JapaNoise

26 10 2007

En af mine største koncertoplevelser har været japanske Melt-Banana på Café 1000Fryd i Aalborg. Det ligger godt 10 år tilbage. Dengang spillede de ekstremt hurtigt og nåede vel at levere omkring 50 numre på 45 minutter. I sammenligning er ovenstående både langsomt og langtrukkent. Der er heldigvis stadig en velsignet masse støj i Melt-Banana.


Handlinger

Information

25 responses

26 10 2007
Lotte

Vil du bruge et par minutter på at præcisere hvad oplevelsen bestod i (andet end hovedpine) Eventuelt henvise til (begynder)litteratur om fænomenet.

26 10 2007
Claus Krogholm

Litteratur, det er let nok. Torben Sangild: Støjens æstetik, multivers Academic, 2003. Torben har i det hele taget en del om støj
(http://www.groveloejer.dk/sangild/stoejens_stetik/).
Det er straks sværere at præcisere, hvori oplevelsen bestod – som det vel gælder for æstetisk oplevelse i det hele taget. Jeg synes støj er en interessant æstetisk kategori, fordi det er et element i musik, man normalt forsøger at reducere eller helt eliminere. Støj bliver også ofte brugt som en nedsættende karakteristik af musik. Det hører vel med til enhver generation af rockmusik, at den i den foregående generations ører lyder som støj. På den måde kan man sige, at støj er rockmusikkens grundmateriale, og jeg finder det interessant at se, hvordan nogle musikere tager det seriøst og udforsker støj som noget materielt og taktilt, man kan forme.

26 10 2007
Lotte

Hmm ja, men jeg tænkte mere fundamentalt. Hvad kan det f.eks. sammenlignes med sansemæssigt?
Faktum er at jeg FÅR hovedpine, når jeg lytter til den slags. På samme måde, som jeg bliver træt i øjnene når jeg ser grimme billeder, eller læser en bog der keder mig. Omvendt kan jeg da sagtens beskrive, hvad det gør af gode ting, når jeg føler, jeg har en (for mig) god oplevelse af musik eller anden kunst.

Jeg er ude efter at kende til den personlige oplevelse af støjen. Gør det dig glad, nysgerrig, rolig, afslappet eller?
Er du i stand til at sortere det faktum væk, at det er tilsyneladende ikke melodiøst eller mener du det er melodiøst. Bemærk jeg skriver ikke harmonisk.

Jeg har lyttet til Melt-Banana nu, og det gør mig stresset, urolig, restløs og flugtparat. Er det positivt og vil din pointe være, at man skal blive i den tilstand og udforske den, hvis man vil forsøge sig med støjrock?

26 10 2007
Henrik Lübker

Hej Lotte: Hvad mener du med grimme billeder?

Altså mit implicitte spørgsmål er hvad det er for en kunst, du betragter som værende god eller som giver dig gode oplevelser?

Selv gjorde Melt-Banana ikke rigtig noget for mig, men jeg interesserer mig også primært for sammenspillet mellem harmonik og støj, sammenspillet mellem formgivning og udviskning af form. Og der var Melt-Bananas udforskning måske lidt for tæt på den rene støj til at jeg synes, at det var fedt. Ak ja, man bliver en regressiv stodder på ens ældre dage: “det skal sgu ligne noget”.😉

26 10 2007
Lotte

Hvad mener du med grimme billeder?

Billeder jeg slet ikke kan lide, er grimme. Det er en barnlig udtalelse der ikke skal tages for andet end netop en barnlig udtalelse. Jeg er blevet for gammel til at være åben for hvad som helst.

Billeder interesserer mig næsten ikke. Jeg gør det mest i fotos, der ligner noget., Feks. mig selv eller min kat eller mine børn eller….. (der er dygtige fotografer i familien, der kan ting og sager)
Hvis jeg mangler et flot billede/maleri, så maler jeg det selv.

Jeg ved ikke, hvad god kunst er. Men jeg ved, hvad der giver mig gode sanselige oplevelser, og den kan jeg nogle gange få via kunst. Men særligt litteratur eller filosofi. Læsningen af SuZ var en kunstnerisk oplevelse for mig. Helt på linje med sex, god mad, nærvær med mennesker jeg holder af etc. Selve sanseoplevelsen skiller sig ikke væsentligt ud fra så meget andet, hvis jeg vækkes, så vækkes jeg, og så er det underordnet om det er kunst eller..ja som sagt.

Sammenspillet mellem formgivning og udviskning af form, kan jeg nikke genkendende til under forudsætning af at du også mener, at det ikke kun tilhører kunstens verden.

Jeg har et zeneksperiment kørende, hvor jeg finder sansning i det meste (forsøger på det) og der har jeg oplevet, at det at skide kan være en sanseligt (kunst?) på linje med det fedeste musik, jeg kender.

MEN:
Hvis jeg skal åbnes for noget nyt f.eks. støjrock, skal der andet og mere end akademiske argumenter til.

26 10 2007
Claus Krogholm

Helt banalt, så er smag og behag som bekendt forskellig. Jeg er ikke ude på at missionere for støjrock.
Det er heller ikke så simpelt, at støj slet og ret er støj. Melt-Banana gør mig i godt humør. Der er en fantastisk energi i deres musik, der har en positiv indvirkning på mig. Der er andre, der formår at finde en særegen skønhed i støjen (fx Sonic Youth) og atter andre der opnår en nærmest zenagtig tilstand med støj (fx My Bloody Valentine).
I det hele taget kan jeg godt lide kunst (musik, maleri, film), der sætter spørgsmålstegn ved, udfordrer og flytter grænserne for, hvad der almindeligvis opfattes som skønt og smukt. Det gør støj for mig, men det behøver det ikke at gøre for andre. Hvilket er helt ok med mig.
NB: Jeg bliver på ingen måde stresset af at høre Melt-Banana. Tværtimod. Musikken har nærmest en katharsisk effekt på mig. Perfekt til afstressning.
OBS: Skulle nogen have fået mod på at høre mere Melt-Banana, så kan man starte med opsamlings-cd’en 13 Hedgehogs (BxMx Singles 1994-1999). Her får man intet mindre end 56 numre i løbet af 60 minutter! Det korteste nummer varer 7 sekunder.

29 10 2007
Erik Steinskog

“Støy” er også en interessant kategori, i og med at det også kan defineres på ulike måter. En måte å tenke støy versus tone på er knyttet til hvorvidt svingningene er regelmessige eller ei, altså en tone har regelmessige svigninger (i Hertz), mens “støy” er resultatet av uregelmessige svigningere. Og et slikt resonnement er nær tanken om at det regelmessige (og det symmetriske) er “bedre” estetisk sett, enn det uregelmessige og asymmetriske. Eller at det harmoniske er “bedre” enn det disharmoniske. Eller det vakre “bedre” enn det grimme.
Men dette er jo så også estetiske dommer, og forskjellen mellom tone/støy, harmonisk/dis-harmonisk, selv om den også kan gis en slags formalistisk/matematisk definisjon og begrunnelse, er nå også historisk betinget og konstruert. Når man bestluttet seg for å temperer stemmingen av et klaver, er dette også en endring av synet på forholdet mellom harmonikk og matematikk. Samtidig inneholder enhver tone også elementer av støy (forstått som definert over); tonens ansats er støy-infisert, men i enkelte musikkformer tenderer vi som lyttere til å filtrere den bort.
Med andre ord er støy/tone også noe som vi konstituerer i våre ører og i vårt mottak. Jeg vil vel heller ikke være enig i Lottes implikasjoner i forhold til om kunsten skal gjøre oss “glad, nysgjerrig…..” Det skal den muligens også. Men den dimensjonen av kunstopplevelsen som ikke så lett lar seg fange i et begrep knyttet til følelser er etter mitt skjønn viktigere. Det er derfor jeg “utsetter” meg for kunstopplevelser. Og da vil jeg svært gjerne også ha støyen, og faktisk lærer støyen meg også å lytte til annen musikk – musikk der støyen er mer “skjult” – på en annen måte. Jeg hører også støyen annet steds, og støyen har dermed “åpnet” mine ører.

29 10 2007
Lotte

Jeg vil vel heller ikke være enig i Lottes implikasjoner i forhold til om kunsten skal gjøre oss “glad, nysgjerrig…..”

Det er vist en overtolkning af mine ord. Jeg mener heller ikke, at det SKAL kunst gøre. Jeg mener det gør den. Sammen med så meget andet.

29 10 2007
Erik Steinskog

Vel, her er vi også i nærheten av noen forskjeller mellom skandinaviske modal-verb. Men like fullt, hvordan man oversetter musikalske eller estetiske erfaringer (også av støy) til begreper, eventuelt begreper som betegner følelser, er nå engang en viktig dimensjon i språkliggjøringen av disse erfaringene. Og det er en tendens til å mene at det er mer “riktig” å si at musikk gjør enn “glad” enn å si at den gjør en “rød.” Samtidig er disse valgene altså også gjort utfra historiske kontekster og sammenhenger. Og ok, SKAL er måske så meget sagt, men det synes likevel å ligge noen dommer i dine antagelser Lotte om støyens – og det grimmes – rolle i kunstopplevelsen, der støy og grimhed ligger nærmere et “ubehag” og dermed en, nærmest forutsatt, negativ opplevelse. Dog tror jeg altså jeg er i stand til å forstå hva du mener; jeg er bare ikke helt enig. Og synes altså som sagt at støyen er en nødvendig dimensjon, nærmest en slags fenomenologisk grunn også for “musikken” (i den grad det overhodet er meningsfullt å skille mellom støy og musikk).

29 10 2007
Lotte

Altså hør nu. Jeg har slet ikke givet udtryk for hvad jeg MENER om støjrock eller kunst for den sags skyld. Min kommentar længere oppe var KUN en helt og aldeles subjektiv og måske banal kommentar til Henrik Lübkers spørgsmål. OG så var det et forsøg på at provokere Claus lidt. Ser du jeg kan godt lide når mennesker missionerer for det, de kan lide, fordi jeg mener, det er det eneste der kan rykke mennesker, men han skrev, at det ville han ikke var ude på.

To udsagn gælder stadig.
ET det gav mig hovedpine.
TO. jeg fandt ud af at My Bloody Valentine IKKE gav mig hovedpine. Og det kunne jeg kun finde ud af, fordi Claus tog sig sammen og missionerede (reklamerede)for sagen
😀

29 10 2007
Erik Steinskog

Point taken. Men måske er også hodepine en “god” estetisk reaksjon….

29 10 2007
Lotte

Men måske er også hodepine en “god” estetisk reaksjon…

NETOP. Og det var en af de ting jeg ville undersøge. Såfremt man kan overskride den hovedpine ved at nærme sig og forstå lidt mere, ville kunsten også kunne vise sig som noget hvor det “grimme” kunne overskrides og forbandles til noget mere end noget subjektivt “grimt”. Men igen bekendt, min viden om støjrock er begrænset til, hvad der står i denne tråd. Og man skulle da være mere end almindelig idiot, hvis man tilsigtet opsøgte sig et par hovedpiner. Trods alt.

29 10 2007
Erik Steinskog

Vel, å “utsette” seg for kunst som er “ubehagelig” eller “grim” eller “støyende” eller “heslig” eller “x” er da noe flere av oss – undertegnede inkludert – gjør stadigvek. Men måske betyr “mere end almindelig idiot” at man (vi, jeg?) så er en “ualmidelig” idiot? -)

29 10 2007
Lotte

Ha ha….ja

Men altså tak for tråden. Jeg blev faktisk klogere. OG nysgerrig. Det mener jeg, er en dejligt, hvis en blog også kan det.

29 10 2007
Claus Krogholm

Jeg kan slet ikke følge med, men det går da også fint uden.
Efter min mening er der æstetiske oplevelser, som nok kan være en hovedpine værd. Men igen, så længe vi taler om den subjektive oplevelse, så er smag og behag altså forskellige, og det bør heller ikke være anderledes. Derfor vil jeg heller ikke missionere, men da gerne medvirke til, at andre for øjnene op for et og andet. Er det ikke Melt-Banana, så er det helt ok med My Bloody Valentine (der også kunne give hovedpine med den volumen, deres koncerter blev afviklet med). Og så kan jeg kun anbefale Torbens bog om emnet.

29 10 2007
My Bloody Valentine « Eksistens

[…] Her udspillede sig en debat, blev det til, om støjrock, kunst og senere lidt fænomenologi i lyset af, hvornår man er idiot og hvad forbindelsen til hovedpiner egentlig er. […]

30 10 2007
Det skønne og det smukke « Eksistens

[…] skønne og det smukke I forbindelse med debatten om støjrock hos Krogholm, kom jeg så alligevel til at tænke lidt nærmere over det skønne, det gode, det grimme, det […]

4 11 2007
Torben Sangild

Hov! Der diskuteres støj!

Lad mig blot give to korte citater:

“La bruit est metaphysique” (Michel Serres)

“Noise is cool” (Beavis and Butthead)

Svaret ligger et sted mellem disse to udsagn.

4 11 2007
Claus Krogholm

Nå, endelig. Jeg var ved at undre mig over, hvor du blev af. Men er der egentlig den store forskel på Serres og Beavis & Butthead – i hvert fald hvad angår støj?

5 11 2007
Torben Sangild

Hehe, jeg kan godt lide din tilføjelse (“i hvert fald hvad angår støj”)…så lad os nøjes med at redegøre for den lille forskel.

Cool vs. metafysisk er umiddelbart en modsætning, ja.

Cool angår enten nogets “fedhed”, altså dets subjektive eller kulturelle værdi eller også dette at noget er køligt og anti-ekspressivt. B&B mener det tydeligvis i den første betydning.

Det metafysiske er hinsides værdiladninger – det er det som er før vores erkendelse af det.

Hvis du skal få disse to ting til at blive det samme skal du have en ordentlig dialektik op at stå (som man siger).

5 11 2007
Claus Krogholm

Sandt nok. Jeg tror dog Beavis & Butthead ville kunne få meget ud af en erigeret dialektik. Men er det ikke støjens metafysik – eller metafysikkens støj – der gør den cool.

5 11 2007
Torben Sangild

Jeg tænkte nok at det var der du ville hen…altså, næppe i B&B’s hoveder, men hvad med os andre æggehoveder?

Man kunne jo mene at støjens metafysiske uoverskuelighed er det som gør den sublim, og at det sublime ved den er det som giver den kildren og jouissance som igen gør støjen cool.

Men det er en ordentlig omgang mellemregninger med mange spekulative implikationer. Hvilket naturligvis ikke skræmmer en lacanianer (og vild analytiker, har jeg dig i øvrigt mistænkt for) som dig…

5 11 2007
Erik Steinskog

Metaphysique est cool?

31 01 2008
31 01 2008
Claus Krogholm

Amazing. Så var det ikke ren tågesnak fra Kevin Shields alligevel.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s




%d bloggers like this: