eXistenZ: lille medieontologi

15 11 2013

“There’s a very weird reality- bleed-through effect happening here.”, lyder en central replik i David Cronenbergs eXistenZ (1999). Umiddelbart er det en film om computerspil og virtual reality. Handlingen udspiller sig i en ikke nærmere bestemt fremtid, hvor computerspil kobles direkte på centralnervesystemet gennem en såkaldt bio-port nederst i rygsøjlen. Dermed opleves spillet som ‘virkeligt’ og ikke længere medieret via en skærm. Det rejser naturligvis spørgsmålet, om det er muligt at skelne spil fra virkelighed; en diskussion, der ikke kun foregår i filmen, men i høj grad også i vores ‘virkelighed’.

eXistenZ er tematisk nært beslægtet med Cronenbergs tidligere film Videodrome (1983). Her var det tv- og video-mediet, der var til diskussion. Protagonisten, Max Renn, udvikler en vaginal åbning i maven, hvor en videocassette kan indføres, så Max’s handlinger bliver dikteret af det, der er på båndet. En meget bogstavelig og direkte illustration af det, der var et tema i samtidens bekymring vedrørende udbredelsen af video: at man bliver voldelig af at se voldelige videoer. I både Videodrome og eXistenZ fører de ‘nye’ medier til en udviskning af evnen til at skelne virkelighed fra fiktion.

Cronenberg er en instruktør, der selv ofte har været beskyldt for at lave film, hvis voldsomme effekter og body horror kan være ‘skadelige’ for publikum. En kritik, der baserer sig på den såkaldte kanyle effekt: at en film eller medies indhold injiceres direkte i seeren og afsættes uforarbejdet som effekt. Hvis gerningsmanden bag et skoleskyderi har spillet voldelige computerspil, så gøres det til forklaring i et direkte årsag og virkningsforhold. Både Videodrome og eXistenZ kan ses bogstavelige iscenesættelser af kanyleteorien; men med et satirisk sigte, der udstiller banaliteten i sådanne primitive årsag-virkning forklaringer.

Der er dog mere end satire i de to film. Det er de film, hvor Cronenberg tydeligst trækker på sin canadiske landsmand Marshall McLuhan og dennes teorier om medier og teknologi. I Videodrome optræder McLuhan endda indirekte i form af medieprofeten Brian O’Blivion. McLuhan er kendt for udsagn som: “Mediet er budskabet”, men her er det først og fremmest forestillingen om medier og teknologi som udvidelse eller forlængelse af mennesket og vore sanser; extensions of man. Disse udvidelser er ikke, ifølge McLuhan, fremmedelementer, der tilføjes mennesket. Der skelnes ikke mellem sanser og legemsdele, mennesket er født med (natur) og de udvidelser og proteser, der er tilføjet (teknologi).

Hos Cronenberg bliver teknologien således organisk. Max Renn bliver en organisk/human videomaskine, der kan absorbere videobånd. Hans hånd fusioneres med en pistol, der på sin side ender med at blive organisk. I eXistenZ er spilkonsollerne ligeledes organiske og forbindes som sagt via en bio-port og et navlestrengs-lignende kabel til rygmarven. I Videodrome knyttes evnen til at percipere videodrome-signalerne til en svulst i hjernen; noget Brian O’Blivion ikke betragter som en sygdom, men som et nyt perceptionsorgan der er opstået som følge af mutation. Evolutionen knyttes sammen med mediet og er dermed ikke kun naturlig, men også teknologisk betinget. Svulsten betragtes altså ikke som et fremmedlegeme (sygdom), men en organisk komponent, der udvider muligheden for at percipere medieteknologiens signaler og information.

Ved at lade teknologien være af samme ‘natur’ som mennesket selv hævder Cronenberg på sin vis, at vi står over for et medieontologisk paradigmeskift. Mediet står ikke længere mellem mennesket og det, der medieres gennem mediet. Der er ikke tale om, at mediet fungerer som en form for kommunikationskanal til en sfære eller verden, som befinder sig på et andet plan end det, hvor mennesket aktuelt befinder sig. Når ‘modtageren’ (eller ‘antennen’ om man vil) bliver organisk – svulsten eller det nye perceptionsorgan i hjernen – så kobles mennesket direkte til den teknologi, der medierer; mennesket bliver selv en del af mediet. Tv-apparatet er ikke længere massiv barriere mellem seeren og den verden, der repræsenteres via mediet. Det bliver organisk og reagerer sanseligt på berøring. Der er ikke længere nogen væsensforskel på mennesket og mediet; det er dog ikke alene mediet, der bliver antropomorft, men i lige så høj grad mennesket, der bliver medialiseret.

I eXistenZ går Cronenberg skridtet videre. Her er der ikke længere nogen skærm, der kan fungere som det sted, hvor mennesket møder en repræsenteret anden verden. Der er ikke noget interface. Skærmen var, i McLuhan’sk forstand, blot en udvidelse – extension – af det menneskelige perceptionsapparat. Men da denne udvidelse ikke var væsensforskellig, er det logiske skridt at inkorporere mediet i perceptionsapparatet.

Det rejser naturligvis igen det spørgsmål, som synes at dukke op, hver gang i nyt medie introduceres. Hvis medier kan repræsentere verden med samme troværdighed, som vort eget sanseapparat perciperer verden med, kan vi så opretholde evnen til at skelne mellem virkelighed og fiktion. Det bliver tematiseret i filmen selv, hvor en maskinstormerbevægelse – The Realist Underground – bekæmper de computerspil, som – angiveligt – nedbryder evnen til at skelne fiktion fra virkelighed. Pointen i eXistenZ er imidlertid, at vi ikke kan afgøre, om The Realist Underground er en del af spillet, eller om de hacker sig ind i spillet fra et sted udenfor. Filmen slutter uden, at vi bliver ført tilbage til et sted, hvorfra vi kan afgøre, hvad der var ‘spil’ og hvad der var ‘virkelighed’. Ontologisk efterlades vi på usikker grund.

Det kan tolkes pessimistisk, som om vi allerede har mistet evnen til at skelne; at der ikke længere findes et umedieret ståsted, hvorfra verden kan betragtes og det kan afgøres, hvor vi befinder os ontologisk. Vi er allerede ofre for den “weird reality-bleed-through effect”, der tematiseres i eXistenZ.

Man kan dog også se det i lyset af McLuhan. Medier er ikke blot teknologier, hvormed verdener – fiktive som reelle – kan repræsenteres. Medier er også epistemologier; en matrix for hvordan vi opfatter og erkender verden. McLuhan taler om rear-view mirrorism: det fænomen, at vi, når vi betragter noget, er tilbøjelige til at kigge i bakspejlet. Vi tror, vi ser det, der ligger forude – som om vi ser gennem forruden – men vi kigger i bakspejlet og ser det, der ligger bag os. Nye medier ses og forstås i lyset af de gamle medier: tv er radio med billeder osv. Vi er også tilbøjelige til at ‘naturalisere’ de gamle medier og se de nye som forvrængning og pervertering af den virkelighedsopfattelse, de gamle medier understøttede og oppebar. Derfor har vi en tilbagevendende debat om nye medier; og derfor anklages de vedvarende for at ødelægge vor kognitive og perceptoriske relation til verden.

Det vil McLuhan for så vidt være enig i. Gutenbergs opfindelse af den mekaniske trykpresse faldt sammen med og medvirkede til et såvel socialt som teknologisk og  epistemologisk skred fra middelalder til den moderne verden. Og McLuhan så som bekendt et tilsvarende skred i færd med at ske med de elektroniske medier. Men – lyder McLuhans pointe – et sådan skred er ikke en pervertering af en mere oprindelig og mere naturlig tilstand. Verden var ikke mere autentisk i middelalderen end den moderne verden er. Der er tale om forskellige epistemologier, forskellige måder at erkende verden på. Verden er altid allerede medieret. McLuhan henviser bl.a. til Harold Innis’ studier af, hvordan f.eks. den oldægyptiske verdensopfattelse var præget af datidens medieteknologier (fra sten til papyrus). Men vores rear-view mirrorism har som oftest den konsekvens, at vores erkendelse af verden ikke er på højde med medieteknologien og de kognitive og perceptoriske skred, den medfører.

Hos Cronenberg bliver medieteknologien inkorporeret, men ikke som et fremmedlegeme. Der er tale om en teknologisk betinget evolution, der udvider perceptionsapparatet såvel kognitivt som sensorisk. Ved at sidestille den medieteknologiske udvikling med den ‘naturlige’ evolution, understreges det, at der ikke er tale om en pervertering af en mere naturlig og autentisk måde at opfatte verden på; men at der er tale om en udvidelse – extension – af perceptionsapparatet. Samtidigt bliver det klart, at der ikke er tale om, at udvidelsen blot betyder vi nu kan percipere mere af en verden, der allerede foreligger objektivt og uformidlet. Den verden, der perciperes, er ikke en altid-allerede eksisterende realitet, der foreligger uafhængigt af perceptionsapparatet. Verden er altid-allerede medieret, hvad enten den perciperes ‘naturligt’ eller gennem et sanseapparat, der er medieteknologisk forstærket. Når Cronenberg inkorporerer mediet, så er det en understregning af, at perceptionsapparatet allerede er et medie med egen medie-epistemologi; og som kan udvides og forstærkes med medieteknologier. Erkendelsen af verden er dermed betinget af de medier og den epistemologi, verden betragtes igennem. Betragter vi konsekvent verden i bakspejlet, er vi altid bagefter mediet, fordi vi ontologisk ikke er på højde med mediets epistemologi.


Handlinger

Information

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s




%d bloggers like this: