Stemmer

2 02 2008

Stemmen står centralt i populærmusik. I genrer, hvor alle mulige former for elektriske, elektroniske og syntetiske instrumenter bliver taget i anvendelse, står stemmen fortsat som indbegrebet af det autentiske og humane indslag i musikken. Skønt stemmen kan og bliver manipuleret med moderne studieteknologi, så vurderes sangere fortsat især i forhold til et ideal om den umanipulerede stemme. At synge er et spørgsmål om at kunne synge rent uden teknologisk assistance.

Frank Sinatra havde tilnavnet “The Voice”. Her var en standard for, hvordan en stemme burde være, og en målestok andre sangere kunne vurderes i forhold til. Elvis provokerede ikke alene med sin sceneoptræden. Det var også hans unikke måde at synge på, der vakte opsigt. Det skyldtes ikke mindst, at man hørte mere end en stemme i Elvis. Nok var han hvid, men når han sang, så blandede han typisk hvide genrer som country & western og bluegrass med sorte som blues og gospel. I hans stemme hørte man alle genrerne på samme tid i en form for “racial cross dressing”. Når han så ovenikøbet sang “Hound Dog”, en sang hvis persona – og dermed stemme – er en sort kvinde, så var forvirringen komplet.

Nu var Elvis forlængst på banen, da jeg begyndte at interessere mig for musik, så jeg har ikke den samme oplevelse af radikalitet, som ramte verden i 50’erne. Men der er to andre stemmer, fra de år hvor min personlige musiksmag begyndte at dannes for alvor, jeg har lyst til at fremhæve. Begge stemmer markerede sig for alvor i de for mig skelsættende år 1977-78.

Det var i 1977, jeg første gang hørte Sex Pistols. Ud over i radikal grad at ændre min opfattelse af, hvordan musik kunne og burde lyde, så var det mest slående ved Sex Pistols John Lydons – aka Johnny Rotten – stemme. Han er muligvis ikke nogen stor sanger i henhold til gængse normer, men stemmen er unik. Lydon bruger stemmen som et sjældent udtryksfuldt instrument. Hørt i dag er Sex Pistols musik ikke specielt radikal. God, gedign beskidt rock. Men stemmen er så radikal som nogensinde. Det er næsten umuligt at forestille sig andre synge “Anarchy in the UK” uden at det falder til jorden. Det er en stemme, der er umulig at tage fejl af – og umulig at efterligne. Lydon udviklede sit unikke instrument yderligere på de første plader med Public Image Ltd. Her med “Flowers of Romance” fra 1981.

Den anden stemme lod sig høre få måneder senere i starten af 1978. Det var Kate Bush, der debuterede med singlen “Wuthering Heights”. Det er igen en stemme, det er umuligt at tage fejl af. Kate Bush har vel næppe skullet kæmpe med fordomme om, at hun ikke kan synge, men hendes måde at synge på har været svær at kapere for nogle. Hendes unikt lyse stemme har givet det fejlagtige billede af hende som en, der synger barnligt-uskyldige, romantiske sange. Hendes tekster afslører dog noget andet. Der er sange om selvmord som følge af et incestuøst forhold mellem bror og søster. Der er sange inspireret af James Joyces Ulysses, en hyldest til en vaskemaskine samt en sang, hvor teksten stort set består af tallet pi opremset med omkring 100 decimaler. Alt sammen sunget med en stemme, der ikke forholder sig til andre normer end sin egen. Her er det “The Dreaming” fra 1982.

Umiddelbart forekommer John Lydon og Kate Bush at befinde sig milevidt fra hinanden. Men de slog igennem på omtrent samme tid; de er begge gået deres egne veje – og de er begge let genkendelige på deres stemmer. Og så er der en form for gensidig respekt. John Lydon udtalte i et interview:

“Kate Bush is a true original. It’s not nice that she’s been imitated -Torrid Aimless, sorry Tori Amos. But Kate Bush is a genuine talent. She went through the same shit I did when she started: “Oh, that’s not singing”. Who the fuck wrote the rules about music? Why follow this slavish idiocy?”

I 2001 blev John Lydon og Kate Bush begge tildelt en Q-award i anerkendelse af deres betydning for britisk musik. I sin takketale – der ikke rummede tak til særlig mange – sagde Lydon:

“One person I would like to say hello to is Kate Bush – I love you, your music is fucking brilliant. You know what, Kate we are worthy! That’s enough from me. Now let’s get pissed.”

Kate Bush svarede: “I’ve just come”.

qbush.jpg

Handlinger

Information

7 responses

2 02 2008
sangild

Hørt! Johnny Rottens vokal er stærkt undervurderet i en sensationslysten og sociologisk orienteret punk-reception. Hans stemme er en stor del af grunden til at man i dag hører Sex Pistols og ikke mange af de andre punkbands.

I øvrigt var netop John Lydon den musikalsk mest ambitiøse i Sex Pistols og en ivrig Captain Beefheart-fan.

4 02 2008
Erik Steinskog

Enig med Torben i at punk-resepsjonen har hatt tendenser til å tone ned Johnny Rottens vokal – strengt tatt har det vel vært en tendens til å tone ned det musikalske overhodet.
Og Kate Bush synes jeg det har vært skrevet altfor lite om innenfor populærmusikkforskningen (selv om det synes å bedre seg litt i den siste tiden). Hun passer visst ikke helt inn der ‘Madonna-Studies’ har vist seg å sterke – for nå å peke tilbake til øvrige poster her på bloggen.
Men ellers synes jeg det er interessant at du diskuterer stemmer fra rundt 1977/78 og åpner med referansen til stemmens humanitet og autentisitet. 1977/78 er jo også årene for Kraftwerks ‘Trans-European Express’ og ‘The Man-Machine’; andre stemmer som også er lett gjenkjennelige, og som man må kunne si har hatt stor betydning for populærmusikkens videre liv.

4 02 2008
Claus Krogholm

Man kan jo også nævne Bowies “Low” og “Heroes” fra 1977, to plader der tilsvarende har haft stor betydning, og hvor der også arbejdes med stemmen i andre retninger end netop det humane og autentiske. Kate Bush’ stemme er da også blevet beskrevet som både overjordisk og ‘elf-like’, hvilket igen peger væk fra det humane (og nu går diskussionen så også på ting, du peger på på din egen blog).

4 02 2008
Erik Steinskog

Ja, vi har en viss cross-over på våre respektive blogger her nå, og det er sjovt. Og eksemplene fra Kate Bush – som Wuthering Heights – utfordrer jo det autentiske på sin måte. Jeg synes generelt at 1977-78 er interessante år for populærmusikkhistorien, og ikke minst sett litt i bakspeilet. Skulle vi gå over til USA finner vi også Donna Summer med “Love to Love You, Baby” som på tross av en noe annen sjangerdimensjon også har en elektronisk manipulert stemme og en slags woman-machine hvis vi nå skal koble opp mot Kraftwerk igjen. Og jeg synes du får fram noe av krystalliseringen ved 1977/78 ved å sidestille Rotten og Bush: to ulike uttrykk fra UK i akkurat denne tiden. Samtidig er det vel også slik at Kate Bush’ stemme og musikk har hatt en mer undergrunnsaktig effekt innenfor populærmusikkhistorien – en som nok også kan spores til en annen ‘elf’: Björk?

6 02 2008
Claus Krogholm

Det er interessant, at der er arbejdet så relativt lidt med Kate Bush, taget i betragtning hvilken betydning hun har haft. Men det er nok rigtigt, at indflydelsen ofte har været lidt implicit og undergrundsagtig. Der er dog mange, der har nævnt Kate Bush som direkte inspiration. Det er naturligvis helt åbenlyst i tilfældet Tori Amos (der vel egentlig formår at være epigon og original på samme tid), men også Sinead O’Connor, P. J. Harvey og – som du også nævner – Björk. Der er også en interessant dimension omkring køn – i tilgift til det humane/non-, post-, transhumane. Kate Bush er også nævnt som forbillede for Antony Hegarty, og Rufus Wainwright har som bekendt Kate Bush på sin top-ti over gay icons. “She is the older sister that every gay man wants”. Og endelig siger Tricky: “I don’t believe in God, but if I did, her music would be my bible.”
2008 burde måske være Kate Bush år. Det er 30 år siden “Wuthering Heights” udkom og den 30. juli fylder hun 50. Tilfældigvis også Emily Brontës fødselsdag.

6 02 2008
Erik Steinskog

Ja, vi kan da feire storesøster her i år. Men, morsomt nok, bare snaut 3 uker før så Madonna fyller 50 (16. august). Og om man sammenligner deres karrierer, så er det jo noen forskjeller for nå å si det slik.
Iøvrigt, og apropos det mer genealogiske her, i Sheila Whiteleys bok “Too Much Too Young: Popular Music, Age and Gender” (2005) er det et kapittel med tittel “Little Girls” som omhandler Kate Bush, Tori Amos og Björk.

6 02 2008
Claus Krogholm

Skal vi spekulere lidt videre i inspiration og påvirkning, så er det oplagt, at John Lydon/Johnny Rotten og Sex Pistols repræsenterer selve inkarnationen af punk og er uomgængelige for alle punkbands, der er fulgt efter. Kate Bush lader sig ikke rigtig placere i nogen genre, bevægelse eller strømning. Betegnelsen art-rock er blevet brugt, men den siger i virkeligheden ikke så forfærdelig meget om, hvordan musikken egentlig er. Skal man placere hende i selskab med andre, bliver det vel nærmest navne som Scott Walker og Robert Wyatt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s




%d bloggers like this: