På Guds ager – det hellige, historien og erindringen. Per Olov Enquists Lewis resa

30 04 2013

Per Olov Enquists roman Lewis resa (2001) begynder med beskrivelsen af Efraim Markströms begravelse på Brødremenighedens kirkegård i Christiansfeld. Brødremenigheden er en herrnhutisk kirke, hvor kirkegården kaldes ”Guds Ager”. Gravene, der aldrig slettes, er alle identiske: over for Gud er alle lige. Alle grave er markerede med identiske, liggende stenplader:

Solen stod så lågt att texternas grunt urmejslade rännor kastade skuggor; de mycket gamla gravskrifterna blev plötsligt synliga, inte utsuddade av naturens och Guds hand. I går hade jag inte kunnat läsa mer än några få av dem, nu gjorde den nästan horisontala morgonsolen bokstäverna tydliga. Så skulle det förbli i ytterligare några minuter, sedan skulle namnen försvinna; Gud hade för några minuter upplyst sin åker för mig, sedan skulle deras liv läggas i dagsljusets mörker och namnen bli osynliga.” (s. 9).

Der er nærmest tale om en form for epifani – hvis ikke hierofani – hvor Gud for en kort stund gør teksten læselig. Epifanier optræder ofte hos Enquist i form af fænomenet himmelharpen, med billedet af telefontrådene, der på vinternætter kunne frembringe en syngende lyd, og som var fastgjort i udslukte stjerner i himmelrummet. Denne ordløse sang var et budskab fra rummet om, at fællesskabet og nåden findes. Men budskabet når – som lyset fra udslukte stjerner – først frem længe efter at afsenderen, Gud, er død. På samme måde har vi her en tekst, der for en kort stund bliver læselig, før den forsvinder endeligt. Naturens og Guds hånd sletter langsomt skriften, og lægger for evigt disse navne bort i glemsel. Men for en kort stund oplyses den næsten udviskede tekst. ”[D]et var som en kör av röster som viskade i den sneda morgonsolen på Guds åker i Christiansfeld” (s. 9).

Ovenstående citat åbner for flere dimensioner i Enquists forfatterskab. Der er en metafysisk dimension – manifestationen af det hellige – der er mere åbenbar i denne roman, end det har været tidligere. Det er Gud, der kaster lys på stenene, så teksten bliver læselig. Der er en historisk dimension. Gravstenene er en form for dokumenter fra en tid, der er ved at være forsvundet for evigt. Gud, naturen og historien sletter sporene af det, der var. Men i et kort glimt, før det forsvinder, bliver der kastet lys over disse næsten udviskede historiske dokumenter.

Romanen handler om den svenske pinsebevægelse og to af dens store lederskikkelser: Lewi Pethrus og Sven Lidman – fra bevægelsens opståen tidligt i det 20. århundrede til bruddet mellem de to i 1948. I den periode voksede pinsebevægelsen fra at være en lille, ofte hånet og latterliggjort sekt, til en velorganiseret, verdensomspændende religiøs bevægelse med et sted mellem 250- og 500 millioner medlemmer.

Lewis resa skal, ifølge Enquist selv, ses som en parallel til romanen Musikanternas uttåg (1978). Den handlede om arbejderbevægelsens tidlige år i det nordlige Sverige. Den nye roman handler altså om en religiøs bevægelse. Man kan måske tilføje Sekonden (1971) som en tredje roman om idrætsbevægelsen. Der mangler så en roman om nykterhetsrörelsen – afholdsbevægelsen (det kunne være erindringsroman Et annat liv, 2009). Det Enquist interesserer sig for, er Sveriges udvikling gennem det 20. århundrede. For godt hundrede år siden var Sverige at betragte som et europæisk u-land, en slags tredjeverdensland i det nordlige Europa. Men i løbet af ét århundrede udviklede det sig altså til et af de mest moderne og velstående samfund i den vestlige verden. Centralt i denne udvikling står bevægelserne og de, som Enquist kalder imperiebyggerne. Wallenberg, Volvo, Ikea osv. vidner om det svenske mirakel. Men det er arbejderbevægelsen, det svenske socialdemokrati som sad på magten i lange perioder i det 20. århundrede, der har skabt den svenske model, den realiserede svenske utopi. Men der viser sig også at være en anden, parallel bevægelse i det 20. århundrede: pinsebevægelsen. Der er altså en politisk og en religiøs bevægelse, der ikke altid kan, og måske heller ikke bør, holdes ude fra hinanden, men betragtes som komplementære bevægelser: uforenlige, og dog begge nødvendige for en fyldestgørende beskrivelse af Sveriges nyere historie.

Det ser ud som om Enquist historisk interesserer sig mest for det 18. og det 20. århundrede: oplysningstiden (Magnetisörens femte vinter (1964) og Livläkarens besök (1999)) og bevægelsernes tid. Hvad der imidlertid bliver mere og mere klart, er at der med oplysningstiden sker en spaltning mellem det hellige og det profane, hvor det hellige på sin vis er blevet fortrængt af moderniteten og sekulariseringen. Men det fortrængte har det jo med at vende tilbage. Forudsætningen for det moderne, modernitetens urgeschichte, er, synes Enquist at antyde, radikalpietismen og herrnhutismen: ”Blindskriftens tecken tycktes säga: det är omöjligt att förstå det svenska 1900-talets folkrörelseutveckling utan herrnhutismen.” (s. 15-16). Pietismen og herrnhutismen gjorde op med kirkens dogmatik, ortodoksi og præstestyre. I stedet lagde man vægt på den enkeltes vækkelse, på selvstændige bibelstudier, på sammenslutninger i menigheder uden et centralstyrende klerokrati. Tro var ikke et spørgsmål om læresætninger og katekismer, men om indlevelse i Kristi lidelse, død og genopstandelse. Det er kristocentriske teologier, der på sin vis har afskaffet treeningheden. Især herrnhuterne er kendetegnet ved deres nærmest erotisk ladede blod- og sårteologi. Således siger herrnhutismens grundlægger grev Zinzendorf om identifikationen med Kristus: ”Hans Person kan kun ses i Marterskikkelsen, og kun gennem hans aabne Sides Dør kan man komme til Omgangen med ham under fire Øjne og den inderligste Forbindelse med ham.” (citeret fra Lorenz Bergmann: Grev Zinzendorf og hans Indsats i Kirkens og Missionens Historie, bd. 2, København: P. Haase & Søns Forlag, 1961, s. 74-75).

Opgøret med dogmatik og ortodoksi, fokuseringen på individet går igen i oplysningsfilosofien. Enquist påpeger, at Struensees far var herrnhuter, og at Struensees sidste lov, før han tabte hovedet, var at give herrnhuterne tilladelse til at oprette en brødremenighed i Christiansfeld.

Det var ett slags logik. Halle, tidigt 1700-tal, det märkliga universitet som på en gång varit upplysningens och radikalpietismens centrum, Halle där Struensees far varit teolog, och där herrnhutare och upplysningsmän trängts med varandra. (…) Rationalisterna och magnetisörerna, upplysningsmännen och ockultisterna, och frimurarna!, andeskådarna! revolutionärerna! de tycktes gå in i varandra och befrukta och bekämpa varandra, dö bort och växa fram (…) Men ändå med dunkla, förfärliga kontaktytor vända mot varandra.” (s. 548).

Det er kontaktfladerne, der interesserer Enquist. Moderniserings- og sekulariseringsprocessen synes måske nok umiddelbart at fremme rationalitet og oplysning, og bekæmpe det irrationelle og okkulte. Men ikke uden bivirkninger, som vi ved fra Horkheimer og Adorno. Der er hos Enquist en form for materialistisk metafysik, et forsøg på at redde den dimension ved tilværelsen, der manifesterer sig som det hellige eller det numinøse – og altså fortsat gør det efter Guds død. Himmelharpen har været det gennemgående billede på dette. Den optræder også i Lewis resa, men mere tilbagetrukket end tidligere. Den ordløse sang fra rummet træder i baggrunden, og i stedet er det nu tungetalen, som kendetegner pinsebevægelsen, der får karakter af epifani:

Vad ’babblet’ än betydde: uttolkaren påtar sig siarens dräkt. Och tungotalet hade många ansikten. Man kanske kan föreställa sig att den siare som tolkades ändå var den tjugonioåriga kvinna som tycktes lyftas från golvet och kände hur kraften spred sig från axeln ända ut i varje mer alltmer öppnad por, att hennes upplevelse var hennes, på hennes vilkor, och att intill henne hade suttit en kamrat, kanske en av dem som Efraim senare kallade ’1912 års män’, en av de arbetare som senare försvann ur rörelsens ledning, en uttolkare: kanske inte så mycket av hennes längtan som av sitt eget raseri, och att dessa två syskon i tron ändå på sitt sätt förenades i en jordisk och himmelsk sång, obegriplig som himlaharpans, och ändå möjlig att tyda, som en dikt.” (s. 162).

De to personer, der her er tale om, repræsenterer den tidlige pinsebevægelse. Enquist kalder pinsebevægelsen for Sveriges største kvindebevægelse, fordi hovedparten af medlemmerne var kvinder. Den gennemsnitlige pinseven var en 29 årig kvinde, enlig mor. De tungetalende var ligeledes først og fremmest kvinder. Den anden, fortolkeren, repræsenterer den arbejderklasse pinsebevægelsen først og fremmest rekrutterede fra. Tungetalen bliver et udtryk for længsel efter en anden tilværelse (utopien), der bliver tolket gennem det raseri, industriproletariatets elendige vilkår fremavlede. Utopi og indignation, længsel og oprør forenet i en ubegribelig sang – som himmelharpens ubegribelige, ordløse sang. Men her med den tilføjelse, at det dog er muligt at tyde sangen som et digt. Et modernistisk digt (i Sekonden beskriver Enquist himmelharpens sang som modernistisk).

Pinsebevægelsen var, ikke mindst i starten, også en social bevægelse. Man hjalp de socialt dårligst stillede, de enlige mødre, arbejdsløse, hjemløse osv. Lewi Pethrus betegnede i 1901 sig selv som socialist og frelst (s. 47). Tungetalen bliver et udtryk for den længsel efter forandring, der præger de dårligst stillede. Det er her pinsebevægelsen knytter sig til arbejderbevægelsen, som den er skildret i Musikanternas uttåg. Denne roman har sin titel fra et af brdr. Grimms eventyr, hvor en flok dyr drager til Bremen for at blive stadsmusikanter, fordi det er altid bedre end døden. Således hedder det også om pinsebevægelsen: ”… att också de var musikanter som tågade mot en hoppfull stad bortom molnen, som djuren i bröderna Grimms saga, i en växande jättelik procession av halta, skabbiga, sjuka och hoppfulla krakar, som insett att det gives alltid något bättre än döden.” (s. 416).

Lewi ser det som sit kald at organisere det irrationelle – som de socialistiske agitatorer i Musikanternas uttåg ville organisere arbejderne. Han har et interessant middel til dette: ”Vi skulle behöva en diktare i våra led, som kunde … sammanfatta dessa människors längtan … ge en diktares förklaring till … alt detta.” (s. 238). ’Alt dette’ er den irrationelle tungetale, der på sin vis foruroliger Lewi. Bevægelsen får sin digter i form af Sven Lidman, der blev omvendt i 1917 og blev bevægelsens store forkynder. Lewi og Lidman bliver nærmest som tvillinger, men med tiden opstår der splid imellem dem. Pinsebevægelsen bliver som andre bevægelser ramt af indre konflikter om den rette linje, hvilket fører til nærmest stalinistiske udrensninger. I den kamp bliver Lidman udrenset i 1948, Efraim Markström et par år senere. Der kommer flere og flere totalitære træk ind i bevægelsen, arbejderne forsvinder fra ledelsen, Lewi citerer Petain og siges at have udtrykt sympati for visse ideer i Mein Kampf.

Det er ofte blevet påpeget, at der er en vis affinitet mellem totalitarisme og visse dele af modernismen (måske mest evident hos futuristerne). ”Modernismen är inte identisk med totalitarismen, men den rider på samma stämningar som denna, har många drag gemensamma med den och kan uppträda i allians med den.” (Peter Luthersson: Modernismen – om konsten att skapa meningsfulla sammanhang, Arbejdspapir nr. 6, Betydende Former. Modernismens retorik, Aalborg, 1999, s. 14). På lignende vis ser Enquist en sammenhæng mellem modernismen og pinsebevægelsen:

Lewi hade en dröm om renhet.

På detta sätt var han en organisk del av den svenska 1900-talsmodernismen, fast det kunde vara svårt att se det. Han satt i sitt funktionalistiska slott på Rörstrandsgatan och var en del av denna modernism, denna dröm om renhet som tog sig så skiftande uttryck inom arkitektur och konst och film och litteratur, och han var nästan den ende som talade om sinnets och moralens renhet. (…) han var det modernistiska myntets andra sida, skenbart modernismens främsta fiende, ända en del av den.

Utan Lewis dröm om renhet kunde man inte förstå modernismen i dess svenska utformning. Frågan var om man kunde förstå det svenska 1900-talet utan att i det infoga Lewis moraliska modernism, som var kampen mot synden, och för renheten. Om modernismen sökte efter historielösheten, drömde om det rena och obefläckade, den helt oskuldsfulla nutid som bara var renhet, drömda han om samma renhet, men befriad från det moderna.” (s. 545).

Pinsebevægelsen skal altså ikke ses som et førmoderne levn, der vokser frem i det 20. århundrede som en anakronisme. Pinsebevægelsen hører moderniteten til, er en moralsk modernisme. Den kan ses som et udtryk for det, Ernst Bloch har kaldt det usamtidiges samtidighed (’Ungleichzeitigkeit’, Ernst Bloch: Erbschaft dieser Zeit, Werkausgabe Band 4, Frankfurt am Main: Suhrkamp, 1992, s. 104ff). Således hedder det om Lewi:

Han var den nya tidens mästerentreprenör och organisationsingenjör, en modernitetens man.

Men han fick liksom inte fötterna ur barndomsleran.

Fastnade. Han hängde inte ihop. Han var, på ett nästan fulländat sätt, symbolbilden för den svenska 1900-talsmoderniteten, en mästeringenjör, men själen satt fast i 1800-tals leran.” (s. 518-19).

Det usamtidige i det samtidige skal ikke forstås som en overleveret rest af noget, der hører fortiden til. Det usamtidige er en del af det samtidige, men er ikke begribeligt på samme niveau eller med samme begrebsapparat, som det der betragtes som samtidigt eller moderne. Det hellige eller numinøse kan betragtes som en sådan usamtidighed, sådan som også Bloch ser det mytiske som en usamtidighed i det moderne. Det usamtidiges usamtidighed kan være problematisk, som det er hos Bloch, hvor det er med til at bane vejen for nazismen. Problemet opstår, fordi moderniteten er blind for det usamtidige som andet end et levn fra fortiden, der enten skal homogeniseres eller elimineres fra samtiden.

Enquist giver en, ironisk, eksemplifikation af dette ved salmesangen. I de gamle pietistiske menigheder blev salmerne sunget i et langsomt, klagende og lidende tempo. Siden kom nyuddannede organister fra Stockholm, der insisterede på at spille i et højere, mere moderne tempo. Menigheden modsatte sig ved fortsat at synge i det langsomme tempo:

Denna nästan modernistiska tolkning av ritens hemlighet! Påtvingad! Denna centralistiskt korrekta men hatade nya tolkning av sorgens och innerlighetens tempo, som fick församlingen att i många år envist, i protest, släpa efter orgelns anbefallt hurtiga marschtempo..

Moderniteten tågade före, men lämnade människorna efter sig.

Den teologiskt korrekta bogserbåten i rasande tempo före, och så människorna slängande som en trotsig livbåt långt efter; den moderna andligheten i täten, utan känsla för innerlighetens behov av klagan (…) medan församlingen dröjde långt bakom.” (s. 12)

Moderniteten farer afsted, men efterlader menneskene bag sig. Det er måske det usamtidiges samtidighed i sin essens. Enquist stræber ikke efter at homogenisere eller ophæve usamtidigheden, men forsøger at redde den over i det samtidige. Det siges i denne roman for første gang næsten eksplicit med bemærkningen om, at det er muligt at fortolke himmelharpens og tungetalens ubegribelige og ordløse sang som et digt. I det lys må man se det i indledningen nævnte citat om, at den forsvundne tekst i et kort øjeblik bliver læselig. Billedet har en forbløffende parallel hos Walter Benjamin i de historiefilosofiske teser:

Det sande billede af fortiden bevæger sig flygtigt forbi os. Kun som et billede, der for aldrig at vise sig igen viser sig i et glimt i dets erkendbarheds øjeblik, kan det forgangne fastholdes. (…) For det er et uigenkaldeligt billede af fortiden, der truer med at forsvinde sammen med enhver nutid, der ikke har erkendt sig selv som betydet af denne fortid.” (Walter Benjamin: ”Om historiebegrebet”, in Kulturkritiske essays, København: Samlerens Bogklub, 1998, s. 161)

Historiesynet er på mange måder det samme hos Enquist og Benjamin. Det er ikke den store historie som et jævnt, fremadskridende kontinuum, hvor begivenhed føjer sig til begivenhed i en ubrudt kæde af årsag og virkning. Det drejer sig om at vriste det fortrængte, de undertryktes historie fri af historiens kontinuum. Det må ske i konstruktioner, hvor fortiden i et glimt træder i konstellation med nutiden:

Til grund for den materialistiske historieskrivning ligger på den anden side et grundlæggende konstruktivt princip. Til tænkningen hører ikke blot tankernes bevægelse, men i lige så høj grad dette at bringe dem til stilstand. Hvor tænkningen pludselig standser i en konstellation, der er mættet af spændinger, dér giver den denne konstellation et chok, hvorigennem den krystalliseres som monade. Den historiske materialist giver sig kun i kast med et historisk objekt, dér hvor det træder ham i møde som monade. I denne struktur erkender han tegnet på begivenhedernes messianske tilstand, eller med andre ord: tegnet på en revolutionær chance i kampen for den undertrykte fortid.” (ibid. s. 169-70).

I Passage-værket taler Benjamin om, at ”billedets historiske indeks” ikke kun siger noget om den tid, billedet hører til, men først og fremmest, at billedet ”først bliver læsbart til en bestemt tid” (Walter Benjamin: Das Passagen-Werk – Gesammelte Schriften Band V – 1+2, Frankfurt am Main: Suhrkamp, 1982, s. 577). Når teksten på gravstenene et kort øjeblik bliver læselige i morgensolen, så er der tale om en konstellation, hvor fortiden træder i forbindelse med nutiden. Dermed får epifanien en mere historisk-materialistisk karakter. Det religiøst konciperede budskab fra radikalpietismens dage når sin destination i nutiden, men er nu sprængt ud af det historiske kontinuum. Budskabet har nået tiden for sin læsbarhed. Spørgsmålet er, om vi formår at gribe budskabet i det øjeblik, det er erkendbart. Det er sprængt fri af det historiske kontinuum, og dermed også af den religiøse kontekst det blev undfanget i. Men den længsel, de utopiske forhåbninger om en bedre tilværelse, de religiøst konciperede forestillinger er et udtryk for, de venter fortsat på at blive forløst. Det er det, der skal reddes over i nutiden fra fortiden.

Karl Heinz Bohrer taler i Plötzlichkeit om Benjamins ’øjeblik’ som en politiseret sanseligheds-æstetik. Det drejer sig om et dobbeltaspekt ved det utopiske. På den ene side handler det om ’øjeblikket’ hos det skildrede fiktive subjekt, sådan som det skildres respektive reflekteres af forfatteren. Det kalder Bohrer ’den æstetiske utopi’ (Karl Heinz Bohrer: Plötzlichkeit – Zum Augenblick des ästhetischen Scheins, Frankfurt am Main: Suhrkamp, 1998, s. 184). På den anden side handler det om en fra ’øjeblik’-fremstillingens fiktionalitet kommende appel til læseren. Det er ’det æstetiskes utopi’ (ibid. s.186). Den æstetiske utopi kan skildres i realistisk, mimetisk stil, mens det æstetiskes utopi snarere mødes i ”de forskellige former, der karakteriserer det ’surrealistiske’ eller ’magiske’ moderne.” (ibid. s. 187). Det æstetiskes utopi er modernistisk. Bohrer ser således det æstetiskes utopi i øjebliksfremstillinger som Prousts ’memoire involontaire’, Joyce’ ’epifani’ og Musils ’andre tilstande’. Man kunne tilføje ’himmelharpen’ og lignende topoi hos Enquist.

Enquists romaner er i varierende omfang dokumentariske. Det tog otte år at skrive Lewis resa, hvilket bl.a. skyldes det omfattende arkivarbejde, der ligger til grund for romanen. Der har endda været kritikere, der har fundet genrebetegnelse ’roman’ upassende, da det historisk faktuelle indhold er overvældende. Men genrebetegnelsen roman hænger sammen med Enquists forhold til dokumenterne og arkiverne.

Et arkiv kan betragtes som en form for eksternaliseret hukommelse, der bevarer dokumenter intakte trods tidens gang. Hukommelsen ophæver potentielt tiden. Ideelt set skal hukommelsen kunne genkalde begivenheder nøjagtig sådan som de fandt sted, som om der ikke var gået nogen tid. Når vi henter et dokument frem fra harddisken, forventer vi, at det er i samme tilstand, som da vi gemte det. Det forholder sig anderledes med erindring. Her spiller tiden en rolle. Erindringen er netop en erindring om den tid, der er gået siden begivenheden. Den erindrede begivenhed vil aldrig være identisk med den begivenhed, der i sin tid prentede sig i erindringen. Hvor man bevidst genfremkalder begivenheder fra hukommelsen, der er erindringen som oftest ikke en forsætlig handling (jvf. Proust). Det man erindrer, er noget, der først efterlods – nachträglich – bliver bevidst. Erindringen er dermed grundlæggende rekonstruktiv. Den opstår i nu’et, i tiden, der er en aktiv del af processen. Derfor medfører erindringen uundgåeligt forskydninger, omformning, forvanskning, omvurdering og fornyelse (Aleida Assmann: Erinnerungsräume – Formen und Wandlungen des kulturellen Gedächtnisses, München: Verlag C.H. Beck, 1999, s. 29). Hvor hukommelsen står i modsætning til glemsel, der er erindring og glemsel komplementære. Uden glemsel ville det ikke være muligt at erindre. Den begivenhed, der erindres, må være glemt, før den kan erindres. Erindringsprocessen er dermed forskelssættende. Vico betragter således erindringen som en kulturskabende kraft, som selve begyndelsen til den menneskelige tanke og kultur overhovedet. Historieskrivning bliver i det perspektiv en tilbagevending til begyndelsen gennem et historisk erindringsarbejde, der tværs gennem historien bevæger sig fra ord til billede, og fra logos til mythos, hvorigennem der blotlægges poetiske billeder og universelle symboler fra fortiden under den abstrakte rationalitets fernis (ibid. s. 32).

Erindringen er en rekonstruktion, hvis ikke en konstruktion, af fortiden. Ikke som det egentlig var, men sådan som fortiden giver betydning til den nutid, den står i konstellation med. På sin side får fortiden først betydning gennem konstellationen med nutiden. Det er også det, Benjamin fremhæver ved den materialistiske historieskrivning: ”Det vil sige at bemægtige sig en erindring, sådan som den viser sig i et glimt i farens stund.” (Benjamin, Om historiebegrebet, s. 161). Farens stund er den vedvarende trussel: at lade sig anvende som redskab for den herskende klasse. Den historie, der skal skrives, er ikke det, der egentlig var; men den historie, der aldrig blev skrevet, der aldrig blev erfaret. Det betyder, at historien ikke kan skrives som en kæde af begivenheder. En begivenheds betydning kan ikke udledes af den begivenhed, der fulgte efter, men alene gennem den konstellation, hvori begivenheden står i forhold til nutiden.

Den historiker, der har dette som udgangspunkt, ophører med at lade begivenhedernes kæde løbe gennem fingrene som en rosenkrans. Han griber den konstellation, hans epoke er trådt ind i med en ganske bestemt tidligere epoke. Han etablerer således et begreb om samtiden som den ”nu-tid”, der er isprængt splinter af det messianske.” (ibid. s. 171).

Kun den historieskriver, der er gennemsyret af indsigten i, at heller ikke de døde kan vide sig sikre for fjenden, når han sejrer, er det givet at få håbets gnister i fortiden til at blusse op.” (ibid. s. 162).

Det er på mange måder det, Enquist gør, når han skriver dokumentariske romaner. Det er ikke dokumentationer af, hvordan en kæde af begivenheder fører fra et udgangspunkt til et slutpunkt. Det drejer sig nok så meget om det, dokumenterne er tavse om. ”Man kan inte veta. Man får rekonstruera.” (s. 24). En af de tekster, der blev læselig for en kort bemærkning i morgenlyset, lød: ”Hun var ringe. Men gjorde sit bedste.” (s. 9). Det budskab bliver på sin vis det, der kommer til at kaste lys over den historie, der skrives. Men som det gælder teksterne på gravstenene, så falder lyset også her kun kort på den tekst, der måske også er romanens budskab:

Stora framgångsrika folkrörelser lämnar många krossade efter sig. Det skulle bli fler, också inom pingströrelsen. Särskilt där. Och ibland tänkte Efraim, som skriver om dessa krossade, och som intresserar sig ganska mycket för dem, att han ibland såg rörelsen som ett stort tåg av sjungande, lyckliga, frälsta och extatiska människor som tågade längs en havsstrand mot ett ljus långt borta, ledda av sina ledare, de framgångsrika och starka och karismatiska, dessa som inte lät sig krossas. Men att han hoppades att människorna i tåget ibland skulle vilja höra det svaga, nästan omärkliga ljudet av krossade snäckskal under sina fötter, ett nästan ohörbart ljud av dem som krossats, och att de då skulle tänka på de krossades villkor. Inte för att döma dem, eller utsäga om dessa de krossade haft rätt eller fel, utan helt enkelt för att de varit människor, nej, för att de ännu var människor. Och för att Jesus Kristus var kärleken, och att det var detta tåget gällde; den lyckliga folkvandringen längs havets strand, mot ljuset, som trots allt var kärleken, Guds kärlek och Guds förlåtelse, och att den gällde för både de lyckliga och de krossade, ja, också för de krossade som försvunnit ur historien och nu endast fanns kvar som ett svagt, nästan ohörbart ljud under de tågandes fötter.” (s. 384).

Der findes ikke er kulturdokument, der ikke samtidig dokumenterer barbari.”, siger Benjamin (Om historiebegrebet, s. 163). Det Enquist forsøger er, at opfange den næsten uhørlige lyd af de knuste under fremskridtstoget. Lyden er ikke i dokumenterne, men i det kor af uforståelige, ubegribelige stemmer, der lyder under det dokumenterede. Det er det, der må fortolkes.

Man får väl tolka, och göra sitt bästa.” (s. 594). 


Handlinger

Information

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s




%d bloggers like this: