At fortolke et ‘buh’

2 05 2013

Der blev buh’et i går, den 1. maj. Der blev buh’et af regeringen og de ministre, der holdt taler på 1. maj møderne. Og ikke alene blev der buh’et, så talerne blev overdøvet; der blev også kastet tomater – og i enkelte tilfælde fyldte øldåser – efter de talende, så de blev nødt til at afbryde og bringe sig i sikkerhed.

Ingen tvivl om at mange er skuffet og frustreret over regeringens politik. Og med rette. De forventninger, man havde til en rød regering, er ikke blevet indfriet; tværtimod, så oplever mange at regeringen går de borgerliges ærinde og at regeringen på visse områder er mere blå end VK-regeringen støttet af Dansk Folkeparti.

Så der er næppe så megen tvivl om, at det var skuffelse og frustration over regeringen, der kom til udtryk, da der blevet buh’et 1. maj. Mange har da også forsvaret protesterne og forklaret, at regeringen selv har været ude om, at der blev buh’et. Man har ikke villet lytte til folket; så nu nægter folk at lytte til regeringen.

Det rejser så spørgsmålet: hvad så nu? Hvordan fortolker man ‘buh’, så det ikke blot bliver en uartikuleret protest uden retning? Er det, som de fleste af buh’ets fortolkere synes at mene, et rødt buh, der udtrykker et folkeligt krav om en mere venstreorienteret linje fra regeringen? Et krav om regeringens afgang? En anklage for klasseforrædderi? Eller noget helt fjerde?

Et ‘buh’ er åbent for fortolkning. Man kan projicere det ind i buh’et, der er bedst i overensstemmelse med sin egen politiske overbevisning. På den måde kan man få ‘buh’ til at fremstå som om, der er opbakning til en samlet protest mod regeringen. Men ret beset kan ingen vide, i hvilken retning protesten peger. Det kunne også være et sort ‘buh’, der ikke respekterer demokratiets vilkår, men tværtimod ønsker at sætte de demokratiske spilleregler ud af funktion. Der er jo historiske fortilfælde, hvor den uartikulerede protest er blev udnyttet af kræfter, der har haft som mål at gøre demokratiet så dysfunktionelt, at totalitære styreformer kom til at fremstå som det bedre alternativ.

Det var næppe det, vi så i går til 1. maj. Men celebreringen af den uartikulerede protest gavner på sigt kun de destruktive kræfter. Hvis det bliver acceptabelt, at politisk kamp kan føres på, hvem der bedst formår at forhindre modparten i at komme til orde, så er kampen tabt på forhånd. Derfor var det også velgørende, at Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen så entydigt tog afstand fra forsøgene på at fratage de talende ordet. Så mangler blot, at protesten mod regeringen artikuleres med mere end udtjente klichéer og floskler fra Den Store Bog om Revolutionen.


Handlinger

Information

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s




%d bloggers like this: