Not too sexy for Elgiganten

27 08 2008

Af og til undres man over den musik, der er valgt som underlægning i reklamer. Som da den amerikanske pendent til KFUM – Young Men’s Christian Association eller YMCA – i starten af 80’erne valgte at bruge Village Peoples hit “YMCA” i en kampagne for sine hostels. Antageligt havde man ikke gjort sig helt klart, hvorfor “it’s fun to stay at the YMCA”. Siden da har meget ændret sig, og fx Ikea har lanceret reklamekampagner, der var eksplicit rettet mod homoseksuelle. Der er tale om et købestærkt segment, og homoseksuelle er naturligvis også forbrugere.

Alligevel kan man fundere over, hvilket signal det er, Elgiganten ønsker at sende, når de nu bruger Right Said Freds “I’m too sexy” (1991) som underlægningsmusik til deres aktuelle tv-reklame. Bevares, der er en pink iPod i det sortiment, der bliver præsenteret. Ikke desto mindre er det svært at se Elgiganten som et specielt queer brand.

Men det er da en anledning til at mindes camp anno 1991.

Reklamer




The truth about de-evolution

20 08 2008

Her i 2008 bliver der fejret en række 50 års fødselsdage (Prince, Michael Jackson, Kate Bush, Madonna). Det kan være værd at erindre, at det i år også er 30 år siden Devo udsendte deres banebrydende album Q: Are we not men? A: We are Devo! (produceret af Brian Eno).

Devo blev dannet i Akron, Ohio i 1973, og var sammen med Pere Ubu (fra Cleveland), Ohios vigtigste bidrag til den eksperimenterende amerikanske new wave scene (Pere Ubu definerede sin stil som avant garage). Devo er i dag nok mest kendt som pionerer inden for synth-pop, ikke mindst takket være hittet med “Whip it!” (1980). De startede med mere traditionelle instrumenter (guitar, bas, trommer), dog tilsat en række elektroniske effekter, der manipulerede med lyden.

Navnet Devo er en forkortelse af de-evolution, forestillingen om at evolutionen på et tidspunkt vender og udviklingen i realiteten er en regression. Teorien opstod oprindeligt som en joke, de to kunststuderende Gerald Casale og Bob Lewis fremlagde på Kent State University i Ohio. Her mødte de Mark Motherbaugh, der præsenterede dem for pamfletten “Jocko Homo Heavenbound“. Sammen dannede de så i 1973 Devo, der optrådte på Kent State Performing Arts Festival. Koncerten blev filmet og indgik i videoen The Complete Truth about De-evolution. Devo fortsatte med at optræde med en blanding af performance og koncert. I overensstemmelse med teorien om de-evolution var de ens klædt og maskerede for at understrege dehumaniseringen. Musikken var atonal og disharmonisk og med sange som “Mongoloid” blev Devo ofte opfattet som kontroversielle og provokerende. Det satiriske element blev som regel overset.

Med punken og den deraf følgende interesse for eksperimenterende rock blev flere opmærksomme på Devo. De medvirkede på flere compilations, blandt hos de engelske Stiff Records (der også udsendte bl.a. Elvis Costello). I 1976 vandt The Complete Truth about De-evolution en pris på kortfilmfestivalen i Ann Arbor. Blandt gæsterne på festivalen var David Bowie, der dels satte Devo i forbindelse med Eno, og dels sikrede dem en pladekontrakt med Warner Brothers.

Det resulterede altså i 1978 i albummet Q: Are we not men? A: We are Devo! Modtagelsen var meget blandet. Mange havde svært ved at kapere de skæve rytmer og disharmonier. Men mest af alt var det teorien om de-evolution, der provokerede. Devo hyldede dehumanisering og så regressionen som et fremskridt! Når alle er retarderede, er der ikke længere nogen, der bliver diskrimineret. Ingen misunder andre noget. Endelig er alle lige. Homo sapiens er afløst af Jocko Homo.

Hvad man overså var, at der var tale om en satirsk kommentar til den sociale og kulturelle udvikling. Efterhånden som Devo nærmede sig en mere mainstream orienteret popmusik blev de komiske indslag også tydeligere, men det radikale gled tilsvarende mere i baggrunden.

Et andet nummer, der delte vandende på debutalbummet, var en coverversion af Rolling Stones klassikeren “Satisfaction”. Ikke alle brød sig om den respektløse omgang med kanoniserede rockklassikere.

Devo var banebrydende i 1978 og havde (nok især sammen med Kraftwerk) kolossal betydning for den udvikling, rockmusikken tog i 1980’erne. Det er svært at forestille sig fx Depeche Mode uden Devo. Og når man ser videoen til “Satisfaction”, er det vel også indlysende, hvor Kliché fik deres koncept fra.





Jamaica, man!

18 08 2008

Der plejer at være én ting, man kan regne med, når der afvikles atletik på internationalt topniveau. Det er, at USA vinder sprinterdistancerne. Men sådan er det ikke gået hidtil ved dette OL. I mændenes 100 meter vandt Usain Bolt fra Jamaica så overlegent, at han nærmest kunne spadsere i mål – og alligevel sætte ny verdensrekord. Og i kvindernes 100 meter vandt Jamaica guld, sølv og bronze.

I vore dage fremkalder en sådan overlegenhed naturligvis straks en mistanke om doping. Jamaicanere er jo kendt for en afslappet holdning til diverse stimuli, men ikke af en type, der just plejer at gøre folk hurtigere.





The Joker

17 08 2008

Et af de interessante træk ved Batman er, at her har vi en superhelt, der ikke er udstyret med overnaturlige superkræfter. Hans superheltestatus skyldes ikke, at han kommer fra en anden klode, radioaktiv stråling, genetisk manipulation eller mutation, men derimod et traume. Oprindelsen skal findes i det psykiske frem for det fysiske. Det gør Batman til en langt mere flertydig figur end fx den forholdsvis entydige Superman. Dermed bliver Batman også langt mere åben for tolkning end mange andre superhelte. Det har de forskellige tegnere og forfattere udnyttet gennem årene, så vi i dag har en lang række forskellige tolkninger af Batman-figuren. Og det afspejler sig i forskellige skuespilleres inkarnation af Batman på film. Adam West gjorde Batman til pop-art og camp i 60’erne. Michael Keaton var et overraskende, men slet ikke dårligt valg, da Tim Burton lavede sine to Batman-film. Deres øvrige kvaliteter ufortalt, så var hverken Val Kilmer eller George Clooney særlig interessante i Joel Schumachers to film. Men der kom først for alvor dybde og ambivalens ind i figuren, da Christian Bale blev Batman i Christopher Nolans Batman Begins (2005), der nu er fulgt op med The Dark Knight.

Blandt de mange superskurke, der har optrådt som Batmans modstandere gennem årene, har det altid været The Joker, der har vakt størst interesse. Det skyldes ikke mindst, at The Joker på mange måder er Batmans spejlbillede, og dermed en lige så ambivalent figur med tilsvarende muligheder for fortolkning. Cesar Romero var en queer Joker i 60’erne (hvilket jo også indikerer noget om Batman og dennes forhold til myndlingen Robin). Jack Nicholson spillede The Joker som en langt mere renlivet psykopat i Tim Burtons Batman (1989), men spillede ham også umiskendeligt som Jack Nicholson. Det er altid en fornøjelse at se Nicholson med turbo, men det reducerede også The Jokers farlighed til et bravournummer.

Det bringer os frem til Heath Ledgers Joker i The Dark Knight.

The Joker

The Joker

Der er allerede sagt og skrevet meget om Heath Ledgers præstation (der som bekendt blev hans sidste), der unægtelig er imponerende. Det er en Joker, der har al farligheden og utilregneligheden i behold. Heath Ledger spiller ikke så meget på The Joker som psykopat eller den legemliggjorte ondskab, men i højere grad som en inkarnation af kaos.

Kaos – efter det græske χαοϛ – betegner i mange mytologier og skabelsesberetninger det tomrum eller den afgrund, der var før skabelsen af verden, men ud af hvilket det ordnede kosmos opstod. Hos Ovid beskrives “det såkaldte kaos” som “en plump og uformelig masse, og i den, hulter til bulter, splidagtige kim til ting, der endnu ikke hang sammen.” og hvor “intet bestod i blivende former”.

Heath Ledgers Joker er et sådant tomrum, en afgrund der kommer af intet. Der bliver ikke givet nogen baggrund for The Jokers handlinger. Ganske vist forklarer han selv flere gange, hvordan han fik sit smilende ansigt, men det er hver gang forskellige fortællinger. Det tætteste man kommer på en forklaring på hans karakter er “The only sensible way to live in this world is without rules!” Det er ikke så meget et udtryk for anarkisme. Fraværet af regler er mere en erkendelse af, at det ordnede kosmos er en skrøbelig overbygning på kaos.

“Hvorfor er der væren, og ikke intet?”, spurgte Heidegger i Hvad er metafysik? Der, hvor vi bliver bevidste om vores væren, er der, hvor vi træder frem fra hvor, vi ikke er. Der, hvor vi ikke er, er i døden, intet. Erfaringen af intet oplever vi i angsten, der jo allerede hos Kierkegaard bliver bestemt som angsten for intet. Det er dette intet, der i mytologierne kaldes kaos.

Det er denne figur, Heath Ledgers Joker inkarnerer. Det, der er så dybt foruroligende i denne figur, er, at der er intet at være bange for. The Joker stjæler ikke for pengenes skyld, myrder ikke for at få hævn og flygter ikke for at undgå straf. Der er intet, der motiverer ham. Der er kun kaos.





“I’m like totally ready to lead”

7 08 2008

Det er blevet svært at opretholde billedet af Paris Hilton som en ubegavet blondine, der fuldstændig mangler forståelse for, hvad der foregår omkring hende.

Baggrund: John McCain – eller hans kampagnestab – har brugt Paris Hilton i en annonce, hvor Barack Obama sammenlignes med bl.a.  Paris Hilton og Britney Spears. Underteksten er naturligvis, at Obama nok har stjernestatus, men som Hilton og Spears er han en celebrity uden indhold eller format. Familien Hilton – der har støttet McCain – har reageret ved at blive fornærmede og vrede. Bortset fra Paris Hilton selv, der nu har svaret ved at uploade en video på den satiriske hjemmeside Funny or Die. Og det var nok ikke det, McCain – eller hans kampagnestab – havde forventet.

Videoen demonstrerer, at Paris Hilton besidder en god portion selvironi. I stedet for at blive fornærmet spiller hun på billedet at sig selv som dum blondine. Hun tager McCains annonce som en opfordring til hende om stille op som kandidat til præsidentvalget; og – som hun forsikrer vælgerne – “I’m like totally ready to lead”. Hun fortæller om sin energipolitik, sine planer om at gøre Rihanna til vicepræsident og male Det Hvide Hus pink. Det hele er gjort tongue-in-cheek, så der næppe længere kan herske tvivl om, at den dumme blondine hele tiden har været en rolle, Paris Hilton har spillet.

Det er et begavet svar til McCain, og det er ret morsomt. Paris Hilton er ikke så overfladisk endda.

Vodpod videos no longer available.





Paris Hilton Superstar

4 08 2008

Der har i nogle år nu været konkurrence mellem større danske byer om at arrangere koncerter med de store navne inden for rock og pop. Det startede med Horsens, der pludselig kunne præsentere navne, der ellers kun kunne ses i København. Siden har de fleste større provinsbyer fulgt trop: Aerosmith i Randers, Roger Waters i Sønderborg, Kylie Minogue i Aalborg osv. Og nu konkurrerer danske byer om at få besøg af Paris Hilton, når hun senere på måneden ferierer i landet.

Det kan nok få enhver skeptiker til at spørge: hvorfor? Paris Hilton er kendt for at være kendt; en arving til en milliardformue, som ikke gør andet end at gå til fester (og tage sig betalt for at gøre det); og så for et meget omtalt fængselsophold sidste sommer. For en bred offentlighed fremstår Paris Hilton som indbegrebet af den dumme blondine, der gang på gang blamerer sig ved at udstille sin uvidenhed om de mest elementære forhold i verden. Papparazi’erne flokkes om hende og sikrer den omtale, der gør at hun kan forblive kendt som kendt – uden at hun behøver gøre noget for at være kendt. Paris Hilton inkarnerer med andre ord celebrity-kulturen i sin reneste form.

Der er dog andre forklaringer. Paranoia vinder frem som fortolkningstrategi i disse år. Således er Paris Hilton også mistænkt for i virkeligheden slet ikke at være dum; men derimod et forretningsgeni, der bedre end de fleste har forstået markedet, og derfor har brandet sig selv til fuldkommenhed. Uden selv at gøre noget, markedsfører hun sig som et brand renset for ethvert indhold. Hun er, som Walter Benjamin sagde om den prostituerede, den perfekte vare: en vare der på samme tid er produkt og den, der sælger produktet.

Paris Hilton bliver ofte sat i bås med Britney Spears. Begge lever og gør karriere i kraft af papparazi og de medier, der dyrker celebrities. Men der er også en væsentlig forskel på de to. Ganske vist har Paris Hilton også udgivet musik, men det har hun ikke gjort for at blive kendt, men fordi hun allerede var kendt. Musikken har ikke føjet noget til. For Britney Spears gælder det – trods alt – at musikken er et centralt element i det, hun er kendt for. Her har man ganske vist også set den paranoide fortolkning: at Britneys menneskelige og karrieremæssige deroute i virkeligheden er led i en markedsføringsstrategi, der sikrer omtale og fortsat opmærksomhed fra mediernes side. Hvis det virkelig er tilfældet, er målsætningen en hel anden end Paris Hiltons strategi. Så er det ikke et spørgsmål om at gøre sig til det rene brand, men derimod at blive kunstner. Så er det myten om, at kunstens urstof er den menneskelige lidelse. Jo mere Britney går i opløsning som menneske, desto bedre bliver hendes musik. Paris Hiltons tårer på vej til fængslet har næppe bidraget til andet end flere billeder af Paris Hilton.

I virkeligheden er den bedste forklaring på fænomenet Paris Hilton nok David Cronenbergs: “Basicly, Andy Warhol invented Paris Hilton”. I 60’erne skabte Warhol en række ‘superstars’, der medvirkede i hans film. Det var navne som Candy Darling, Ultra Violet og Edie Sedgwick. De blev superstars, fordi Warhol besluttede sig for, at de var superstars. På samme måde som en suppedåse kunne blive et kunstnerisk motiv og objekt, så kunne enhver blive superstjerne. Ingen skulle forhindres i at blive stjerne, blot fordi man stillede krav om f.eks. talent. Paris Hilton er superstar i Warhol’sk betydning. Warhol dyrkede selv billedet af sig selv som en ubegavet kunstner med ringe talent og begrænset vokabular. Men, som Gore Vidal sagde: “Andy Warhol is the only genius I’ve ever known with an I.Q. of 60.”

Hvad der er et geni, hvad der kræves for at have talent, og hvad der skal til for at blive superstjerne, har forrykket sig markant – ikke mindst på grund af Warhol. Det har Paris Hilton måske forstået bedre end de fleste. Eller også har hun ikke.

Who cares?





Ghost of Love

2 08 2008

Det er ikke kun billederne, der gør David Lynch’s film på en gang betagende og dybt foruroligende. Det er i lige så høj grad lyden. En væsentlig del af lydbilledet er naturligvis musikken. I INLAND EMPIRE har Lynch selv lavet en del af musikken. Ikke nok med det, så synger han også selv på “Ghost of Love”. Han kan faktisk synge, men det får naturligvis en særlig klang, der bidrager til den velkendte Lynch-stemning.