Elvis Presleys mest mediefilosofiske sang var ”Return to Sender” fra filmen Girls! Girls! Girls! (1962). Sangen handler, meget banalt, om en mand, der har skændtes med sin kæreste og derfor sender et brev til hende med en undskyldning. Brevet kommer imidlertid retur. Det gentager sig to gange: første gang har han givet brevet til postbudet, anden gang lagt det i postkassen. Begge gange kommer det retur med påskriften: ”Return to Sender/ Address unknown/ No such number/ no such zone”. Nu vil han så personligt overrække brevet til pigen, og hvis brevet kommer retur for tredje gang, så vil han forstå budskabet: ”And if it comes back the very next day/ then I’ll understand – the writing on it/ Return to Sender”.
Det er en klassisk struktur, hvor forløbets centrale begivenhed skal gentage sig tre gange, før der kan udledes en ”morale” af historien. Ud over at det er en undskyldning, så ved vi ikke, hvad der står i brevet eller om det bliver læst. Det der er det essentielle, er ikke indholdet af brevet, men selve udvekslingen: brevet afleveres – medieret gennem postvæsenet og personligt – og det vender tilbage. Når det vender tilbage tredje gang, så er budskabet klart. Men hvad er budskabet? Ja, umiddelbart så vil vi jo tolke det sådan, at brevet vender tilbage, fordi pigen ikke accepterer undskyldningen. Men det fremgår ikke noget sted, at pigen har læst brevet. Vi kan altså ikke uden videre tolke budskabet som en respons på indholdet. Det som teksten siger, er da også noget andet: ”Then I’ll understand – the writing on it/ Return to sender”. Budskabet ligger i to forhold: Handlingen: at brevet vender tilbage – og i skriften på brevet: Return to sender. Der bliver ikke svaret med et nyt brev; altså med et indhold, men der svares ved at lade det samme brev vende tilbage med en udvendig påskrift. Modtageren af budskabet bliver dermed afsenderen. Der er ikke interesse for brevets indhold, fordi budskabet ikke ligger i indholdet; det er ikke det, der ligger skjult inden i brevet, den private meddelelse. Det er i skriften på brevet og ikke i brevet, vi skal aflæse budskabet. Og modtageren af budskabet er ikke den person, brevet er stilet til; vi kender ikke hendes navn og ved i det hele taget ikke noget om hende. Hendes funktion er alene at lade brevet gå tilbage til afsenderen. Hun bliver dermed et medie, der transmitterer et budskab tilbage til afsenderen; nemlig det budskab at det er ham, der er den egentlige modtager. Dermed bekræfter ”Return to Sender” Lacans diktum: Subjektet er selv afsender af det budskab, det modtager fra den Anden.
Det centrale er altså skriften på og ikke i brevet; at brevet vender tilbage – og at det er i kraft af gentagelsen, at budskabet bliver forstået. Påskrift, vende tilbage, gentagelse. Den samme struktur genfinder vi i en anden historie om et brev, Edgar Allan Poes ”The Purloined Letter”. Det er en af de tre fortællinger om detektiven Auguste Dupin. Det drejer sig om et brev, der er blevet stjålet fra dronningen, og hvis indhold ville føre til skandale, hvis det blev afsløret. Dronningen var blevet overrasket af kongen, mens hun sad med brevet, men frem for at gemme det, lod hun det ligge åbenlyst fremme. En minister D- var kommet til stede, og af dronningens nervøse blikke til brevet sluttede han sig til, at brevet var af betydning. Han tog derfor brevet og erstattede det med et andet. Dronningen så tyveriet, men kunne ikke gøre noget uden at henlede kongens opmærksomhed på brevet. Efterfølgende har hun bedt politipræfekten om at skaffe hende brevet igen. Politiet har gentagne gange gennemsøgt ministerens lejlighed uden at finde brevet. Man beder derfor Dupin om hjælp. Han aflægger ministeren et besøg og finder straks brevet, der ligger åbenlyst fremme. Han tager brevet og erstatter det med en kopi; dog med den forskel at han skrevet et citat på brevet, således at ministeren vil indse, hvem hans overmand er.
Også her er der altså tale om et brev, hvis indhold vi ikke kender; og hvor indholdet for så vidt også er ligegyldigt for det, der er på spil i fortællingen. Det spejler sig i, at politiet leder forgæves efter brevet, fordi de går ud fra, at det er skjult. Hvis vi tilsvarende gik ud fra, at fortællingens sande betydning lå i det, der var skjult (brevets indhold), så ville vi heller ikke finde noget. På denne måde er ”The Purloined Letter” en eksemplarisk illustration af det, der er på spil i psykoanalysen. I det mindste ifølge Jacques Lacan, der brugte et helt seminar på Poes fortælling. I psykoanalysen leder man ikke efter patientens problemer i det, der er skjult. Det drejer sig ikke om at finde frem til det fortrængte som et skjult indhold; det fortrængte er altid tilgængeligt på overfladen i form af symptomer, fortalelser, forglemmelser osv. Det fortrængte er altid nærværende i patientens tale, når blot analytikeren har øje – eller øre – for det.
På samme måde er brevet også altid nærværende i Poes fortælling, men om man ser det, afhænger det af den position, man indtager i forhold til brevet. Der er tale om blik-positioner, som kan indtages af forskellige personer. I den strukturelle gentagelse er der tale om de samme positioner, men om forskydning af de, der bærer blikket. Men det er ikke disse bæreres psykologi, der er interessant; de er blot signifianter, som forskydes. Det interessante er den struktur, disse signifianter forskydes indenfor. I realiteten er der tale om to strukturer: en dual, spekulær (eller imaginær) struktur og en triadisk, symbolsk struktur. Den første relation mellem dronningen og kongen er dual og spekulær. Den angår alene objektet – brevet – og blikket, og er således en spatial relation: ses objektet eller ej. Men i det øjeblik ministeren træder ind, bliver relationen triadisk. Nu angår det ikke blot objekt og blik, men også betydning: af dronningens blik slutter ministerens sig til brevets – og blikkets – betydning; hvorved det altså bliver en symbolsk relation. Det er besiddelsen af brevet, der situerer den besiddende i det symbolske – i meningen. Den tredje position er således fortolkningens. Når politiet ikke kan finde brevet hos ministeren trods en nok så minutiøs gennemsøgning, så er det fordi, de forbliver i den spekulære relation; de leder efter brevet i rummet – spatialt. Dupin derimod søger det forsvundne i det symbolske; det forsvundne ‘letter’ – brev – eller bogstav. Politiet finder ikke brevet, fordi de leder efter det, der er skjult; hvorimod Dupin finder det, fordi han ser, hvad der åbenlyst er at se. Dette er analogt til psykoanalysen, hvor det netop ikke er den skjulte mening (‘brevets’ indhold), men det, der bliver sagt, der har interesse.
Signifianten er altid blot en symbolsk repræsentation af et fravær, og er som sådan aldrig på sin plads; dvs. signifianten kan ikke lokaliseres spatialt – i det reelle. Således kommer det brev, ministeren efterlod i stedet for det stjålne, for dronningen til at repræsentere det samme (dets indhold irrelevant) som det oprindelige brev (hvis indhold er ukendt); hun er underkastet en andens vilje og vil fortsat kunne skandaliseres, fordi en tredje kan se brevet. Det er først, når en tredje position er involveret, betydning opstår; fordi det er fra denne tredje position, tolkning er mulig. Derfor læser Lacan “The Purloined Letter” som en allegori over psykoanalysen. Den tredje position er analytikerens i den analytiske situation, hvor han er subjektet, der formodes at vide. Det er det sted – subjektets ubevidste – hvor forskydninger fra signifiant til signifiant finder sted; hvor det ene brev kan substituere det andet. Men som Poes fortælling viser, så er det ikke indholdet af brevet, der er afgørende; men den position indehaveren af brevet indtager. Analytikeren indtager positionen som den, der formodes at vide; men det er i kraft af positionen, og ikke det han ved, at han har magt i den analytiske situation. Tillige viser “The Purloined Letter”, at det først er i kraft af gentagelsen, brevet kan vende tilbage til sin rette besidder. Ordet ‘purloined’ – der på dansk oversættes ‘stjålne’ – er etymologisk sammensat af: præfixet pur (af latin pro) og det franske loing, loingner, longé (af latin longé), dvs. egentlig at for-længe, lægge til side; – fjerne fra sin oprindelige kurs. Brevet når ikke sin destination af den lige vej, men kommer på en afvigende kurs, før det når sit mål. Gentagelsen kommer imellem. Som hos patienten, for hvem en del af ham selv er blevet ham fremmed, og først i overføringsneurosens ageren (gentagelse) kan modtage sig selv fra den Anden, vender brevet først tilbage efter at Dupin har ageret (gentaget) ministerens tyveri. Brevet når sin destination, slutter Lacan sit seminar; hvilket er en forskudt gentagelse af et andet aksiom: subjektet er selv afsender af den meddelelse, det modtager.
Både i ”Return to Sender” og i ”The Purloined Letter” er det afgørende, at brevet vender tilbage med en forskel. I begge tilfælde er indholdet af brevet ukendt og også ligegyldigt; det afgørende er det, der bliver skrevet på brevet. Det kan så lede frem til en anden pointe, Lacan har med at bruge ”The Purloined Letter”. Der er tale om et ’letter’ på afveje, og det kan som bekendt betyde både ’et brev’ og ’et bogstav’. Hos Lacan er bogstavet på afveje som bekendt a – objet petit a. Dette lille a repræsenterer subjektets mangel; det som subjektet begærer hos den anden. Subjektet begærer altså noget hos den anden – den Anden – som er et ”purloined letter”; noget subjektet mangler for at være komplet. Analysen drejer sig således om at bringe dette lille a – dette ”purloined letter” tilbage til subjektet; men analysens pointe er jo tillige med, at subjektet altid allerede er i besiddelse af ”brevet”. Analytikerens indsats er alene at påføre ”brevet” det bogstav – a – der returnerer det til subjektet.
Samme år som “Return to Sender”, 1962, udgav Marshall McLuhan The Gutenberg Galaxy. Også hos McLuhan er der tale om noget, der er blevet fortrængt, men som nu vender tilbage. Ifølge McLuhan så fortrænger Gutenbergs opfindelse af bogtrykkerkunsten det talte ord. Ikke nok med det; den lader også den visuelle sans få en dominerende status på bekostning af de øvrige sanser, hvorved den taktile synæstesi, der kendetegner præ-gutenbergske kulturer, svækkes markant. Det betyder at det organiske forlades til fordel for det mekaniske. Det er ikke skriften som sådan, der fortrænger talen, men den mekaniske, trykte skrift. McLuhan ser derfor Gutenbergs opfindelse som forudsætningen for industrialiseringen.
Den mekaniske, trykte skrift er først og fremmest kendetegnet ved dens repeatability – dens gentagelighed og homogenitet, der efterhånden bredte sig til andre områder og fik afgørende betydning for produktionsformerne og den sociale organisering. Bogtrykkerkunsten førte til en detribalisering af de gamle sociale fællesskaber og til at de gamle stammer blev afløst af nationalstaten. Interessante nok, så førte bogtrykkerkunsten også – ifølge McLuhan – til det ubevidstes opståen. Fordi bogtrykkerkunsten fører til den visuelle sans’ hegemoni, fortrænges de øvrige sanser fra bevidstheden og tvinges i eksil.
Den typografiske og mekaniske æra er imidlertid ved at være forbi. Efter 500 år i Gutenberg-galaksen er vi ved at bevæge os ind i den elektroniske tidsalder. Eksternaliseringen af sanserne skaber en noosfære, en teknologisk hjerne og et sanseapparat for hele verden, hvor menneskeheden retribaliseres i en global landsby. Det talte ord vender tilbage i de nye, elektroniske medier, der nok kan henvende sig til synssansen, men ikke længere lader denne ene sans dominere de andre.
Det talte ord – det orale – vender tilbage, men ikke nødvendigvis som konkret tale; det kan være non-verbalt. Det vender tilbage et andet sted fra, og det opfattes også et andet sted. Sanserne er eksternaliserede og det er således i medieret form, det talte ord – som det fortrængte – vender tilbage. Det er noget velkendt, der vender tilbage, men det gør det i medieret form og er derfor ikke umiddelbart genkendeligt.
Hos Elvis – i ”Return to Sender” – er det et brev, der vender tilbage. Det er det samme brev, men det vender tilbage med en forskel; med en påskrift som fortrængningens mærke. Men hos Elvis formidles budskabet verbalt til os i kraft af stemmen. Det er imidlertid en medieret stemme. Stemmen er Elvis’, men den kommer et andet sted fra: fra mediet (filmen, radioen).
Som McLuhan sagde to år senere: Mediet er budskabet.
Krogholms weblog II 
Seneste kommentarer