Hvad sker der med os mænd?

22 06 2007

Ovre på Torben Sangilds weblog kører der netop nu en debat om et af kønskampens helt centrale emner: Toiletbrættet – skal det være oppe eller nede? Den debat skal ikke tages op her (deltag i stedet ovre hos Torben), men en af præmisserne for debatten er vel, at kvinder i et vist omfang har fået gennemtrumfet en konsensus om, at toiletbrættets korrekte position er nede. Et nedslået toiletbræt er dermed et signifikant billede på den emaskulering af hankønnet, der har fundet sted de sidste 30-40 år.

“Hvad sker der med os mænd?”, spørger en ung mand i Carlsbergs nye kampagne for “Vores Øl”. Her er præmissen igen, at vi – mænd – har glemt – eller undertrykt – en række af de traditionelt maskuline værdier. “Har vi glemt den indre drengerøv midt i bekymringerne om pensionsopsparing og farven på skabslåger?”, spørges der videre. “Har vi glemt magien ved en glidende tackling på en våd græsplæne? Har vi glemt hvem vi er?”. Svaret på denne krise for hankønnet er naturligvis Carlsberg. Drik Carlsberg og genfind din indre drengerøv. Kønskampen er ikke tabt. “Vores Øl! Vores kamp!”

Kamp-metaforen gælder dog ikke kun kønskampen. Scenen for den første reklamefilm i kampagnen er en fodboldkamp i Parken. Det er fodboldkampen, der er den sidste bastion for et autentisk fællesskab blandt mænd – selvfølgelig suppleret med Vores Øl. Begivenheder siden kampagnens start har dog – desværre for Carlsberg – formået at underminere det glade budskab.

Reklamefilmen starter med at en gruppe unge mænd – alle med en øl i hånden – udveksler sigende blikke, hvorpå den ene – vor helt – kravler over barrieren og vandrer ind på banen. Allerede her går det jo galt. Han stiller sig på en ølkasse midt på banen og stiller de – retoriske – spørgsmål, der allerede er nævnt ovenfor. Budskabet går ind hos tilskuerne, der bryder ud i jubel. “Kom nu ind i kampen!”, opfordrer den unge mand og tilskuerne skåler som tilkendegivelse af tilslutning. Kampen er i gang.

En anden ung mand, der havde fattet budskabet, kom ind i kampen, da Danmark for nylig mødte Sverige i Parken. Han havde øjensynlig glemt alt om pensionsopsparing og farven på skabslågerne. Derimod havde han tydeligvis taget godt for sig af Vores Øl. Her var der endelig én, der ikke havde glemt den indre drengerøv (der dog havde tillagt sig ølvom). Nu skulle, ikke svensken, men dommeren ha’ da’da’. Derefter var det dog som om kampen fusede lidt ud. Var det virkelig en sejr for hankønnet? Os mænd? Vores Øl?

Hvad er det, der sker med os mænd? Selv når vi slipper den indre drengerøv løs, går det galt, og vi fremstår som lallende, ølbøvede idioter. Svaret er ikke Vores Øl. Det er genetisk. Som bekendt karakteriseres hankønnet ved sine xy-kromosomer og hunkønnet ved xx-kromosomer. De to køn har altså x-kromosomet tilfælles, mens y-kromosomet er eksklusivt for hankøn. Det betyder, at y-kromosomet kun kan viderebringes fra far til søn, mens x-kromosomet kan komme fra såvel far som mor. Det betyder, at y-kromosomet – fordi det aldrig blandes – med tiden degenererer og til slut helt vil uddø. Det er det, der sker med os mænd. Vi er i færd med at uddø. Den proces kan ikke rettes op med Vores Øl. Det betyder ikke, at hankønnet som sådan vil uddø, men det vil blive et hankøn uden y-kromosom. Emaskuleringen er altså ikke kvindernes skyld, men skyldes at os mænd fra starten af har været udstyret med andenrangs genetisk materiale.

Så drop det, B.S., Carl Mar og Carlsberg. Vores kamp er tabt! Slå bare brættet ned.


Handlinger

Information

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s




%d bloggers like this: