As Lynch as it gets

9 11 2007

Så er der omsider dansk premiere på David Lynch’ INLAND EMPIRE. Filmen blev først vist på filmfestivalen i Venedig sidste år, så den har været længe om at nå hertil. Faktisk er den allerede ude på dvd, men Lynch gør sig nu engang bedst i stort format, så bedre sent end aldrig.

INLAND EMPIRE er – selv efter Lynch standard – en særdeles kryptisk affære. Det går såmænd nogenlunde den første times tid. Skuespillerinden Nikki Grace (Laura Dern) får hovedrollen i en film, der viser sig at være et remake af en aldrig færdiggjort polsk film. Der er mystiske omstændigheder omkring den polske film. De to hovedrolleindehavere blev myrdet. “They discovered something inside the story”, forklarer instruktøren (Jeremy Irons) af det amerikanske remake. Der begynder også at ske mystiske ting for Nikki Grace. Hun forelsker sig i den mandlige hovedrolleindehaver (Justin Theroux), sådan som hendes rolle også gør, og får efterhånden stadig større problemer med at skille rollen fra virkeligheden. Det kan man så nogenlunde som tilskuer – i hvert fald den første time. Så begynder tingene at skride for alvor – og de næste to timer er uforfalsket Lynch-land. Det vil være aldeles håbløst at forsøge at give et referat. Lad det blot være sagt, at der gemmer sig flere lag inden i historien, og at Laura Dern spiller flere roller; men hvilke af hendes roller, der spiller de andre roller, er ikke til at afgøre.

Der er ikke noget nyt i, at der er flere fortællinger i Lynch’ film, og at det er uklart, hvordan de hænger sammen – om overhovedet. Men i INLAND EMPIRE tager Lynch springet helt ud; her er ikke længere fornemmelsen af, at det hele overordnet set udgør ét – ganske vist uigennemskueligt – narrativt forløb. Ikke at filmen opleves som fragmenter, der tilfældigvis er sat sammen. Filmen er meget konsistent, men altså ikke på handlingsplanet. Lynch har ofte udtalt, at han elsker drømmelogik, og det er da også drømmen, det forekommer mest oplagt at sammenligne INLAND EMPIRE med. Mens man drømmer, er drømmen logisk og konsistent, men når man som vågen skal forklare den, så falder logik og sammenhæng fra hinanden. Sådan er det også med INLAND EMPIRE.

Der er gjort uendelig mange forsøg på at forklare, hvordan tingene hænger sammen hos Lynch. Man har set filmene som gåder, hvor det drejer sig om at finde den kode, der løser mysteriet og får alt til at falde på plads i ét sammenhængende forløb. Det er ikke nødvendigvis den mest frugtbare måde at se Lynch på. Hans baggrund er maleriet, hvor han på et tidspunkt følte sig begrænset af, at de billeder han malede ikke havde bevægelser. Derfor eksperimenterede han med at projicere film på malerierne, så de blev levende. Det førte til egentlige eksperimenter med film og til slut Eraserhead (1977). Siden er fulgt film som Elefantmanden, Blue Velvet, Lost Highway og Mulholland Drive. Film, der nok er narrative, men hvor der altid har været noget, der er faldet ved siden af, noget der ikke kan underordnes det narrative plot.

Spørgsmålet er, om det overhovedet giver mening at se Lynch som filminstruktør og hans film som noget, der kan vurderes efter samme målestok som film generelt (dvs. den klassiske, narrative Hollywoodfilm). Lynch er en kunstner, der har afsæt i maleriet, men som på ingen måde er begrænset til et enkelt format. Han er maler, fotograf, skulptør, designer, laver film og meget mere. Det, der kendetegner hele hans værk, er en optagethed af det materielle og stoflige, af teksturer. Lynch udforsker, hvad der sker, når tingene bliver taget ud af den traditionelle kontekst og begynder at leve deres eget liv. Når det drejer sig om film, så er materialiteten bl.a. det narrative. Fordi det narrative format er så dominerende inden for film, så er vi tilbøjelige til altid at ville se en narrativ sammenhæng i selv de mest fragmentariske forløb. Lynch har eksperimenteret med det narrative som noget materielt, som det stof film er gjort af. Ikke så meget for selv at fortælle, men for at undersøge hvordan dette stof kan formes og støbes. Marmor kan bruges både til naturtro statuer og abstrakte skulpturer. Det samme gælder materialet film. Det kan bruges til realistiske fortællinger, der gengiver forløb, vi kender fra hverdagen; og det kan bruges til at skabe abstrakte forløb, hvor det ikke handler om, at det skal ligne; men måske om skabe stemninger, følelser, affekt og epifanier.

Et andet stof eller materiale, Lynch har gjort brug af i sine senere film, er Hollywood og Los Angeles (“The City of Dreams”). Der er hyppige referencer og allusioner til film og filmindustrien. Det er ikke så meget filmenes handling, som det er selve materialiteten, det handler om. Hollywood betjener sig, om nogen, i høj grad af genreskabeloner. Det er narrative klichéer, der bruges til at støbe filmen efter. Det er disse narrative klichéer, Lynch tager ud af konteksten og udforsker for deres rent stoflige kvaliteter. Især en film går igen i både Mulholland Drive og INLAND EMPIRE, nemlig Billy Wilders klassiker Sunset Boulevard (1950). Det er i sig selv en film om film, der forholder sig kritisk til Hollywood og de materielle sider af filmproduktion. Lynch arbejder i samme spor, men føjer flere lag til: film i filmen logikken drives til det yderste, hvor der ikke længere synes at være nogen final referent for filmen. Inden i filmen er der blot en anden film – og så videre i al uendelighed. Hollywood bliver en drøm – eller et mareridt – man ikke kan slippe ud af igen.

Endelig er der så selve billedet som materialitet, filmbilledets egen stoflighed. Lynch benytter sig hyppigt af tilsyneladende umotiverede close-ups, hvor vi kommer så tæt på tingene, at de mister forankring og fremstår som rent stof. Det drejer sig ofte om close-ups på billeder og ikke mindst tv-skærmen, hvor billedet opløses i et grovkornet flimmer. Dermed opløses billedet også som to-dimensionel flade (skærm) og begynder at antage en ru, tre-dimensionel stoflighed; et billede med taktil kvalitet. Det understreges i INLAND EMPIRE af, at den er filmet med digital video, hvilket giver en mere grovkornet billedkvalitet, der indbyder til mere fordybelse i billedet – og dermed til den tranceagtige drømmelogik på bekostning af den narrative kohærens.

Der er en enkelt detalje, der kan være grund til at fremhæve. INLAND EMPIRE er delvist optaget i Polen og har delvis musik af den polske komponist Krysztof Penderecki, bl.a. hans komposition De Natura Sonoris II. Det bemærkelsesværdige er, at det samme stykke musik bruges af Stanley Kubrick i The Shining – og øjeblikkeligt bringer stemningen fra The Shining ind i filmen. Begge film bruger også et hotel og især hotelgange som topos. Mig bekendt har der ikke tidligere været så åbenlys en reference til Kubrick, men der er et oplagt slægtskab mellem Kubrick og Lynch. De er begge instruktører, der kompromisløst er gået egne vegne og imod Hollywoods konventioner.

INLAND EMPIRE viser, at Lynch stadig formår at gå nye veje. Her slipper han for alvor tøjlerne og de narrative bånd, og laver en film, der forløser alle de elementer, der har lagt mere eller mindre latent i hans senere film. Det er en foreløbig kulmination i et værk, der ellers har været udfordrende og kompromisløst nok i sig selv. INLAND EMPIRE er et mesterværk. Sært, esoterisk, nærmest hermetisk lukket om sig selv – men også sært dragende, fascinererende og uafviseligt. Det er en film, der bliver siddende i kroppen længe efter den er slut. Er man til Lynch, så er de tre timer, filmen varer, ikke for meget – tværtimod. Man vil have mere. Det er en film, der ikke har sin lige (det skulle da lige være Eraserhead). Det er as Lynch as it gets.


Handlinger

Information

5 responses

9 11 2007
Henrik Lübker

Uh, jeg glæder mig til at se den… selvom tre timer i Lynch-land virker voldsomt.

I Mulholland Drive mener jeg, som du, at der er rester, der ikke går op i det skjulte narrativ, men i Lost Highway synes jeg faktisk, at den går op, forudsat at man accepterer at allerede filmens begyndelse er et fiktionsplan, der er underordnet et realplan. Hvad skulle “resten” være i Lost Higway? Det cykliske element, hvor det er ham selv, der taler i og samtidig hører beskeden i dørtelefonen?

9 11 2007
Claus Krogholm

Jo, men hvad er realplan og hvad er fiktionsplan i Lost Highway? Og hvor hører The Mystery Man hjemme efter som han kan transcendere de to planer? Min pointe er sådan set også mere, at det ikke er det mest interessante hos Lynch, hvorvidt tingene går op eller ej. Det er mere interessant at se filmene som abstrakte værker, frem for at prøve at få dem til at “ligne” noget; dvs. gøre dem til narrative forløb, der kan genfortælles.
Det vil i hvert fald et futilt projekt med INLAND EMPIRE. Og tre timer i Lynch-land – det kan aldrig blive for meget!

9 11 2007
Henrik Lübker

Jeg mener slet ikke realplanet er tilstede på udsigelsesplanet i Lost Highway (på nær i nogle flashbacks når hovedpersonen får hovedpine). Jeg synes det er en ret åbenlys historie om en mand der flygter ind i sin egen bevidsthed i et kontinuerligt forsøg på undslå sig realplanets gru (hvor han sandsynligvis har slået sin kone ihjel). Når fantasierne ikke holder flygter han endnu længere ind i drømmeverdenen i forsøget på at fastholde en harmonisk fortælling. Men virkeligheden trænger sig hele tiden på. Mest af alt i symbolsk form af Mystery man. Hvor hovedpersonen ikke kan lide kameraer, fordi han hellere vil huske tingene, som han oplevede dem, i stedet for hvordan de var, så er mystery man realplanets fortrængte figur som med kameraet og realitetsbruddene(!) hele tiden udfordrer hovedpersonens fiktion.

På den vis ser jeg Mystery Man som en slags fortolkningsnøgle som Lynch trods alt har lagt ind i filmen.

Og på samme vis ser jeg “teaterscenen” i Mulholland Drive som en lignende fortolkningsnøgle.

Men der er givetvis meget at hente i at se dem som abstrakte værker. Det vil jeg tilstræbe mig på at prøve, hvis jeg ellers kan tøjle den forbandede meningssøgen.😀

10 11 2007
frovin

Jeg glæder mig vildt til at få set INLAND EMPIRE engang i næste uge.. jeg har læst en tolkning på den, som handler om at filmen er en apologi for Lynch’s buddhistiske orientering.. som altid lyder det spændende med ham.

11 11 2007
Claus Krogholm

Jeg ved nu ikke, hvor buddhistisk INLAND EMPIRE er. Man kan selvfølgelig sige, at det handler om verden som illusion.
Tolkningen af Lost Highway som en mands forsøg på at flygte ind i sin egen bevidsthed/fantasi for at undslippe realplanets gru holder ganske langt. Men der er stadig ting, der forblive uklare. Hvis det er drabet på konen, der udløser flugten fra realplanet, hvorfor dukker The Mystery Man så op allerede før drabet? Det virker som om, der er noget andet, der har udløst ‘realitetsskredet’ allerede før, han dræber hustruen og at drabet kun er en handling, der er afledt af noget andet. Det kan så fx være jalousi, men vi er ude i at spekulere i årsager, der i hvert fald ikke fremgår entydigt af filmen selv. Lynch selv – ikke fordi han skal være sandhedsvidne – har sagt, at han og Barry Gifford (der var med til at skrive manuskript) aldrig har talt om, hvad der sker, da Fred transformeres til Pete, mens han sidder i fængselscellen. De har bevidst villet opretholde et ‘sort hul’ i fortællingen, et sted der suger ‘mening’ til sig, men ikke giver nogen mening fra sig.
Det kan selvfølgelig bare være for at gøre det hele mere gådefuldt. Men for mig at se, siger det også, at det er ufrugtbart at ville lede efter en final referent; et sted hvorfra man kan tolke filmen, så alt (mere eller mindre) falder på plads i et kausalt, narrativt forløb. Ting hænger ikke så smukt og entydigt sammen i den virkelige verden. Hvorfor skulle det så gøre det i filmen eller i kunsten.
Men, indrømmet, det ligger så indgroet i os at lede efter narrativ kausalitet, at det er forbandet svært at slippe trangen til at ville finde mening i alt og få tingene til at falde på plads i et entydigt forløb.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s




%d bloggers like this: