In the Zone

28 09 2007

Det bliver sagt på russisk, men betydningen skulle være “I’ve been living in the zone”. Ordene kommer fra “chaufføren” Nikolai (Viggo Mortensen) i David Cronenbergs nye film Eastern Promises. The zone er ikke noget nyt territorium hos Cronenberg. Det er der, Bill Lee (aka William Burroughs) går i såvel ydre som indre exil i Naked Lunch. The zone er et parallelt univers, en mental undtagelsestilstand, der fungerer med egne love, etik og justits. I Eastern Promises er det en russisk underverden i det multikulturelle London, regeret af mafiabroderskabet vory v zakone, men i det hele taget en art kopi af Rusland efter Sovjetunionens sammenbrud. Her er også KGB, tjetjenere, ukrainere mm (og den mulige politiske kommentar: mafiaen er identisk med Putins styre).

Cronenberg koketterede i forbindelse med A History of Violence med, at han var blevet mainstream. Det gælder umiddelbart også Eastern Promises. På overfladen er det en mafiafilm i forlængelse af The Godfather – bare i London og med russere i stedet for italienere. Men ved nærmere eftersyn umiskendeligt Cronenberg. Det er ikke fortællingen som sådan, der er det mest interessante. Som altid hos Cronenberg handler det om identitet og eksistens. Den parallelle eksistens af flere universer, hvor de samme individer har flere identiteter. Helt centralt i denne eksistens står kroppen. Det er kroppen, der er den fysiske forankring i eksistensen. Mafiaens medlemmer har deres livshistorie tatoveret på kroppen. Derfor holder man møde i saunaen, så man kan se, hvem den anden er. Identitet og eksistens er indskrevet på kroppen.

Kroppen bærer eksistensen og identiteten fra fødsel til død. Det understreges meget konkret – og blodigt – i filmens to åbningsscener. Et russisk mafiamedlem får halsen skåret over. Ikke med et hurtigt snit som man ellers ofte ser det på film. I hænderne på en ung, urutineret og lettere imbecil mand er en barberkniv ikke mere bevendt end en sløv sav. Kødet er genstridigt. I den næste scene falder en højgravid, ung pige om i en blodpøl. På hospitalet lykkes det at redde barnet, mens den unge pige dør. I de to scener får Cronenberg sat hele det eksistentielle drama på scenen: fødsel, død, krop og blod.

Det er i højere grad det, der interesserer Cronenberg – og i mindre grad mafiafilmens genrekonventioner. Blodet er centralt for mafiaen, hvor man må afsværge sig sin biologiske familie og erklære sin loyalitet for sin nye familie, sine nye brødre. Det er dette højere blodslægtskab, der er indskrevet på kroppen i form af tatoveringer. Der har på forhånd været en del omtale af den scene, hvor en nøgen Viggo Mortensen kæmper mod to knivbevæbnede tjetjenere i en sauna. Scenen er helt central i filmen. Den nøgne krop er mennesket som ren eksistens. Blottet, udsat, sårbar uden de redskaber og den teknologi, vi ellers anvender for at overleve i et mere eller mindre fjendtligt miljø. Cronenberg filmer scenen, så den bliver meget fysisk. Den nøgne krop har intet værn mod knivenes snit. Der er kun kroppen selv, dens fysiske formåen og kræfter. Volden opleves meget konkret og meget fysisk – visuelt, taktilt og ikke mindst auditivt. Det er ikke mindst lydeffekterne, der gør, at man som tilskuer nærmest føler alle slag og alle knivstik på egen krop.

Eastern Promises adskiller sig på en pudsig måde fra stort set alle andre mafiafilm. Der anvendes ikke skydevåben i filmen. Alle drab foregår med kniv. Det er med til at understrege det fysiske og kropslige. Kniven kræver fysisk nærvær mellem offer og bøddel. Kniven går igen ved fødslen, hvor barnet forløses ved kejsersnit. Livet gives og tages med kniv – og det kræver en hånd, der fører kniven. Dermed er vi tilbage ved det tema, der går igen i stort set alle Cronenbergs film. Den eksistentielle grund er kødet. Uanset hvor dybt vi skærer, så finder vi ingen ånd. Eksistens er i sidste instans et fysisk fænomen. De mere efemere dimensioner ved eksistensen – identitet, historie, familie – er indskrevet på kroppen. Men kødet er genstridigt, det gør modstand mod vore bestræbelser på at herske over liv og død. Det gælder, hvad enten det drejer sig om at skære halsen over på sin modstander, eller – som i en af de scener, hvor Cronenbergs lettere makabre sans for humor viser sig – når man må optø et dybfrosset lig med en hårtørrer.

Cronenberg har lavet mere originale film – hovedværker som Videodrome, Deadringers og Crash – men Eastern Promises er umiskendeligt Cronenberg. Tillige særdeles velspillet med Naomi Watts, Armin Müller-Stahl, Vincent Cassel – og ikke mindst Viggo Mortensen, der er formidabel som Nikolai. Anbefales.

Reklamer




Uidentificerede Fotografiske Objekter

26 09 2007

I føljetonen om den forsvundne 4-årige Madeleine er der nu dukket et billede op, som måske forestiller Madeleine.

Madeleine

Eller også er det den afskyelige snemand, Big Foot, Yeti’en – eller overlevende fra et forlist rumskib fra en fjern galakse.





Ministerflugt

22 09 2007

Forbrugerminister Carina Christensen måtte forleden flygte, da hun var med Fødevarekontrollen på kontrolbesøg i en kiosk. Kioskejeren blev vred og jagede alle ud af butikken. Han forklarer: “de kom brasende ind, som om de var FBI. Derfor bad jeg dem om at gå. Kunderne kunne jo ikke komme ind.”

Forbrugerministeren lover nu efteruddannelse af kontrollanterne, så de bliver bedre til at håndtere ubehagelige situationer og overvejer, om de fremover skal optræde mere anonymt, så de ikke udsættes for chikane.

Problemet er bare, at det var kioskejeren, der følte sig udsat for chikane.





Satirisk surreel dokumentarisme

21 09 2007

Ja, hvilken genre skal man egentlig hæfte på Michael Moores nye film Sicko. Det er ikke en traditionel dokumentarfilm, dertil er den for tendentiøs og manipulerende. Michael Moore er en mand med en mission, som vi allerede ved fra film som Bowling for Columbine og Fahrenheit 911. På den konto er der ikke så meget nyt i Sicko. Det er dog en mere afdæmpet film, og der er mindre Michael Moore. Det betyder dog ikke, at Michael Moore er blevet mildere med årene. Det er stadig bidende satirisk i udstillingen af især republikanere og overbevisningen om, at det er grådighed, der holder Amerika i gang.

Michael Moore er ikke en nuancernes mand. Der arbejdes med skarpe kontraster. Til tider antager det næsten surrealistisk karakter i lautreamontsk forstand: som det tilfældige møde mellem en symaskine og en paraply på et dissektionsbord. Det er kosteligt at se republikanske senatorer forsøge at overgå hinanden i tårevædet lovprisning af deres mor. Eller se regering og embedsmænds forsikringer om, at fangerne på Guantanamo bliver behandlet humant: tilsyn af læger, behandling, medicin – alt sammen ganske gratis. Hvorpå Michael Moore sejler en håndfuld redningsfolk, der er blevet syge af at arbejde på Ground Zero, til Guantanamo med krav om, at de får samme behandling som Al Qaeda. Det får de naturligvis ikke. Til gengæld får de den behandling, de ikke kan få i USA, på et cubansk hospital. Og det selv om Cuba er beboet af onde kommunister! Vantro konstaterer en kvinde, at den medicin, der i USA koster 120 dollars (en femtedel af hendes invalidepension), på Cuba kan erhverves for 5 cents.

Man lades dog aldrig i tvivl om, at der bag satiren ligger en ægte indignation over, at man i et land, der kaldes sig verdens mægtigste, behandler sine syge efter økonomisk kalkule snarere end medicinsk behov. Derfor er det en god og seværdig film. Og skræmmende: for er det ikke den vej, det går også her i landet?

(Jeg har en mere fyldig anmeldelse af Sicko her.)





Slut med FIST-forskning

21 09 2007

Forsknings- og Innovationsstyrelsen – FIST – har fået ny adresse. Ikke sådan rent fysisk (der er adressen stadig Bredgade 40, 1260 København K), men på nettet. Adressen har hidtil været http://www.fist.dk. Det har dog vist sig at være en problematisk adresse. Var man usikker på adressen og kom til at skrive fx fist.com, så kom man i stedet til en ganske anderledes “farverig” hjemmeside – som man udtrykker det i FIST. Engelsksprogede brugere havde i det hele taget svært ved at tro, at et organ med adressen fist.dk havde med seriøs forskning at gøre. Det var også et problem, at mails fra FIST alt for ofte blev stoppet af spam-filtre – igen fordi akronymet FIST indgår i adressen.

Så nu er adressen ændret til http://fi.dk/ – Helge Sander lægger vægt på, at dansk forskning skal kunne begå sig internationalt og så er det jo vigtigt at man kan sprechen the sprach.





Arrr!

19 09 2007

Blot for at minde om, at det i dag er International Talk Like a Pirate Day.

Pirate





Gud sagsøgt

18 09 2007

Senator Ernie Chambers, Nebraska har sagsøgt Gud. Anklagen lyder, at Gud har forårsaget tusinder af menneskers død og har fremsat trusler om at dræbe endnu flere. Chambers uddyber “God has made terroristic threats against the senator and his constituents, inspired fear and caused “widespread death, destruction and terrorization of millions upon millions of the Earth’s inhabitants.” – og – “God has caused “fearsome floods … horrendous hurricanes, terrifying tornadoes.”” Søgsmålet er lagt i Douglas County. Da Gud jo er allestedsnærværende, kan han efter Chambers opfattelse også sagsøges hvor som helst. (se mere her. Selve søgsmålet i sagen Chambers vs. God findes her)

Dette er endnu et eksempel på, at jura er underholdende (som også Torben Sangild er blevet opmærksom på). Chambers har dog også et seriøst sigte med sin sagsøgning af Gud, nemlig at gøre opmærksom på det stigende antal latterlige sager, det amerikanske retsystem må tage stilling til. Og så kan der vel også være en pointe i at sagsøge Gud for at være historiens største terrorist.

Tak til Erik Steinskog for henvisningen til denne opsigtsvækkende historie.