningen med livet – og den har jeg ikke lyst til at skifte ud.” Andre har udtrykt bekymring ved udsigten til, at mænd nu bliver overflødige.

Der er flere interessante aspekter. Det har ofte været hævdet, at videnskaben er mandsdomineret og tjener til at reproducere et verdensbillede, hvor manden er centralt placeret som den, der naturligt dominerer. Men nu er videnskaben tilsyneladende i færd med at overflødiggøre manden. Der er en anden side af dette. Som jeg tidligere har skrevet om, så degenererer det mandlige kønskromosom over tid, fordi y-kromosomet kun kan overføres fra far til søn, mens x-kromosomet kan overføres fra såvel moderen som faderen. Mænd er med andre ord i færd med at forsvinde, så det er godt videnskaben kan finde en erstatning.

Et andet, og nok det mest interessante, aspekt er, at biologisk køn er i færd med at miste sin betydning. Det har været det sidste led, hvor biologisk kønnet reproduktion og sex har hængt sammen, at man har haft  brug for en sædcelle fra manden og et æg fra kvinden. Ganske vist behøver sex ikke længere at have noget med reproduktion at gøre – det kan ordnes i et reagensglas – men der har stadig været et element af biologi involveret. I langt de fleste tilfælde har graviditet være et – eventuelt uønsket – biprodukt ved sex. Det er sjældent vi har sex for at reproducere os. Og nu behøver de to ting slet ikke at have noget med hinanden at gøre.

Det betyder næppe, at mænd og kvinder vil holde op med at dyrke sex. Som sagt så er formålet med sex i de færreste tilfælde at få børn. Men det kan måske betyde, at det monogame, heteroseksuelle parforhold mister sin status som det naturlige. Naturligheden har været hængt op på, at det var det heteroseksuelle forhold, der sikrede menneskehedens overlevelse; eventuelt understøttet af den opfattelse, at det var Guds intention med de to køn. Nu er der ikke længere noget biologisk alibi for det monogame, heteroseksuelle parforhold. Det betyder ikke, at heteroseksualitet forsvinder eller bliver overflødigt. Det er længe siden, at heteroseksualitet var en nødvendighed; det har ikke fået folk i massevis til at opgive at være heteroseksuelle. Det er ikke noget, vi har været af biologisk tvang. Men det kan formodentlig være en gevinst – også for heteroseksuelle – at ‘det naturlige’ ikke længere legitimerer en bestemt form for seksualitet. Det kan måske også være en fordel for rollefordelingen i alle typer af forhold – seksuelle og andre former – at det biologiske køn ikke længere sætter en ‘naturlig’ dagsorden.