En jæger gik at skrive…

17 09 2009

Det er nok ikke forbigået nogens opmærksomhed, at tidligere jægersoldat Thomas Rathsack har skrevet en bog. Bogen blev i sidste uge sendt til journalister med henblik på foromtale og anmeldelse. Forsvaret reagerede med at kræve bogen stoppet med henvisning til, at den indeholder militærstrategisk følsomme oplysninger, der kan bringe danske soldater i Afghanistan i fare. I går valgte Politiken så at trykke hele bogen som et særtillæg til dagens avis. I dag skal byretten så afgøre om der skal nedlægges fogedforbud mod bogens udgivelse.

Hele sagen rejser en række interessante og vigtige spørgsmål. Hvad vejer tungest: rigets sikkerhed eller ytringsfrihed? Hvad betyder det egentlig, at Danmark er aktivt engageret i en krig? Det er vel især det sidste spørgsmål, der trænger sig på. For har vi i virkeligheden gjort os klart, hvad det indebærer? Er det en undtagelsestilstand, der betyder, at hævdvundne rettigheder som ytringsfrihed kan tilsidesættes med henvisning til rigets sikkerhed? Eller er det ikke netop i sådanne situationer, at der er brug for en kritisk presse, der tilvejebringer informationer, som offentligheden så kan lægge til grund for en kvalificeret holdning til et så vigtigt og kritisk emne som krig?

Vigtige spørgsmål, som nok skal blive diskuteret. Et andet spørgsmål, der kan rejses, er: hvorfor reagerer Forsvaret, som det gør? Når man forsøger at stoppe en bog, der allerede er trykt, og som allerede er sendt ud til en række mennesker, så er der i hvert fald en ting, man kan være sikker på: den bog vil blive offentliggjort i den ene eller anden form. Hvis Forsvaret ikke ønsker, at bogen skal blive læst, så har man opnået det stik modsatte. Bogen er nu sikret en opmærksomhed, der gør, at den vil blive læst langt mere opmærksomt af langt flere mennesker end det vil have været tilfældet, hvis bogen blot var udkommet som alle andre bøger.

Forsvaret har en dårlig sag. Af gode grunde kan man selvfølgelig ikke i detaljer påpege, hvilke passager man mener er så militærstrategisk følsomme, at de skader rigets og soldaters sikkerhed. Det gør ikke Forsvarets sag bedre, at Thomas Rathsack allerede for et år siden henvendte sig til Jægerkorpset om bogen. Jægerkorpset reagerede først 9 måneder senere med et brev i generelle vendinger. Har man haft bekymringer vedrørende bogens indhold, så har der været rig lejlighed til at reagere, men det gør man først, da bogen er trykt og allerede ude i offentligheden. Tidligere chef for Jægerkorpset (og kandidat for Venstre ved kommunalvalget til november), Poul Dahl, har desuden læst bogen og har ikke fundet noget, der kan kompromittere den danske mission i Afghanistan.

Nu er Poul Dahl jo tidligere chef, og muligvis derfor ikke opdateret på området. Men hvilke motiver skulle en tidligere chef for Jægerkorpset have til at legitimere en bog, der måske kan skade det Jægerkorps, han selv har været chef for?  Og tilsvarende kunne man spørge til Thomas Rathsacks motiv. Han har ikke noget udestående med Forsvaret; han er ikke modstander af krigen eller den danske indsats i Irak eller Afghanistan. Hvorfor skulle han videregive informationer, der kan skade hans tidligere kolleger?

Det kan undre, at Forsvaret ikke har en bedre forståelse af, hvordan moderne medier fungerer. Hvis nogen forsøger at forhindre noget i at komme til offentlighedens kendskab, så kan man være stensikker på, at det kommer til offentlighedens kendskab. Men hvad nu hvis det i virkeligheden er formålet? Da Politiken udkom i går med bogen trykt som særtillæg, skrev Jyllands Posten, at nu sad Taleban og studerede den danske strategi i Afghanistan. Det er måske i virkeligheden det, Forsvaret vil opnå. Hvis man kan få Taleban til at nærlæse en harmløs bog i den tro, at de afdækker vitale militære hemmeligheder, så opnår man en strategisk og taktisk fordel. Det ville være en ganske udspekuleret måde at bruge medierne på. Det ville være en strategi, der tog højde for, at man ikke kan operere i hemmelighed uden for mediernes rækkevidde. Men man kan operere med en strategisk og taktisk bevidsthed om, hvad det er medierne gør og betyder i en verden, hvor informationer flyder af så mange kanaler, at ingen kan dæmme op for informationen – mindst af alt med forbud. Som Marshall McLuhan slog fast allerede i 1964: “The medium is the message.”


Handlinger

Information

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s




%d bloggers like this: