Underspillet

16 12 2007

Det er sæson for “Årets bedste…” lister. Der er mange ting, man kunne tage fat på, men her vil jeg koncentrere mig om kategorien: “Årets bedste underspillede mandlige hovedrolle”. Filmroller kan både overspilles og underspilles; begge dele kan gøres fremragende, og det kan blive til pinlige præstationer. En underspillet rolle kan holde for meget tilbage, så man aldrig får noget indtryk af den karakter, der fremstilles. En overspillet rolle kan give en god skuespiller lejlighed til at rendyrke et enkelt aspekt af sit talent (tænk fx på Jack Nicholson i The Shining eller Geoffrey Rush i Pirates of Caribbean).

Den første kandidat i kategorien underspil er Brad Pitt i The Assasination of Jesse James by the Coward Robert Ford. Brad Pitt spiller Jesse James, så vi kun langsomt – sammen med Robert Ford (Casey Affleck) – opdager, at han er manio-depressiv og paranoid. Jesse James er farlig, ikke mindst for sig selv, så han forsøger at holde sine dårlige sider nede. Brad Pitt kan umiddelbart virke som en lidt tam og kedelig Jesse James, men lader os gradvist ane, hvad der ligger latent under den lidt upåfaldende overflade. De psykopatiske træk får lov til at bryde igennem, men aldrig på nogen demonstrativ måde (“Se! Jeg er psykopat!”). Det meste foregår under overfladen, og bliver af den grund desto mere foruroligende.

Den anden kandidat er Viggo Mortensen i Eastern Promises. Her er han håndlangeren Nikolai, der har sine grunde til ikke at skilte med, hvem han i virkeligheden er. Han er derfor en karakter, der helst skal være upåfaldende. Det samme var Mortensen som Tom Stall i A History of Violence, hvor han i starten nærmest virkede kedelig. Det viste sig dog at være i overensstemmelse med karakteren. Viggo Mortensen rendyrker det i endnu højere grad i Eastern Promises, hvor han, som en kritiker har fremhævet, evner at læne sig op ad en lygtepæl, så han synes at være en organisk forlængelse af lygtepælen. Nikolai er en figur, der forbliver gådefuld filmen igennem. Selv når vi tilsyneladende får afsløret hans sande identitet, kan vi ikke vide os sikre på, hvem han er og hvad hans motiver er. Det er underspil, der nærmer sig den rene minimalisme, men igen med nuancer nok til at vi aner en latent, dybt foruroligende karakter lige under overfladen.


Handlinger

Information

2 responses

17 12 2007
Erik Steinskog

Når jeg ser din kategori her blir jeg minnet om Edgar Allan Poes “The Man of the Crowd.” Han er, som mange har påpekt, bare ekstraordinær i kraft av å være så ordinær at man ikke legger merke til ham. Selvsagt er ikke dette tilfellet med dine eksempler her; som publikum skal vi jo tross alt se både Pitt og Mortensen, men det er likevel en interessant dimensjon med underspillet.

17 12 2007
Claus Krogholm

Det er interessant med både Pitt og Mortensen, at de spiller karakterer, der selv underspiller deres karakter for at undgå opmærksomhed. De spiller altså karakterer, der spiller roller på en sådan måde, at vi netop skal lægge mærke til, at de underspiller. Dermed bliver de som “The Man in the Crowd” netop ekstraordinære i deres upåfaldenhed (lyder helt heideggersk). Og det er nok det, der gør deres underspil så vellykket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s




%d bloggers like this: