Lømmellogik

14 12 2009

Man kan forestille sig et stormagasin – lad os for nemheds skyld kalde det Magasin – en juletravl lørdag i december. Man kan forestille sig, at der blandt Magasins tusindtallige kunder også befinder sig enkelte, der ikke har til hensigt at betale for deres varer. Man kan forestille sig, at der blandt Magasins ansatte opstår mistanke om, at nogen har begået butikstyveri. Men i den tusindtallige skare kan det være svært at skelne de ærlige kunder fra butikstyven. Hvad gør man så? Man kan forestille sig, at man anholder samtlige kunder i Magasin, bagbinder dem med strips og anbringer dem i ubekvemme stillinger på det kolde fortov foran Magasin, hvor de får lov til at sidde i timevis indtil butikstyven er identificeret. Efter en kollektiv undskyldning får kunderne derpå lov til at gå igen.

Eller rettere: det kan man ikke forestille sig. Behandlede Magasin sine kunder på den måde, så ville stormagasinet hurtigt måtte dreje nøglen om. Men det er sådan, den såkaldte lømmelpakke nu har vist sig at virke i praksis. Ud af 968 anholdte efter lørdagens demonstration er 3 efterfølgende blevet sigtet. Eller med andre ord: 0,3 % af alle anholdte har efterfølgende kunnet sigtes for lovstridige forhold. 99,7 % af alle anholdte havde ikke gjort noget påviseligt ulovligt. Politikere, der forsvarer politiets indsats, forklarer, at det i så stor en demonstration kan være vanskeligt at skelne almindelige, fredelige demonstranter fra de få, der vil lave ballade. Derfor må man acceptere, at der i en såkaldt præventiv anholdelse også bliver arresteret mennesker, der ikke har gjort andet end at benytte sig af deres grundlovssikrede ret til at demonstrere. Hellere 300 uskyldige der bliver anholdt end en skyldig, der går fri.

Andre har argumenteret med, at den store demonstration forløb fredeligt, fordi politiet med sin masseanholdelse fik isoleret de få, der ønskede at lave ballade. Det argument forudsætter, at demonstrationen ville være endt i optøjer, hvis ikke politiet havde grebet præventivt ind. Hvad nu hvis demonstrationen under alle omstændigheder var forløbet fredeligt, fordi det faktisk var de demonstrerendes hensigt? Men den hensigt var der på forhånd sået tvivl om. Går man med i en demonstration, hvor nogle måske vil lave ballade, så må man også være indstillet på, at man kan blive anholdt til trods for, man ikke selv har gjort noget. Det er lømmelpakkens logik. De, der trods det alligevel vælger at gå med i demonstrationen, har med lømmelpakkens bagvendte logik tilkendegivet, at de er parat til at acceptere en mulig anholdelse. Ville man ikke risikere anholdelse, kunne man jo blot have afstået fra at gå med i demonstrationen.

Tænk hvis den samme logik gjorde sig gældende for Magasins kunder. Det er altid muligt, at der blandt kunderne befinder sig en butikstyv. Ved at handle i Magasin har man indvilget i, at man kan blive mistænkt for butikstyveri. Og hvis man ikke vil risikere en sådan mistanke, så kan man jo bare handle et andet sted.


Handlinger

Information

2 responses

14 12 2009
Morten Ranum

Meget fin pointe – jeg melder mig gerne i den sikkert allerede lange kø af mennesker der ikke længere ønsker at “handle” i den danske stat. Det er blot lidt vanskeligere at gennemføre end at undlade at handle i Magasin – desværre.

14 12 2009
Claus Krogholm

Sandt nok, men spørgsmålet er, hvor længe forretningen Danmark kan leve med det. Der er gjort meget ud af, at COP15 skaber en masse opmærksomhed omkring Danmark og at det på sigt er godt for erhvervsliv, turisme mm. Men lige i øjeblikket handler den internationale opmærksomhed mest om politiovergreb og delegerede, der står i kø i timevis for at deltage i et møde, de er akkrediteret til.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s




%d bloggers like this: