Censur?

19 09 2009

Det er måske efterdønninger fra Muhammed-krisen, men ordet ‘censur’ bruges efterhånden flittigt, når danske medier diskuteres. I den forgangne uge har der været to eksempler.

Først kom det frem, at Jyllands-Posten havde undladt at bruge et citat, hvor Naser Khader var gået endnu længere i sit burka-udspil, end det der præsenteret for offentligheden. Til Jyllands-Postens journalister udtalte han: “Hvis man skal tillade burka, når man går i sin have, så skal man til at lave mange undtagelser. Derfor kan vi lige så godt være konsekvente og sige, at burkaen ikke hører hjemme i Danmark.” Den udtalelse fik nyhedschef Pierre Collignon tjekket hos de konservative, hvorpå Khader modererede sin udtalelse. Det oprindelige citat blev – mod journalisternes vilje – aldrig bragt i Jyllands-Posten. Censur?

I går var det så DR2s aflysning af årets satiriske julekalender H.A.S.H, der foregår blandt hash-rygende danske soldater i landet Problemistan. Chefredaktør Arne Notkin begrundede aflysningen med, at julekalenderen simpelthen ikke var morsom. Andre var af den opfattelse, at der lå politiske motiver bag aflysningen. Det er ikke politisk opportunt at lave satire over danske soldater i krigstid. Enhedslisten har krævet en redegørelse fra kulturministeren. Censur?

Jeg er ikke i stand til at afgøre, om der er tale om censur i de to konkrete tilfælde. Men det kan være værd at erindre, hvad en redaktørs opgave er: at redigere. Chefredaktøren lægger en redaktionel linje og redigerer i henhold til denne. Den linje kan man være enig eller uenig i, men man kan ikke klandre en redaktør, at han eller hun følger den linje, der er lagt. Man kan næppe fortænke en redaktør på Jyllands-Posten i, at han tjekker et så kontroversielt udspil fra en nyudnævnt konservativ integrationsordfører. Man kan mene, at citatet burde have været bragt under alle omstændigheder; men at kalde det censur – frem for et redaktionelt valg – er måske at gå vel vidt. Og hvad angår julekalenderen på DR2, så er der sluppet to afsnit ud på YouTube, hvor kommentarer kunne tyde på, at Notkin har set rigtigt: den er ikke morsom, men direkte pinlig. Kommentarer på YouTube er ikke garant for en saglig vurdering; men man kan forestille sig, at Notkin ville blive voldsomt bebrejdet, hvis en pinlig og umorsom julekalender til flere millioner licens-kroner var blevet vist til december. Det er chefredaktørens dilemma, men det er ham, der må træffe et valg. Det gør det ikke nødvendigvis til censur.

Ingen medier kan bringe alt. Der må træffes valg, og til det formål har man en chefredaktør, der lægger en linje, hvorefter der træffes valg. Det er ikke i sig selv censur. Og som de to konkrete eksempler viser, så kommer de redaktionelle fravalg alligevel for dagens lys. Censur er en alvorlig sag, der endnu har ringe kår i Danmark. Det er værd at erindre, før man slynger om sig med anklager om censur.

Reklamer




En jæger gik at skrive…

17 09 2009

Det er nok ikke forbigået nogens opmærksomhed, at tidligere jægersoldat Thomas Rathsack har skrevet en bog. Bogen blev i sidste uge sendt til journalister med henblik på foromtale og anmeldelse. Forsvaret reagerede med at kræve bogen stoppet med henvisning til, at den indeholder militærstrategisk følsomme oplysninger, der kan bringe danske soldater i Afghanistan i fare. I går valgte Politiken så at trykke hele bogen som et særtillæg til dagens avis. I dag skal byretten så afgøre om der skal nedlægges fogedforbud mod bogens udgivelse.

Hele sagen rejser en række interessante og vigtige spørgsmål. Hvad vejer tungest: rigets sikkerhed eller ytringsfrihed? Hvad betyder det egentlig, at Danmark er aktivt engageret i en krig? Det er vel især det sidste spørgsmål, der trænger sig på. For har vi i virkeligheden gjort os klart, hvad det indebærer? Er det en undtagelsestilstand, der betyder, at hævdvundne rettigheder som ytringsfrihed kan tilsidesættes med henvisning til rigets sikkerhed? Eller er det ikke netop i sådanne situationer, at der er brug for en kritisk presse, der tilvejebringer informationer, som offentligheden så kan lægge til grund for en kvalificeret holdning til et så vigtigt og kritisk emne som krig?

Vigtige spørgsmål, som nok skal blive diskuteret. Et andet spørgsmål, der kan rejses, er: hvorfor reagerer Forsvaret, som det gør? Når man forsøger at stoppe en bog, der allerede er trykt, og som allerede er sendt ud til en række mennesker, så er der i hvert fald en ting, man kan være sikker på: den bog vil blive offentliggjort i den ene eller anden form. Hvis Forsvaret ikke ønsker, at bogen skal blive læst, så har man opnået det stik modsatte. Bogen er nu sikret en opmærksomhed, der gør, at den vil blive læst langt mere opmærksomt af langt flere mennesker end det vil have været tilfældet, hvis bogen blot var udkommet som alle andre bøger.

Forsvaret har en dårlig sag. Af gode grunde kan man selvfølgelig ikke i detaljer påpege, hvilke passager man mener er så militærstrategisk følsomme, at de skader rigets og soldaters sikkerhed. Det gør ikke Forsvarets sag bedre, at Thomas Rathsack allerede for et år siden henvendte sig til Jægerkorpset om bogen. Jægerkorpset reagerede først 9 måneder senere med et brev i generelle vendinger. Har man haft bekymringer vedrørende bogens indhold, så har der været rig lejlighed til at reagere, men det gør man først, da bogen er trykt og allerede ude i offentligheden. Tidligere chef for Jægerkorpset (og kandidat for Venstre ved kommunalvalget til november), Poul Dahl, har desuden læst bogen og har ikke fundet noget, der kan kompromittere den danske mission i Afghanistan.

Nu er Poul Dahl jo tidligere chef, og muligvis derfor ikke opdateret på området. Men hvilke motiver skulle en tidligere chef for Jægerkorpset have til at legitimere en bog, der måske kan skade det Jægerkorps, han selv har været chef for?  Og tilsvarende kunne man spørge til Thomas Rathsacks motiv. Han har ikke noget udestående med Forsvaret; han er ikke modstander af krigen eller den danske indsats i Irak eller Afghanistan. Hvorfor skulle han videregive informationer, der kan skade hans tidligere kolleger?

Det kan undre, at Forsvaret ikke har en bedre forståelse af, hvordan moderne medier fungerer. Hvis nogen forsøger at forhindre noget i at komme til offentlighedens kendskab, så kan man være stensikker på, at det kommer til offentlighedens kendskab. Men hvad nu hvis det i virkeligheden er formålet? Da Politiken udkom i går med bogen trykt som særtillæg, skrev Jyllands Posten, at nu sad Taleban og studerede den danske strategi i Afghanistan. Det er måske i virkeligheden det, Forsvaret vil opnå. Hvis man kan få Taleban til at nærlæse en harmløs bog i den tro, at de afdækker vitale militære hemmeligheder, så opnår man en strategisk og taktisk fordel. Det ville være en ganske udspekuleret måde at bruge medierne på. Det ville være en strategi, der tog højde for, at man ikke kan operere i hemmelighed uden for mediernes rækkevidde. Men man kan operere med en strategisk og taktisk bevidsthed om, hvad det er medierne gør og betyder i en verden, hvor informationer flyder af så mange kanaler, at ingen kan dæmme op for informationen – mindst af alt med forbud. Som Marshall McLuhan slog fast allerede i 1964: “The medium is the message.”