Støj og stilhed

3 03 2008

Hvis man betragter støj som ustruktureret, udifferentieret og amorf lyd, og stilhed som fraværet af lyd, så befinder musik sig et sted imellem disse to yderpoler. Det kan diskuteres, hvornår musik hører op med at være musik og bliver støj (eller – i sjældnere tilfælde – stilhed). Støj betragtes som oftest som et fremmedelement i musik, noget der skal elimineres. Lige siden man første gang indspillede musik, har man arbejdet på at forbedre indspilningsteknologien med henblik på at fjerne alle støjkilder fra musik. Støj bruges også ofte som en nedsættende betegnelse for musik, man ikke bryder sig om. Det gælder ikke mindst de ældre generationers kategorisering af de yngre generationers musiksmag. Omvendt kan støjen bruges som en del af musikken for at bringe sig i opposition til den gængse musiksmag.

Allerede i 1913 gjorde futuristen Luigi Russolo sig til talsmand for støjkunst. Moderne musik blev nødt til at inkorporere støjen af maskiner og krig for at være tidssvarende. Omvendt så komponerede John Cage i 1952 stykket 4’33”, en komposition hvor en pianist sætter sig ved flyglet og i 4 minutter og 33 sekunder ikke spiller noget. Målet med Cages komposition er dog ikke stilhed, men den støj der uundgåeligt vil opstå i koncertsalen i fraværet af egentlig musik.

Det kan diskuteres, hvad der har været den største udfordring for musikken: Cages komposition eller fx Einstürzende Neubautens brug af boremaskiner og tryklufthamre som instrumenter. Lidt tilfældigt har den teknologiske udvikling – og digitalisering – skabt en ny udfordring.

I 1988 udgav Sonic Youth – under navnet Ciccone Youth – pladen The Whitey Album. Anden skæring på pladen er (silence), der – som titlen antyder – består af 1 minut og 3 sekunders stilhed. Sonic Youth har koketteret med, at det er en punkversion af 4’33”, og fordi det er punk, bliver den spillet væsentlig hurtigere end originalen. I lighed med Cages komposition kan (silence) også betragtes som en udforskning af pausens betydning i musik. I dette tilfælde pausens betydning i forhold til plademediet. Det kan betragtes som en – lang – pause mellem to andre numre; og ikke mindst på cd-versionen være noget, mange nok vil være tilbøjelige til at springe over.

Når det nu lidt tilfældigt – og som en følge af udviklingen – er blevet til en ny udfordring, skyldes det, at man i dag kan købe The Whitey Album via on-line musiktjenester som fx iTunes. Hvor (silence) på LP eller cd indgår som en del af en helhed, så er denne helhed ikke længere givet. På iTunes kan man vælge blot at købe enkeltnumre frem for hele pladen. Det er således muligt kun at købe (silence) for 8 kroner. Spørgsmålet – og udfordringen – er: vil nogen købe 1 minut og 3 sekunders stilhed, downloade det til sin computer, føre det over på sin iPod og måske brænde en kopi på cd? Og hvornår lytter man i givet fald til (silence)? Det første stykke digitale musik, der kan spilles unplugged.


Handlinger

Information

3 responses

4 03 2008
Henrik Lübker

Hmm, kan man snakke om at Cage udforskede det værkautonome rum mens Sonic Youths agenda er værkoverskridende rent tidsligt?

Jeg tænker på at betydningen i “Silence” kommer fra de omkrandsende (formoder jeg) støjnumre, mens betydningen i Cages nummer er baseret på “rester” der kun kommer til syne, når deres form ikke overdøves af en intentionel musisk udfoldelse.

Omvendt kan kritikere vel sige at Cages nummer er værkoverskridende i forhold til en kunsthistorisk dimension, mens Sonic Youths nummer blot er en fad kopi heraf?

4 03 2008
Henrik Johannesen

“Omvendt så komponerede John Cage i 1952 stykket “4’33”, en komposition hvor en pianist sætter sig ved flyglet og i 4 minutter og 33 sekunder ikke spiller noget. Målet med Cages komposition er dog ikke stilhed, men den støj der uundgåeligt vil opstå i koncertsalen i fraværet af egentlig musik.”

Men siden “4’33” er blevet indoptaget i traditionen, er det næppe konteksten man som beskuer er opmærksom på. Opmærksomheden har snarere forskudt sig til en iagttagelse af iagttagelsen, og således er værket blevet reduceret til en performativ eller selvfremstillende akt fra publikums side. Jf. publikums indforståede attitude i denne opførelse (og ikke mindst dirigentens spil på netop denne dimension 2.56 inde):

Man kan naturligvis sige at denne udvikling ikke er negativ, men derimod siger noget om hvordan kunstoplevelsen også er en del af en selviscenesættelse eller selvfremstilling. What do I know… Om ikke andet forekommer det mig at intentionaliteten har forskudt sig.

4 03 2008
Claus Krogholm

Det handler også om medier og mediering. Det er påfaldende, hvordan det i introduktionen her bliver sagt, at Cage ville være “pleased that this is being televized”, fordi det giver seerne mulighed for at opleve 4’33” på en anden måde end publikum i salen. Tager vi medier i en bred betydning, så er koncertsalen også et medie – og et medie Cage brugte – men remedieringen giver en ny oplevelse og en ny betydning. Som McLuhan sagde: Mediet er budskabet. Det er det også i Sonic Youths “version”, hvor det ikke er koncertsalens støj, der er emnet, men det digitale medies – cd’ens (postulerede) støjfrihed, der spilles på (bogstavelig talt). Men pointen er så igen, at nye medier – og remediering – igen fører til ny en ny perception, der “genskaber” værket på måder, der ikke er intentionelle.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s




%d bloggers like this: