Sherlock, medier og repræsentation

13 12 2012

Umiddelbart kunne man tro, at den visuelle repræsentation af nye medier og teknologi ville være ligetil. Ønsker man en computer i en film, så filmer man en computer. Så enkelt er det dog ikke altid.

Computere på film er ofte udstyret med en egenskab, man normalt ikke finder på de computere, vi til daglig betjener os af. Når man på film skriver på computer, så viser bogstaverne sig på skærmen ledsaget af en lyd, der indikerer af bogstavet prentes på skærmen. Det er ikke en lyd, der repræsenterer noget, vi forbinder med vor egen erfaring. Det er en medierepræsentation af computeren, der kun kendes fra mediet selv. Det forener medierepræsentationen med en audio-taktil kvalitet, der i bund og grund er fremmed for teknologien selv, og som i virkeligheden stammer fra en anden teknologi, nemlig skrivemaskinen.

Den klassiske, mekaniske skrivemaskine har en direkte, fysisk relation mellem den skrivendes handling og bogstavets manifestation på papir. Der kræves en vis fysisk kraft for at få skriften frem. Hvor tydelig skriften bliver på papiret afhænger også af, hvor hårdt der trykkes på tasten. Det bliver mindre udtalt med den elektriske skrivemaskine, men det kan dog fortsat føles og høres, hvordan der er en fysisk og mekaniske forbindelse mellem trykket på tastaturet og bogstavets tilsynekomst på papiret. Computeren har fortsat et tastatur, men ikke længere nogen mekanisk manifestation af skriften. Den audio-taktile kvalitet er forsvundet fra computerens repræsentation af skriften. Og med tablets og touch screens forsvinder også det mekaniske aspekt ved tastaturet.

Så hvorfor lydeffekt på computerskrift på film? En mulig forklaring kan være, at det giver en stoflig og materiel kvalitet. Skriver vi på en computer med et traditionelt tastatur, så er der stadig den rent taktile oplevelse af, at det er fingrenes kontakt med tastaturet, der får skriften til at manifestere sig på skærmen. Denne rent stoflige og sansemæssige dimension har vi selvsagt ikke, når vi ser det på film; men lyden forener skriften med en audio-taktil kvalitet, vi kender fra vor egen sansning af verden. Det er en dimension, vi tilsyneladende ønsker at forbinde også med de digitale teknologier, vi betjener os af. Et digitalt kamera, der ikke rummer mekaniske dele, er gerne forsynet med lydeffekt, så vi får en oplevelse af en mekanisk lukker, der arbejder når billedet tages. Det giver os en stoflig-materiel oplevelse af en ellers tilnærmelsesvis immateriel operation.

Marshall McLuhan observerede, hvordan vi er tilbøjelige til at se og forstå nye teknologier i lyset af de gamle. Tv blev således først opfattet som en form for radio med billeder. McLuhan talte om ‘rear-view mirrorism’: at vi ser i bakspejlet og ser det, der ligger bag os, frem for at have øjnene rettet mod det, der ligger forude. Således blev computeren også opfattet som en form for skrivemaskine med udvidede funktioner, og den repræsenteres med en stoflighed og audio-taktil kvalitet, der kendes fra skrivemaskinen.

Som oftest finder nye teknologier dog gradvist deres repræsentation. Et vellykket eksempel på, hvordan ny teknologi kan repræsenteres på en for teknologien selv adækvat måde, er BBCs opdaterede version af Sherlock Holmes, Sherlock. Serien er skabt af Steve Moffat og Mark Gatiss med Benedict Cumberbatch i rollen som Sherlock Holmes i det 21. århundrede.

Hvor den klassiske Sherlock Holmes oftest er afbildet med en lup eller forstørrelsesglas som attribut, så har den moderne Sherlock – naturligvis – en smartphone. Hvor den klassiske Sherlock brugte luppen til at afsløre detaljer og spor, andre  overså, så bruger den moderne sin smartphone til at tage billeder til senere granskning, hente informationer via internettet, finde vej ved hjælp af gps samt naturligvis sende sms-beskeder og telefonere (det sidste dog forholdsvis sjældent). Det kunne repræsenteres ved, at vi ser skærmen på hans smartphone (eller computer, når en sådan bruges). Dermed ville vi se et medie (smartphone) repræsenteret via et andet (tv). Som oftest er det dog ikke det, der sker. I stedet indblændes f.eks. teksten fra en sms direkte på det billede, vi ser: Sherlock der læser beskeden fra sin smartphone.

Det som opnås hermed er, at der ikke skelnes mellem repræsentation på forskellige medier. Havde vi set skærmen på smartphonen, så ville der være tale om repræsentation af et medie på et andet (højere) niveau. Man kan måske tale om en medieontologisk differentiering. Sherlocks smartphone ville repræsentere noget på et niveau – der hvor Sherlock befinder sig (i fiktionens “virkelighed”) – og noget andet på et andet niveau – der hvor vi som seere befinder os (i den “virkelige virkelighed”). Men en sådan differentiering finder ikke sted. Alt repræsenteres på samme – medieontologiske – niveau: på skærmen. Om skærmen befinder sig på Sherlocks smartphone eller vort tv gør ikke nogen forskel. Det, vi ser, repræsenteres på samme niveau – samme virkelighed om man vil.

Dermed opnår man en adækvat repræsentation af de forskellige teknologier og medier, der er tale om. Det, der karakteriserer computeren som digital teknologi, er, at den kan fungere som så at sige alle andre medieteknologier. Den kan bruges til tv, radio, foto, musik, som skrivemaskine osv. Den fælles grænseflade for alle disse funktioner er skærmen. Det er via skærmen, vi tilgår alle de forskellige medier, som altså her finder en fælles repræsentationsmåde.

Da vi for 20-30 år siden begyndte at få vore egne computere, blev de som oftest brugt som en skrivemaskine med udvidet funktionalitet. Det er så langt fra tilfældet i dag. Informationssøgning, underholdning, kommunikation, arbejde, sociale medier, netværk. Listen kan forekomme uendelig. Men først og fremmest er det måske skærmen som grænseflade til denne uendelighed af funktionalitet, der karakteriserer computeren og andre digitale medier. Indtil for få år siden oplevedes alt dette stadig som noget, man skulle koble sig på. Man skulle etablere forbindelse til internettet for at få adgang til noget, der stadig befandt sig et andet sted (præcis hvor var dog efterhånden underordnet). Der var forskel på ‘her’ og ‘der’ og dermed også tale en forskel på, hvor man befinder sig (Sherlocks ‘virkelighed’ eller vor egen).

Det er nok især smartphones – der efterhånden har forsvindende lidt tilfælles med den klassiske telefon – som har ændret dette. Smartphones gør det – i princippet – muligt altid at være koblet på. Det er de tilfælde, hvor man ikke kan få forbindelse, som i dag er en anomali. At være koblet på er normalen. Selv når man ikke sidder med sin smartphone i hånden, så er bevidstheden om, at man kan få øjeblikkelig adgang til nettet, det afgørende. Skelnen mellem ‘her’ og ‘der’ mister – medieontologisk – sin betydning, når det er muligt at være ‘her’ og ‘der’ samtidigt. De, der nægter at bruge sociale medier, fordi de foretrækker den virkelige verden, har misforstået de digitale medier. De er ofre for den ‘rear-view mirrorism’, McLuhan talte om. Sociale medier er ikke mindre virkelige blot fordi de manifesteres via en skærm. Når vi – potentielt – altid er koblet på, så er det ikke afgørende, hvilken side af skærmen vi befinder os på. Og det er det, vi ser i Sherlock, når den tekst, der manifesteres på Sherlocks skærm, er den samme som manifesteres på vores skærm. Vi behøver ikke længere noget audio-taktilt supplement for at kunne forbinde en verden med en anden. Vi er allerede forbundet og koblet på via skærmen. Dermed sker der også en forskydning, hvor huden tidligere i princippet var den sansemæssige grænseflade mod en fysisk verden, til en ny grænseflade på skærmen som forlænger vore sansers rækkevide til en anderledes immateriel verden. Men ikke af den grund en mindre virkelig verden.


Handlinger

Information

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s




%d bloggers like this: