Skyd budbringeren

17 03 2008

16 socialrådgivere i Kalundborg føler ikke længere, de kan tage ansvar for at socialt udsatte børn får den hjælp, de har krav på. Der er ikke den tid og de ressourcer til rådighed, der er nødvendig. Özlem Cekic, der nu er socialordfører for SF, bakker socialrådgiverne op, og beretter fra sin egen tid som sygeplejerske, at hun har været med til at sende misbrugte børn tilbage til deres forældre, fordi kommunen ikke havde ressourcer til at hjælpe.

Den slags historier om misrøgt af børn kan den ansvarlige minister naturligvis ikke sidde overhørig. Velfærdsminister Karen Jespersen har da også reageret prompte. Hun har straks givet Ankestyrelsen ordre om at indlede en undersøgelse mod Özlem Cekic for pligtforsømmelse.

Sådan tackler man sociale problemer i dagens Danmark. Skyd budbringeren!

Reklamer




White Chalk

13 03 2008

Spøgelserne har de senere år for alvor gjort deres indtog inden for kunst og filosofi. Det er ikke mindst takket være Jacques Derridas introduktion af begrebet hauntologi, at spøgelser er blevet genstand for akademisk og æstetisk interesse. Det nye er nok ikke så meget, at der er spøgelser i kunsten, men at der nu findes et akademisk sprog, der tager spøgelserne alvorligt. Der er tale om et nyt vokabular, man kan gøre brug af, når man beskæftiger sig med kunst og æstetik.

I september sidste år udkom P.J. Harveys cd White Chalk. Allerede omslaget giver associationer til det spøgelsesagtige:

P.J. Harvey White Chalk

Dernæst er der musikken. White Chalk adskiller sig markant fra P.J. Harveys tidligere udgivelser ved at være stort set uden guitarer og traditionel rocklyd. P.J. Harvey har i stedet sat sig ved klaveret, som hun bruger nærmest som en form for percussion. Det mest bemærkelsesværdige er dog sangen. Hun presser sin stemme op i et toneleje, der ligger højere end hendes “naturlige” stemme. Det betyder dels, at stemmen virker mere skrøbelig; dels at stemmen forekommer løsrevet fra kroppen; en ulegemlig – disembodied – stemme. Stemmen bliver æterisk, og dermed mere spøgelsesagtig.

I denne solo live-optræden fra København med titelsangen “White Chalk” er arrangementet endnu mere spartansk end på cd’en – men bestemt ikke mindre virkningsfuldt af den grund. Snarere tværtimod:

Der er et kraftigt ekko på sangen – også på den version, der findes på cd’en. Men her i live-versionen er det som om, der er blevet skruet for højt op for ekkoet. Det virker overstyret, hvilket giver en forvrængning på den stemme, man hører som ekko. Det kan meget vel være forsætligt. P.J. Harvey har tidligere brugt overstyring og forvrængning som effekt på stemmen (fx på “To Bring You My Love”). Forvrængningen giver stemmen en anden karakter, der – med Roland Barthes’ udtryk – kan beskrives som “the grain of the voice”. Stemmen bliver “kornet”, den virker ru og flosset. Det er en kvalitet ved stemmen, der ikke vedrører det kommunikative – at stemmen bruges til at formidle udsagn eller budskaber – men angår stemmens materialitet eller stoflighed. Stemmen får en taktil kvalitet, der forankrer den i kroppen (se også her).

Det interessante ved live-version af “White Chalk” er, at det er ekkoet, der bliver taktilt. Ved at synge i et “unaturligt” højt toneleje skiller P.J. Harvey sin stemme fra kroppen. Det er ikke kroppens “egen” stemme, vi hører. Men i kraft af ekkoet vender stemmen tilbage – sådan som også spøgelser gør. Stemmen går igen som ekko. Det, der vender tilbage, er imidlertid en stemme, der – qua forvrængning – er hjemsøgt af materialiteten. Ekkoet, der ellers pr. definition er ulegemligt og dermed deler karaktertræk med spøgelset, bliver bærer af den taktilitet og kropslighed, som er blevet fordrevet fra kroppen. Ekkoet er – i freudiansk betydning – “unheimlich”, den uhyggelige genganger, der lader det fortrængte vende tilbage. Den stoflighed, der er fortrængt fra stemmen, vender tilbage i form af ekkoet. Det er Freuds pointe, at det, der vender tilbage – “das Unheimliche” – er noget, der er velkendt og fortroligt – “das Heimliche” – men som er blevet gjort fremmedartet med fortrængningens mærke – præfixet “un”. I ekkoet er det stemmen selv, der vender tilbage, men i forvrænget og dermed fremmedartet form. I “White Chalk” er ekkoet så kraftigt og forvrænget, at det er på vej til at overdøve den skrøbelige stemme; men da det kraftfulde ekko jo er stemmen selv, der vender tilbage, så ekkoet samtidig et vidnesbyrd om den kraft, der ligger som et potentiale i den skrøbelige stemme.

Uanset hvad, så er der tale om en skræmmende smuk version af “White Chalk”. Noget tyder på, at P.J. Harvey er Kate Bush’ lillesøster.





Bad guys

7 03 2008

I dag er der premiere på Coen-brødrenes nyeste film No Country for Old Men. Det er en af brødrenes absolut bedste film – og i hvert fald den bedste siden Fargo, som den i visse henseender minder om. Filmen modtog for nylig fire Oscars, herunder fuldt fortjent en til Javier Bardem for bedste mandlige birolle.

Han spiller Anton Chigurh, en lejemorder, der – ud over at være enhver modefrisørs værste mareridt – dræber alt og alle – inklusive hunde – med sit favoritvåben, en boltpistol af den type slagtere bruger til at aflive kvæg med. Javier Bardems præstation er frygtindgydende. Anton Chigurh er et bekendtskab, man sent glemmer. I filmens indledning dræber han en politimand, mens han stirrer tomt op i loftet med øjne, der på en og samme tid er udslukt for liv og sørgmodige. Hvis øjnene er sjælens spejl, så er der ikke nogen sjæl at finde her.

Det kan lede til spekulationer over, hvorfor det så ofte er de slemme fyre, forbryderne, psykopaterne, lejemorderne, der er de mest interessante figurer i film. Der kan være mange grunde. En af dem er uden tvivl fascinationen af de ukendte; det der befinder sig på den anden side af en grænse, vi ikke selv kan, vil eller tør overskride. De repræsenterer det Andet, det som ikke er os. Vi er opdraget til at ville det gode, uden at det er særligt klart og entydigt, hvori det gode består. Men vi kan se, hvad det godes negation er, så i konfrontationen med det Andet kan vi forsikre os om, at vi ikke er som det Andet. Ergo må vi befinde os inden for de grænser, der indkredser det gode. Men samtidigt er der en vis nysgerrighed angående det Andet. Hvordan ville det være at træde over grænsen? Hvad er det, de oplever, dem der har taget skridtet over på den anden side? Problemet med det gode er, at det kan være svært at finde en forklaring på, hvorfor det gode er det gode. Der er ikke noget naturligt i, at vi skal være gode. Nietzsche har en vidunderligt amoralsk lignelse om lammene og rovfuglene i Moralens genealogi. Lammene siger, at rovfuglene er onde, fordi de æder små lam. Lammene æder ikke andre, de er ikke som de onde rovfugle, ergo er lammene gode (klassisk tese, anti-tese, syntese). Det argument forstår rovfuglene ikke. De har ikke noget mod lammene. Tværtimod, de elsker lam! Pointen er, at lammene kun er i stand til at se sig selv som gode i kraft af en dobbelt negativ identifikation: de onde, de ikke-onde – os. Det er, for Nietzsche, et billede på den kristne slavemoral, der har brug for det onde for overhovedet at legitimere sig selv som grundlag for en moral.

Vi er måske som lammene. Vi har brug for the bad guys i filmen, hvor Hollywoods moralkodeks nok tillader, at vi fascineres af det Andet, men hvor vi også kan føle os nogenlunde sikre på, at det Andet bliver negeret. Men det giver os også muligheden for en stund at være som rovfuglene. Vi kan for en stund identificere os med disse figurer, der ikke er tynget af en moralsk pligt til at ville det gode. “To live outside the law, you must be honest”, synger Bob Dylan (i “Absolutely Sweet Marie”). Det er måske også dragningen ved disse bad guys. Det er på en måde mere ærligt, når de ikke efterlever en moral, der kræver det gode, men ikke rigtig har noget argument for, at det gode også er det sande.

Dertil kommer, at rollen som bad guy ofte har givet skuespillere lejlighed til at brillere. Der er ofte tale om mere entydige figurer, der ikke tynges af krav om nuancering, moralske anfægtelser, menneskelig svaghed osv. Det er karakterer, der giver en skuespiller lejlighed til at fokusere på en side af figuren, der så til gengæld kan tegnes med stor overbevisning. Alle har sikkert deres foretrukne bad guys. Her er nogle af mine:

Rollen som bad guy gør det legitimt at overspille. Det gør Alan Rickman i rollen som terroristen/tyven Hans i Die Hard. Skønt figuren egentlig skal forestille at være tysk, så giver Rickman den som sleben, dekadent britisk overklasse – med eftertryk. Endnu mere overspillet – i absolut positiv forstand – er Gary Oldman som pilleslugende stjernepsykopat i Luc Bessons Leon.

En variation af den overspillede psykopat finder vi hos David Lynch. Figurer som Dennis Hoppers Frank Booth i Blue Velvet og Willem Dafoes Bobby Peru i Wild at Heart bygger på, at karakteren er så langt ude, at det også bliver komisk. Men netop sammensætningen af det utilregnelige og det komiske gør dem desto mere foruroligende, når det vi griner af samtidigt er det aller farligste.

Så er der figurer, der er det Andet i mere eller mindre ren aftapning. Her finder vi Gunnar Hansens Leatherface i Tobe Hoopers originale The Texas Chain Saw Massacre. Sprogløs og gemt bag en maske af menneskehud bliver Leatherface til inkarnationen af det ikke-menneskelige, en grotesk fremtoning der er afklædt alle moralske og civiliserede træk. En organisk maskine. Netop det mekaniske og maskinelle går igen i den ultimative dræbermaskine i menneskelig form, Robert Patricks terminator T-1000 i Terminator 2. En iskold, uforsonlig maskine uden det mindste anstrøg af menneskelighed.

Endelig er der de bad guys som bare er cool. For at understrege at en bad guy ikke altid er en mand, så vil jeg her pege på Darryl Hannahs Elle Driver i Tarantinos Kill Bill. Når hun iklædt en uskyldshvid sygeplejerskeuniform – inklusiv hvid klap for øjet – går fløjtende gennem hospitalets gange, så er hun indbegrebet af cool. Hun overgås dog i coolness af Jet Li i Lethal Weapon 4. Det er en af Jet Lis få skurkeroller, men desto mere overbevisende er det. Med et uudgrundeligt udtryk – og antydningen af et smil – i ansigtet fremstår han som uovervindelig, også for filmens helte Riggs og Murtaugh, der nærer en modvillig beundring for denne tilsyneladende uovervindelige modstander. Det er som om både de og filmen beklager, at de må følge Hollywoods moralkodeks, og at han derfor må dø til slut. Her er det som om, filmen har fået skabt en så perfekt og ultimativt cool bad guy, at man egentlig helst havde ladet ham sejre. Men den går ikke i Hollywood.

Den slags hensyn lader Joel og Ethan Coen sig ikke tynge af. No Country for Old Men hermed anbefalet på det kraftigste.





Raise Your Flag! – II

6 03 2008

Bjørk har udsendt en erklæring, hvor hun forklarer, hvorfor hun har dedikeret “Declare Independence” til bl.a. Kosovo og Tibet (tak til Erik for henvisningen):

“This song was written more with the personal in mind but the fact that it has translated to its broadest meaning, the struggle of a suppressed nation, gives me much pleasure. I would like to wish all individuals and nations good luck in their battle for independence.”

Med tanke på det politiske klima i Danmark, og som inkarneret vendelbo, vil jeg gerne benytte lejligheden til at hejse Vendsyssels flag.

Vendsyssel flag




Raise Your Flag!

4 03 2008

“Bjørk-støtte til Tibet skaber ravage i Kina” lyder det i Politiken i dag. Historien er, at Bjørk under en koncert i Shanghai brugte ordene “Tibet Tibet” i sin sidste sang “Declare Independence”. Den slags er selvsagt kontroversielt i Kina.

Hvad Politiken ikke nævner i den forbindelse, er at sangen “Declare Independence” og ordene “Raise your flag!” er rettet til Færøerne og Grønland – og at opfordringen til at gøre op med ‘the damn colonists’ er møntet på Danmark.

Lad gå med frihed for Kosovo og Tibet. Lad gå med at Serbien og Kina bliver stemplet som undertrykkere. Men Danmark? Vi er da ikke kolonimagt! Vi bryder os i hvert fald ikke om at blive mindet om det.





Støj og stilhed

3 03 2008

Hvis man betragter støj som ustruktureret, udifferentieret og amorf lyd, og stilhed som fraværet af lyd, så befinder musik sig et sted imellem disse to yderpoler. Det kan diskuteres, hvornår musik hører op med at være musik og bliver støj (eller – i sjældnere tilfælde – stilhed). Støj betragtes som oftest som et fremmedelement i musik, noget der skal elimineres. Lige siden man første gang indspillede musik, har man arbejdet på at forbedre indspilningsteknologien med henblik på at fjerne alle støjkilder fra musik. Støj bruges også ofte som en nedsættende betegnelse for musik, man ikke bryder sig om. Det gælder ikke mindst de ældre generationers kategorisering af de yngre generationers musiksmag. Omvendt kan støjen bruges som en del af musikken for at bringe sig i opposition til den gængse musiksmag.

Allerede i 1913 gjorde futuristen Luigi Russolo sig til talsmand for støjkunst. Moderne musik blev nødt til at inkorporere støjen af maskiner og krig for at være tidssvarende. Omvendt så komponerede John Cage i 1952 stykket 4’33”, en komposition hvor en pianist sætter sig ved flyglet og i 4 minutter og 33 sekunder ikke spiller noget. Målet med Cages komposition er dog ikke stilhed, men den støj der uundgåeligt vil opstå i koncertsalen i fraværet af egentlig musik.

Det kan diskuteres, hvad der har været den største udfordring for musikken: Cages komposition eller fx Einstürzende Neubautens brug af boremaskiner og tryklufthamre som instrumenter. Lidt tilfældigt har den teknologiske udvikling – og digitalisering – skabt en ny udfordring.

I 1988 udgav Sonic Youth – under navnet Ciccone Youth – pladen The Whitey Album. Anden skæring på pladen er (silence), der – som titlen antyder – består af 1 minut og 3 sekunders stilhed. Sonic Youth har koketteret med, at det er en punkversion af 4’33”, og fordi det er punk, bliver den spillet væsentlig hurtigere end originalen. I lighed med Cages komposition kan (silence) også betragtes som en udforskning af pausens betydning i musik. I dette tilfælde pausens betydning i forhold til plademediet. Det kan betragtes som en – lang – pause mellem to andre numre; og ikke mindst på cd-versionen være noget, mange nok vil være tilbøjelige til at springe over.

Når det nu lidt tilfældigt – og som en følge af udviklingen – er blevet til en ny udfordring, skyldes det, at man i dag kan købe The Whitey Album via on-line musiktjenester som fx iTunes. Hvor (silence) på LP eller cd indgår som en del af en helhed, så er denne helhed ikke længere givet. På iTunes kan man vælge blot at købe enkeltnumre frem for hele pladen. Det er således muligt kun at købe (silence) for 8 kroner. Spørgsmålet – og udfordringen – er: vil nogen købe 1 minut og 3 sekunders stilhed, downloade det til sin computer, føre det over på sin iPod og måske brænde en kopi på cd? Og hvornår lytter man i givet fald til (silence)? Det første stykke digitale musik, der kan spilles unplugged.





Jura er ikke altid sjovt II

1 03 2008

En kvinde sad varetægtsfængslet i 14 måneder, mistænkt for at have dræbt sin mor. Sidste efterår blev hun frikendt i landsretten. Nu har statsadvokaten så afgjort, at kvinden kun får 1/4 af den erstatning, der normalt bevilges for uberettiget fængsling. Kvinden har mistet sit arbejde, og har fået diagnosticeret post-traumatisk stress.

Statsadvokaten, der nu har truffet afgørelse om den reducerede erstatning, er den samme statsadvokat, som var anklager i sagen. Den sag tabte statsadvokaten altså. Nu bruger statsadvokaten de samme argumenter, der blev afvist i landsretten, som begrundelse for den reducerede erstatning.

Det er svært ikke at få den tanke, at statsadvokaten nu forsøger at ramme den kvinde, det ikke lykkedes at dømt i landsretten.