Verdens værste musik

6 04 2008

Der er et prekært forhold mellem demokrati og kunst. Når en moderne, demokratisk stat støtter kunst, hvordan skal den kunst så forholde sig til det folk, den demokratiske stat repræsenterer? Det har været et omstridt emne lige siden Statens Kunstfond blev oprettet i 1964. Det førte som bekendt til en protestbevægelse anført af lagerforvalter Peter Rindal – den såkaldte rindalisme – og har siden manifesteret sig politisk i Fremskridtspartiet. Senest kan debatten om de livsvarige ydelser til kunstnere ses som udslag af samme debat.

Kernen i diskussionen om demokrati og kunst er, hvorvidt offentlige midler – skattekroner – skal bruges til at understøtte kunst, der i sit væsen er – eller i hvert fald opfattes som – elitær. Hvorfor skal betrængte skatteydere betale til en kunst, de ikke interesserer sig for, ikke forstår eller ligefrem nærer modvilje mod? Den anden side af det spørgsmål ville så være, hvordan ville kunsten se ud, hvis den skulle give mest udbytte for skattekronerne; eller sagt på en anden måde: hvordan ville kunsten tage sig ud, hvis den skulle ramme så bredt som muligt?

Det satte de russiske konceptkunstnere Komar og Melamid sig for at undersøge i 1990’erne. De fik foretaget en meningsmåling, hvor et udvalg af amerikanere blev spurgt om, hvad de foretrak – og hvad de ikke kunne lide – i kunst. På grundlag af det indvundne statistiske materiale skabte de så kunst, der var sandt demokratisk (på deres hjemmeside kan man også se resultatet af en Vilstrup undersøgelse af danskerne mest og mindst ønskede maleri). Ud fra de samme kriterier har David Soldier så skabt det stykke musik, som færrest mulige mennesker ønsker at høre (se Dial “M” for Musicology). Det viser sig, at det værste er musik der varer mere end 25 minutter, veksler mellem støj og stilhed, hurtigt og langsomt tempo, høj og lav pitch. De mindst foretrukne instrumenter er harmonika og sækkepibe, banjo, fløjte, tuba, orgel osv. Den mest uønskede sang er en sopran, der synger atonalt eller børnekor. De mindst attraktive emner for sangtekster er cowboys og ferie. Resultatet bliver derfor et 25 minutter langt stykke musik, hvor en sopran rapper atonalt om cowboys, mens baslinjen spilles på tuba og med breaks på banjo og et børnekor synger om Labour Day, jul og Yom Kippur. Blandt meget andet. Konklusionen er, at der i hele verden er under 200 mennesker, der vil kunne lide dette stykke musik. Eller sagt på en anden måde. Det her bør ikke støttes af Statens Kunstfond. Men lyt selv her.

Her i Danmark har Pablo Llambías lavet et lignende eksperiment med filmen DK – filmen med Danmark (1993), en danmarksfilm baseret på en gallupundersøgelse af, hvad danskerne opfatter som typisk dansk. Resultatet er et underfundigt og tankevækkende eksempel på sand demokratisk kunst – og i virkeligheden langt tættere på avantgarden end på brølende kronhjorte og bøgeskove.


Handlinger

Information

15 responses

6 04 2008
Søren E

Jeg forstår ikke din pointe: Hvorfor er den ‘demokratiske’ kunst avantgarde?

6 04 2008
Claus Krogholm

I tilfældet med Llambías’ film så ligner filmen mere en avantgardefilm end noget, man umiddelbart vil forbinde populær, folkelig kunst. Mere generelt, så er pointen med eksperimenter som Komar & Melamids og David Soldiers – sådan som jeg ser det – at man naturligvis ikke kan lave kunst, der er en direkte oversættelse af den almene opinion. Det, der kommer ud af det, er noget andet end ‘folkelig’ kunst; det er en gestus, der har langt mere tilfælles med avantgarde end med demokrati.

6 04 2008
Hva er bedre enn en banjo? « Steinskogs Weblog

[…] er bedre enn en banjo? Svaret er muligens tre banjoer. Claus Krogholm skriver i dag om “Verdens værste musik,” en post som er vel verd å lese, og linker som er vel verd å følge. David Soldiers […]

6 04 2008
Henrik Johannesen

Men de happenings/værker du beskriver, arbejder vel i sidste ende også med avantgardistiske virkemidler, først og fremmest overdrivelsen og den ekstreme abstraktion?

6 04 2008
Erik Steinskog

Jeg synes eksemplene nettopp også åpner opp for spørsmål om skiller mellom “avantgarde” og det “folkelige” (i mangel av en bedre term), nettopp gjennom å problematisere ideer om å gi folket det folket vil ha – som altså kan være et prosjekt innenfor en “demokratisk” kulturpolitikk. Den gestus er jeg enig med deg i Claus, at ligner på avantgarden, og samtidig synes jeg vel de bildene som Komar & Melamid presenterer (både det danske, det US-amerikanske, og flere – dessverre ingen norske enda) har beholdt sin relasjon til kitschen.
Iøvrigt, tuba-bassingen på “The Most Unwanted Song” er fantastisk. Ikke at jeg vet hva det sier om meg….

6 04 2008
thomaslundsgaard

Hold da fast, længe siden jeg har leet så meget. Mere sopranrap!

7 04 2008
Claus Krogholm

Der er for mig at se en tydelig avantgardistisk strategi hos Komar & Melamid. Det er måske ikke helt tilfældigt, at det er et projekt, der kommer fra Rusland i 1990’erne, umiddelbart efter Sovjetunionens sammenbrud. Forestillingen om at man programmatisk kan lave kunst, der korresponderer i et 1:1 forhold med et ‘folkeligt’ ideal – Homo Sovjeticus – resulterer i kitsch frem for kunst. Men der ligger også en tydelig udfordring af kulturpolitikken i erklæret demokratiske samfund: hvad vil vi med kunsten, hvad skal kunsten gøre for samfundet? Det er også de spørgsmål, Llambías stiller i flere af sine værker.

9 04 2008
Links fundet p internettet den 2008-04-09 | Webmercial.dk

[…] Verdens vaerste musik Krogholms weblog II (tags: musik) […]

10 04 2008
Lars Hvidberg

Utroligt god sang. Bare den varede 50 minutter!

13 04 2008
Jesper

Jeg ved ikke helt, men jeg synes at det stykke musik er noget af det fedeste jeg nogensinde har hørt! jeg er vild med! hvor er det altså fedt! noget af det er lidt sært, men ellers er det altså rart at høre noget der hæver sig over det gennemsnitslige mainstream popmusik. Jeg er vild med det!

14 04 2008
Claus Krogholm

Der skulle jo kun være 200 mennesker i hele verden, der kan lide den her sang. Der er åbenbart en ret stor procentdel af disse 200 mennesker, der læser denne blog!

14 04 2008
Jesper

En af mine venner kan også godt lide det, så der er ret mange af de 200 i Danmark! Desuden er banjo stykket + break ved 10 min måske det bedste nogensinde!!

17 04 2008
dubqnp

Jeg holdt 5 minutter. God ide ellers.

17 04 2008
Claus Krogholm

Det er da godt at se, der trods alt også findes nogle som ikke synes om musikken. Det var trods alt det, der var hensigten.

21 04 2008
granns.net » Blog Archive » Dårlig musiksmag à go go

[…] er med Krogsholms ord “et 25 minutter langt stykke musik, hvor en sopran rapper atonalt om cowboys, mens baslinjen […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s




%d bloggers like this: