Neue Slowenische Kunst

22 10 2007

Findes der stadig en avantgarde inden for kunsten? Det er et spørgsmål, der vedvarende diskuteres. Skal der gives et bekræftende svar, så kan man pege på det slovenske kunstnerkollektiv NSK (Neue Slowenische Kunst), hvis mest kendte navn er musik- og performancegruppen Laibach.

NSK blev grundlagt i 1984, mens Slovenien endnu var en del af Jugoslavien. Laibach – der er det tyske navn for Ljublana – var allerede blevet dannet i 1980. De grundlagde NSK sammen med blandt andet billedkunstgruppen Irwin. Siden er NSK blevet suppleret med bl.a. grafikerkollektivet Novi Kolektivizem og den teoretiske gruppering Department of Pure and Applied Philosophy.

NSK er kendetegnet ved at være optaget at totalitarismens og nationalismens æstetik, som de approprierer på særdeles tvetydig vis. De vakte stor opsigt og kontrovers i Jugoslavien, hvor de blev set som eksponenter for den slovenske nationalisme. Efter Jugoslaviens sammenbrud blev billedet til dels vendt, da den nye slovenske stat så NSK som repræsentanter for den totalitære, stalinistiske æstetik, man netop havde gjort op med. Kontroversen blev ikke mindre, da NSK i 1991 udråbte sig selv som selvstændig nation, der har egne ambassader (bl.a. i Moskva og Reykjavik) og udsteder pas til alle, der måtte ønske det. For som NSK erklærer: “Art is fanaticism that demands diplomacy.”

Det er Laibach, der er bannerfører for NSK. De blev kendt uden for Slovenien, da de i 1987 fik kontrakt med det engelske pladeselskab Mute (der også huser Nick Cave, Depeche Mode m.fl.). Deres første udgivelse på Mute var Opus Dei, et album der til fulde demonstrerer den særegne blanding af fascistisk, stalinistisk, nationalistisk, ortodoks og populærkulturel æstetik. Laibach vakte en del forvirring også i Vesten, for hvad var budskabet egentlig? Skulle man tage dem alvorligt, eller var der tale om et raffineret spil med æstetiske referencer og totalitær kitch. Pladen gav også eksempler på en Laibach specialitet: coverversioner af kendte hits. Her bl.a. det østrigske one-hit-wonder Opus’ “Live is Life“, der i Laibachs germanisering bliver til “Leben heisst Leben” (der findes også en engelsk udgave). Det går også ud over Queen og deres “One Vision“. I tysk oversættelse får teksten en ret så odiøs klang “ Ein Fleisch, ein Blut, ein wahrer Glaube./Eine Rasse und ein Traum, ein starker Wille.” Når det så bliver ledsaget af en video, der kunne være instrueret af Leni Riefenstahl, bliver resultatet temmelig foruroligende. Siden er det også blevet til covers af bl.a. Rolling Stones’ “Sympathy for the Devil”, Europes “The Final Countdown” (der er blevet beskrevet som “Wagnerian disco”) og hele Beatles’ Let it Be (minus titelnummer).

Laibach har været omhyggelige med at opretholde tvetydigheden omkring deres eget ståsted. På spørgsmålet om de er fascistiske, har svaret lydt: “We are fascist as much as Hitler was a painter”. Den kan man så tænke over. Der er dog næppe så megen tvivl om, at Laibach – og NSK – bedriver et meget bevidst spil med totalitarismens æstetik og dens fascinationskraft – ikke mindst som den har manifesteret sig i populærkultur. De har oplagte rødder i avantgardismen, ikke mindst den sovjettiske, men nævner selv bl.a. Johann Sebastian Bach og Kraftwerk som forbilleder. Det har bl.a. manifesteret sig i performance-forestillingen LaiBACH KunstDerFuge.

Laibachs seneste udgivelse er en cd med den sigende titel Volk. Det er Laibachs fortolkning af en række nationalhymner. Det er et oplagt projekt, for få steder dyrkes nationalismen så æstetisk utvetydigt som i nationalsangene. Man kunne forvente, at Laibach ville slå på den totalitære kitsch, der ligger implicit i genren. Det gør de også, men langt mindre end man umiddelbart ville have troet. De har lige så meget øje for den særegne skønhed, der også præger mange nationalhymner. Det gælder ikke mindst den russiske, der næsten kan synes skabt for Laibach. Den blev oprindeligt skrevet som partihymne for kommunistpartiet, men blev af Stalin gjort til nationalhymne. Jeltsin afskaffede den med Sovjetunionens sammenbrud i 1991. Den blev imidlertid genindført af Putin i 2000. Den er med andre ord lige så tvetydig som var det Laibach selv, der havde skrevet den. I Laibachs version er den komplet med børnekor.

Naturligvis afsluttes Volk med NSKs egen nationalhymne.


Handlinger

Information

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s




%d bloggers like this: