Musik og intelligens

29 04 2008

En af dagens overskrifter lyder “Høj rock kan give bedre karakterer“. Det drejer sig om en test, der afdækker, hvilke studievaner der giver de bedste resultater for den enkelte elev eller studerende. Det er et opgør med forestillingen om, at man lærer bedst, når man sidder med ret ryg ved et skrivebord, helst i et lydisoleret rum uden at blive forstyrret af verden omkring en. Som i alle andre sammenhænge viser det sig, at vi er forskellige. Nogle lærer bedst liggende på gulvet, andre skal helst have tv’et tændt og høj musik på stereoen. Det ved vi måske i virkeligheden godt, men for forældre (jeg er ingen undtagelse) er det alligevel svært at tro på, at al den støj ikke skulle indvirke negativt på indlæringsevnen.

Man er nok tilbøjelig til at glemme, hvordan man selv var som barn og ung. Personligt gjorde jeg i skolen den – ikke videre videnskabligt underbyggede – opdagelse, at mine engelske stile blev bedst, hvis jeg hørte Black Sabbath, mens jeg skrev. Siden er jeg kommet til at hælde mere til den opfattelse, at Bach er det mest stimulerende at lytte til, mens jeg skriver. Den sublime forening af matematik og skønhed må have en positiv indvirkning på hjernen. Dermed ligger jeg i virkeligheden under for den udbredte, kulturelle fordom, at den såkaldt klassiske musik har mere positiv indflydelse end populærmusik. Godt nok kan landmænd berette om, hvordan Mozart i kostalden giver øget mælkeproduktion. Men med mindre man ammer, er det ikke givet, at det også betyder at Mozart er bedre i alle andre forhold.

Sidste år undersøgte et amerikansk universitet, hvilken indflydelse musik havde på intelligensen. Man lod en gruppe mennesker gennemføre en intelligenstest. Derpå gennemførte man en ny test, mens forskellige grupper hørte forskellige typer musik. Resultatet var en overraskelse. Det viste sig, at den musik, der gav den største forbedring af intelligenskvotienten, var – Slayer. Det bør give forældre noget at tænke over, før de næste gang beder ungerne skrue ned for “den larm” og koncentrere sig om lektierne.

Reklamer




Verdens bedste…

28 04 2008

Det giver ikke så megen mening, at ville kåre fx en bestemt sang som “Verdens bedste”. Dels er det subjektivt, dels forandrer det sig over tid, hvad man finder godt. Så det her er, hvad jeg – her og nu – synes er “Verdens bedste rocknummer”. Dead Kennedys: “Holiday in Cambodia”.

Den har alt det, Dead Kennedys bidrog med i deres forsøg på at redde punken: energi, et riff der bare sidder der – og så er det i grunden et ganske iørefaldende nummer.





Ansigter

24 04 2008

Ansigter er fascinerende. Der er de smukke, de kloge, de stålsatte. Og så er der de ansigter, man kan fortabe og fordybe sig i. Ansigter der er som landskaber, man kan gå på endeløse vandringer i. Ansigter der fortæller historier.

Keith Richards

Men mere end noget andet er jeg dybt fascineret af Samuel Becketts ansigt. Hele hans litteratur er at læse i det ansigt.

Samuel Beckett





De lykkelige danskere

10 04 2008

I Sean Penns nye film Into the Wild, der bygger på den sande historie om Chris McCandless, møder hovedpersonen pludselig to danske backpackers i Grand Canyon. Han er på vej mod Alaska og ødemarken, på flugt fra civilisationen i almindelighed og forældrenes forløjede livsstil i særdeleshed. De to danskere – spillet af Thure Lindhardt og Signe Egholm Olsen – møder ham med samme spontane begejstring, som de udviser i mødet med Grand Canyons storslåede natur og Las Vegas’ overfladiske kunstighed. De to danskere skiller sig ud blandt de mennesker, Chris McCandless – eller Alexander Supertramp som han kalder sig – møder ved tilsyneladende ikke at have lig i lasten.

Sean Penn fremstiller Chris McCandless som figur hentet lige ud af en Werner Herzog film. En fantast, der monomant forfølger sin drøm. Men hans forventninger om, at naturen vil modtage ham med åbne arme, når blot han vender civlisationen ryggen, indfries ikke. Som hos Herzog er naturen indifferent over for den menneskelige komedie. Chris McCandless kan minde om Timothy Treadwell i Herzogs Grizzly Man. Også han står pludselig ansigt til ansigt med en bjørnen, men bjørnen snuser blot til ham og lunter derpå roligt videre. Den udhungrede McCandless var ikke interessant nok.

Det bringer os tilbage til de lykkelige danskere. Sean Penn giver os gode grunde nok til at forstå Chris McCandless lede ved civilisationen. Han møder mennesker på sin vej, der forsøger at praktisere et liv, der er et alternativ til det, forældrene repræsenterer. Men ingen har formået at slippe civilisationen helt; de har lig i lasten, der forhindrer dem i at leve et autentisk og lykkeligt liv. Derfor søger McCandless ud i ødemarken. Men her erfarer han: “Lykken er ikke ægte, hvis ikke den bliver delt”. De eneste der synes i stand til at dele lykken, er de to danske backpackers, der er lige begejstrede for naturens og civilisationens undere: Grand Canyon og Las Vegas.

Som meningsmålingerne viser: Danskerne er verdens lykkeligste folk.

(Jeg har anmeldt Into the Wild her.)





Visioner

7 04 2008

I vidensamfundet skal vi leve af visioner.





Verdens værste musik

6 04 2008

Der er et prekært forhold mellem demokrati og kunst. Når en moderne, demokratisk stat støtter kunst, hvordan skal den kunst så forholde sig til det folk, den demokratiske stat repræsenterer? Det har været et omstridt emne lige siden Statens Kunstfond blev oprettet i 1964. Det førte som bekendt til en protestbevægelse anført af lagerforvalter Peter Rindal – den såkaldte rindalisme – og har siden manifesteret sig politisk i Fremskridtspartiet. Senest kan debatten om de livsvarige ydelser til kunstnere ses som udslag af samme debat.

Kernen i diskussionen om demokrati og kunst er, hvorvidt offentlige midler – skattekroner – skal bruges til at understøtte kunst, der i sit væsen er – eller i hvert fald opfattes som – elitær. Hvorfor skal betrængte skatteydere betale til en kunst, de ikke interesserer sig for, ikke forstår eller ligefrem nærer modvilje mod? Den anden side af det spørgsmål ville så være, hvordan ville kunsten se ud, hvis den skulle give mest udbytte for skattekronerne; eller sagt på en anden måde: hvordan ville kunsten tage sig ud, hvis den skulle ramme så bredt som muligt?

Det satte de russiske konceptkunstnere Komar og Melamid sig for at undersøge i 1990’erne. De fik foretaget en meningsmåling, hvor et udvalg af amerikanere blev spurgt om, hvad de foretrak – og hvad de ikke kunne lide – i kunst. På grundlag af det indvundne statistiske materiale skabte de så kunst, der var sandt demokratisk (på deres hjemmeside kan man også se resultatet af en Vilstrup undersøgelse af danskerne mest og mindst ønskede maleri). Ud fra de samme kriterier har David Soldier så skabt det stykke musik, som færrest mulige mennesker ønsker at høre (se Dial “M” for Musicology). Det viser sig, at det værste er musik der varer mere end 25 minutter, veksler mellem støj og stilhed, hurtigt og langsomt tempo, høj og lav pitch. De mindst foretrukne instrumenter er harmonika og sækkepibe, banjo, fløjte, tuba, orgel osv. Den mest uønskede sang er en sopran, der synger atonalt eller børnekor. De mindst attraktive emner for sangtekster er cowboys og ferie. Resultatet bliver derfor et 25 minutter langt stykke musik, hvor en sopran rapper atonalt om cowboys, mens baslinjen spilles på tuba og med breaks på banjo og et børnekor synger om Labour Day, jul og Yom Kippur. Blandt meget andet. Konklusionen er, at der i hele verden er under 200 mennesker, der vil kunne lide dette stykke musik. Eller sagt på en anden måde. Det her bør ikke støttes af Statens Kunstfond. Men lyt selv her.

Her i Danmark har Pablo Llambías lavet et lignende eksperiment med filmen DK – filmen med Danmark (1993), en danmarksfilm baseret på en gallupundersøgelse af, hvad danskerne opfatter som typisk dansk. Resultatet er et underfundigt og tankevækkende eksempel på sand demokratisk kunst – og i virkeligheden langt tættere på avantgarden end på brølende kronhjorte og bøgeskove.





Palimpsestidentitet

2 04 2008

En af de mest omtalte scener i David Cronenbergs Eastern Promises (2007) er opgøret i det tyrkiske bad mellem Nikolai (Viggo Mortensen) og to knivbevæbnede tjetjenere. En af årsagerne til den megen omtale er naturligvis, at Viggo Mortensen er nøgen gennem hele den lange, blodige scene. Men scenen er også central for hele filmens tematik.

Det tyrkiske bad bruges som mødested for den russiske mafia vory v zakone. Mafiaens medlemmer har alle tatoveringer, der fortæller, hvem de er, hvad de har gjort og hvor de er placeret i mafiaens hierarki. Når man mødes i badet, kan man straks læse på den andens krop, hvem han er.

Det er et iøjnefaldende træk ved Eastern Promises, at de eneste våben, der bruges, er knive. Ikke knive, der er skabt som våben, men barberknive og andre knive der bruges af håndværkere. Således også de eksotisk udseende knive de to tjetjenere bruger mod Nikolai. I et interview gør Cronenberg opmærksom på, at det er knive, gulvlæggere bruger til linoleum.

Det er der naturligvis gode grunde til. Når Nikolai er nøgen, understreges hans sårbarhed. Det er mennesket som ren eksistens, uden nogen af de ekstensioner der ellers gør det til et kulturvæsen. Når han bliver angrebet med knive, så bringer det også angriberne fysisk helt ind på kroppen af ham. Cronenberg har forklaret scenen således:

“It’s almost like they’re using their knives to re-tattoo Nikolai and change his identity by changing the marks on his skin.”

ep.jpg

Identiteten er indskrevet på huden i form af tatoveringer. Men, som Cronenberg bemærker, re-tatoverer man en person, så ændrer man også hans identitet. Identiteten bliver dermed en form for palimpsest. Begrebet palimpsest stammer fra den tid, hvor man skrev på pergament. Det kunne være fremstillet af fx fåre- eller oksehud. Var der mangel på pergament, brugte man at skrabe den gamle skrift bort med en kniv, hvorpå man havde en ny, ren flade at skrive på. Den gamle skrift blev dog ikke slettet fuldstændigt, men er mulig at rekonstruere. Palimpsest betegner altså flere lag af skrift. Når Cronenberg her taler om re-tatovering som en ændring af identitet, så peger han på flere forhold. Identitet er noget, der findes på overfladen, på huden. Den er så at sige skin deep. Identiteten kan ændres ved at genskrive overfladen, men samtidigt er der tale om flere lag af identitet. En ny identitet sletter ikke de gamle. Endvidere er identitet noget, der påskrives udefra, men samtidigt kan påskriften udefra trække en identitet frem indefra. Det hænger sammen med Cronenbergs forestilling om kødet – new flesh som det hedder i Videodrome (1982).

Kødet er Cronenbergs begreb for eksistensen. Det betyder dog ikke, at vi som kød er reduceret til ren biologisk eksistens. Kødet forandres lige så vel som identiteten. I de tidligere film var det de teknologiske indgreb i eksistensen, der førte til udviklingen af new flesh. For Cronenberg er evolutionen ikke kun naturlig, men i lige så høj grad betinget af teknologien. Det påfaldende fravær af teknologisk novum i de senere film kunne forlede en til at tro, at Cronenberg er begyndt at søge bagud mod en “renere”, mere “oprindelig” eller “autentisk” eksistens. Men pointen er nok snarere, at de teknologiske udvidelser – McLuhans “extensions of man” – er blevet inkarneret, er blevet en del af kødet. Brugen af teknologiske ekstensioner er blevet så, ja, naturlig, at Cronenberg ikke længere finder grund til at gøre opmærksom på dem med spektakulære iscenesættelser. Biologi og teknologi er ikke uforenelige modsætninger, men inkarneres i eksistensen som new flesh.

Identiteten skrives på huden, men det er ikke ensbetydende med, at identitet blot er noget, der er påført os udefra. Skriften på huden bliver også et udtryk for kødet, for eksistensens potentialer. Brugen af knive i Eastern Promises peger på, at det er et forhold, der har fulgt mennesket, siden vi første gang tog et redskab i hånden. Knivene bruges ikke kun til at tage liv i Eastern Promises, men er også med til at bringe et nyt liv til verden, da et barn bliver født ved kejsersnit.

Identiteten er skrevet på huden, eksistensen er i kødet. Måske Cronenberg er en materialistisk heideggerianer (tak til Erik Steinskog for det udtryk).