TV Tomgang

30 04 2007

En 21-årig kvindelig ansat blev dræbt ved en arbejdsulykke i Legoland, da hun ville hjælpe en besøgende. Hun var trådt ind bag afskærmningen og blev ramt af en vogn ved Extreme Racers. En tragisk ulykke i en af landets mest kendte turistattraktioner, så nyhedsmedierne fortæller naturligt nok om hændelsen, der fandt sted i går søndag omkring kl. 18. TV2 Nyhederne havde ulykken med i sin morgenudsendelse i dag mandag. Indslaget blev rundet af med en såkaldt spib (speaker i billedet), hvor det blev meddelt, at kl. 9 ville man sende direkte fra Legoland.
Hvorfor? Hvad er formålet med at sende direkte 15 timer efter, at ulykken fandt sted? Ulykken er tragisk, men der er intet, som tyder på, det er en ulykke som vil berøre andre end de, der på den ene eller anden måde har været tæt på den dræbte. Formålet med at sende direkte er – at sende direkte. Det er efterhånden en udpræget tendens i nyhedsudsendelser – og den er blevet mere udbredt efter af TV2 News er begyndt at sende nyheder døgnet rundt. Et typisk forløb er, at man beretter om en hændelser og så følger op med: “Vi stiller nu om til vor udsendte medarbejder på stedet. NN, hvad er sidste nyt?”. I langt de fleste tilfælde er sidste nyt en gentagelse af det, studieværten netop har fortalt. Den udsendte medarbejder har ikke noget at tilføje, men nu får vi det gentaget direkte. Som CNNs gamle slagord lød: “Live – as it happens”. Problemet med altid at skulle være på direkte er, at det meste af tiden sker der ikke noget. Det meste af tiden er det gamle nyheder, man har at fortælle, men ved at sende direkte fra stedet, kan man simulere en liveness, der giver indtryk af at tingene sker her og nu, mens der i virkeligheden ingenting sker. Det blev glimrende illustreret i DR2s De uaktuelle nyheder, hvor Steffen Brandt som udsendt medarbejder rapporterede direkte fra Århus, hvor der skete absolut ingenting. En gravalvorlig Mikael Bertelsen gentog den sensationelle nyhed: “Netop nu, i dette øjeblik, sker der ingenting i Århus!”
Men man behøver såmænd ikke satire for at fremhæve det absurde i jagten på begivenheder her og nu. Da det for nogen tid siden kom frem, at prinsesse – nu grevinde – Alexandra skulle giftes, sendte TV2 News direkte fra Østerbro kl. 7 om morgenen. Den udsendte medarbejder, der befandt sig på gaden foran prinsessens bopæl, kunne – direkte – fortælle, at der netop var blevet tændt lys i villaen. Dagens kioskbasker var i hus.
Det bekræfter vel i virkeligheden, at Andy Warhol også her var på forkant med udviklingen. I 1964 lavede han som bekendt filmen Empire, en 8 timer lang film der i én indstilling viser Empire State Building. Når nyhedsudsendelser insisterer på at sende direkte døgnet rundt, så bliver effekten hurtigt den samme som at se Empire State Building i 8 timer. Det meste af tiden sker der ingenting, men så pludselig bliver lyset tændt.


Handlinger

Information

6 responses

1 05 2007
Thure Munkholm

– lidt skævt af posten og i en lang parentes tillader jeg mig lige at kommentere på Warhol-delen. Det er nemlig en gammel myte, at de er filmet i en indstilling (dvs. i én uafbrudt optagelse). “Sleep” er optaget på et 16mm Bolex-kamera, der holder ca. 4 minutter (hvis jeg husker rigtigt) film pr. spole – og består således af mange indstillinger (der skiftes endda også undervej. Man ser ikke John Giorno (den sovende mand og Warhols daværende elsker) i samme vinkel – men der skiftes fra krop til ansigt, mm). Derudover er en del af materialet genbrugt, således at flere spoler er blevet brugt to gange i den færdige film – hvorved optagetid og sovetid adskiller sig fra hinanden.
Noget lignende gælder “Empire”, selvom Warhol her (takket være Jonas Mekas) havde fået fingre i et newsreel-kamera (af mærket Auricon), der kunne optage op til 33 minutter ved 24 frames i sekundet. Også “Empire” består således af flere indstillinger, selv om vinklen her er identisk hele vejen igennem (dvs. Empire State filmet fra nogle og fyrre tyvende etage – vist nok fra Time Life Building) – og udgangspunktet var at optage så tæt på real life som muligt (selv om real life og reel life forskydes en smule under spoleskift (et Auricon-kamera var efter sigende hurtigt at skifte film i, således at tiden mellem spoleskift blev minimeret).
Jeg er ikke helt sikker, men jeg mener rent faktisk også, at projektionshastigheden skulle sænkes under visninger i begge tilfælde (og i hvert fald i tilfældet med “Sleep”), således at de viste versioner var langsommere end de optagede.
Så kort sagt er ideen om real life = reel life i Warhols version lidt af en myte – og det er netop de små ændringer, der bidrager til værkernes store fascinationskraft (når man ser – eller måske nærmere oplever- dem) – og gør dem uomgængelige.

1 05 2007
krogholm

Tak for kommentaren, Thure, og for de tekniske udredninger. Det er naturligvis korrekt, at teknologien gjorde det umuligt at filme “Empire” i én, ubrudt indstilling, fordi der skulle skiftes spole. Det samme gælder jo også Hitchcocks “Rope”. Og noget lignende gjorde sig jo også gældende for Warhols malerier. Selvom der var tale om silketryk, der i princippet kunne fremstilles i et uendeligt antal identiske tryk, så var der små “fejl” i de enkelte tryk, der gjorde at der i realiteten ikke var to billeder, der var ganske ens.
I forhold til mit argument må jeg dog insistere på, at det er princippet eller “ideen” bag “Empire”, at den skal fremstå som én indstilling, og at det den samme forestilling, der går igen i ideen om, at man kan sende nyheder “Live – as it happens”. Men netop “fejlene” i Warhols film understreger jo, at det er en illusion. Mediet kan ikke være transparent; man kan ikke sende uredigeret fra virkeligheden.

1 05 2007
Thure Munkholm

Hej Claus.
Selvfølgelig har du ret i, at pointen er den samme i dette tilfælde. Der er naturligt – og nørdet – navlepilleri fra min side at gå i kødet på myten om den enkelte indstilling. Sammenligner man de to, er det da også tydeligt, at Empire i højere grad, som du siger, giver indtrykket af at være en enkelt indstilling i real life (i det eksisterende fragment på 60+ minutter er det også svært at se, hvor de to spoler er splejset sammen. Jeg har i hvert fald ikke kunnet se det). Mht Sleep er jeg mindre sikker. Her er ikke mindst projektionshastigheden, gengbruget og de mange “mini-handlinger” med til at skabe en film, hvor det er fejlene, som du kalderne dem, der bærer betydningen (og oplevelsen) mere end den på illusionsplanet ubrudte indstilling. Selvfølgelig spiller mediets begrænsninger ind i konstruktionen – og det er warhol jo den første til at udnytte. Her som i silketrykkene. Men spørgsmålet er i hvilken grad denne medialitet enten bruges eller skjules.

3 05 2007
Claus Krogholm

Well, det er ikke nødvendigvis navlepilleri. Det er jo ikke helt ligegyldigt. Jeg har tjekket, og det er korrekt at både “Sleep” og “Empire” er filmet med 24 frames per second, men skal vises med 16 fps. Det er i fin tråd med den tidligere post “Warhol som ost” (se også Erik Steinskogs kommentar til denne). Så selv om indtrykket umiddelbart er, at man ser Empire State Building i én indstilling og som om, man så bygningen direkte fra et vindue, ja, så ser man altså såvel temporalt som spatialt forskudt: altså medieret. Det er jo sådan set også min pointe omkring brugen af “direkte” i nyhedsudsendelser. Man vil gerne give indtryk af, at man er tilstede her og nu, men det er altid medieret. Mediet er ikke transparent, det er ikke et vindue. Det er denne medialitet, Warhol er bevidst om, men som nyhedsudsendelserne i hvert fald forsøger at lade som om ikke eksisterer. Sjovt nok så var allerede Johannes V. Jensen opmærksom på noget lignende, da han kritiserede J.P. Jacobsen og naturalismen for at ville beskrive verden som om man så den gennem et vindue. For Johs. V. Jensen var det vigtigere at være opmærksom på vinduet i sig selv.
Vi har måske bevæget os fra McLuhans Gutenberg Galaxy til The Warhol Galaxy.

8 05 2007
Thure Munkholm

Din post fik mig rent faktisk til at pille Empire ned fra reolen igen – eller det vil sige det fragment, der har overlevet (next stop Sleep, som det er længere tid siden, jeg har set). Og det er ikke for at flytte diskussionen (igen), men det slog mig bare, hvor voldtaget den film er i kraft af sin postulerede “funktion”. Vinduet er bestemt det vigtigste her – og i og med, at filmen kun sjældent ses (men ofte omtales), er det forsvundet ud af diskussionen. Det var i første omgang også derfor, jeg hæftede mig ved frame speed’en (16 fps er forresten stumfilmshastighed – ikke at jeg ved, om det har betydning – i modsætning til 24, der lydfilmsstandard i USA (25 i europa)).
Et par korte kommentarer efter gensyn: Empire er en utrolig smuk film, der er meget møjsomt komponeret, men den er også filmet med en filmtype, med stor kornethed og lav kontrast, hvilket har den konkrete funktion af det udsnit (igen – det er ikke hele bygningen) af Empire State, vi ser, bliver til en abstrakt geometrisk form. Det er især tydeligt i den overleverede nattesekvens, hvor omridset af bygningen er forsvundet i farvespillet fra vinduerne og konturerne i mørket. Og på den måde er der også en direkte knytning til den underground filmscene, Warhol var tilknyttet i de år (Jonas Mekas, bølgens overkurator, står får kameraarbejdet på Empire). En bølge for hvem et af de store (spørgs)mål var den formelle abstraktion foretaget på baggrund af filmede objekter (Mekas, Brakhage, Schneeman, etc – for forgængere er en sammenligning med Ballet Mécaniques geometriske køkkenudstyr måske lige for). Og det er jo en forskel fra osten, der stadig kan ses forholdsvis naturalistisk. Og måske derfor har Empire større link til Gordons 24 Hour Psycho (for nu lige at få Eriks eksempel med), hvor de enklete billederne forløber _så_ langsomt, at de får en semi-abstrakt karakter hver for sig. Men forskellen er også til at tage at føle på, for det, Gordon gør, er at nedokge en abstraktion (enkeltbilledets singularisering) af en fortælling (Psycho), hvor Warhol er mere brutal og dirkete, idet han fremhæver det abstrakte ved en naturlistisk skildring. Og så er vil tilbage til vinduet som værende vigtigere end det, vi ser igennem det.
Empire spiller helt naturligt på begge af de to aspekter. Et konceptuelt (dvs. medieringen i og af realtid, hvad enten den er den filmede sekvens’ eller publikums) og et visuelt (dvs. vinduet, der her består af en formel abstraktion) – der fordi filmen sjældent ses også kun alt for sjældent regnes med i den ligningen, der hedder “Empire”. Medieringen er her således ikke kun et spørgsmål om en definitorisk mediering, men også om en bevidst visuel abstraktion. En abstraktion, som jeg umiddelbar vil mene hurtigt bliver langt vigtigere end alt andet i værket – og som jeg ikke mener er til stede i samme høje grad i Sleep. Men det må jo komme på prøve i næste uge.

9 05 2007
Claus Krogholm

Ja, jeg må tilstå, at jeg har brugt myten “Empire” snarere end filmen (som jeg ikke har set i årevis). Til mit forsvar vil jeg dog hævde, at Warhol selv bidrog til myten og den “naive” læsning af filmen. Han yndede at fremstille sig selv som en ubehjælpsom amatør, der var for doven til at gøre andet end at stille kameraet op og trykke på start. Han omtalte forøvrigt filmen som “an eight-hour hard on”. Men Warhol var nok ikke så ubegavet, som han gerne fremstillede sig selv.
Der er også en anden dimension, der har betydning – ved siden at de ting, du så glimrende får fremhævet. På en måde kan “Empire” sammenlignes med John Cages “4’33”. Det handler lige så meget om publikums reaktion på filmen. Gerard Malanga fortæller, at Warhol så på publikum i stedet for filmen, når den blev vist. “Empire was a movie where nothing happened except how the audience reacted.” Publikums reaktion bliver på sin vis til filmens “handling”, på samme måde som publikums reaktion, lyde og støj bliver til “musikken” i “4’33”.
Men for at vende tilbage til udgangspunktet, så var min pointe, at direkte tv og tv-nyheder hverken er “live as it happens” eller realisme, lige så lidt som Warhols “Empire” er realisme, som du så fornemt for redegjort for. Der er tale om en de-realisering, som Warhol nok var en hel del mere bevidst om end de fleste tv-journalister.
Sjovt nok, så er vi næsten ved at have afsløret som Warhol som en slags brechtianer.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s




%d bloggers like this: