Ondskabens banalitet – og Rønn Hornbechs

18 11 2010

Begrebet “ondskabens banalitet” skyldes som bekendt Hannah Arendt, der brugte det i sine reportager fra retssagen mod Adolf Eichmann i Jerusalem. Eichmann var ansvarlig for logistikken bag Die Endlösung; deportationen og transporten af østeuropæiske jøder til udryddelseslejrene, heraf alene – og delvis på eget initiativ – 430.000 jøder fra Ungarn. Men havde man forventet, at retssagen ville give indblik i den inkarnerede ondskab, eller at Eichmann ville blive afsløret som en mand drevet af et indædt had til jøder, blev man skuffet. Eichmann var en farveløs og anonym person, der ikke ville have vakt opsigt, havde det ikke været for meddelagtigheden i en af det 20. århundredes største forbrydelser. Eichmann fremstod ikke som påfaldende ond, og gav heller ikke udtryk for noget udtalt had til jøder. Han havde blot været en pligtopfyldende borger, der havde gjort, hvad der blev forventet af ham. Under sit forsvar henviste han til Kants moralfilosofi og det kategoriske imperativ. Men, forklarede han, da han blev gjort ansvarlig for organiseringen af Die Endlösung måtte han tilsidesætte den personlige moral og efterleve et højere princip. Han måtte opfylde sin pligt over for Føreren uagtet, hvad hans personlige moral bød ham at gøre. Han ophørte med at have nogen personlig holdning til de gerninger, han havde fået overdraget ansvaret for. Det var hans pligt at få bragt så mange jøder som muligt til udryddelseslejrene. Hvorfor det skulle ske, havde han som lovlydig og pligtopfyldende borger ingen holdning til.

Birthe Rønn Hornbech var i mange år moralens stemme i partiet Venstre. Det var hende, der talte sin egen regering midt imod, når hun mente de grundlæggende borgerlige værdier og fundamentale frihedsrettigheder blev tilsidesat af hensyn til taktisk realpolitik. Hun fastholdt stædigt, at alle var lige for loven – også de man måske ikke brød sig om – og at alle havde de samme grundlæggende rettigheder. Så blev Rønn Hornbech integrationsminister og moralens stemme forstummede. Bogstavelig talt. Birthe Rønn Hornbech er i dag karakteriseret ved det, hun ikke siger. Hun forholder sig tavs, når der bliver stillet spørgsmål til den politik, hun som minister forvalter og gennemfører. En politik der i mange tilfælde forekommer at være i direkte modstrid med de principper, hun tidligere hævdede stod over smålige partitaktiske behov.

Rønn Hornbech er ikke nogen Eichmann. Det kan diskuteres, hvilke konsekvenser den danske udlændingepolitik har, men der ikke tale om en nogen systematisk udryddelse af hele folkeslag. Men på et punkt kan man tale om, at Birthe Rønn Hornbech og Adolf Eichmann ligner hinanden. Personlige holdninger og moral tilsidesættes for et højere princip, som må adlydes uagtet hvad man som individ måtte have af holdning. Det er vel derfor, Rønn Hornbech ikke vil svare på spørgsmål. Bliver hun spurgt, så risikerer hun jo, at det bliver individet Birthe Rønn Hornbech, der bliver taget til indtægt for svaret. Hun risikerer med andre ord at pådrage sige et personligt ansvar for den førte politik, hvis hun først går i dialog med de, der har kritiske spørgsmål og som ønsker at konfrontere hende med de holdninger og principper, hun tidligere stod for, da hun kunne tale på egne vegne. Nu forsøger hun efter bedste evne at dække sig ind under, at hun som minister administrerer regeringens politik – i realiteten den politik Dansk Folkeparti har dikteret regeringen – og at hendes egen holdning som sådan er uden betydning. Hun er – som minister – loyal over for regeringen, ikke sin egen moral.

Det er ikke diabolsk ondskab, der får Birthe Rønn Hornbech til at handle som hun gør. Sådan som det heller ikke var tilfældet med Eichmann. Hun er blevet konfronteret med den banale kendsgerning, at en høj moralsk profil bliver langt vanskeligere at opretholde, når den ledsages af ansvar. Det er ikke spor svært altid at mene det rigtige, når man ikke har noget ansvar for også at efterleve sine høje etiske standarder i praksis. Det er Rønn Hornbech ikke den første, der er blevet konfronteret med. Det kan endog være en sund øvelse at udsætte idealerne for pragmatikkens lakmustest. Men at lukke individuelle holdninger inde bag en mur af tavshed for at kunne administrere en politik, man fundamentalt set finder uantagelig, det er et svigt – ikke blot af personlig integritet og etik, men også af demokratisk ansvar.

Det er ikke ondskab. Det er ynkeligt.


Handlinger

Information

2 responses

20 11 2010
jimeglinhansen

Netop, men der er vist lidt mere i den her sag. Ondskabens banalitet handler også om lydighed fra alle de der får systemet til at fungere. Birthe Rønn Hornbech er således langt fra den eneste skyldige. Skyldige er alle der adlyder ordrer uden at stille spørgsmåls tegn ved dennes moralske indhold. Som Zygmunt Bauman har vist det i “Holocaust og modernitet” var hele det nazistiske system, som Eichman trods alt kun var en lille del af, kun muligt fordi fordi for mange blot adlød ordrer uden at stille spørgsmål til sammenhæng og moralen bag denne. For mig at se er det denne blinde udførelse af opgaver, og manglende evne/lyst til kritik, der er den egentlige ondskab.

21 11 2010
Claus Krogholm

Enig. Når det er Rønn Hornbech, der står for skud, så er det fordi, der er så grel kontrast mellem hendes virke som minister og hendes markante profil, da hun var menigt medlem af Folketinget.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s




%d bloggers like this: