Manden i den artificielle reproduktions tidsalder

13 07 2009

En af ugens store nyheder har været, at det er lykkes britiske forskere at fremstille kunstig sæd ved hjælp af stamceller. Det har naturligvis vakt opsigt og også en vis bekymring. Medlem af Etisk Råd Klavs Birkholm udtaler således: “Vi har indtil nu opfattet kærlighed og artens videreførsel som meningen med livet – og den har jeg ikke lyst til at skifte ud.” Andre har udtrykt bekymring ved udsigten til, at mænd nu bliver overflødige.

Der er flere interessante aspekter. Det har ofte været hævdet, at videnskaben er mandsdomineret og tjener til at reproducere et verdensbillede, hvor manden er centralt placeret som den, der naturligt dominerer. Men nu er videnskaben tilsyneladende i færd med at overflødiggøre manden. Der er en anden side af dette. Som jeg tidligere har skrevet om, så degenererer det mandlige kønskromosom over tid, fordi y-kromosomet kun kan overføres fra far til søn, mens x-kromosomet kan overføres fra såvel moderen som faderen. Mænd er med andre ord i færd med at forsvinde, så det er godt videnskaben kan finde en erstatning.

Et andet, og nok det mest interessante, aspekt er, at biologisk køn er i færd med at miste sin betydning. Det har været det sidste led, hvor biologisk kønnet reproduktion og sex har hængt sammen, at man har haft  brug for en sædcelle fra manden og et æg fra kvinden. Ganske vist behøver sex ikke længere at have noget med reproduktion at gøre – det kan ordnes i et reagensglas – men der har stadig været et element af biologi involveret. I langt de fleste tilfælde har graviditet være et – eventuelt uønsket – biprodukt ved sex. Det er sjældent vi har sex for at reproducere os. Og nu behøver de to ting slet ikke at have noget med hinanden at gøre.

Det betyder næppe, at mænd og kvinder vil holde op med at dyrke sex. Som sagt så er formålet med sex i de færreste tilfælde at få børn. Men det kan måske betyde, at det monogame, heteroseksuelle parforhold mister sin status som det naturlige. Naturligheden har været hængt op på, at det var det heteroseksuelle forhold, der sikrede menneskehedens overlevelse; eventuelt understøttet af den opfattelse, at det var Guds intention med de to køn. Nu er der ikke længere noget biologisk alibi for det monogame, heteroseksuelle parforhold. Det betyder ikke, at heteroseksualitet forsvinder eller bliver overflødigt. Det er længe siden, at heteroseksualitet var en nødvendighed; det har ikke fået folk i massevis til at opgive at være heteroseksuelle. Det er ikke noget, vi har været af biologisk tvang. Men det kan formodentlig være en gevinst – også for heteroseksuelle – at ‘det naturlige’ ikke længere legitimerer en bestemt form for seksualitet. Det kan måske også være en fordel for rollefordelingen i alle typer af forhold – seksuelle og andre former – at det biologiske køn ikke længere sætter en ‘naturlig’ dagsorden.


Handlinger

Information

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s




%d bloggers like this: