Gagaismen

22 10 2010

Lady Gaga har været i landet. Nærmere bestemt i Herning. Anmeldelserne har i vid udstrækning været positive, hvilket måske kan overraske lidt. Lady Gaga er tidens mest hypede popfænomen, og det plejer ofte at gøre anmelderne ekstra kritiske; ingen skal kunne beskylde en anmelder for at falde for hypen. Men Lady Gaga er en undtagelse.

Det kan der være flere grunde til. Mange anmeldere lægger vægt på, at Lady Gaga rent faktisk selv sang i Herning. “No motherfucking lip-syncing”, som hun selv understregede. Dertil kommer så, at hun rent faktisk kan synge uden at gøre brug af teknologiske hjælpemidler. Og hun skriver selv sine sange i modsætning til fx en Madonna, en Kylie eller en Britney, hvis karrierer i høj grad har været hængt op på de rigtige alliancer med de rigtige sangskrivere og producere. Hvor andre popstjerner kan afskrives som produkter af en musik- og kulturindustri, der kun har kommerciel succes som mål, så har Lady Gaga trods alt et lod i det, der stadig betragtes som den autentiske kunstners særkende: hun er selv den kreative kilde til sit værk. Det kan, i manges øjne, være med til at legitimere, at man ser Lady Gaga som mere end endnu popstjerne skabt af den kulturindustrielle mediemaskine.

Der er også de, der går endnu længere og ser Lady Gaga som en arvtager til Andy Warhol og David Bowie. Hun nævner selv inspirationskilder der rækker fra dadaismen over Warhol til glam rock, Abba og Marilyn Manson. Lady Gaga ses som en avantgardist, der nedbryder de traditionelle skel mellem pop og kunst. Som Bowie skifter hun bestandig persona i en løbende kommentar til sin egen status som populærkulturelt fænomen. Med sine outrerede kostumer, musikvideoer og kontroversielle udtalelser udfordrer hun vedvarende opfattelsen af, hvad en popstjerne er og bør være. Lady Gaga formår ubesværet at være the missing link mellem Abba og Marilyn Manson.

Under alle omstændigheder er det vanskeligt at forklare den gennemslagskraft, Lady Gaga har haft i sin korte karriere som blot endnu et eksempel på, at med den rette markedsføring kan enhver gøres til stjerne. Heller ikke hvis man tilføjer den kunstneriske troværdig der følger med, at hun selv skriver sine sange. Lady Gaga er mere. Det er bl.a. her forbindelsen til Warhol kommer ind. Som Davide Panagia skriver på portalen for gaga-studies Gaga Stigmata: Critical Writing and Art about Lady Gaga. “It is in this sense that she is an inheritor of the Warhol legacy; but, I would say without reservation (…), she surpasses Warhol through her discovery of the medium of Pop.” (“The Monstrous Art of Pop“, September 29, 2010). Warhol interesserede sig for pop i dens medierepræsentation og gjorde populær- og forbrugskultur til et objekt for kunsten. Det har været Warhols skæbne, at i betegnelsen pop-art er vægten altid blevet lagt på art. Warhol er i dag entydigt kanoniseret som kunstner. Det vil dog være forkert at sige, at hos Lady Gaga er vægten så lagt på pop frem for art. Der er hverken tale om at gøre pop til kunst eller kunst til pop.

Hvor Warhol – og for så vidt også Bowie – i en vis forstand kan siges at irammesætte poppen som et objekt, hvor man kan træde tilbage fra objektet og betragte rammen, de- og rekontekstualisere den i en ny sammenhæng, så er der ikke tale om nogen ramme hos Lady Gaga. Her er pop ikke et objekt, der kan rekontekstualiseres i en anden sammenhæng (som kunst). Her er pop et medie; ikke en ramme, men et interface. Det er en æstetisk strategi, der tilhører den digitale tidsalder. Som en søgning på Google, der både kan føre til lærde afhandlinger og ubehjælpsomme skolestile; eller et opslag på Wikipedia, der både kan være forfattet af distingverede professorer og dedikerede fans. I Lady Gagas æstetik skelnes der ikke mellem banal pop og avantgardedesign. Alt tilhører det samme medium, den samme grænseflade. Derfor giver det ikke mening at tale om, at pop bliver ophøjet til kunst, for pop har ikke noget behov for at smykke sig med en anden æstetik for at have værdi. Og omvendt behøver avantgarde ikke at blive til pop for at kunne appellerer bredt. Når Lady Gaga taler om inspiration fra dada og Warhol, fra Abba og Marilyn Manson, så er det ikke så meget for at opnå troværdighed som hverken kunstner eller musiker; men om en æstetisk strategi hvor elementerne recycles frit. Ikke med postmodernistisk ironi. Den æstetiske strategi skal tages alvorligt. Som den digitale tidsalders svar på collage og assemblage: mash-up.


Handlinger

Information

4 responses

25 10 2010
Paparazzi « steinskog

[…] observerer jeg økning i skandinaviske Gaga Studies. Fredag publiserte Claus Krogholm sin post “Gagaismen,” hvor han argumenterer for hvordan Lady Gaga kan forstås som en form for mash-up, der pop blir et […]

26 10 2010
Anders Høg Hansen

Jeg smed denne ind på Erik Steinskogs blog… du får den lige her også
(hermed mit förste og nok eneste bidrag som ny-undfanget Gagaist?, dvs fra en der endnu ikke har fulgt debatten nöje eller kender kunstneren til bunds)…

Tak for ’approprieringen’, jeg bidrog jo bare med et länk – men har tänkt lidt videre i begejstring over videon, også med inspiration i jeres berettelser/indläg, somgjorde at jeg endelig tog mig tid til at höre et Gaga nummer ordentligt (dette blog indläg er også til Claus Krogholm, men havner i förste omgang her). Mine tanker löber dog i lidt andre baner:
Pianoversionen af Paparazzi, som du har lagt ind ovenfor, satte tanker i gang om forholdet mellem krop og instrument, og särligt – og her kommer tesen – om Gaga’s måde at formgive denne opträden i en balancegang mellem det elegante og det komiske, ikke at det elegante ikke kan väre komisk og visa versa. For at väre en god klovn, må man väre elegant osv. Men Gaga evner her i denne video både at närme sig en närmest stumforholdsagtig tydeliggörelse af kroppens forhold til klaviaturet. Hun gestalter med bukken og vippen, kasten med nakken osv nogle typiske krops-manerer som närmer sig det komiske. Det bliver nästen chaplinesk? Se fx Hynkels klaverspil i The Great Dictator.
Det virker ikke så karikeret som hos Chaplin. Og dog? Hatten er med til at forstärke Gaga’s demonstrative vippen med hovedet. Töjet er sort/hvid, sorte briller. Maskeraden er på plads (som et nästen Barthesk punktum er så en knald-lyseröd läbestift). Der befinder sig ydermere en sort-hvid, harlekins-ternet?, paraply på plads, Gagas? Er det jesteren (klovnen) Gaga der igen er på spil her?
Der er stort, men nästen karikeret drama i det stive angrib af klaviaturet (Krogholm, refererede interessant til Cale koncert i 1992), samtidig med at det er på nippet til at väre morsomt. Gaga kan dermed favne komedie-dramaet, hvilken gör denne opträden endnu mere bemärkelsesvärdig. Der er nogle små ’events’ undervejs, ved pauser eller temposkift, der måske kan understrege dette: den demonstrative pegefinger der träkker sig tilbage, hvorefter hun tilbageholder en römmen, eller opvarmningen af venstre hånds fingre under en pause – det er her, jeg ser, hun närmer sig det chaplineske. Pauser i klaverspil bruges ligeligt til gestikulation og sang, se f.eks Pokerface i BBC radio optagelse
Andre performances pröver sig ud i noget der närmer sig det burleske: hun har i et par andre akustiske performances et gimmick med at smäkke höjre bens häl op på en höj tone, selvfölgelig ifört stilet.
De musikalske vandringer omkring det klovnede, men med elegance, er jo set för på musikscenerne. Klovnen har maske på, Gaga har sine masker. Selv Bob Dylan havde i 1960erne sine klovnerier för og under sine performances, som så tilgengäld udfoldede en präcision i aflevering af stavelser, som til den dag i dag piner de fleste fortolkere. Klovneriet kom måske fra vaudevillen og minstrel shows? Dylan trak på gamle traditioner – og han var var/er som Gaga også en stor maskespiller, en helt anden slags. Det er interessant at en relativt ny og ung kunstner som Gaga tilsyneladende träkker äldgamle traditioner med sig, der er spor af meget i hendes opträden: vaudevillen, maskespillet, det shakespearske komedie-drama. I sin uimponerede facon närmer hun sig nästens jesteren eller hofnarrens version af kloven. Denne er jo ikke bare klovn, men den der ligger inde med en viden/kundskab eller en magi, som gör at han/hun også bliver hört af de höjtstående. Dylan var en anden type jester figur, en der kunne nå mainstream, men som undslår sig, stikker af. Uden sammenligning i övrigt kan vi nok regne med at Gaga näste år tager en anden hat på.
VhAnders

26 10 2010
Claus Krogholm

Tak for det, Anders. Jeg håber ikke, det bliver dit sidste bidrag til Gaga-studies, for jeg synes, du har fat i noget væsentligt. Sammenligningen med Chaplin og jester-figuren virker indlysende – når man først er blevet opmærksom på den. Det har en lidt anden karakter i denne version af “Pokerface” – http://www.youtube.com/watch?v=4_UUKJlPbXM – men der er tydeligvis elementer af vaudeville/cabaret/burleske. Det peger jo så også altsammen tilbage til de forbindelser, der var mellem avant-garde og cabaret/burleske – og stumfilmskomedierne – i starten af de 20. århundrede; en periode der ser ud til at betyde temmelig meget for Lady Gaga.
Det komiske har måske heller ikke fået den helt store opmærksomhed i Gaga-studies, men det spiller oplagt en rolle: “You know what they say: if you kill the cow, you gotta make a burger.”

4 11 2010
Gaga, Ono og Galás « steinskog

[…] i intervjuer, til Madonna og Andy Warhol, til David Bowie og glamrock generelt, mens Claus Krogholm beskriver henne som “the missing link mellom ABBA og Marilyn Manson”; hennes navn refererer Queen, og […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s




%d bloggers like this: