Det arbejdende folk

27 01 2008

På Beskæftigelsesministeriets hjemmeside udtaler beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen:

“Jeg vil ikke acceptere, at der er ledige, der ikke ønsker at arbejde som fx postbud eller avisudbringer. Det er ikke fair over for de mange tusinde mennesker, der hver dag står op og deler post eller aviser ud, og betaler skat til den fælles kasse.”

Udsagnet gælder det paradoks, at der fortsat er 123.000 ledige i Danmark, samtidigt med at der er masser af stillinger – som post- og avisbude – der ikke kan besættes. Beskæftigelsesministeren har gentagne gange fastslået, at står man til rådighed for arbejdsmarkedet, så skal man også påtage sig anvist arbejde. Det gælder også akademikere og kunstnere, to grupper som især har beskæftigelsesministerens bevågenhed. Man kan ikke undskylde sig med, at man er uddannet til noget andet. Bare fordi man er atomfysiker, skal man ikke føle sig for fin til at gå med aviser.

Argumentationen i ovenstående citat er interessant. Beskæftigelsesministeren nøjes ikke med at henvise til, at står man til rådighed – og dermed modtager dagpenge – så må man også være parat til at arbejde. Det er tilsyneladende ikke argument nok. Det er heller ikke “fair” over for de “mange tusinde”, der lever af at arbejde som post- eller avisbude. Man skal ikke nedgøre de, der ernærer sig ved ufaglært, manuelt arbejde. Der er en subtekst, der antyder, at det er den intellektuelles arrogance og hovmod, der får ham eller hende til at afvise at nedlade sig til den type arbejde. Akademikere og kunstnere vil ikke beskæftige sig med den slags andenrangs arbejde. Den form for arrogance finder beskæftigelsesministeren sig ikke i. Han kræver respekt for det arbejdende folk, der måske ikke har noget glamourøst job, men som ikke desto mindre bidrager til den fælles kasse ved at påtage sig et arbejde, der skal gøres.

Det er et besnærende argument. Og et man har hørt før. Der var engang, hvor vi latterliggjorde Sovjetunionen, fordi man lod højtuddannede akademikere arbejde som gadefejere, blot for at man kunne hævde at kommunismen gav fuld beskæftigelse. Og der var engang, hvor vi så det som beviset på kommunismens elendighed, at Mao og Kulturrevolutionen sendte akademikere og kunstnere ud i markerne for at de kunne få respekt for håndens arbejde og indse, at bønderne var de sande kulturarbejdere. Og der var engang, hvor vi så det som udtryk for kommunismens sande og rædselsvækkende natur, da Pol Pot og Khmer Rouge forviste de intellektuelle fra byerne og tvang dem til at arbejde sig til døde i The Killing Fields.

Kommunismen fejlede og Jerntæppet faldt. Demokratiet og de vestlige frihedsidealer bredte sig til Østeuropa. Det ser ud til, at sovjettænkningen og planøkonomien ved samme lejlighed bredte sig til Vesteuropa.


Handlinger

Information

12 responses

27 01 2008
Det arbejdende folk « Eksistens

[…] Læs hele posten her. […]

27 01 2008
Bjarne Balle

haha – borgerlig-liberal regering – nu med sovjetisk beskæftigelsespolitik.

Det er iøvrigt slet ikke sikkert at Ministerens eller akademikerens holdning til ufaglært arbejde tæller ret meget. Det er jo arbejdsgiveren, der afgør den sag helt suverænt.

Er det fx et tidligere postbud uden ret meget uddannelse, der står for rekrutteringen, så vil akademikeren nok være absolut sidste valg til ledige stillinger. Alle andre vil blive ansat først – i hvertfald hvis der er tale om færdiguddannede akademikere.

Og forklaringen er efter sigende ret enkel: uddannelse er truende og meget uddannelse er endnu mere truende. Mange arbejdsgiver vil ikke ansætte folk der har mere uddannelse end dem selv og desuden forventer mange arbejdsgivere at de ikke kan holde på en person med meget mere uddannelse en jobbet kræver.. Det kan sådan set være både rigtigt og forkert.

Så det er slet ikke sikkert at Claus Hjorts eller akademikerens mening tæller.

27 01 2008
Claus Krogholm

Netop. Det er ofte arbejdsgiveren, der ikke er interesseret i at ansætte en person, der i virkeligheden er på udkig efter et helt andet arbejde. Men det er selvfølgelig nemmere at mistænkeliggøre de ledige end at lægge sig ud med de arbejdsgivere, man må formode står bag regeringen.

27 01 2008
Bjarne Balle

Ja, og så skulle han tage fat på den massive diskrimination, der bliver udøvet fra arbejdsgiver side på alle parametre: køn, alder, uddannelse…
Hvis han blot fik lidt hul på den opgave, så ville der være meget at hente iform af kvalificeret arbejdskraft, der ikke blev opfattet som kvalificeret. Men mange arbejdsgivere skyder sig selv i foden – endda uden at være klar over det.
Et eksempel:
http://politiken.dk/debat/kroniker/article408786.ece

30 01 2008
Jesper

Hvor forkert argumentationen end kan være (at man skal stå til rådighed er vel fair nok; at man antages at føle sig for fin kan nok ikke bevises) så er det da helt ude i hampen at sammenligne med Pol Pot.

Ingen dansk akademiker er endnu blevet nakkepløkket for ikke at ville gå i roemarkerne uden handsker om vinteren, ingen er blevet banket til en blodig grød med tandstumper for at være obsternasig; det eneste man risikerer ved ikke at tage anvist arbejde, er ikke at få penge for ikke at lave noget. Sammenligningen er absurd og langt mere forudindtaget og sigende end ministerens.

At “tvinge” folk i arbejde er ikke et ideologisk korstog mod forfulgte kulturarbejdere eller spædlemmede akademikere, der gælder samme regler for alle – din nabo skal ikke betale for dit underhold når du selv er i stand til det og der er jobs at få.

30 01 2008
Claus Krogholm

“Ingen dansk akademiker er endnu blevet nakkepløkket for ikke at ville gå i roemarkerne”. Skal dette “endnu” forstås sådan, at du ikke vil udelukke, det kan ske i fremtiden?
Der er ikke tale om at sammenligne beskæftigelsesministeren med Pol Pot. Det handler om den argumentation, beskæftigelsesministeren bruger. Han anser det åbenbart ikke for at være tilstrækkeligt at argumentere med, at står man til rådighed for arbejdsmarkedet, så må man også påtage sig anvist arbejde. Han føler åbenbart, det er nødvendigt også at give det en moralsk forankring ved at henvise til de, der arbejder. Det er ikke fair over for dem. Det er et moralsk argument, forankret i en (ideologisk?) respekt for det arbejdende folk. Det samme moralske argument brugte man i Sovjetunionen, Kina og Cambodia. At man så drog forskellige punitive konsekvenser af samme moral er en anden sag.

30 01 2008
Jesper

Arh, jeg har svært ved at forestille mig at det kommer så vidt og håber det da (selvfølgelig) heller ikke. Det forekom mig blot ud fra dit indlæg at du regnede med at det var næste logiske skridt.

Men ja, jeg er enig i at det moralske i ministerens argument er ved siden af. Det samme er sammenligningen med Pol Pot…det er umuligt at sammenligne noget med Pol Pots regime uden man også drager veksler på de rædsler der fandt sted.

Det er altså især lige det sidste med at “Det ser ud til, at sovjettænkningen og planøkonomien ved samme lejlighed bredte sig til Vesteuropa”…hvis man kan sige sovjettænkning uden at sige Gulag, Potemkinkulisser, hungersnød, rædselsregime, afsindige overgreb, så måske. Men altså, er det ikke sådan liiiige at trække den lidt for vidt at mene at arbejdsanvisningen tangerer et system der kostede millioner og millioner og millioner af dødsfald? Mon ikke ret mange forfrosne, afmagrede bønder der har set deres børn dø af sult ville synes at det er at slå plat på deres ulykke for at fremme egne politiske synspunkter?

30 01 2008
Claus Krogholm

Man kan sige sovjettænkning uden at sige Gulag på samme måde, som man kan sige kristendom uden at sige korstog eller inkvisition. Der er ikke nogen entydig kausal relation mellem tænkning og handling.

31 01 2008
Jesper

Arh, så man kan sige nazist-tænkning uden at sige gaskamre og koncentrationslejre?

Den kausale relation behøver ikke være entydig; den er stadig tydelig for enhver der ikke insisterer på at lukke øjnene for den. Man merkt die Absicht…

1 02 2008
Claus Krogholm

Skal det forstås sådan, at enhver tænkning – entydig kausal relation eller ej – altid vil føre til handling?
Pointen er, at man i sin tænkning kan følge de samme baner og strukturer, som ligger til grund for en ideologi, man ellers tager afstand fra. Det gør beskæftigelsesministeren, for mig at se, når han søger moralsk forankring for sin politik ved at henvise til de, der arbejder som post- og avisbude. Dermed bliver de taget som en form for gidsler for en politik, de ikke nødvendigvis bakker op om. Det er en tankegang, der er analog til den, sovjettænkningen gjorde brug af, når man henviste til proletariatets objektive interesser.

13 02 2008
Arbejdsliv og klapjagt « Eksistens

[…] vedkommende til at afvise at nedlade sig til at tage en type arbejde, de ikke er uddannet til. (Krogholm har skrevet om det i anden forklædning) Det er naturligvis noget forbandet […]

13 02 2008
CAPAC » Beskæftigelsespolitik eller meningsløs aktivering

[…] Arbejdsliv og klapjagt – og Det arbejdende folk. Lad protesterne blomstre! Seneste 5 posteringer i aktiveringAkademikere på Herrens mark – at […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s




%d bloggers like this: