The truth about de-evolution

20 08 2008

Her i 2008 bliver der fejret en række 50 års fødselsdage (Prince, Michael Jackson, Kate Bush, Madonna). Det kan være værd at erindre, at det i år også er 30 år siden Devo udsendte deres banebrydende album Q: Are we not men? A: We are Devo! (produceret af Brian Eno).

Devo blev dannet i Akron, Ohio i 1973, og var sammen med Pere Ubu (fra Cleveland), Ohios vigtigste bidrag til den eksperimenterende amerikanske new wave scene (Pere Ubu definerede sin stil som avant garage). Devo er i dag nok mest kendt som pionerer inden for synth-pop, ikke mindst takket være hittet med “Whip it!” (1980). De startede med mere traditionelle instrumenter (guitar, bas, trommer), dog tilsat en række elektroniske effekter, der manipulerede med lyden.

Navnet Devo er en forkortelse af de-evolution, forestillingen om at evolutionen på et tidspunkt vender og udviklingen i realiteten er en regression. Teorien opstod oprindeligt som en joke, de to kunststuderende Gerald Casale og Bob Lewis fremlagde på Kent State University i Ohio. Her mødte de Mark Motherbaugh, der præsenterede dem for pamfletten “Jocko Homo Heavenbound“. Sammen dannede de så i 1973 Devo, der optrådte på Kent State Performing Arts Festival. Koncerten blev filmet og indgik i videoen The Complete Truth about De-evolution. Devo fortsatte med at optræde med en blanding af performance og koncert. I overensstemmelse med teorien om de-evolution var de ens klædt og maskerede for at understrege dehumaniseringen. Musikken var atonal og disharmonisk og med sange som “Mongoloid” blev Devo ofte opfattet som kontroversielle og provokerende. Det satiriske element blev som regel overset.

Med punken og den deraf følgende interesse for eksperimenterende rock blev flere opmærksomme på Devo. De medvirkede på flere compilations, blandt hos de engelske Stiff Records (der også udsendte bl.a. Elvis Costello). I 1976 vandt The Complete Truth about De-evolution en pris på kortfilmfestivalen i Ann Arbor. Blandt gæsterne på festivalen var David Bowie, der dels satte Devo i forbindelse med Eno, og dels sikrede dem en pladekontrakt med Warner Brothers.

Det resulterede altså i 1978 i albummet Q: Are we not men? A: We are Devo! Modtagelsen var meget blandet. Mange havde svært ved at kapere de skæve rytmer og disharmonier. Men mest af alt var det teorien om de-evolution, der provokerede. Devo hyldede dehumanisering og så regressionen som et fremskridt! Når alle er retarderede, er der ikke længere nogen, der bliver diskrimineret. Ingen misunder andre noget. Endelig er alle lige. Homo sapiens er afløst af Jocko Homo.

Hvad man overså var, at der var tale om en satirsk kommentar til den sociale og kulturelle udvikling. Efterhånden som Devo nærmede sig en mere mainstream orienteret popmusik blev de komiske indslag også tydeligere, men det radikale gled tilsvarende mere i baggrunden.

Et andet nummer, der delte vandende på debutalbummet, var en coverversion af Rolling Stones klassikeren “Satisfaction”. Ikke alle brød sig om den respektløse omgang med kanoniserede rockklassikere.

Devo var banebrydende i 1978 og havde (nok især sammen med Kraftwerk) kolossal betydning for den udvikling, rockmusikken tog i 1980’erne. Det er svært at forestille sig fx Depeche Mode uden Devo. Og når man ser videoen til “Satisfaction”, er det vel også indlysende, hvor Kliché fik deres koncept fra.


Handlinger

Information

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s




%d bloggers like this: