Må den næstbedste mand vinde

30 07 2007

Så sluttede Tour de France og Alberto Contador stod i Paris som vinder. Fortjent, omstændighederne taget i betragtning. Mens det stadig er usikkert, hvem der vandt i 2006, kan man måske gøre sig lidt betragtninger over, hvordan et moderne cykelløb vindes.

Contador har vundet uden “at køre sig i trøjen”, som det hedder i den jargon. Trøjen blev som bekendt taget fra Michael Rasmussen og givet til Contador. Det er måske netop den ny strategi. Kører man sig i trøjen, bliver man automatisk mistænkt for brug af doping og udsat for hele den spanske inkvisition. Og mistanken er, som vi har set, nok til at fælde en mand. Den mistænkte er skyldig indtil det modsatte er bevist, og hvordan beviser man, at man ikke har brugt doping? At man aldrig er testet positiv, beviser ikke noget som helst. Så kommer man bare under mistanke for at have snydt dopingkontrollen, og det er lige så slemt. Før eller siden ryger man ud på indicier.

Så strategien må være at lægge sig bag den gule førertrøje og så vente. Man skal ikke køre sig i trøjen, men blot afvente at den rytter, der har været så ubesindig at køre sig i trøjen, bliver fældet. Det bliver det nærmeste, man kommer på at kunne bevise, man ikke er dopet: at man ikke har evnet at køre sig i trøjen, men har fået den ved forfald. Den næstbedste er vinderen.

Reklamer




Tour de Farce

26 07 2007

Med Michael Rasmussens exit står Tour de France igen i år uden vinder. Jo, formelt vil der sikkert stå en mand i gult, når løbet slutter, men det vil være en sejr ved frafald. Tour de France bliver vundet af den, der ikke bliver taget i dopingkontrollen eller løgnedetektoren.

Hvad er det, der får topprofessionelle cykelryttere til at udvise så idiotisk adfærd? Er der tale om en ganske særlig mental kondition, der gør cykelryttere monomant fokuserede på at vinde og dermed blinde for alt andet i denne verden? Alle ved at etapevinderen bliver dopingtestet. Alligevel så vi sidste år Floyd Landis og i år Vinoukurov bruge doping for at komme tilbage i et løb, der ellers syntes tabt. Etapesejren er som en hellig gral, der gør alverdens fornedrelser, fordømmelser og forbandelser ligegyldige. Disse cykelryttere må være i stand til fuldstændig at ignorere, hvad resten af verden mener om deres sejr. I deres egne øjne har de vundet, og så kan alt andet være lige meget.

Over for disse cykelryttere står så arrangører, kulturministre, journalister og andre, der tror, at et Tour de France uden doping er muligt. Er det mindre virkelighedsfornægtende? Dopingkontrollen er i dag rimeligt velfungerede. Det kan ses af den stribe af ryttere, der er blevet afsløret. Det har bare ikke nogen præventiv effekt. Udsigten til at blive afsløret og skandaliseret afholder ikke ryttere fra at dope sig og lyve. At blive ved med at insistere på en ren sport er derfor en kamp mod vindmøller.

Den franske absurdist og proto-surrealist Alfred Jarry skrev i sin roman Le surmale (1902) om en gruppe af cyklister, der var fastgjort til deres fem-personers cykel. De kører på en diæt af alkohol og stryknin, hvilket gør det muligt for dem at opnå en hastighed af 300 km/t. Undervejs på deres vanvittige tur gennem Europa og Asien dør en af rytterne, uden at det bliver bemærket af de øvrige, der blot racer videre med den døde på cyklen. Året efter Jarrys roman, 1903, blev det første Tour de France kørt. I dag er det åbenlyst, at det er efter manuskript af Jarry. Tour de France er lige så absurd som Jarrys værker.





Oblomoveri

21 07 2007

Bent Vinn Nielsen skrev for et par uger siden om begrebet “oblomoveri” i sin klumme Vinn & Skæv i Information. Begrebet har sit navn efter Oblomov, en figur i en russisk roman. Oblomoveri betyder “træghed, det modsatte af omstillingsparathed, jævn dovenskab, mangel på realisme, uvilje mod at tilpasse sig.” Det lyder nærmest som en karakter i en af Bent Vinn Nielsens egne romaner.

Det er også karaktertræk, der signalerer det stik modsatte af, hvad der kræves af os, hvis vi skal klare os i globaliseringen. Oblomoveri må være Helge Sanders værste mareridt. Oblomov ville være en dissident i vidensamfundet. Alene af den grund bør han have vor sympati.





Hvad sker der med os mænd? III

17 07 2007

Det er ved at udarte til en føljeton, men der bliver ved med at dukke eksempler op på mænds tåbelige adfærd. Et af de seneste er fartklubben.dk, en forening der tilbyder at betale medlemmernes fartbøder. Nu er fartbøder naturligvis ikke kønsspecifikke, men jeg har en fornemmelse af, at det vil være en klub med stor overvægt af mandlige medlemmer.

Fartklubben understreger, at man skam ikke opfordrer folk til at køre for hurtigt. Argumentet for klubben er det ofte hørte, at der er mange vejstrækninger, hvor man godt kan køre hurtigere end de gældende hastighedsgrænser tillader, uden at det vil være til fare for færdselssikkerheden. Desuden bruger man det argument, at politiets fartkontrol i virkeligheden blot er en pengemaskine, der skal skaffe penge i statskassen. Politiet foretager fartkontrol på steder, hvor bilister vil være tilbøjelige til at køre for hurtigt (!), så man kan være sikker på at få udskrevet flest mulige bøder.

Argumentet om pengemaskinen er tåbeligt. Man får det til at lyde som om, politiet lægger fælder ud for sagesløse bilister og nærmest lokker dem til at køre for hurtigt. Som om det var en betinget refleks hos bilister; man ser en fartkontrol og straks må man mod sin vilje træde speederen lidt mere i bund.

Her er et godt råd – og ganske gratis. Hvis man ikke bryder sig om, at politiet ekspederer fartsynderes penge over i statskassen, så overhold hastighedsbegrænsningerne. Ikke alene kan man spare kontingentet til Fartklubben, man får heller ikke nogen bøder. Det er måske ikke et argument, der bider på en testosteron-pumpet ungersvend med flere promille Vores Øl i blodet, men det virker for alle andre. Og så er det som sagt gratis.





Trusselsbillede

13 07 2007

“Aldrig mere en 9. april!” Sådan lød det efter 2. verdenskrig. Aldrig mere skulle Danmark stå uforberedt, når fjenden nærmede sig grænsen. Derfor fik vi i 1949 Hjemmeværnet, der skulle støtte det egentlige forsvar i tilfælde af en invasion. Den Kolde Krig var begyndt og trusselsbilledet forekom reelt. Man vidste aldrig, hvornår den kolde krig blev varm og østblokken stod ved grænsen.

Siden faldt Muren, Jerntæppet og Sovjetunionen. Man begyndte at spørge, om Hjemmeværnet stadig havde en rolle at spille. I dag udkæmper vi vore krige i Irak og Afghanistan, så hvad skal vi med Hjemmeværnet?

SF har svaret. Sæt Hjemmeværnet ind mod de horder af iberiske dræbersnegle, der hjemsøger de danske haver og skove. Og når den opgave er løst, kan man måske foreslå, at Hjemmeværnet går til kamp mod skovflåten. Så kan vi igen færdes trygt i naturen.

Sådan ser det opdaterede trusselsbillede ud i dag, fredag den 13. juli 2007.





IC4

10 07 2007

Det har været lidt af en hvid elefant, men nu er der i det mindste ét IC4-tog på skinnerne. Der er tale om såkaldt overvåget prøvekørsel mellem Århus og Aalborg. IC4 er, som det nok er de fleste bekendt, allerede flere år forsinket og der kommer angiveligt til at gå en rum tid endnu, før det bliver sat ind i fast drift – og endnu længere tid før samtlige 83 togsæt er klar. Så det må hellere være ventetiden værd.

Det er det! Jeg har haft lejlighed til at køre med IC4-toget. Ganske vist kun på en kort strækning, så min vurdering må tages med visse forbehold. Men det var en god oplevelse.

Den første oplevelse er allerede når toget nærmest svæver ind på stationen. IC4 er et umådeligt smukt tog. Den italienske oprindelse fornægter sig ikke i togets design (ligesom den italienske herkomst manifesterer sig – på mere negativt facon – i de mange produktionsforsinkelser). IC4 er designet af Pininfarina, der bl.a. også designer Ferrari. Billeder yder ikke toget retfærdighed. Det skal ses på skinner. Elegancen fortsætter indvendigt, hvor designet er en opdatering af den funktionelle stil fra IC3-togene (se mere om IC4s design her). Og så er der lyden. Da IC3 kom for 20 år siden, var de støjsvage i sammenligning med de gamle tog. Sammenlignet med IC4 forekommer de nu ret støjende. Og endelig er der så selve køreoplevelsen. Som sagt, så synes IC4 nærmest at svæve på skinnerne – i hvert fald der, hvor skinnerne er i orden, hvilket de jo langt fra er overalt. Men engang ad åre, når skinnenettet er renoveret og IC4-togene er køreklar, så får den æstetiske oplevelse af togrejsen et tiltrængt løft.

Lyder ovenstående som et reklameskrift fra DSB, så skyldes det måske at jeg efterhånden er dødtræt af at høre alle mulige brokke sig over DSB. Det er blevet noget ganske selvfølgeligt, at man giver DSB skylden for alle problemer med togdriften i Danmark, uagtet at DSB hverken har ansvaret for skinnernes tilstand eller at Ansaldo Breda arbejder på italiensk. Da der for en stund var sommer i juni, og togene derfor kørte med forsinkelser, kommenterede en ung mand med den efterhånden udslidte kliché: “Det kommer åbenbart bag på DSB, at det bliver varmt om sommeren!” Nej, det gjorde det faktisk ikke. DSB havde flere dage i forvejen advaret om, at der kunne opstå forsinkelser og havde derfor udsendt en nødkøreplan. DSB var velforberedte, men det er åbenbart en så indarbejdet refleks, at alle problemer med togdrift automatisk udløser udsagn a la: “Det er også typisk DSB”.

DSB kan uden tvivl blive bedre til mangt og meget, men den til tider skandaløst ringe togdrift skyldes først og fremmest, at der ikke er politisk vilje til at investere i moderne og velfungerende kollektiv trafik. Det er ellers det helt indlysende svar på en hel række af problemer: bilkøer på indfaldsvejene til alle større byer, parkeringsproblemer, CO2-udslip osv. Men der er åbenbart mere politisk prestige i at anlægge flere motorveje og bygge broer.

Jeg kan ikke hidse mig op over, at IC4-togene er forsinkede. Der er langt større skandaler i den kollektive trafik. Men jeg glæder mig til at se IC4 fast på skinnerne. Der er en dansk tradition for at hylde toget. H.C. Andersen og Johannes V. Jensen var begge begejstrede skildrere af dette modernitetens fremmeste symbol. Jeg skal ikke gøre mig til deres lige, men blot konstatere, at med IC4 får vi det smukkeste tog i verden.





Hvad sker der med os mænd? II

10 07 2007

Lidt opfølgning på den tidligere post om, hvad der sker med os mænd. Der er kommet yderligere forklaringer. Ifølge Berlingskes Business.dk, så fører et højt indhold af det mandlige kønshormon testoteron i blodet til, at man(d) træffer irrationelle og ulogiske beslutninger. For at tage et tilfældigt eksempel: man(d) beslutter sig for at løbe ind på banen og tæve dommeren. Måske Carlsberg burde sætte en advarsel på deres ølflasker: Vores Øl og testoteron kan føre til ulogiske beslutninger og irrationelle handlinger.

Der er dog udsigt til, at der i fremtiden vil blive truffet flere rationelle og logiske beslutninger. Som nævnt i den første post, så degenererer det mandlige kønskromosom xy for til sidst helt at forsvinde. Ikke nok med det. Det kvindelige kønshormon østrogen findes i så mange produkter, at også mænd efterhånden får et forhøjet indhold af østrogen i blodet på bekostning af testoteronen. Og det må da betyde, at der vil blive truffet færre ulogiske beslutninger. Eller hvad?