Lacans solipsisme

5 04 2007

Et af Jacques Lacans berømte udsagn lyder: ”Subjektet er selv afsender af den meddelelse, det modtager fra den Anden”. Nu udtrykte Lacan sig jo gerne lettere gådefuldt, og dette udsagn er ingen undtagelse. For hvad menes der i grunden med, at subjektet modtager meddelelser fra sig selv? Er det udtryk for en solipsistisk subjektopfattelse? Nej, ikke helt; meddelelsen går i det mindste via en anden. Ikke hvilken som helst anden, men den Anden som det hedder hos Lacan.
I første omgang kan udsagnet betragtes i den psykoanalytiske praksis’ kontekst. Her er det analytikeren, der indtager den Andens rolle. Patienten taler, og analytikeren lytter efter spor af det ubevidste i patientens tale. Det kan f.eks. være i form af fortalelser. Patienten er ikke selv klar over, at han siger noget andet, end han egentlig havde til hensigt at sige. Men fortalelser er ikke tilfældige eller uskyldige. Det er det ubevidste, der meddeler noget gennem sproget. Fortalelsen kan f.eks. være knyttet til traumatisk, fortrængt materiale, som patienten ikke kan blive bevidst om. Det ubevidste kan omgå jeg’ets forsvarsmekanismer ved f.eks. fortalelser. Det fortrængte kommer altså til udtryk, uden at subjektet er klar over, hvad der bliver sagt. Men analytikeren hører det, og kan efterfølgende meddele det til patienten. Meddelelsen bliver altså bragt tilbage til subjektet gennem analytikeren – den Anden – men stammer ret beset fra subjektet selv. Det er det ubevidste, der giver subjektet de oplysninger, det har brug for; men det går via den Anden, før subjektet kan blive bevidst om, hvilke traumer det er, der har plaget det.
På mange måder er det det samme, der gør sig gældende i almindelig dialogisk kommunikation. Hvis man siger noget, og modparten svarer noget helt andet, end man havde forventet, så overvejer man, om man nu også fik sagt det, man havde til hensigt at sige. I den andens svar hører man et ekko af sit eget udsagn. Får man et uventet svar, kan man eventuelt replicere: ”Det jeg egentlig ville sige var…”. Taler folk i et absolut lyddødt rum, bliver deres tale efterhånden usammenhængende, fordi de ikke længere kan høre sig selv i form af ekko eller resonans fra rummet. Man hører ikke, hvad man selv siger, før det vender tilbage til én. Eller tænk på den efterhånden udbredte talemåde: ”Det, jeg hører dig sige, er…”. Her kan man igen opleve, at det den anden har hørt én sige, er noget helt andet end det, man havde til hensigt at sige. Det er altså fra den anden, man hører, hvad man har sagt. Det man hører fra den anden, er det, man selv har sagt; men det er først nu, det man har sagt, bliver en bevidst meddelelse. Det er i det, man hører fra den anden, at man bliver i stand til at verificere sit eget udsagn.
Lacans diktum er derfor det modsatte af solipsisme. Den meddelelse, subjektet så at sige sender til sig selv via den Anden, det er meddelelsen om, at det eksisterer. Men vi kan ikke verificere, at vi eksisterer, uden den anden. Ergo sum bliver til et meningsløst udsagn, hvis ikke det vender tilbage til os fra den anden. Vi taler for at hævde vor eksistens, men taler vi ud i intet, kommer intet tilbage.


Handlinger

Information

One response

22 09 2007
HOW TO KNOWHOW - social innovation! « RASMUS BRØNNUM

[…] det rent faktisk er en anderledens og bredere (global) opfattelse af sig selv. Lacans teorier om Subjektets Subjekt indkredser det meget fint. Vi taler for at hævde vor eksistens, men taler vi ud i intet, kommer […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s




%d bloggers like this: