Fodboldfilosofi

24 06 2008

Det igangværende EM har budt på mere seværdig fodbold, end vi længe har været forvænt med. Det kan give anledning til lidt overvejelser over to fundamentale fodboldfilosofier:

Kan man forhindre modstanderen i at score, så behøver man selv kun lave et enkelt mål for at vinde. Det er en tankegang, der ved dette EM – som så mange gange før – inkarneres bedst (eller værst) af Italien. Kvartfinalen mod Spanien var en ørkenvandring i 120 minutter. Der synes dog at være en form for retfærdighed til, så spanierne var mest effektive i straffesparkskonkurrencen. Nu er det så op til Tyskland at repræsentere den tankegang, at man vinder i fodbold gennem effektivitet, ikke ved at spille underholdende.

Det gør til gengæld den bedste repræsentant for den anden fodboldfilosofi: Rusland. Her er tankegangen, at så længe man scorer flere mål end modstanderen, så vinder man. Det drejer sig altså om at angribe. Det gjorde russerne også i den første kamp, men her betød boldtab, at Spanien vandt hele 4-1. Så kunne man have frygtet, at russerne ville blive mere forsigtige og fokusere mere på forsvaret. Svaret synes dog snarere at være: endnu mere angreb. Ved at lægge spillet endnu længere op på modstanderens banehalvdel har russerne undgået at boldtab får så fatale konsekvenser. Kun Holland har formået at score en enkelt gang. Men i det hele taget har russerne været bedre til at holde på bolden. Ikke i kraft af kedeligt boldtrilleri, men med lynhurtigt pasningsspil og meget stor bevægelighed. Det siger meget, at venstre back Zhirkov har været en af russernes mest offensive spillere. Så betyder det faktisk mindre, at de ikke har været særligt effektive foran mål. Både Sverige og Holland blev mere eller mindre bogstaveligt løbet over ende, og ingen havde kunnet sige noget til, at sejrene var blevet på 5-6 overskydende mål. Russerne har tilspillet sig så mange chancer, at de har kunnet tillade sig at brænde et hav af de oplagte muligheder, man normalt siger ikke må brændes.

Og så har russerne naturligvis Andrej Arshavin, EMs suverænt bedste spiller. Han bliver kaldt “Den russiske Maradona”, men som Dagens Nyheter skriver, så minder han måske mere om den unge Michael Laudrup. Han ligner en dreng på 17, men er faktisk 27 år, og man må undres over, at der ikke er nogen vestlige storklubber, der har opdaget ham. Nu er der så mange penge i russisk fodbold, at Zenit Skt. Petersborg nok skal vide at tage sig rigtig godt betalt, hvis de skal slippe ham.

Indtil videre er det bare at glæde sig over, at Arshavin og de andre russere har gjort det til en så udsøgt fornøjelse at se fodbold her i juni.


Handlinger

Information

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s




%d bloggers like this: