Elvis Aron Presley 8/1 1935 – 16/8 1977

16 08 2007

Det er nok ikke forbigået nogens opmærksomhed, at det i dag er 30 år siden Elvis Presley døde. Som Greil Marcus bemærker i sin bog Dead Elvis: A Chronicle of a Cultural Obsession (1991), så er Elvis mere levende i dag, end han nogensinde var, mens han levede. “Elvis is everywhere, man. Elvis is in the air, man”, som Mojo Nixon synger, mens han fremsætter sin teori om, at evolutionen vil betyde, at vi alle vil udvikle os frem mod “perfect elvisness”. Elvis er blevet et kulturelt ikon uden sidestykke. Og nu vil en dansk Elvis-fan(atiker) bygge en tro kopi af Graceland i Randers (der i forvejen har en regnskov, så hvorfor ikke).

Ved sin død blev Elvis af mange set som en overvægtig, afdanket has-been med et misbrugsproblem og en mere end tvivlsom Hollywood og Las Vegas karriere. Elvis havde lavet et par gode plader i 50’erne, men var så blevet grebet af kommercialismen og havde solgt ud. Da han efter en række halv- og heldårlige film vendte tilbage til koncertscenen, var det – med en enkelt undtagelse – som en parodi på sig selv i groteske Las Vegas shows.

Man glemmer let, at tilbage i 50’erne var Elvis den mest kontroversielle amerikanske rockmusiker – mindst lige så kontroversiel som Marilyn Manson var i slutningen af 90’erne. Hvis ikke mere. Elvis’ karriere begyndte som bekendt i Memphis, Tennessee og i Sam Philips’ legendariske Sun Studios. Dette var det racedelte Syden, og det kontroversielle ved Elvis var, at han ikke alene sang ‘sorte’ sange. Han lød også sort. Af samme grund nægtede mange hvide radiostationer at spille Elvis – også efter det var fastslået, at han var hvid. Sidenhen kom den lige så kontroversielle tv-optræden, hvor Elvis som bekendt kun blev vist fra livet og op.

Det mest kontroversielle var nok i virkeligheden ikke, at Elvis lød sort, men måske snarere at han ikke lød sort nok. Elvis har selv forklaret, at han fik sin musikalske opdragelse ved at lytte til radio, hvor han både lyttede til sorte og hvide radiostationer – og dermed til genrer som blues, gospel, spirituals på den ene side og bluegrass, country og western på den anden. Hans egen sangstil blev et unikt konglomerat af alle disse genrer. Det kontroversielle var, at Elvis kunne synge blues med country frasering og bluegrass, så det lød som gospel. Denne “racial cross-dressing” var uhørt i Syden. Havde Elvis lydt enten entydigt hvid eller entydigt sort, så havde man kunnet placere ham. Nu hørte man i stedet en tvetydig stemme, der gav ekko af en række ellers uhørte stemmer: de fattige sorte og ‘the white trash’ – to sydstatskulturer, der ellers var fortrængt fra enhver kulturel offentlighed. Det farlige ved Elvis var, at han nu inficerede den amerikanske ungdom med degenererede kulturers degenererede musik. Det var svært at sige, hvad der var værst: den sorte musik eller ‘white trash’. I sydstaterne var det ‘naturligt’ at sorte var fattige, men hvide, der klarede sig dårligere end de sorte, det kunne kun forklares med degeneration. Derfor gjaldt det for alt i verden om, at denne degenererede kultur ikke bredte sig til resten af det hvide samfund. Og derfor var Elvis kontroversiel og farlig.

Elvis blev tæmmet og endte som selve indbegrebet af den amerikanske drøm: den fattige, hvide dreng fra Syden der voksede op og blev ‘The King of Rock’n’ roll”. Men det skal ikke glemmes, at Elvis var en afgørende faktor i nedbrydningen af en række såvel sociale som kulturelle grænseskel, der stod meget stærkt i 50’erne, men som for alvor blev løbet over ende i 60’erne. Elvis havde ikke noget politisk projekt, men formåede i 50’erne alligevel at udfordre en række af de politiske institutioner, der 10 år senere blev sat under et langt mere direkte politisk pres og i mange henseender blev radikalt forandret.

Elvis er i dag en mytisk figur i den amerikanske kultur, der ellers i mange henseender savner en mytologi. Som Nick Cave synger i sin hyldest til Elvis: “A King is born in Tupelo”!


Handlinger

Information

5 responses

16 08 2007
Erik Steinskog

Det er klart at kongen skal feires. Samtidig, muligens med noen tillegg, og her følger noen få utvalgte sitater.
Da Madonna møtte k.d. lang for første gang, skal hun ha sagt: “Elvis is alive – and she’s beautiful!”
Og i tillegg må jeg jo, ikke minst i forbindelse med “racial cross-dressing” innom Public Enemy’s “Fight the Power” (1989) og Living Colour’s “Elvis Is Dead” (1990). Som Chuck D rapper: “Elvis was a hero to most / But he never meant shit to me” mens Living Colour, som sampler “Fight the Power” fortsetter etter “Elvis was a hero to most” med ” but that’s besides the point / a black man taught him how to sing / and then he was crowned King.” Dermed har vi fått med oss cross-dressing av en slags og racial cross-dressing. Og jeg synes det er riktig interesant hvordan disse dimensjonene har blitt værende ved Elvis også helt til i dag.

16 08 2007
Claus Krogholm

Så må vi også lige have med, at det er Madonnas fødselsdag i dag. Hun bliver 49.
Cross-dressing temaet kan tages endnu længere. Rock har jo blandt meget andet også været en leg med og udfordring af stereotype kønsidentiteter, hvilket jo om nogen David Bowie (der deler fødselsdato med Elvis. Coincidence?) har stået for. Men også her var Elvis på mange måder foregangsmand (!?). Allerede før han udgav plader, farvede han sit hår, brugte mascara og optrådte i orange jakke og limegrønne bukser. Dette vel at mærke, når han optrådte for et publikum, der for en stor dels vedkommende bestod af truckdrivers og country-fanatikere. Elvis var vel nærmest queer avant la lettre. Når han så tilmed sang “Hound Dog”, en sang hvis persona er en sort kvinde, så er billedet vel nærmest fuldendt.

26 10 2008
Jimmi Michelsen

Kære Claus Krogholm

Kan du hjælpe mig med et meget enkelt formuleret – men nok ikke helt ukomplekst – spørgsmål:

Hørte de sorte Elvis? Eller var hans publikumsskare raceopdelt?

Venlig hilsen
Jimmi Michelsen

27 10 2008
Claus Krogholm

Hej Jimmi
Ja, det er lidt kompliceret, men meget tyder på, at Elvis havde et sort publikum – i hvert fald i den tidlige fase af sin karriere. Det er kendt, at Elvis havde svært ved at få sine plader spillet på mange radiostationer i Sydstaterne, fordi han lød sort. Men det var først og fremmest de hvide radiostationer. Hans plader blev spillet på de radiostationer, der henvendte sig til et sort publikum. Han optrådte også til koncerter med overvejende sort publikum med stor succes. Det var først da Col. Tom Parker overtog hans karriere, at Elvis blev målrettet til et hvidt publikum. Der er en ganske interessant bog, der bl.a. handler om det. Michael T. Bertrand: Race, Rock, and Elvis, University of Illinois Press, Chicago, 2005.

6 05 2014
Johnd24

An attentiongrabbing dialogue is worth comment. I believe that you must write extra on this subject, it won’t be a taboo topic but typically persons are not enough to speak on such topics. To the next. Cheers dfacgdebdkga

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s




%d bloggers like this: