Kongen lever

26 05 2009

Det meste af Elvis’ karriere er forbundet med ikke videre interessante film og vulgære Las Vegas shows. Men det bør ikke overskygge, at han i 1950’erne var en af de mest betydningsfulde – og mest kontroversielle – sangere rocken har haft. Det er lidt af en kliché, men rocken havde næppe været den samme uden Elvis. Og Elvis har da også sat dybe spor i rockens historie – og måske især i dens mytologi.

Elvis optræder i en række sange, der på hver sin vis bruger ham som et referencepunkt for en form for historieskrivning, hvor det er rocken og dens mytologi, der bliver det historiske fikspunkt. I “Tupelo” gør Nick Cave Elvis til en nærmest gammeltestamentelig figur eller profet: “A King is born in Tupelo”. Titlen referer naturligvis til Elvis’ fødeby Tupelo. Sangen findes på albummet The Firstborn is Dead (1985), der i sig selv er en reference til Elvis’ dødfødte tvillingebror Jesse. Nick Cave forener dermed sydstatsgotik, gammeltestamentelig mytologi og rockhistorie:

I “King of the Mountain” er det snarere Elvis’ mytiske efterliv, som Kate Bush (fra Aerial, 2005) tager fat på. Det er den Elvis, der efter sin død i 1977, har levet videre som en figur, der går igen – ikke mindst i tabloidpressen – som en form for white trash Messias, der er genopstået fra de døde.

Endelig er her Scott Walker med “Jesse” (fra The Drift, 2006), hvor det igen er den dødfødte tvillingebror, der refereres til. Elvis opsøger i sangen sin brors grav for at fortælle om 11. september – måske (Scott Walkers tekst er som altid mere end kryptisk): tvillingebrødrene og tvillingetårnene:


Handlinger

Information

2 responses

27 05 2009
Erik Steinskog

Glimrende presentasjon av Elvis’ etter-liv. Og det blir vi nok ikke ferdig med så hurtig. Samtidig kommer jeg i tanke om en nærmest dialektisk motsetning til myteskapingen, Public Enemys “Fight the Power” – http://www.youtube.com/watch?v=M_t13-0Joyc – med sin tekstlinje: “Elvis was a hero to most, but he never meant shit to me” hvorpå han så blir beskrevet som rasist (og slått i hardkorn med John Wayne). Måske litt urettferdig, men det viser også til en ambivalens i bildet av Elvis, en ambivalens som også Living Colour får fram på Time’s Up, med låten “Elvis Is Dead” (hvor de også siterere Public Enemy).

27 05 2009
Claus Krogholm

Ja, der er unægtelig mange tolkninger af Elvis. Men det vidner vel blot om, at hans betydning – levende som efter-levende – er enorm. Man burde måske også medtage Mojo Nixon og hans “Elvis is everywhere” – http://www.youtube.com/watch?v=e_hkIN38qnY

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s




%d bloggers like this: