Jack Is Back!

28 05 2007

Ikke Bauer, men Sparrow, Jack Sparrow. Pirates of the Caribbean: At World’s End er her og den skuffer ikke. Det er lidt for fristende at bruge maritime metaforer, så lad os bare sige, at alle sejl er sat i denne tredje Pirates-film. Der er bare mere af alt: flere intriger, flere effekter – og flere Jack Sparrow’er.

Pirates III er en velgørende påmindelse om, hvad film også er: Underholdning og intet andet end underholdning. Det er værd at erindre, at i filmens barndom var det noget man så på markedspladser og i omrejsende tivolier. Det var en forlystelse blandt mange andre. Sidenhen blev film også til kunst og der er blevet lavet mange, fremragende film som er stor kunst. Det er som oftest også disse film, der bliver trukket frem, når der skal skrives filmhistorie. Så selv om filmen i sit udgangspunkt startede et helt andet sted, så har der været en tilbøjelighed til, at også filmen har adopteret det hierarki, der siger, at noget er kunst og dermed bedre end andet, der “kun” vil være underholdning.

Det hierarki er blevet anfægtet af en række af de instruktører, der brød igennem i 70’erne. Martin Scorsese taler lige så gerne om b-film som om neo-realistiske klassikere, når han skal redegøre for sine inspirationskilder. George Lucas og Steven Spielberg er gået skridtet videre og har lavet film, der er hyldester til de gamle b-film uden kunstneriske aspirationer. Uden at det skal ophøjes til filmkunst, så har de vist, at det er muligt at lave velfungerende film af høj kvalitet, også selv om ambitionen ikke er til andet end at ville underholde. Underholdning behøver ikke at være en undskyldning for dårligt håndværk.

Pirates of the Caribbean er – som det nok er de fleste bekendt – baseret på en af forlystelserne i Disneyland. Dermed er det også en film, der så at sige går tilbage til filmens rødder. Pirates III lever i højere grad end de to første film op til denne arv: det er en ren rollercoaster-ride. Der lægges plot på plot, alle bedrager alle og det bliver stort set umuligt at holde rede på alle forviklingerne. Filmen tillader sig også at se stort på om alle tråde bliver udredt. Der er ingen grund til at spilde tid – skønt filmen varer næsten tre timer – på den slags, når formålet alene er at underholde og bringe os videre til næste spektakulære indslag. I sin anmeldelse af filmen i Jyllands Posten skrev Johs. H. Christensen: “Vil man absolut se en dybere betydning i filmen, kan den med sin kaotiske, splittede stil og absurde historie nærmest opfattes en allegori over situationen i Mellemøsten.” Ja, måske, men så er det måske også bedre at lade være med at se en dybere betydning i filmen. Den er først og fremmest en overlegen demonstration af, hvad man også kan med film, når man ikke lader sig hæmme af parametre som ‘kunstnerisk kvalitet’, sammenhæng, sandsynlighed, troværdighed osv., men bare lader den trække på hele det apparat, der er til rådighed, når der skal skabes underholdning. Det kan være en farlig strategi, og mange film falder sammen på den konto. Men Pirates III lykkes.

Der er dog en faktor, der for alvor gør, at Pirates of the Caribbean hæver sig over så mange andre film i klassen – og det er Johnny Depp som Jack Sparrow. Det oprindelig oplæg var en mere romantisk film med Elisabeth Swann og Will Turner (Keira Knightley og Orlando Bloom) som hovedpersoner og Jack Sparrow blot en biperson. Men det blev hurtigt klart, at Johnny Depps inkarnation gjorde Jack Sparrow til den centrale figur i filmene. Det er velkendt, at Johnny Depp har baseret sin figur på Keith Richards (der her dukker op som Sparrows far), men Jack Sparrow er med sine løse håndled og femine bevægelser også en særdeles queer pirat. Det kan diskuteres, om det er Elisabeth eller Jack, der er den egentlige pirate queen.

Jack Sparrow er det, man kalder en flad karakter. Der er ingen dybde, ingen psykologi – og absolut ingen moral – i denne figur. Man kan sammenligne med Peter Parker aka Spider-Man – bogstavelig talt en tegneseriefigur – der trods alt er udstyret med en vis dybde i form af fortid, samvittighed, følelser og moral. Det endda i en sådan grad, at det i Spider-Man III er tæt på at gøre filmen for alvorstung. I Jack Sparrow-figuren bliver alt på overfladen. Ikke desto mindre formår Johnny Depp at gøre det til en levende og fascinerende figur. Han blev nomineret til en Oscar for sin præstation i den første Pirates, hvilket er ganske usædvanligt for en karakter af denne type. I Pirates III følges han til dørs af Geoffrey Rush, hvis Captain Barbossa heldigvis også er genopstået fra de døde. Barbossa er en mere renlivet karikatur, men frydefuldt overspillet af Geoffrey Rush.

Det er annonceret, at Pirates III er den sidste i rækken. Men filmen mere end lægger op til, at det kan fortsætte. Hvis ellers niveauet holder, så lad os bare få en tur mere i rutschebanen.


Handlinger

Information

One response

4 11 2008
Den flygende hollender og andre sjømenn « Steinskogs Weblog

[…] Krogholm har ellers skrevet om At World’s End, og han påpeker hvordan Jack Sparrow (Johnny Depp) er en relativ queer […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s




%d bloggers like this: