Hauntologi: Derrida og vitsen

16 09 2007

Der findes en del mere eller mindre besynderlige forestillinger om, hvad Jacques Derrida og dekonstruktion egentlig er og fører med sig (at Derrida undergraver fornuften og destruerer enhver mulighed for dialog osv.). Sådanne forestillinger kan komme af, at mange kun forholder sig til en karikatur og ikke til, hvad Derrida rent faktisk har skrevet. Men selv blandt de, der har læst Derrida, findes der mærkværdige opfattelser.

Det har slået mig, at disse læsere måske har taget Derrida for alvorligt. Ikke at man ikke skal tage Derrida alvorligt, men man skal være opmærksom på, at Derrida ganske ofte bruger humor, eller måske nærmere bestemt vitser i den betydning, Freud beskriver i sin bog om vitsen. Vitser fungerer, ifølge Freud, på samme måde som drømme gennem forskydninger, fortætninger og ulogiske sammenstillinger. Vitsen kan, som drømmen, omgå de psykiske forsvarsmekanismer, der normalt forhindrer det fortrængte og ubevidste i at nå frem til bevidstheden. Når vitser udløser latter, så skyldes det frisættelsen af den energi, der ellers var bundet til at holde det fortrængte tilbage i det ubevidste. Freud taler om en ordlyst.

Når Derrida bruger vitser, som oftest i form af ordspil, så er det ikke nødvendigvis for gøre det fortrængte bevidst, men for at fremhæve forhold der unddrager sig logisk fremstilling. Det mest kendte eksempel er måske distinktionen mellem difference og differance. De to ord udtales på samme måde – er homofone – men er forskellige på skrift. Derrida bruger difference/differance i sin dekonstruktion af ordets primat i vestlig tænkning. Skriften har, hævder Derrida, været betragtet som sekundær i forhold til det talte ord. Ordet er nærvær, skriften er fravær. Men, siger Derrida, ordet kan kun få primat gennem en “oprindelig” forskelssætten – og denne er nødvendigvis af skrift-karakter. Vi kan kun skelne difference fra differance som skrift. Det betyder ikke, at Derrida dermed giver skriften primat over ordet. Det er selve forestillingen om et første, primat, det oprindelige, der er uholdbar. Enhver oprindelse forudsætter en forudgående forskelssætten.

Et nyere eksempel på denne brug af vitsen – eller ordlyst – er begrebet hauntologi – som Derrida fremsætter i Spectres de Marx (1993). Derrida taler om spøgelser, Marx’s og Hamlets. Dertil bruger han en lære om spøgelser – en hauntologi. Ordet er dannet af det engelske haunt og så ontologi. Hvor ontologi er læren om væren, så er hauntologi tillige læren om ikke-væren – om spøgelser, gengangere og alt andet, der hjemsøger – haunts – os. Begrebet har en række interessante historiefilosofiske konsekvenser (i forlængelse af Marx og Walter Benjamin), som det nok kan være relevant at forfølge. Det er dog ikke det, der er pointen her, men derimod hvordan hauntologi fungerer som vits.

Ordet er dannet af det engelske haunt, men skal udtales på fransk – altså med stumt h. Vitsen er dermed, at hauntologi er homofont med ontologi. Det er kun på skrift, man kan skelne hauntologi fra ontologi. Hauntologi bliver den ikke-væren, der hjemsøger ontologien; et spøgelse, der går igen i ontologien. Men hauntologi er mere raffineret end det tidligere eksempel difference/differance. For man er også nødt til at udtale hauntologi. Man må udtale det på fransk, så det lyder som ontologi; men man må også udtale det på engelsk – hauntology – for at fremmane spøgelset – haunt. Det er et ord, der må udtales to gange – og dermed bliver det et ord, der går igen. Det spøger. Det er et ord, der på en og samme tid er nærvær og væren – og samtidigt fravær og ikke-væren. Det skal udtales med ‘h’ og uden ‘h’. Bogstavet – skrifttegnet ‘h’ – bliver netop det, begrebet betegner: det samtidige nærvær og fravær, væren og ikke-væren. Bogstavet ‘h’ i hauntologi er selv hauntologisk.

Humor er subjektiv og det er sikkert ikke alle, der synes Derridas vitser er lige sjove. Det er heller ikke pointen, man skal grine af Derrida. Men har man ikke sans for, at Derrida betjener sig af denne type ordspil – ordlyst – så går man meget nemt galt af, hvad der er på spil hos Derrida. Det kræver sit af oversætteren at få transformeret disse ordspil fra fransk til andre sprog, og mange misforståelser skyldes givet at man læser Derrida i oversættelse. I det hele taget er det min fornemmelse, at mange undervurderer humorens og vitsens betydning hos en række franske tænkere. Baudrillard og Lacan har mange – mere eller mindre raffinerede – vitser, der alt for ofte bliver taget for alvorligt. Naturligvis skal man tage dem alvorligt, men man må forstå den betydning, humoren har for alvoren.

Som Piet Hein sagde: Den der kun tager spøg for spøg, og alvor kun alvorligt, har forstået begge dele lige slet.


Handlinger

Information

6 responses

16 09 2007
Krogholm og Derrida « Stokbros blog

[…] 16th, 2007 Krogholm har skrevet et fint indlæg om Derrida og vitsen (med henvisning til Freud), som implicit peger på en latterens (filosofi)kritik. Smut over og læs […]

17 09 2007
sangild

Er det med vilje du skriver “slet” i stedet for “dårligt” ? Er det en forskelssættende vits?

17 09 2007
Claus Krogholm

Gid det var så vel! Jeg må bekende, det er et udslag af at citere efter hukommelsen. Det kan dog ikke udelukkes, at jeg ubevidst har villet lave en forskelssættende vits.

17 09 2007
sangild

(Det er jo bare det at det rimer: alvorligt/dårligt)

17 09 2007
Claus Krogholm

Ja, træd bare i det! Men naturligvis, det gør det. Det gør min hukommelse bare ikke. Ak ja.

11 05 2008
Third … afmonteringer « Stokbros blog

[…] min søgen efter et link til spøgelser hos Krogholm og Steinskog fandt jeg, at Steinskog kommenterede pladen helt tilbage i marts, og minsandten om […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s




%d bloggers like this: