Britney og kulturkampen

8 01 2008

En kort overgang så det ud som om, tingene var vendt for Britney Spears. Hendes ny cd Blackout er blevet særdeles positivt modtaget og har solgt rigtig godt. Men i weekenden var medierne så igen oversvømmet med historier om en suicidal Britney, der var blevet tvangsindlagt og endegyldigt havde mistet retten til at se sine børn.

Dermed er Britney tilsyneladende sendt tilbage til der, hvor hun var før Blackout udkom. Og dog? Det er som om billedet af Britney har ændret sig i løbet af efteråret. Hvor hun tidligere har været afskrevet som blot endnu et overfladisk, medieskabt popkulturfænomen, så dukker hun nu op i sammenhænge, hvor man ikke tidligere har set hende. Dels var der de mange positive anmeldelser af Blackout – også fra musikskribenter hvis præferencer ellers ligger helt andre steder. Fx har en estimeret kritiker som Simon Reynolds Blackout med på sin liste over årets cd’er. Dels skriver personer, vi i mangel af anden betegnelse vil rubricere som intellektuelle, nu seriøst om Britney. Det gælder fx bloggeren k-punk, der også regner Blackout for en af året bedste cd’er.

k-punk ser Blackout som Britneys svar på tiltale. Det ligger lige for at tolke titlen som en kommentar til mediebilledet af Britney Spears (også selvom pladeselskabet forklarer titlen som “blocking out negativity and embracing life fully”). Titlen alluderer muligvis også til Amy Winehouses Back to Black, men flere af sangene er direkte kommentarer til Britneys egen karriere. Tydeligst i “Piece of me” der er en form for (selv)ironisk og sarkastisk selvportræt: “I’m Miss American Dream since I was 17”. Det er ikke tale om patetisk klynkeri (a la Michael Jacksons “Stop questioning me!”):

I’m Mrs. ‘Lifestyles of the rich and famous’
(You want a piece of me)
I’m Mrs. ‘Oh my God that Britney’s Shameless’
(You want a piece of me)
I’m Mrs. ‘Extra! Extra! this just in’
(You want a piece of me)
I’m Mrs. ‘She’s too big now she’s too thin’
(You want a piece of me)

I’m Mrs. ‘Most likely to get on the TV for slippin’ on the streets’
When getting the groceries, no, for real..
Are you kidding me?
No wonder there’s panic in the industry

k-punk udlægger det således:

Right in the heart of the mainstream, Britney Spears’ astonishing Blackout saw the troubled mega-star turn out a set of punitively reductive electro-pop. Exasperated humanist critics complained that the vocodered catatonic-robotic Britney sounded like a ‘Brit bot’ or ‘a singing sex doll’. But that is precisely the appeal of Blackout, which sounds like it might have been recorded by a ‘meat puppet’, William Gibson’s name for technically-augmented prostitutes of the near future. In Gibson’s Neuromancer, the meat puppets have a chip installed in their brain which produces a ‘neural cut-out’, allowing them to work on ‘automatic pilot’. On Blackout – an alternative title for which might have been I, Neurobot – it as if Britney, engineered by the late capitalist mega-matrix since childhood, has part-removed the cut-out chip which previously allowed her to function automatically. The addictive ‘Piece of Me’ is a deadpan outpouring of embittered existentialist angst from the very heart of the videodrome, a cry of pain and defiance from the mind of a discarded sex toy staring at simulations of itself. (…) What’s great about Blackout is the way that Britney seems to enjoy and acclerate her dis-integration as an organic individual – the record, like the media coverage, is a ‘piece of her’, a fragment of a distributed, mostly simulated, hyperbody, exhibited in a cyberspatial freakshow.

Hvorfor begynder såkaldt intellektuelle nu at tage Britney alvorligt? Bortset fra at Blackout vitterlig er en god cd, så er der måske også tale om en form for trods. Det er blevet for meget med alle de som oftest usandsynlige historier om Britney, der ikke kun florerer i den mest kulørte ugepresse, men også kolporteres ukritisk af såkaldte seriøse medier. Det er som om al journalistisk dømmekraft er sat ud af kraft, når det drejer sig om at bringe historier om ‘de kendte’. Personligt blev det for meget, da BT havde en forside, hvor man bekendtgjorde, at Britneys ‘venner’ opfordrede til at boykotte hendes cd. Dels kan man spørge, hvilke venner der vil opfordre til den slags; dels hvorfor BT finder det så vigtig en historie, at den skal på forsiden. Måske andre har fundet, at nu er det nok.

Der er opstået en form for kulturkamp om Britney. På den ene side de kannibalistiske medier, der nu er i fuld gang med at fortære den Britney, de selv har skabt. Og på den anden side de, der forsøger at redde The Artist Known As Britney Spears. Det tegnede lovende, da Blackout fik en overvældende positiv modtagelse. Men det er en vanskelig kamp, da der er en hærskare af hærdede fordomme og klichéer, som først skal ryddes af vejen. Britney er ‘talentløs’, hun kan ikke synge, hun er et kunstprodukt og skabt af medierne. Det har da også kendetegnet en del af de positive anmeldelser, at anmelderne så sig nødsaget til at komme med forklaringer på, hvordan det kunne blive en god cd på trods af Britney. Det er blevet en selvfølgelig og uanfægtet sandhed, at Britney ikke har talent. Den serveres gang på gang uden at nogen føler behov for at argumentere for påstanden. Eller for den sags skyld godtgøre at man er kompetent til at udtale sig om Britneys talent eller mangel på samme.

Jeg har i anden sammenhæng argumenteret for, at talent er et forholdsvis uinteressant kriterium at bedømme musik efter i dag. Men lad mig minde om, at såvel Elvis som The Beatles er blevet afskrevet som talentløse – og måske var det målt ud fra de kriterier, der herskede, da de kom frem. Historisk set var det der skete dog, at det blev Elvis og The Beatles, der ændrede kriterierne for, hvad der regnes for talent. Et nyere og mere nærliggende eksempel er Madonna. Hvis man husker, da hun kom frem – men hvem husker det: hun har efterhånden været her i 25 år – så blev Madonna afskrevet ud fra nogenlunde samme kriterier, som man bruger mod Britney i dag. Madonna er ikke nogen stor sangskriver, hun synger ikke specielt fremragende, hun er en dårlig skuespiller osv. Men Madonna har et umiskendeligt talent for at være Madonna. Og man skal heller ikke undervurdere den darwinisme, der hersker i musikbranchen. Man kan godt skabe et one hit wonder, men de holder sjældent længere end døgnfluer. Madonna har klaret sig i 25 år. Britney Spears har faktisk allerede 10 år bag sig – længere end The Beatles’ pladekarriere (uden i øvrigt at ville sammenligne). Det kræver noget at overleve.

Madonna har i mange år været genstand for akademiske og intellektuelle studier. Britney-studies er endnu i sin vorden. Der sker hele tiden skred for, hvad der er seriøse emner for forskning. Engang var pop, rock, tegneserier og Hollywood underlødige emner, der ikke tålte sammenligning med “rigtig” musik, “rigtig” litteratur og “rigtig” skuespil. Det har ændret sig. Britneys tid kommer sikkert også. Først er der dog et fordrejet mediebillede, der skal demonteres. For den der vil trodse klichéerne og fordommene, er der stof at hente på Blackout.

Britney
It’s Britney, bitch!

Handlinger

Information

34 responses

8 01 2008
Britney Spears » Britney og kulturkampen

[…] Here’s another interesting post I read today by Krogholms weblog II […]

9 01 2008
Bjarne Balle

“Først er der dog et fordrejet mediebillede, der skal demonteres. For den der vil trodse klichéerne og fordommene, er der stof at hente på Blackout.”

ja, den slags trods er jeg med på. Og det kunne nu være skægt at se den komplette liste over klicheer, fordomme, myter etc, der skal aflives før der viser sig et realistisk billede.

Det kunne være en journalistisk opgave.

9 01 2008
Claus Krogholm

Tja, nu har det journalistiske niveau hidtil ikke just været imponerende, når det angår Britney, så det er vel spørgsmålet, om man tør betro den opgave til en journalist. Det er også en opgave af herkulisk omfang.

9 01 2008
Erik Steinskog

Alternativt er det vel å gjøre som du gjør her – og som k-punk på posten du refererer – å gå rundt hele mediebildet og heller forsøke å diskutere musikken (med mer) ut fra andre premisser enn de journalistiske. Britney-studies kan i så måte jo også lære noe av Madonna-studies. Samtidig, som du også impliserer i posten, Blackout forholder seg jo til de samme mediebildene, og selv om den fordreier bildet noe, så er vel plata også parasitær på media, i en symbiose der bildet demonteres og spilles videre på samtidig.

10 01 2008
Claus Krogholm

Steven Shaviro citerer Warhol på sin blog: “When a mirror looks at its reflection, what does it see?” Blackout kan ses som et forsøg på at besvare det spørgsmål. Her optræder Britney som den ‘Brit-bot’, hun er blevet gjort til, samtidigt med at hun – Brit-bot – reflekterer over, det billede det reflekteres i spejlet/medierne. Styrken i denne tilgang – og ved Blackout – er, at det ikke er et forsøg på vise os den ‘autentiske’ Britney som et modbillede til mediernes vrangbillede. Det er vrangbilledet selv, der reflekteres, men netop derfor også fremstår tydeligt som et vrangbillede. Dermed undgår hun også at havne i det patetiske, hvor hun fremstår som et offer (den fælde Michael Jackson på mange måder trådte i).
Madonna-studies kan uden tvivl tjene som eksempel. Uden at gøre academia til helten, så er det i dag muligt at tale om Madonna på flere måder. Det er problemet for Britney-studies, at der stort set kun findes en i-tale-sættelse: de kulørte mediers. Det er påfaldende, at de fleste – positive – anmeldelser af Blackout finder det nødvendigt også at forholde sig til Britney som dårlig mor, alkoholiker, junkie, mentalt forkrøblet osv. Og man kan tilsyneladende heller ikke udråbe Blackout til en vellykket cd uden samtidigt at skulle argumentere for, hvordan den kan blive det på trods af Britney.
Så ja, Britney-studies handler i første omgang om at få etableret en alternativ i-tale-sættelse (for nu at undgå ‘the d-word’) af Britney. Og det har Blackout allerede flere intelligente bud på.

10 01 2008
Erik Steinskog

Jeg synes dine kommentarer her står godt til diskusjonen du åpner i kronikken fra Information. Det er nettopp en annen eller alternativ i-tale-setting. Og en ting du framhever der, som i mindre grad har vært framme i Madonna-studies, er nettopp et alternativ til artisten; heller enn fokus på artisten (nærmest som geni) framhever du en slags kollektivitet, som så “Britney” blir synliggjøringen (og lydliggjøringen) av. Det passer overens med hvordan musikken i forhold til komposisjon, produksjon og framførelse (inkludert video og andre iscenesettelser) nettopp er noe annet enn den singulære (og autentiske) stemmen fra en artist. Og åpner dermed for en annen fabrikering av musikken (eller kunsten).
Jeg har også funnet det påfallende hvordan man i de positive anmeldelsene av Blackout ser seg nødt til å også skrive om Britneys “privatliv” – mens man på den andre siden har alle artiklene om Britney som tilsynelatende glemmer at hun også har gitt ut sin sannsynligvis beste plate midt i alt det mediestyret som har vært den siste tiden.

10 01 2008
Claus Krogholm

Nemlig. Nu var George Martin godt nok anerkendt som “den 5. Beatle”, men det understreger jo, at der er andre end “kunstneren” selv involveret. Og hvor ville Johnny Cash og Elvis have været uden Sam Philips? Og hvor meget betød Brian Epstein for Beatles’ succes? Man kan vel også sige, at anerkendelsen af fx Madonna og Kylie Minogue går mindre på deres “kunstneriske” kvalifikationer og mere drejer sig om, at de har evnet at tage kontrollen over den karriere, de lægger stemme og krop til. Og hvor stemme og krop tidligere var autenticitetsmarkører, så gør digital og kosmetisk manipulation stemme og krop mindst lige så ambivalente som alle de andre omstændigheder ved musikproduktion i dag. Og Blackout lægger i hvert fald ikke skjul på, at stemmen er manipuleret.
Der er flere anmeldere, som har påpeget det paradoksale i, at Britney har lavet sin formodentlig bedste plade samtidigt med, at hun angiveligt har befundet – og befinder sig – på sammenbruddets rand (hvis ikke på den anden side af sammenbruddet). Nogle har så løst paradokset ved at sige, at Britney selv er en forholdsvis ubetydelig brik i produktionen. Men Blackout lyder som alt andet end et koldt og sterilt kunstprodukt. Og paradokset opstår selvfølgelig kun, fordi man holder fast i forestillingen om kunstneren (geniet) som værkets ophav.

10 01 2008
Bjarne Balle

To ting:

Ja, det journalistiske niveau skraber bunden i dette tilfælde, men mon ikke de har mere i sig ? Det er rigtigt at det er sladderpressens metoder, der dominerer, så der kan næppe være meget tvivl om at der er noget at komme efter. Tager man Nyhedsavisen som eksempel – de ser ud til at have ambitioner om at overhale ekstra bladet/ se og hør indenom – og dertil bruger de ‘ritzau-metoden’ – dvs de trykker det andre skriver og ‘skriver af’ efter de internationale rygtebørser. Det kræver ikke mange evner! Men de journalister der fører pennen ser ud til at kunne meget mere – de er både veluddannede og det hele, dvs de kender godt journalistikkens metoder og ved helt sikkert også at dokumentation ikke er ligegyldigt i journalistik. Men de bruger ikke deres baggrund, når de viderefører historier om hestemedicin etc. – den slags har jo ikke meget med journalistik at gøre. Dem der har forstand på journalistik plejer heller ikke at være begejstret for den slags historier.

En ordentlig mundfuld ? Man kan jo begynde i det små og har man adgang til en af de gode databaser, så kan man nok hurtigt danne sig et indtryk af de meninger der dominerer i pressen. Jeg tror heller ikke det er så svært at problematisere de meninger, fx er dokumentationen jo ofte tynd….og det gør det jo nemt. Journalisterne kender godt vejen, men de tager i stedet de hurtige og nemme løsninger

Se et eksempel på en artikel, hvor der virkelig er noget at tage fat på:
http://avisen.dk/britney-viser-bryster-scorer-paparazzi-090108.aspx

Og en anden hvor journalisten selv afliver tidligere rygter, men desværre blot sætter andre rygter i stedet.
http://avisen.dk/people-britney-stoffer–blot-sindssyg-100108.aspx

10 01 2008
Claus Krogholm

Dine eksempler gør jo ikke ligefrem en optimistisk på journalistikkens vegne. Men du har da ret, der findes – heldigvis – stadigvæk seriøse journalister. Jeg tror bare, det kræver, at der er en anden italesættelse af Britney, så man ikke længere føler sig nødsaget til at tale om “den fallerede popstjerne”, hver gang man skal sige noget om Britney. Det er ikke nødvendigvis en akademisk opgave, men tilfældet Madonna viser, at der skete et markant skred i opfattelsen af Madonna – og af italesættelsen af Madonna – da hun først blev genstand for akademiske studier.
Det peger også på et andet problem. Grunden til at jeg bruger ordet “kulturkamp” i overskriften, er at den form for journalistik, vi ser her, ikke længere er begrænset til de kulørte ugeblade og celebrity-stof. Det er slemt nok, at såkaldte seriøse medier også ser sig nødsaget til at kolportere alskens rygter om Britney og andre; men det sniger sig ind på en række andre områder. Det gælder ikke mindst det politiske, hvor politikere i stigende omfang fører sig frem som celebrities, og tilsvarende behandles som sådanne i medierne. Det er jo meget signifikant, at redaktøren på Se & Hør indtil for nylig også var en af de mest brugte politiske kommentatorer. Det er mig egentlig imod at skulle være fortaler for en oplyst borgerlig offentlighed, men jeg mener, det er nødvendigt med alternative italesættelser til den omsiggribende kontaminering af snart sagt hvad som helst i sladderens navn.

10 01 2008
Erik Steinskog

Vel, hvis du skal ha et aktuelt eksempel på hvordan politisk journalistikk blir celebrity-journalistikk er måske den franske situasjonen lige nu, med Nicolas Sarkozy og Carla Bruni nærliggende. Så vidt jeg forstår er det i denne form du anvender betegnelsen “kulturkamp.”
Og jeg tror du har rett, at kulturjournalistikk risikerer å ikke bli noe annet enn celebrity-journalistikk den også. Men selv om det lyder (små-)borgerlig kan vi måske håpe at det finnes en mulig kulturjournalistikk der ute som vil gjøre noe annet.

12 01 2008
Lotte

-Men du har da ret, der findes – heldigvis – stadigvæk seriøse journalister

Hvor?

(og nej det er ikke et ironisk spørgsmål, jeg mener det seriøst)

12 01 2008
Claus Krogholm

Hvis vi skal blive inden for musikken og musikjournalistik, så vil jeg nævne Ralf Christensen på Information, der har skrevet en række velresearchede, kritiske artikler om musikindustrien, nye distributionsformer og ophavsret.

12 01 2008
Lotte

Point taken.

Jeg læste bare journalister i ubestemt form, og dem har jeg generelt betragtet et meget stort problem med. Som faggruppe set lidt oppefra mener jeg de er nutidens prædikanter, de laver store ulykker på alt for mange områder og bedriver uintelligent moralisme, der skader for mange.

13 01 2008
Bjarne Balle

Nej, den slags celebrity ‘hate speech’ og sladderjournalistik gør ikke en optimistsk – den gi’r mildeste talt kvalme og brækfornæmmelser. Og du har helt ret i at det bliver rodet sammen med alt andet, hvilket man må sige Nyhedsavisen er et glimrende eksempel på. David Trads var engang fortaler for at holde tingene adskilt, men nu er Nyhedsavisen blevet en af landets største aviser og man kan dårligt påstå at det princip præger deres nyhedsformidling. Det kan man slet ikke påstå-:)

Så der er ganske rigtigt behov for alternativer. Jeg tror ikke effekten af Madonna-studies er enestående. Jeg tror faktisk at forskere/akademikerne (og andre) kan gør noget ved det her.

Eksempelvis ved at aflive myten om ”den fallerede popstjerne ” – er det det der skal ske ?
Det er i hvert fald interessant at det ikke er mere af den samme historie, hvis man kigger på hendes udgivelser ctr rygterne om hendes ‘kulørte’ sociale liv.

PS til Lotte – de er der rundt omkring på de fleste redaktioner/massemedier. Man skal bare selv finde dem ved at pløje mange aviser igennem og altså: cherry picking ! Det er fx ikke alle journalister der er ligeså dårlige som de massemedier de arbejder for – alle journalister blander ikke tingene sammen (jf ovenfor) – selvom de fleste aviser gør det efterhånden.

13 01 2008
Bjarne Balle

Lige en ydeligere bemærkning:

Der er masser af motivation til at skrive hvad som helst om hvem om helst!

http://avisen.dk/britney-vil-konvertere-islam-130108.aspx

Et kort spørgsmål fra en blogger og svar fra sladderjournalisten fortæller vist det meste.

13. januar 2008 18:30 af Nellie (anonym)
Hvorfor bliver Nyhedsavisen ved med at bringe den ene vanvittige historie efter den anden, om den kvinde?
Vi gider ikke læse mere om hende. Sande eller usande sladderhistorier, eller ej………
Lad hende dog være i fred med sine personlige problemer, og bring os istedet nogle nyheder, der er mere interessante og opbyggelige.

13. januar 2008 18:40 af Stinne Kaasgaard Poulsen
Vi bringer dem, fordi de, i modsætning til hvad du siger, rent faktisk bliver læst af rigtig mange og som regel er blandt de ti mest læste. /Stinne

Klar tale om moderne massemedier anno 2008: vi skriver det, fordi I læser det…
Nogle Journalister har altså sagt farvel til de journalistike principper og metoder de lærte engang. Nu handler det om noget helt andet: læsertal.

Well, fuck you too…

Det er ikke svært at forstå hvorfor journalister har så dårligt et renome som de årlige troværdighedsmåling viser. Helt i bund.

13 01 2008
Claus Krogholm

Ja, og narkohandlere sælger kun stoffer, fordi junkierne kræver det.
For nu ikke at gøre forskning og akademiske studier til det eneste alternativ, så kan der være grund til også at nævne satiren. The Daily Show er ret ferme til at gribe medierne i hykleri. De viste på et tidspunkt et indslag, hvor CNN afbrød et analyse af situationen i Irak for at bringe breaking news. Hvorpå man så Paris Hilton blive ført ind i en politibil for at blive kørt tilbage til fængslet. Live! Som Jon Stewart bemærkede, så var vi gået glip af den historiske begivenhed, hvis ikke CNN har været på live – bortset fra de “oh 10.000 other photographers present at the historical envehicling”. Det blev fulgt op af indslag med tydeligt forlegne CNN-journalister, der forsøgte dels at bortforklare at man overhovedet beskæftigede sig med Paris Hilton; dels forsøgte at legitimere det. Og det er vel det, der sker. CNN og andre – relativt seriøse – medier har egentlig ikke lyst til at beskæftige sig med celebirty-sladder, da de godt ved, det skader deres journalistiske troværdighed. På den anden side så tør de heller ikke lade være, fordi de er bange for at overlade hele markedet til dem, der ikke har nogen skrupler i så henseende.
Som Jon Stewart konkluderede: “Either our culture is irreparable crippled, or, Paris HIlton is a virgin to be worshipped.”
Nogen burde tage fat på TV2 Zulu. Kanalen blev lanceret som et ungt, frækt og udfordrende bud på, hvordan man laver tv. Nu er deres weekendsendeflade plastret til med Hollywood Uncensored, 101 Hollywood Secrets o.lign.

14 01 2008
Claus Krogholm

Og nu har miljøminister Troels Lund Poulsen lige været i TV2s morgentv for at præsentere sin ny kæreste. Det må være Sarkozy-effekten.

14 01 2008
Lotte

Og jeg kunne godt tænke mig at “vide” hvorfor det kan lade sig gøre? Jeg har førsøgt mange gange at tænke en fornuftig tænkerække om fænomenet, som jeg ikke engang ved, hvad jeg skal kalde…

Jeg kender INGEN, der direkte efterspørger luderjournalistikken, og alle jeg kender svarer, når man går dem på klingen, at de faktisk, helt dybt nede helst var fri for “det”

Mon Troels Lund Poulsen har sagt ja til at være med, fordi han har følt sig presset. Måske har han tænkt: Jeg må hellere få det overstået. Lidt som med kongehusets strategi?

Hvad er det for en mekanisme, der tilsyneladende styrer samfundet ?
Er det en form for fremmedgørelse? Et ønske om identifikation? Penge?

14 01 2008
Claus Krogholm

Mekanismen er beskrevet af Karl Marx i “Kapitalen”. Hvis noget kan gøres til en vare – og det kan vel stort set alt efterhånden – så vil der også være nogen, der er parat til at tjene penge på det. Sådan var det på Marx’ tid, og det har ikke ændret sig grundlæggende siden.
Troels Lund Poulsen har formodentlig gjort det som en variant af damage control. Historien vil under alle omstændigheder komme til at florere i medierne, så det er bedre at forsøge at få kontrol fra starten. Men det er formodentlig ‘a lost cause’. Nu fremstår han så i stedet som en, der bruger sit privatliv til at få omtale i medierne.

14 01 2008
Torben Sangild

Hvis vi lige skulle vende tilbage til Britney, kunne det være interessant at høre dine kommentarer til Agenda-udsendelsen om Britney:
http://www.dr.dk/P1/Agenda/Udsendelser/2007/1112101459.htm

Der bliver sagt mangt og meget som du må have en mening om.

14 01 2008
Erik Steinskog

Nå er det ikke meg du spør Torben, og måske skulle jeg vente til Claus hadde svart før jeg sier noe, men…. Jeg har hørt udsendelsen, og synes det er noen ting som er tankevekkende ved den. Framingen er at Britney har forfalt, og det synes som om ingen av deltakerne i debatten har fått med seg at Britney i denne “forfallsperioden” har gitt ut det som sannsynligvis er hennes beste plate (så langt). Man taler gjennom hele udsendelsen som om Blackout ikke finnes. Det synes jeg er merkelig.
Jeg er heller ikke enig med min kollega Michelsen (hvis jeg forstår ham riktig) i at populærmusikken (i stort, uavhenging av noe rock/pop skille) må ha “noe på hjertet” og at dette “noe” skal være dypt. Det smaker for meget av “autentisitet” for meg, et paradigme som har sin plass innenfor rocke-mythosen, men som jeg ikke synes holder i denne sammenhengen. For å si det slik, jeg er ikke sikker på om Madonna er så mye “dypere” enn Britney…. Men takk for linken, godt å høre litt dansk radio her oppe i Norge.

14 01 2008
Torben Sangild

Ja, jeg tænkte det samme o fremstillingen af Britney; men det var jeg kun i stand til efter at være blevet oplyst af Claus her på bloggen.

Hvis jeg skal forsvare Morten Michelsen en smule sagde han faktisk intet om at rock var mere ægte end pop (selv om det blev udlagt sådan bagefter), og da jeg kender ham godt ved jeg at det er noget han ikke mener (han har skrevet speciale om autenticitetsbegrebet). Det Morten siger er vel at rockmusikeren indskriver sig i et hedonistisk modkultur-projekt (sex, drugs, rock’n’roll), mens celebrity-stjernen ikke har noget projekt at identificere sig med. Måske er det sidste mere ærligt, for her viser mekanismerne sig frem uden omsvøb. Det er en “autentisk inautenticitet”, som Lawrence Grossberg ville sige. Og rockens myter tenderer i højere og højere grad måske mod “inautentisk autenticitet”.

15 01 2008
Claus Krogholm

Nu har jeg forgæves forsøgt at få hørt udsendelsen (podcasten viser sig at være Eksistens og ikke Agenda), men jeg hørte den i sin tid. Det står ikke klart i alle detaljer, men mit indtryk var dengang, at man var meget fastlåst af den gængse opfattelse af Britney, altså “forfaldshistorien”, som vist ikke har så mange andre kilder end de sædvanlige og lidet troværdige.
Udsendelsen blev sendt første gang 10. november, hvilket var kort tid efter Blackout var udsendt (30. oktober), så de medvirkende har muligvis ikke haft mulighed for at forholde sig til Blackout. Men præmissen synes at være, at Britney ikke er nogen stor kunstner og ikke har noget på hjerte, så musikken er heller ikke så interessant at beskæftige sig med. Det billede er måske på vej til at ændre sig, jvf. modtagelsen af Blackout. Det er i hvert fald en plade, der lige præcis sætter den “autentiske inautenticitet” i spil på en interessant måde.

15 01 2008
Erik Steinskog

Jeg hadde ikke fått med meg at det var en genudsendelse, og i så fall er man vel delvis unnskylt for ikke å ha fått med seg Blackout. Men det endrer ikke på at store deler av mythosen får bli med over i programmet. Ok, så har Torben sikkert rett i at Michelsen også differensierer mellom rock (hedonisme, mythos, og modkultur) og pop (som da nærmest blir tomt), men dette blir utlagt som at Britney (og pop’en iøvrigt?) ikke er kunstnere – eller Kunstnere – mens rocken i det minste har potensial til det. Og dette er fryktelig nær tanken om kunsten som autentisk. Måske er “ikkeautentisk autentisitet,” men like fullt. Og udsendelsen synes å hvile på premisset om at Britney ikke er en stor kunstner – mens man altså slår fast at Madonna er det. Her virker det også som om journalistene ikke har lært av historien, siden mye av det samme også ble sagt om Madonna da hun begynte. Nok en gang tror jeg altså at Madonna-studies kan lære oss noe om hvordan vi forholder oss til Britney, og at Britney-studies har en mulighet til å vise oss en annen inngang til problematikken. Bildet at Britney som tegnes i udsendelsen er vel som Claus også sier i ferd med å endre seg i og med Blackout – selv om celebrity-journalistikken (som i mange tilfeller er arvtakeren etter kulturjournalistikken) synes uvillig til å ta inn den musikalske biten her.
Iøvrigt er et av de stedene “autentisk ikke-autentisitet” har blitt anvende innenfor populærmusikkstudier knyttet til Pet Shop Boys – som Fred Maus iøvrigt også kaller “a queer kind of authenticity” – og det sier måske også noe om hvordan autentisitetsbegrepet anvendes. Som Claus’ kronikk i Information viser henger autentisitet og Kunst sammen her, mens pop-produkter og deres produksjon, men mange involverte bakmenn, virker det som man helst vil glemme.

15 01 2008
Claus Krogholm

Det kunne være interessant at se på, hvad det så kommer til at betyde, at Britney åbenbart har bevæget sig på rockens enemærker: hedonisme, sex og drugs. Det er selvfølgelig ikke enestående inden for pop, men som Torben skriver, så fungerer det ikke som “autentisk” modkultur. Britneys adfærd – hvis vi vælger at tro rygterne – er ikke så forskellig fra Courtney Loves, men hvor Courtney Love i det mindste i nogle kredse har credibility, så bliver det i Britneys tilfælde til en forfaldshistorie.
Et af de påfaldende træk ved Blackout er brugen af ordene “Freak” og “Freakshow”. De er naturligvis selvrefleksive som karakteristika af Britneys public image. Men når Britney synger: “Baby I’m a freak/ And I don’t really give a damn/ I’m crazy as a motherfucker”, så er det dels den ironisk distancerede identifikation med medieskabningen Britney; men spiller også på den betydning, ordet ‘freak’ har haft siden 60’erne: den selvvalgte position uden for normen. Dermed bliver det ikke en identifikation med modkultur i traditionel forstand (som et autentisk alternativ til normen), men noget man udmærket kan kalde autentisk inautenticitet.

15 01 2008
Bjarne Balle

Nej, hvor er det skægt – pigebarnet har slettet sit svar og dit spørgsmål, Claus. Det var sikkert over hendes grænse at blive sat i forbindelse med en narkopusher. Måske var 2 minutters kritik bare alt for meget.

Det tyder på at man ikke behøver at have hele The Daily Shows redaktion i rykken for at gribe medierne i hykleri. Eller måske er sammenhængen blot: Gratisavis = gratis meninger.

Fantastisk øjeblik i dansk presse.

16 01 2008
Claus Krogholm

Skal vi ikke vælge den positive udlægning: Hun har indset, hendes argument ikke holder, så hun har fjernet det. Og da mit indlæg ikke giver mening, når hendes ikke er der, så har hun været så hensynsfuld også at fjerne det. Så mangler vi bare, at David Trads trækker sig som chefredaktør – men det er måske for optimistisk.
(For de, der ikke er helt med, så drejer det sig om det, Bjarne skrev i en tidligere kommentar. “Journalist” Stinne Kaarsgaard Poulsen forsvarede, at Avisen.dk bringer alskens sladder om Britney med, at der er mange der læser det. Jeg skrev så i en kommentar til hendes svar, at så kunne narkohandlere jo også argumentere med, at de kun solgte stoffer, fordi narkomanerne ville have det. Nu har hun så fjernet både sin egen kommentar samt min respons.)

16 01 2008
Erik Steinskog

Vel, for meg å se er det nærmest heroisk å forsøke å få den type publikasjoner til å endre seg. Jeg er enig i at en god journalistisk behandling av populærmusikk er ønskelig. Og det finnes jo eksempler på det – selv om “nye” fenomener noen ganger behøver litt tid før de blir behandlet ordentlig. Selv synes jeg kampen mot celebrity-journalistikken har litt preg av å slåss med vindmøller, men at det derimot er viktig at man også har en kultur-journalistikk (litteratur, film, musikk, med mer) som ikke også blir celebrity-fokusert. Dét er en kamp jeg gjerne vil delta i, og den handler jo sånn sett om noen av de samme momentene som du løpende bringer inn her Claus.

16 01 2008
Claus Krogholm

Helt enig. Det er en lost cause at ville komme celebrity-journalistikken til livs. Det, der bekymrer mig, er også mere, at den breder sig ind i de mere seriøse medier. Det gør den så måske i mangel af et alternativ.
Der er også den dimension, at celebrity-journalistikken formodentlig har mange læsere – som er dens alibi – fordi der er mange, der søger information om Britney. Det er bare ikke ensbetydende med, at den information de får fra celebrity-journalistikken også er den information, de ønsker. I hvert fald tilkendegiver mange af kommentarerne på fx Avisen.dk, at de er trætte af sladder om Britney. Så det må være noget andet, de har søgt efter.
Det, de så søger, er nok ikke ligefrem akademiske afhandlinger eller Britney-studies, men som – igen – Madonna-studies har vist, så er der tale om en vis trickle-down effekt. Der findes i dag en anden italesættelse af Madonna, som også har fundet vej ind i kulturjournalistikken. Det er naturligvis ikke noget værn mod celebrity-journalistik – se blot Michael Jackson – men det er da i det mindste en mulighed for også at finde anden information, hvis det er det, man ønsker.

16 01 2008
Lotte

Prøv lige at se den. Altså meget kan man selviscenesætte…
men altså…den ser ud til at komme fra hjertet.

Ok, akademisk eller ikke akademiske analyser. Det her er altså bare synd for et MENNESKE !
Gad vide, om fotograferne/journalisterne overhovedet forstår, at det handler om et menneske….

16 01 2008
Claus Krogholm

Med hele palaveren om Hillary Clintons “nær-gråd” in mente, så skal der nok være de, der mener det er selviscenesættelse. Og andre vil se det som en bekræftelse af, at vi har at gøre med en mentalt ustabil person.
Man kan spørge sig selv, om paparazzier tænker anderledes end de soldater, der fotograferede fangerne i Abu Ghraib. Og påpeger man, at det er et menneske, de har med at gøre, så er svaret, at hun selv vil fotograferes. Hun kan jo bare droppe karrieren, hvis det er for meget.

17 01 2008
Bjarne Balle

Jow, der kan godt være noget om snakken i den positive udlægning. Det kan godt ske der er en, der er blevet lidt klogere. Men Britney-historierne fortsætter dog uændet og det er jo også et team der leverer sladderen. Normalt er det kun ledelsen, der kan ændre på den slags. Og det er langt fra nok at man som Trads synes det er et problem at blande tingene sammen – man skal altså også have evnen til at få journalisterne til at behandle folk bedre. Det er det, der er problemet når folk har været i kontakt med en journalist, så brokker mange sig over en træls vinkling. Og det er Britney-historierne et glimrende eksempel på. Elendig behandling. Men nu er finanserne på plads for Nyhedsavisen, så hvem ved ….

Afslutningsvis lige et par ting under overskriften ‘ løst og fast’:

Egentlig synes jeg det slettede spørgsmål var interessant ! Og konsekvenserne af deres arbejde er interessant. Derfor ville et godt svar også være interessant fra journalisterne. Stewart fra the daily show har tidligere spurgt folkene bag crossfire på CNN om de sover godt om natten (se klip nedenfor). Det fik han vist heller ikke helt svar på og det er sjældent man hører ærlige svar på den slags spørgsmål. I stedet må vi gætte. Mit gæt er at det ikke er gratis at være en sladderjournalist, der jo skal være villige til at sælge ud af egen integritet og direkte skade andre, for at købe deres egen fremtid. Det kan ikke være helt gratis. Det er heller ikke det mest sympatiske træk ved mennesker, men de fleste kan eftersigende lære det (har berømte psykologiske forsøg vist), men ikke nødvendigvis uden bivirkninger. Så skal man nok være psykopat. Så hvilke konsekveser har det og hvilke bivirkninger ?
Her er Jon Stewart der kritiserer – desværre lærer CNN folkene næppe noget: http://www.youtube.com/watch?v=BcHcChfKIDw

Vi ved at mange synes at journalister ikke er troværdige (jf de tidligere nævnte årlige troværdighedsmålinger, hvor de typisk lander på niveau med politikere og brugtvognsforhandlere). Der må være andre måder at beskæftige sig med med det populære stof (og få læsertalsfordelene) end en måde, der gør at journalister skal smide hele deres baggrund ud. Kunne man ikke behandle rygterne satirisk og alligevel få høje læsertal? Eller på en anden måde, der ikke sætter deres troværdighed over styr? Jeg er ret overbevist om at der er bedre måder at behandle det populære stof, der ikke sætter deres troværdighed over styr.

Vi ved at en af konsekvenserne er at nogle journalister har gener ved det dårlige renome. Her fortæller en af Nyhedsavisens journalister en historie fra sit sociale liv: http://avisen.dk/blogs/jubo/er-journalister-saadan-nogle-tabere-260807.aspx

Treoels Myllenberg om det journalistiske indhold eller mangel på samme
http://politiken.dk/erhverv/article458983.ece

En om hvorfor det ikke handler om journalistik, men mere om barske økonomiske krav
http://politiken.dk/erhverv/article458929.ece

Og for at slutte af med noget positivt. På Nyhedsavisen kan de også lave
artikler om Britney på en måde, hvor de ikke behøver smide deres baggrund ud:
http://avisen.dk/derfor-klikker-vi-bare-bryster-kendte-krimi-150108.aspx

30 01 2008
Bjarne Balle

Blogejeren: “Så mangler vi bare, at David Trads trækker sig som chefredaktør – men det er måske for optimistisk”

Næææh – det var det ikke: your wish has come true !

30 01 2008
Claus Krogholm

Miraklernes tid er ikke forbi. Der er dog lidt malurt i bægeret. Jeg ser, han fortsætter bag scenen i det Berlingske Officin.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s




%d bloggers like this: