Bad guys

7 03 2008

I dag er der premiere på Coen-brødrenes nyeste film No Country for Old Men. Det er en af brødrenes absolut bedste film – og i hvert fald den bedste siden Fargo, som den i visse henseender minder om. Filmen modtog for nylig fire Oscars, herunder fuldt fortjent en til Javier Bardem for bedste mandlige birolle.

Han spiller Anton Chigurh, en lejemorder, der – ud over at være enhver modefrisørs værste mareridt – dræber alt og alle – inklusive hunde – med sit favoritvåben, en boltpistol af den type slagtere bruger til at aflive kvæg med. Javier Bardems præstation er frygtindgydende. Anton Chigurh er et bekendtskab, man sent glemmer. I filmens indledning dræber han en politimand, mens han stirrer tomt op i loftet med øjne, der på en og samme tid er udslukt for liv og sørgmodige. Hvis øjnene er sjælens spejl, så er der ikke nogen sjæl at finde her.

Det kan lede til spekulationer over, hvorfor det så ofte er de slemme fyre, forbryderne, psykopaterne, lejemorderne, der er de mest interessante figurer i film. Der kan være mange grunde. En af dem er uden tvivl fascinationen af de ukendte; det der befinder sig på den anden side af en grænse, vi ikke selv kan, vil eller tør overskride. De repræsenterer det Andet, det som ikke er os. Vi er opdraget til at ville det gode, uden at det er særligt klart og entydigt, hvori det gode består. Men vi kan se, hvad det godes negation er, så i konfrontationen med det Andet kan vi forsikre os om, at vi ikke er som det Andet. Ergo må vi befinde os inden for de grænser, der indkredser det gode. Men samtidigt er der en vis nysgerrighed angående det Andet. Hvordan ville det være at træde over grænsen? Hvad er det, de oplever, dem der har taget skridtet over på den anden side? Problemet med det gode er, at det kan være svært at finde en forklaring på, hvorfor det gode er det gode. Der er ikke noget naturligt i, at vi skal være gode. Nietzsche har en vidunderligt amoralsk lignelse om lammene og rovfuglene i Moralens genealogi. Lammene siger, at rovfuglene er onde, fordi de æder små lam. Lammene æder ikke andre, de er ikke som de onde rovfugle, ergo er lammene gode (klassisk tese, anti-tese, syntese). Det argument forstår rovfuglene ikke. De har ikke noget mod lammene. Tværtimod, de elsker lam! Pointen er, at lammene kun er i stand til at se sig selv som gode i kraft af en dobbelt negativ identifikation: de onde, de ikke-onde – os. Det er, for Nietzsche, et billede på den kristne slavemoral, der har brug for det onde for overhovedet at legitimere sig selv som grundlag for en moral.

Vi er måske som lammene. Vi har brug for the bad guys i filmen, hvor Hollywoods moralkodeks nok tillader, at vi fascineres af det Andet, men hvor vi også kan føle os nogenlunde sikre på, at det Andet bliver negeret. Men det giver os også muligheden for en stund at være som rovfuglene. Vi kan for en stund identificere os med disse figurer, der ikke er tynget af en moralsk pligt til at ville det gode. “To live outside the law, you must be honest”, synger Bob Dylan (i “Absolutely Sweet Marie”). Det er måske også dragningen ved disse bad guys. Det er på en måde mere ærligt, når de ikke efterlever en moral, der kræver det gode, men ikke rigtig har noget argument for, at det gode også er det sande.

Dertil kommer, at rollen som bad guy ofte har givet skuespillere lejlighed til at brillere. Der er ofte tale om mere entydige figurer, der ikke tynges af krav om nuancering, moralske anfægtelser, menneskelig svaghed osv. Det er karakterer, der giver en skuespiller lejlighed til at fokusere på en side af figuren, der så til gengæld kan tegnes med stor overbevisning. Alle har sikkert deres foretrukne bad guys. Her er nogle af mine:

Rollen som bad guy gør det legitimt at overspille. Det gør Alan Rickman i rollen som terroristen/tyven Hans i Die Hard. Skønt figuren egentlig skal forestille at være tysk, så giver Rickman den som sleben, dekadent britisk overklasse – med eftertryk. Endnu mere overspillet – i absolut positiv forstand – er Gary Oldman som pilleslugende stjernepsykopat i Luc Bessons Leon.

En variation af den overspillede psykopat finder vi hos David Lynch. Figurer som Dennis Hoppers Frank Booth i Blue Velvet og Willem Dafoes Bobby Peru i Wild at Heart bygger på, at karakteren er så langt ude, at det også bliver komisk. Men netop sammensætningen af det utilregnelige og det komiske gør dem desto mere foruroligende, når det vi griner af samtidigt er det aller farligste.

Så er der figurer, der er det Andet i mere eller mindre ren aftapning. Her finder vi Gunnar Hansens Leatherface i Tobe Hoopers originale The Texas Chain Saw Massacre. Sprogløs og gemt bag en maske af menneskehud bliver Leatherface til inkarnationen af det ikke-menneskelige, en grotesk fremtoning der er afklædt alle moralske og civiliserede træk. En organisk maskine. Netop det mekaniske og maskinelle går igen i den ultimative dræbermaskine i menneskelig form, Robert Patricks terminator T-1000 i Terminator 2. En iskold, uforsonlig maskine uden det mindste anstrøg af menneskelighed.

Endelig er der de bad guys som bare er cool. For at understrege at en bad guy ikke altid er en mand, så vil jeg her pege på Darryl Hannahs Elle Driver i Tarantinos Kill Bill. Når hun iklædt en uskyldshvid sygeplejerskeuniform – inklusiv hvid klap for øjet – går fløjtende gennem hospitalets gange, så er hun indbegrebet af cool. Hun overgås dog i coolness af Jet Li i Lethal Weapon 4. Det er en af Jet Lis få skurkeroller, men desto mere overbevisende er det. Med et uudgrundeligt udtryk – og antydningen af et smil – i ansigtet fremstår han som uovervindelig, også for filmens helte Riggs og Murtaugh, der nærer en modvillig beundring for denne tilsyneladende uovervindelige modstander. Det er som om både de og filmen beklager, at de må følge Hollywoods moralkodeks, og at han derfor må dø til slut. Her er det som om, filmen har fået skabt en så perfekt og ultimativt cool bad guy, at man egentlig helst havde ladet ham sejre. Men den går ikke i Hollywood.

Den slags hensyn lader Joel og Ethan Coen sig ikke tynge af. No Country for Old Men hermed anbefalet på det kraftigste.


Handlinger

Information

One response

7 03 2008
Henrik Lübker

Ja det er en glimrende film. Dog synes jeg at det var lidt synd at den sådan outshinede There Will be Blood til Oscaren. TWBB er trods alt en bedre film, og een der vil stå imod historiens malstrøm i længere tid imo.

Mht. skurkene er jeg meget enig. Det er i øvrigt ret sjovt at se skurkerollen overspillet til det parodiske af Alan Rickman i den forfærdelige Robin Hood film med Costner.

Rickman: “I will dig his heart out with a spoon.”
Tjeneren: “A spoon? but why not a knife, mylord?”
Rickman: “Because it will hurt more.”

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s




%d bloggers like this: