De røde lejesvende II

16 11 2007

Der er ikke så meget at more sig over nu om dage, så her er en klassiker. De uaktuelle nyheder hvor Bertelsen interviewer Morten Messerschmidt om de venstreorienterede i Danmarks Radio:

Reklamer




Et ædelt bid

14 11 2007

Oven på det deprimerende valg må det være på sin plads med et indslag fra juraens muntre verden (et emne der længe har været forsømt).

I Svenska Dagbladet kan man i dag læse, at en 22-årig kvinde er blevet idømt 80 dagbøder samt 11.600 kr. i skadeerstatning for at have bidt en mand i de ædlere dele. Manden har forklaret, at kvinden tilbød ham oralsex, men han takkede nej. Derpå havde kvinden resolut trukket mandens bukser ned og bidt ham. Kvinden selv oplyser, at hun var stærkt beruset og derfor intet husker om episoden.

Retten har lagt vægt på, at historien er så usædvanlig, at man ikke tror, manden blot har opdigtet den.

Jura er underholdende.





Mand på cykel

13 11 2007

Umiddelbart er der ikke noget bemærkelsesværdigt ved billedet. En midaldrende mand på en cykel med sine indkøb i cykelkurven. Det kunne være hvem som helst hvor som helst.

Syd Barrett

Ikke noget bemærkelsesværdigt. Ikke før der kommer et navn på. Manden på billedet er Syd Barrett.

Syd Barrett er en rockens mytiske figurer. I 1965 var han med til at danne Pink Floyd, som han skrev de fleste sange for. Således også den første single – og gennembrud: “Arnold Layne”. En tilsyneladende lettere naiv popsang – indtil det går op for en, at Arnold Layne har “a strange hobby”. Han stjæler undertøj fra tørresnore. Syd Barrett skrev også den næste single “See Emily Play” og de fleste numre på den første LP Piper at the Gates of Dawn (1967).

Derefter gik det galt for Syd Barrett. Der var let adgang til stoffer i swingin’ London og Barrett tabte hurtigt kontakten til den virkelige verden. Allerede på den anden LP A Saucerful of Secrets (1968) var han i realiteten ude af Pink Floyd, erstattet af David Gilmour. Derpå forsvandt Syd Barrett. Bortset fra et par ikke videre vellykkede solo-lp’er, så forsvandt Syd Barrett fuldstændig ud af det offentlige rum. Kun ganske få vidste om han overhovedet levede. Pink Floyd hyldede ham på nummeret “Shine On You Crazy Diamond” (på Wish You were Here). Syd Barrett var blevet en myte. I 1981 kunne new wave bandet Television Personalities således skabe opmærksomhed ved at udsende en single med titlen “I Know where Syd Barrett Lives”. Det vidste ingen andre. Rygtet lød, at han boede hos sin mor og tilbragte det meste af dagen med at stirre ind i væggen.

Virkeligheden var nok mere triviel. Syd Barrett levede en tilbagetrukket tilværelse, fotograferede – og købte ind. Den 7. juli 2006 døde han 60 år gammel.

Manden på cyklen har umiddelbart ikke meget at gøre med myten, men understreger vel blot, at myter er netop det: myter. I virkeligheden skal selv myter klare hverdagens trivialiteter.

Og så hænger tingene alligevel sammen. En af de sange Syd Barrett skrev for Pink Floyd hedder “Bike”:

I’ve got a bike,
You can ride it if you like
It’s got a basket, a bell that rings
And things to make it look good
I’d give it to you if I could, but I borrowed it





It’s a gas

10 11 2007

Det genopstandne old-boys band Take That er på turne. I Berliner Zeitung blev koncerten udråbt til et Gesamtkunstwerk og beskrevet med bl.a. følgende vendinger: “Voodoowahnsinn und sympathische Nazis, brennende Totenschädel und spagatgeschädigte Akrobaten in blasslila Lacklederkostümen” og “sehr knuddelige Faschisten mit Metrosexuellen-Appeal”.

På scenen tager det sig sådan ud:

Take That

I dag anmelder BT så koncerten i Aalborg under følgende rubrik:

“Take That gav den gas i Aalborg”.

Er det bare mig, eller lyder det ikke lidt ildevarslende…?





As Lynch as it gets

9 11 2007

Så er der omsider dansk premiere på David Lynch’ INLAND EMPIRE. Filmen blev først vist på filmfestivalen i Venedig sidste år, så den har været længe om at nå hertil. Faktisk er den allerede ude på dvd, men Lynch gør sig nu engang bedst i stort format, så bedre sent end aldrig.

INLAND EMPIRE er – selv efter Lynch standard – en særdeles kryptisk affære. Det går såmænd nogenlunde den første times tid. Skuespillerinden Nikki Grace (Laura Dern) får hovedrollen i en film, der viser sig at være et remake af en aldrig færdiggjort polsk film. Der er mystiske omstændigheder omkring den polske film. De to hovedrolleindehavere blev myrdet. “They discovered something inside the story”, forklarer instruktøren (Jeremy Irons) af det amerikanske remake. Der begynder også at ske mystiske ting for Nikki Grace. Hun forelsker sig i den mandlige hovedrolleindehaver (Justin Theroux), sådan som hendes rolle også gør, og får efterhånden stadig større problemer med at skille rollen fra virkeligheden. Det kan man så nogenlunde som tilskuer – i hvert fald den første time. Så begynder tingene at skride for alvor – og de næste to timer er uforfalsket Lynch-land. Det vil være aldeles håbløst at forsøge at give et referat. Lad det blot være sagt, at der gemmer sig flere lag inden i historien, og at Laura Dern spiller flere roller; men hvilke af hendes roller, der spiller de andre roller, er ikke til at afgøre.

Der er ikke noget nyt i, at der er flere fortællinger i Lynch’ film, og at det er uklart, hvordan de hænger sammen – om overhovedet. Men i INLAND EMPIRE tager Lynch springet helt ud; her er ikke længere fornemmelsen af, at det hele overordnet set udgør ét – ganske vist uigennemskueligt – narrativt forløb. Ikke at filmen opleves som fragmenter, der tilfældigvis er sat sammen. Filmen er meget konsistent, men altså ikke på handlingsplanet. Lynch har ofte udtalt, at han elsker drømmelogik, og det er da også drømmen, det forekommer mest oplagt at sammenligne INLAND EMPIRE med. Mens man drømmer, er drømmen logisk og konsistent, men når man som vågen skal forklare den, så falder logik og sammenhæng fra hinanden. Sådan er det også med INLAND EMPIRE.

Der er gjort uendelig mange forsøg på at forklare, hvordan tingene hænger sammen hos Lynch. Man har set filmene som gåder, hvor det drejer sig om at finde den kode, der løser mysteriet og får alt til at falde på plads i ét sammenhængende forløb. Det er ikke nødvendigvis den mest frugtbare måde at se Lynch på. Hans baggrund er maleriet, hvor han på et tidspunkt følte sig begrænset af, at de billeder han malede ikke havde bevægelser. Derfor eksperimenterede han med at projicere film på malerierne, så de blev levende. Det førte til egentlige eksperimenter med film og til slut Eraserhead (1977). Siden er fulgt film som Elefantmanden, Blue Velvet, Lost Highway og Mulholland Drive. Film, der nok er narrative, men hvor der altid har været noget, der er faldet ved siden af, noget der ikke kan underordnes det narrative plot.

Spørgsmålet er, om det overhovedet giver mening at se Lynch som filminstruktør og hans film som noget, der kan vurderes efter samme målestok som film generelt (dvs. den klassiske, narrative Hollywoodfilm). Lynch er en kunstner, der har afsæt i maleriet, men som på ingen måde er begrænset til et enkelt format. Han er maler, fotograf, skulptør, designer, laver film og meget mere. Det, der kendetegner hele hans værk, er en optagethed af det materielle og stoflige, af teksturer. Lynch udforsker, hvad der sker, når tingene bliver taget ud af den traditionelle kontekst og begynder at leve deres eget liv. Når det drejer sig om film, så er materialiteten bl.a. det narrative. Fordi det narrative format er så dominerende inden for film, så er vi tilbøjelige til altid at ville se en narrativ sammenhæng i selv de mest fragmentariske forløb. Lynch har eksperimenteret med det narrative som noget materielt, som det stof film er gjort af. Ikke så meget for selv at fortælle, men for at undersøge hvordan dette stof kan formes og støbes. Marmor kan bruges både til naturtro statuer og abstrakte skulpturer. Det samme gælder materialet film. Det kan bruges til realistiske fortællinger, der gengiver forløb, vi kender fra hverdagen; og det kan bruges til at skabe abstrakte forløb, hvor det ikke handler om, at det skal ligne; men måske om skabe stemninger, følelser, affekt og epifanier.

Et andet stof eller materiale, Lynch har gjort brug af i sine senere film, er Hollywood og Los Angeles (“The City of Dreams”). Der er hyppige referencer og allusioner til film og filmindustrien. Det er ikke så meget filmenes handling, som det er selve materialiteten, det handler om. Hollywood betjener sig, om nogen, i høj grad af genreskabeloner. Det er narrative klichéer, der bruges til at støbe filmen efter. Det er disse narrative klichéer, Lynch tager ud af konteksten og udforsker for deres rent stoflige kvaliteter. Især en film går igen i både Mulholland Drive og INLAND EMPIRE, nemlig Billy Wilders klassiker Sunset Boulevard (1950). Det er i sig selv en film om film, der forholder sig kritisk til Hollywood og de materielle sider af filmproduktion. Lynch arbejder i samme spor, men føjer flere lag til: film i filmen logikken drives til det yderste, hvor der ikke længere synes at være nogen final referent for filmen. Inden i filmen er der blot en anden film – og så videre i al uendelighed. Hollywood bliver en drøm – eller et mareridt – man ikke kan slippe ud af igen.

Endelig er der så selve billedet som materialitet, filmbilledets egen stoflighed. Lynch benytter sig hyppigt af tilsyneladende umotiverede close-ups, hvor vi kommer så tæt på tingene, at de mister forankring og fremstår som rent stof. Det drejer sig ofte om close-ups på billeder og ikke mindst tv-skærmen, hvor billedet opløses i et grovkornet flimmer. Dermed opløses billedet også som to-dimensionel flade (skærm) og begynder at antage en ru, tre-dimensionel stoflighed; et billede med taktil kvalitet. Det understreges i INLAND EMPIRE af, at den er filmet med digital video, hvilket giver en mere grovkornet billedkvalitet, der indbyder til mere fordybelse i billedet – og dermed til den tranceagtige drømmelogik på bekostning af den narrative kohærens.

Der er en enkelt detalje, der kan være grund til at fremhæve. INLAND EMPIRE er delvist optaget i Polen og har delvis musik af den polske komponist Krysztof Penderecki, bl.a. hans komposition De Natura Sonoris II. Det bemærkelsesværdige er, at det samme stykke musik bruges af Stanley Kubrick i The Shining – og øjeblikkeligt bringer stemningen fra The Shining ind i filmen. Begge film bruger også et hotel og især hotelgange som topos. Mig bekendt har der ikke tidligere været så åbenlys en reference til Kubrick, men der er et oplagt slægtskab mellem Kubrick og Lynch. De er begge instruktører, der kompromisløst er gået egne vegne og imod Hollywoods konventioner.

INLAND EMPIRE viser, at Lynch stadig formår at gå nye veje. Her slipper han for alvor tøjlerne og de narrative bånd, og laver en film, der forløser alle de elementer, der har lagt mere eller mindre latent i hans senere film. Det er en foreløbig kulmination i et værk, der ellers har været udfordrende og kompromisløst nok i sig selv. INLAND EMPIRE er et mesterværk. Sært, esoterisk, nærmest hermetisk lukket om sig selv – men også sært dragende, fascinererende og uafviseligt. Det er en film, der bliver siddende i kroppen længe efter den er slut. Er man til Lynch, så er de tre timer, filmen varer, ikke for meget – tværtimod. Man vil have mere. Det er en film, der ikke har sin lige (det skulle da lige være Eraserhead). Det er as Lynch as it gets.





Gør-det-selv avantgarde

5 11 2007

På Youtube kan man – blandt meget andet – finde en række små reklamer med Blixa Bargeld. De er lavet for det tyske gør-det-selv varehus Hornbach. Blixa læser fra varekataloget om slagboremaskiner, insektdræbere og som her fugtskader:

Information, ingen handyman kan leve foruden. Yipi-yipi yeh!