White Chalk

13 03 2008

Spøgelserne har de senere år for alvor gjort deres indtog inden for kunst og filosofi. Det er ikke mindst takket være Jacques Derridas introduktion af begrebet hauntologi, at spøgelser er blevet genstand for akademisk og æstetisk interesse. Det nye er nok ikke så meget, at der er spøgelser i kunsten, men at der nu findes et akademisk sprog, der tager spøgelserne alvorligt. Der er tale om et nyt vokabular, man kan gøre brug af, når man beskæftiger sig med kunst og æstetik.

I september sidste år udkom P.J. Harveys cd White Chalk. Allerede omslaget giver associationer til det spøgelsesagtige:

P.J. Harvey White Chalk

Dernæst er der musikken. White Chalk adskiller sig markant fra P.J. Harveys tidligere udgivelser ved at være stort set uden guitarer og traditionel rocklyd. P.J. Harvey har i stedet sat sig ved klaveret, som hun bruger nærmest som en form for percussion. Det mest bemærkelsesværdige er dog sangen. Hun presser sin stemme op i et toneleje, der ligger højere end hendes “naturlige” stemme. Det betyder dels, at stemmen virker mere skrøbelig; dels at stemmen forekommer løsrevet fra kroppen; en ulegemlig – disembodied – stemme. Stemmen bliver æterisk, og dermed mere spøgelsesagtig.

I denne solo live-optræden fra København med titelsangen “White Chalk” er arrangementet endnu mere spartansk end på cd’en – men bestemt ikke mindre virkningsfuldt af den grund. Snarere tværtimod:

Der er et kraftigt ekko på sangen – også på den version, der findes på cd’en. Men her i live-versionen er det som om, der er blevet skruet for højt op for ekkoet. Det virker overstyret, hvilket giver en forvrængning på den stemme, man hører som ekko. Det kan meget vel være forsætligt. P.J. Harvey har tidligere brugt overstyring og forvrængning som effekt på stemmen (fx på “To Bring You My Love”). Forvrængningen giver stemmen en anden karakter, der – med Roland Barthes’ udtryk – kan beskrives som “the grain of the voice”. Stemmen bliver “kornet”, den virker ru og flosset. Det er en kvalitet ved stemmen, der ikke vedrører det kommunikative – at stemmen bruges til at formidle udsagn eller budskaber – men angår stemmens materialitet eller stoflighed. Stemmen får en taktil kvalitet, der forankrer den i kroppen (se også her).

Det interessante ved live-version af “White Chalk” er, at det er ekkoet, der bliver taktilt. Ved at synge i et “unaturligt” højt toneleje skiller P.J. Harvey sin stemme fra kroppen. Det er ikke kroppens “egen” stemme, vi hører. Men i kraft af ekkoet vender stemmen tilbage – sådan som også spøgelser gør. Stemmen går igen som ekko. Det, der vender tilbage, er imidlertid en stemme, der – qua forvrængning – er hjemsøgt af materialiteten. Ekkoet, der ellers pr. definition er ulegemligt og dermed deler karaktertræk med spøgelset, bliver bærer af den taktilitet og kropslighed, som er blevet fordrevet fra kroppen. Ekkoet er – i freudiansk betydning – “unheimlich”, den uhyggelige genganger, der lader det fortrængte vende tilbage. Den stoflighed, der er fortrængt fra stemmen, vender tilbage i form af ekkoet. Det er Freuds pointe, at det, der vender tilbage – “das Unheimliche” – er noget, der er velkendt og fortroligt – “das Heimliche” – men som er blevet gjort fremmedartet med fortrængningens mærke – præfixet “un”. I ekkoet er det stemmen selv, der vender tilbage, men i forvrænget og dermed fremmedartet form. I “White Chalk” er ekkoet så kraftigt og forvrænget, at det er på vej til at overdøve den skrøbelige stemme; men da det kraftfulde ekko jo er stemmen selv, der vender tilbage, så ekkoet samtidig et vidnesbyrd om den kraft, der ligger som et potentiale i den skrøbelige stemme.

Uanset hvad, så er der tale om en skræmmende smuk version af “White Chalk”. Noget tyder på, at P.J. Harvey er Kate Bush’ lillesøster.


Handlinger

Information

2 responses

20 03 2008
Machine Gun « Steinskogs Weblog

[…] her; jeg hører noe nærmeste spøkelsesaktig her, om enn på en annen måte enn det Claus Krogholm diskuterer i forhold til P. J. Harvey. Jeg skal være forsiktig med å legge for mye vekt på spøkelsene her, […]

11 05 2008
Third … afmonteringer « Stokbros blog

[…] min søgen efter et link til spøgelser hos Krogholm og Steinskog fandt jeg, at Steinskog kommenterede pladen (eller nummeret “Machine Gun”) helt […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s




%d bloggers like this: